cookies 2Jeg synes buttercookies får alt for lidt opmærksomhed. Ikke alene er det en af de helt stor eksportvarer til asiatiske turister, det er også buttercookies, der har ledsaget et utal af kopper af te og kaffe i Danmark, og de medfølgende samtaler mellem familie, venner og bekendte. Buttercookies er et socialt kit, en arv og et symbol på hygge.

Man kan med rette undre sig over, hvorfor jeg kalder det for en buttercookie. Det korrekte navn er naturligvis også smørbagt småkage, men det er ikke helt så mundret. Interessant nok kalder de fleste producenter også deres egne produkter for (butter)cookies, med eneste undtagelse i nogen typer annoncer eller pakninger. En af de stores spillere på markedet er Kelsen Group, der sælger smørbagte bidder i hele verden og har et udvalg af subbrands, der sælger varianter over den klassiske buttercookie. Man man sågar få private label cookies hos dem, hvilket betyder at du vælger dig nogen småkager, sender noget emballagedesign til Kelsen, der passer til deres standardpakninger, og tilbage får du dit helt eget cookie-brand (Ja, jeg har overvejet det!).

Men tilbage til buttercookie-navnet. Jeg tror det hænger ved, fordi producenternes største marked er udlandet. Det er ikke længere danskerne, der spiser småkager til kaffen. I følge Wikipedia er en buttercookie blandt andet kendt som en danish cookie og kendt for sin sprødhed og tydelige smør- og sukkersmag.

Jeg synes at smørbagte småkager på sin vis har lidt samme kranke skæbne som en masse af det slik, vi kender fra vores barndom. Det er blevet politisk ukorrekt og proletariseret. Bevares, slik har fået sine high end produkter med Bulow Lakrids, adskillige luksus chokoladebrands og en masse lavkalorie mixposer fra blandt andet Malaco og Toms. Men alligevel – det meste slik er stadig noget du blander nede i kiosken eller køber 3 poser for en 20’er i supermarkedet. Med småkagerne er det det samme – foodierne laver og spiser såmænd masser af kvalitetskage, og ind i mellem også en tung chokoladecookie, men den sprøde lille småkage, der ikke koster 5 timer og en formue at lave, den er ude i kulden.

For at fejre buttercookien, lavede jeg en lille smagning af det, der er på markedet. Se dommen i morgen.