Denne liste er de bøger jeg har læst over de seneste 5 år som en del af det at følge med på fagfeltet sociale medier. Noget er af ældre dato, og er noget jeg har læst for mere end 10 år siden, og alligevel vender tilbage til jævnligt. De fleste af dem bruger jeg når jeg underviser på DMJX’ diplomuddannelse i sociale medier, og det er til kursisterne på netop de kurser at listen er lavet.

Listerne opdateres løbende. Og de er naturligvis ikke på nogen måde udtømmende. Hvis jeg var god, supplerede jeg med en liste over artikler, men ak… tiden er altid knap.

Grundbøger

  • Lisbeth Klastrup: Social netværksmedier (print eller ebog). Klastrups bog er nok en af mine favoritter. Den er kort, fyndig og akademisk. Der er ingen synsninger, bare forskning forklaret. Og ja, naturligvis er der masser af forskning i sociale medier, og ja, det går mere end 10 år tilbage! Jeg er lidt en sucker for de sjove udtryk, som alle fagfelter har, og jeg kan godt lide at Klastrup ikke er bange for at inkludere dem.
  • Trine Nebel: Dit omdømme på sociale medier (print eller ebog). Endnu en glimrende grundbog, der tager afsæt i omdømmet, som ofte er der virksomhederne bliver ramt, hvis de har ignoreret sociale medier (for længe). Nebel trækker på en masse glimrende begreber, som gør det nemmere at forstå, hvorfor vi som mennesker/brugere agerer som vi gør på sociale medier.
  • Astrid Haug: Sig du ka’ li’ mig (print eller ebog). Haugs bog er fokuseret på indholdstrategi (og, vigtigt at vide, ikke på social media-strategi som sådan). Det er en af favoritbøgerne på de kurser jeg har holdt, fordi Haug forklarer tingene ligefremt og operationaliserbart.
  • Peter Svarre: Den Perfekte Storm (print eller ebog). Svarres bog bygger oven på de grundlæggende tendenser fra sociale medier og behandler digitalisering og deportalisering generelt. Det er en virkelig god bog, hvis man vil forstå sociale medier og digitalisering som en del af forretningen. Og hvis man vil forstå disruption, uden at tale alt for meget om netop det buzzord. I Svarres bog er det forklaret i sin originale betydning.
  • Jan Damsgaard: Den Digital Omstilling (print/ebog). Bogen er egentlig en grundbog i digitalisering, men inderholder en god sektion om, hvorfor man som virksomhed skal monitorere sociale medier. Hvis man ikke har en digital baggrund, er resten af bogen et godt sted at starte for at forstå hvad al den snak om digital transformation er for noget. Det er faktisk en fin bog, men det er så mærkeligt at læse en forfatter, der ikke udviser hverken begejstring eller noget andet! Den er sine steder noget tør.

Håndværket

  • Rikke Damgaard: Giv ordet til medarbejderne (print/ebog): Damgaards bog er en håndgribelig instruktion i at komme godt i gang med employee advocacy. Den giver både det strategiske indløb og de konkrete metoder.
  • Jonah Berger: Contagious (print). Okay, det er lidt at stramme den, at lægge den bog i håndværks-kategorien! Men Berger mener selv, at bogen er opskriften på at bygge word of mouth, og det er ikke helt forkert. Den er ikke direkte hands-on, men man er bestemt klogere på hvad der skal til for at lave godt indhold, efter endt læsning.
  • Astrid Haug: Lederens GPS til sociale medier (ebog). En enkel how-to for den leder, der er klar til at gå forrest.
  • Joakim Ditlev: 5 Content Marketing Taktikker (ebog). Enkelt, ligetil og klar til at bruge. Jeg kan godt lide Joakims historier, der støtter de forskellige taktikker. Og så er det rart med en bog, der ikke tager ret lang tid at læse.
  • Benjamin Rud Elberth: Digital Interessevaretagelse (print). Bogen er den første på dansk om digitalt lobbyarbejde, og er baseret på Elberths eget arbejde og erfaring med at bruge især Twitter til at skabe indflydelse. Den er et must, hvis du selv skal i gang.

Kriser, konflikter, trolde og fake news

  • Lea Korsgaard: Den Der Råber Lyver (gratis). Undertitlen er “Mediebrugerens manual til løgnens tidsalder”, og det er en lille, men fin bog om hvordan man både som enkeltperson og organisation har et ansvar for at holde strømmen ren, så at sige.
  • Vincent F. Hendricks: Spræng boblen (print). Hendricks er chefen på Center for Information og Boblestudier, og en virkelig produktiv herre. Med bobler mener han det, vi kalder shistorms – og som han viser, er mere end blot en overophedning af et kommentarspor på Facebook, det er faktisk en mekanisme vi kender fra økonomien. Det er en god indføring i emnet, og enkelt skrevet. Kan indtages på en enkelt aften.
  • Hendricks & Vestergaard: Fake News (print). Få baggrunden til begreber som faktaresistens, postfaktuelt demokrati og alternative kendsgerninger. Der er ikke så meget nyt, men det er en rigtig god grundbog til fake news – og nok ikke den sidste vi ser om emnet.
  • Jon Ronson: So, You’ve Been Publicly Shamed (print). Man kan læse den som prosa, men hvis man interesserer sig for konflikter, shitstorms og den slags, så er den et must. Ronson behandler en håndfuld cases, hvor enkeltpersoner er blevet hængt ud i den offentlige digitale gabestok, og undersøger hvad det har betydet for dem (det er ikke msåting). Samtidig dissekerer han dygtigt mekanismerne i digital indignation. Man ved ikke om man skal græde eller grine. Eller tage sølvpapirshatten på.
  • Joseph M. Reagle: Reading the comments (print). En slags (skræmmende) historiebog for kommentarspor siden internettets begyndelse. Kan være god læsning, hvis du ikke selv har været med fra begyndelsen. Reagle behandler trolde grundigt, og viser at fake news på ingen måde er et nyt fænomen. Indeholder en god og nødvendig sektion om problemerne med ratings og anmeldelser.

Sociale medier and beyond

  • Andreas Lloyd & Nadja Pass: Borgerlyst – handlekraft i hverdagen (Udsolgt fra forlaget, men gratis version i pdf). Hvis man på nogen måde er blevet tændt af historien om den digitale revolution, og af, at man som borger pludselig har magten tilbage i egne hænder, så er Borgerlyst det naturlige næste skridt. Bogen handler om alt det sociale engagement i sociale medier – bare minus medierne. Den er skrevet smukt og koncist. Og med en varm humor og kærlighed til alle de, der brænder efter at gøre noget, men går kold på samfundets gamle modeller.
  • Levine, Locke, Searls, & Weinberger: The Cluetrain Manifesto (print + gratis i html). Bogen over dem alle. Kækt skrevet, som kun et rigtigt manifest kan være det. Forfatterne tordner løs mod den “gamle” måde at drive forretning, hvor man har glemt at markeder er samtaler. Og de fortæller (forud for deres tid), hvordan digitalisering vil nedbryde alle sioler, mennel medarbejdere, mellem virksomheder og deres kunder – og at ingen længere kan gemme sig bag glaseret branding. Giv den til din chef, det er aldrig for sent.