Den personlige weblog
Katrine Emme Thielke, August 2003
Hvad er en weblog?
En weblog (ofte forkortet til blog og den person der skriver den kaldes en blogger) er en slags offentlig dagbog på nettet, hvor det seneste man har skrevet står øverst på siden. Mange weblogs har et emne, f.eks. er der mange tekniske weblogs, hvor skribenten skriver arrige, dybfølte indlæg om det nye MacOS eller internationaliserede domænenavne. Der er også teen-weblogs om det uretfærdige ved tømmermænd og in-crowd IT-design weblogs hvis interne sprog må give dem selv begrebsforvirring. De weblogs der har den bredeste læserskare, er dog de bloggere, der viser deres personlighed gennem skrivningen.
Ligesom de gamle nørd-weblogs, der primært handlede om at dele gode links, er også den personlige weblog bygget op om links, selvom de har en mere sekundær position til indholdet af bloggen. Det man har på hjerte, kan støttes af et link. Vigtigere er links til andre bloggere, hvor man viser, hvem man læser - derigennem viser man også hvilke blog-cirkler man tilhører. Det lyder som en lukket verden, men pointen er netop, at alle der har modet til a vise lidt af sig selv, kan være med. For det man skriver om, er oplevelser og refleksioner fra hverdagen, det er de ting, der bliver siddende i filteret, når resten af dagens indhold er gået i glemmebogen.
Weblogformatet
Weblogs har sådan set kun formatet til fælles, det vil sige den måde ens side er bygget op på, af kortere eller længere posts (indlæg). De kan variere fra en enkelt sætning til flere "sider", men pointen er netop, at man er frigjort fra det gamle side-format, man kan formulere sig så kort eller langt som emnet kræver. At det nyeste skrevne præsenteres øverst giver også læseren en følelse af umiddelbarhed, samt et drive til at komme tilbage efter mere - man bliver nysgerrig, hvad finder han mon på som det næste?
Kender du det?
Hvad interesserer folk sig for? Storpolitik, miljø, moral & etik og sport, javist - men hvad med den nagende, irriterende smerte når man støder sin lilletå på dørkarmen en kold morgen, hvad med undren over vejrets indflydelse på ens humør, hvad med gnavenhed over underboens mani med at slå søm i kl 9 søndag morgen og hvad med ren uforfalsket glæde ved de daglige oplevelser, der er så absurde at de ville blive dømt urealistiske i en film? Der er mange ting, som vi ikke synes har betydning i det store perspektiv, men det er brudstykker af det daglige liv og dermed fragmenter af noget man rent faktisk bruger tankekraft på hver eneste dag, selvom det ikke er vigtigt. Men hvorfor er det ikke vigtigt, bare fordi det ikke flytter bjerge eller flytter stemmer?
Det er god forfatter gør for mig, er at sætte ord på noget som jeg kan genkende, men måske aldrig har formuleret. Og hvorfor ikke starte i det små? Var der ikke noget med en fjer, der kunne blive til 5 høns? Forfattere, sangskrivere og komikere har altid benyttet sig af "kender du det"-effekten som indgang til alvorlige emner og det er at benytte sig af menneskers nysgerrighed og trang til at finde ligheder, - der er simpelthen ikke noget mere fornøjeligt og interesssant end andres liv, måske fordi man et øjeblik glemmer sit eget og føler sig som en del af et fællesskab. Også selv om det fællesskab drejer sig om noget så obskurt som "Os der hader marinerede sild - de må være rådne, hvorfor er benene ellers så bløde??".
Jeg skriver, jeg taler
Når jeg blogger, skriver jeg om de ting jeg også ville fortælle mine venner i frokostpausen i kantinen - hvad er det, der pisser mig af, hvad er det, der får mig til at grine. At skulle formulere det i min weblog gør, at jeg reflekterer mere bevidst over de dagligdags ting og på den måde træffer jeg også mig selv, som jeg må se ud for andre gennem mine reaktioner på hverdagens fortræffeligheder og absurditeter.
Men hvordan får man det sagt, de generaliseringer, som man ved andre kender? Der er ikke nogen der gider læse et udsagn som "Det er fedt at have husdyr - jeg havde en hamster som barn". Men hvad med: "Min hamster kunne have en hel brunkage på en gang inde i munden, uden at knække den - jeg tror, at den kunne løsne sine kæber. Når den gjorde det, var jeg bange for at øjnene skulle poppe ud af kraniet på den, den så alt for koncentreret ud i forhold til den lille hjerne, den må have haft." Det er sjovere at læse og den uskrevne generalisering bliver mere subtil, når den iklædes det personlige. Det er nemt at generalisere fra det konkrete, det er folk gode til - det omvendte derimod er svært.
At blogge er historiefortælling, ligesom god fiktion. Hvis du griner ad mig, hvis min historie rasper på dine nerveender, ligesom de tå-krummende indledende runder af Popstars, så har jeg skrevet noget du gider at læse. Weblogging er ikke dagbogstekststykker á la "jeg stod op - jeg gik på arbejde - det var kedeligt", det handler om, hvordan ting føles, også selv om man må ty til fiktionslignende virkemidler for at formidle det.
Og folk reagerer på det, som havde jeg fortalt historien over middagsbordet; de fleste blogs har en kommenteringsfunktion, hvor man som læser kan skrive hvad man synes ud for hvert tekststykke. Den respons teksten eliciterer, former sig lige så kaotisk, som den frie association der er i spil når man taler sammen i real-time; en tekst om blindsmagning af farvede lakridsæg får en anden til at tænke på demokrati og minoriteter og en fortælling om et opslidende forældre-arrangement i skolen, kan starte en debat om ansvarsfordelingen mellem skole og hjem.
Offentlig personlighed
Det er klart at man risikerer at udstille sig selv, når man skriver på den måde. Jeg foretrækker at kalde det en fremstilling - og jeg finder, at den ikke er så forfærdelig forskellig fra den måde, man præsenterer sig selv på i den virkelig verden. Man sorterer selv i, hvad man vil indvie andre mennesker i - det kan alligevel aldrig være andet end toppen af isbjerget.
Bare fordi man ikke er kendt, betyder det ikke, at ens liv ikke er interessant. Alle er offentlige personligheder. Du kan ikke bilde mig ind, at du kan lade være med lige at kigge hurtigt ind af naboens vinduer, når du går forbi - de mest normale mennesker kan finde på de underligste ting, det ved du, for du er selv sådan et.
Men vigtigt er det, at blogge på en måde former sig som en samtale i kraft af kommenteringsfunktionen - det er en slags dagligdags samtale mellem mennesker der ikke nødvendigvis kender hinanden udenfor den virtuelle verden. Vi snakker om, hvad vi brænder for og hvem der brændte os af, vi snakker om alle de små ting, vi rent faktisk har muligheden for at ændre for os selv. Den type samtaler kræver en uformel stil og det er webloggens styrke.
