Afslutningen af året er en god lejlighed til at se på, hvad man egentlig har fået tiden til at gå med. Når jeg bliver spurgt hvad jeg laver i min enkeltkvindesvirksomhed, så svarer jeg ofte med det, jeg lige har lavet i sidste uge – eller det, jeg skal lave i de kommende dage. Det er nok meget almindeligt, at man ikke kan se ret langt ud over det, man står midt i.

Så, for min egen skyld – og for de af mine venner og familiemedlemmer, der har undret sig over hvad jeg laver – er her en opsummering af 2017. Hvad lavede jeg, hvad lærte jeg og hvad skal der ske til næste år?

Mange bække små er en fin forretning
Min forretning kan nok karakteriseres som en “mange bække små”-model. Henover året 2017 har jeg modtaget løn fra, eller sendt fakturaer til, 28 forskellige adresser. En enkelt af dem har stået for en meget stor del af mit år, så havde forretningen kørt som den gjorde sidste år, havde det været en del flere.
Jeg kan rigtig godt lide, at have en masse forskellige kunder. Fra et effektivitetssynspunkt – og sikkert også et økonomisk – er det muligvis ikke den bedste måde at drive forretning. Man skal omstille sig mellem mange forskellige opgaver i løbet af en uge. Til gengæld er det sjovt, og fagligt særdeles givende. Jeg får indblik i mange forskellige måder at udøve kommunikation og marketing på. Det gør også, at jeg ikke lægger alle mine æg i en kurv. Jeg lever og dør ikke med få kunder. Hvis en opgave falder bort, så har jeg andre ting at gå i gang med. Det føles sikkert.

I år har jeg f.eks. spillet en lille rolle i relanceringen af dds.dk sammen med Reload, været fødselshjælper ved 5 nye tilstedeværelser på sociale medier, trænet 3 kundeservicehold i håndtering af utilfredshed på sociale medier sammen med Nana Dall, holdt workshops og foredrag om sociale medier, markedsføring og digitalisering, faciliteret et 5-dages design sprint, været Product Owner på et digitalt transformationsprojekt, faciliteret 3 netværksgrupper, skrevet en kommunikationsstrategi og været social medie-krise rådgiveren på tilkald, for en lille håndfuld virksomheder og organisationer. Og undervist en hel del.
Og så var der lige den dag, hvor jeg stod på scenen sammen med Jakob Stegelmann! Det var til en temadag om Den Digitale Humanist, og nu ved jeg, hvordan det er at være lidt starstruck.

Det er et privilegie at kunne have så sammensat et arbejdsliv, og kunne leve af det.

Jeg er underviser
En af erkendelserne i 2017 er, at jeg er underviser. Jeg har undervist længere end det, men i år blev det en klar del af min faglige selvforståelse. Jeg er blevet optaget af didaktik, og har dermed fundet et helt nyt fagområde, som skal udforskes mere. Jeg har tænkt mig selv som rådgiver i efterhånden 10 år eller mere, men nu går det hånd i hånd med at være underviser.

Jeg er også heldig, at jeg har undervist i flere forskellige sammenhænge.

Jeg har igen i år taget mig af kurset sociale medier i strategi og kommunikation på diplomuddannelsen på DMJX, hvor kurset har været afviklet 3 gange i år. Det er et kursus med tre moduler, men føles som et undervisningsforløb, hvor jeg når at lære deltagerne lidt at kende, inden de skal til eksamen. Det er en særlig fornøjelse at undervise på det kursus, fordi kursisterne for det første kommer med deres egen lange erfaring og praksis, og fordi de er særdeles engagerede. Debatterne på holdet er nogle af årets faglige højdepunkter. Og fordi deltagerne kommer fra så forskellige organisationer, får vi også virkelig set spændvidden i, hvad sociale medier er – og ikke er.
Kurset viser mig også, hvor hurtigt feltet fortsat udvikler sig. Hver gang jeg holder kurset, laver jeg store dele om – noget materiale falder ud, og jeg tilføjer nye sektioner. Chatbots er blevet et fast element i år, og sektionen om moderation, konflikter og shitstorms vokser for hver gang. Ikke kun fordi jeg selv har en særinteresse i det, men fordi det bliver sværere og sværere for virksomheder at udvide kommunikationen på sociale medier, uden også at have taget stilling til, hvordan man vil håndtere den efterhånden ret hårde tone.

I år lavede jeg også en tre-årig kontrakt med KU, på NorS, som ekstern lektor. I efterårssemesteret underviste jeg sammen med Anders Ferdal i Strategisk Kommunikation på overbygningen, og lige om lidt skal de håbefulde unge til eksamen. Faget er praksisnært, selvom læsebyrden såmænd er stor nok – jeg havde glemt, hvor meget tekst man skal tygge sig igennem som studerende. Heldigvis var der et par gengangere fra min egen studietid, blandt andet Manuel Castells. Jeg blev mindet om, hvor meget kvalitet der er i alle de ikke-søgbare tekster, alle de bøger, som folk har brugt år af deres liv på at skrive. Så jeg vil læse flere fagbøger, og færre nettekster, i det nye år.

Jeg nåede også at undervise to gange for og sammen med, de gode folk i Beredskabsstyrelsen på et kursus der hedder sociale medier og krisekommunikation. Det fokuserer på organisationers brug af sociale medier under hændelser, dvs. storm, terror og andre situationer, hvor liv er i fare. Modsat en kommerciel krise, hvor man skal redde sin virksomhed, indtjening og brand, så skifter kommunikationen gear, når der skal reddes liv og materiel. Hvor vi i den kommercielle krise ikke sparer på ordene, så vejer man hvert ord og komma på en guldvægt under en hændelse – samtidig med at hurtig og koncis kommunikation kan gøre en væsentlig forskel. Kort efter afviklingen af kurset i december, udgav BRS en kortlægning af danskernes risikoopfattelse, som er interessant læsning, hvis man er ansvarlig for det kommunikative beredskab. F.eks. viser rapporten at 15% af danskerne svarer “ved ikke”, når de bliver spurgt, hvilke nummer de vil ringe til i en akut livstruende situation. Og at over halvdelen af danskerne er bekymrede for terror.

Bogen kommer snart – jeg sværger!
2017 var året, hvor jeg sammen med Nana Dall fik min første bogkontrakt. Vores samarbejde startede allerede i 2016, men i år tog det fart, og lige inden Nana gik på barsel, skrev vi under med forlaget Ajour.
Bogen skulle være udkommet i oktober. Men! Livet, arbejdet og min kolossale optimisme kom i vejen. Jeg troede, at man bare lige kunne skrive bog i timerne mellem man laver alt muligt andet. Til alle de af jer, som er erfarne forfattere, og som jeg har spurgt til råds undervejs, og som HELT SIKKERT har sagt, at det kan man ikke – undskyld. Jeg hørte ikke efter.
Vi måtte udskyde deadline, og derved kom vi bag i køen hos vores tålmodige redaktør. I en sidste slutspurt i oktober fik vi mast manus færdigt, og nu er der lys for enden af tunnellen. Klog af skade siger jeg ingen datoer, men det bliver altså snart. Hvis du vil, kan du skrive dig op til at få en email, når bogen kommer. Det kan du gøre på vores fælles site utilfredshed.dk. Men bare rolig – jeg er så stolt af den bog, at du nok skal komme til at høre om den, uanset hvad.

Det var ikke lutter lagkage hele tiden
Der er ingen tvivl om, at jeg elsker mit arbejdsliv. Men det er naturligvis ikke rosenblade og skønsang det hele.

To ting var lidt sure.

Det ene var, at jeg i et konsortie af både ofentlige og private kræfter, indsendte ansøgning til en fond, på en form for forskningsprojekt, der havde med sociale medier at gøre. Det var et – undskyld udtrykket – pissegodt projekt. Det har vi åbenbart ikke fået gjort tydeligt nok, for vi fik ikke midlerne til at lave projektet. Det kommer jeg til at ærge mig over noget tid endnu.

Det andet var, at jeg gik i tryghedsfælden. Nu udbredte jeg mig ovenfor om mange bække små-modellen, som jeg er tilhænger af. Men jeg lod mig alligevel lokke til et spændende projekt, der stod og manglede en interim Product Owner, indtil de kunne finde en fastansat. Egentlig ønskede de fuld tid, og jeg ønskede under deltid. Vi mødtes næsten midtvejs på først 2-3, siden 3-4 dage om ugen. Projektet er spændende; en centralisering og lokalisering af en webtilstedeværelse over 25 sprog, platformsskift og klargøring til marketingautomatisering. Teamet består af 8 forskellige nationaliteter, i forskellige lande, og organisationen selv er under stor forandring. Det er gode folk, kloge folk, og projektet har stor bevågenhed internt.
Men det føles som at have et lønarbejderjob. Det var som at gå på arbejde og være selvstændig ved siden af. For dem jeg arbejdede sammen med, var jeg en kollega – men sådan en irriterende en, som ikke var der hele tiden, og hvis kalender man skulle orientere sig i, hvis man ville mig noget. På mange måder er det sympatisk, at jeg blev en kollega – desværre ville jeg bare gerne være konsulenten.
Nu er afløseren heldigvis fundet, og lige om lidt er jeg tilbage i mange bække små-land. Og jeg har lært, at jeg er afklaret med, hvordan jeg gerne vil have at min forretning er skruet sammen. Så længe det kan lade sig gøre, bliver jeg ved det. Jeg vil gerne have det sådan, at der altid er plads til at jeg kan slå til, hvis nogen kommer med et spændende projekt.

Hvad skal der ske i 2018?
Det ved jeg da virkelig ikke! Jeg ved, at min og Nanas bog om konflikthåndtering på sociale medier udkommer, og den bog skal have al den opmærksomhed jeg kan give den.

Jeg fortsætter med undervisningen og med en del af de kunder, jeg har haft fornøjelsen af i 2017. Jeg har gang i nye partnerskaber, både med selvstændige og bureauer, som jeg gerne vil lave noget sammen med.

Og så ved jeg, at jeg skal læse en frygtelig masse fagbøger. Det er i virkeligheden det bedste ved at være selvstændig. At man bliver nødt til at holde sig bredt orienteret, og at man har tiden til det. Jeg har læst en del fagbøger i det forløbne år, men der skal endnu mere i bunken i det nye. Det var sjovt at følge referencerne til dørs, da vi researchede til vores bog om konflikthåndtering på sociale medier – meget af det er ikke kommet med i bogen, men jeg har det med. I undervisningen og i baghovedet, når jeg er ude ved kunder.

 

Tak for 2017. Glæder mig til 2018.