De globale praksisfællesskaber

Communities of practise var et af de udtryk der virkelig bidrog til at forstå hvad der skete med det sociale net for 10-15 år siden. Man kan løseligt oversætte det til praksisfællesskab, og det kendte vi jo i forvejen. Praksisfællesskabet i et landbrug, i et fag bredere set, og i sportsklubben. Men pludselig så vi småbitte praksisfællesskaber online, med mennesker der aldrig havde mødt hinanden ansigt-til-ansigt. Datidens udkantsdanskere kunne pludselig få kontakt til de tre andre i verden, der holdt af den samme obskure fantasy-forfatter som dem selv. Og det fællesskab, den spejling af de små smalle niche-interesser, føltes som et enormt gennembrud.

Og hvad så med virksomhederne?

For erhvervslivet betød det, at man begyndte at anerkende, at ens branding ikke nødvendigvis behøver kunne pakketeres i en stor fortælling, som er så overordnet at alle kan forstå den. Det giver mening at have del-fortællinger – endog meget, meget smalle delfortællinger – om det faglige, det detaljerede, det helt utrolig nørdede. Nye blogs der gik i dybden, bag scenen, sprang op. Man begyndte at se, at en lille engageret målgruppe har meget høj værdi.
Og så var der lige det der med, at man kunne skabe et community! Man kunne købe et, faktisk. Det sagde teorien ihvertfald:

“A CoP can evolve naturally because of the members’ common interest in a particular domain or area, or it can be created deliberately with the goal of gaining knowledge related to a specific field” (WP)

Tiden viste, at det krævede mere blod, sved og tårer end de fleste virksomheder faktisk orkede. Det lykkedes for nogle få.

 

Hvad kan vi bruge communities of practise til i dag?

Begrebet har fået mange søskende, der beskriver det samme fænomen. Jeg synes stadig det er nyttig til at forstå, hvorfor f.eks. communities som ravelry.com er så stærkt. Og hvorfor visse dele af hestenettet.dk stadig lever i bedste velgående. Det er også en god måde at huske sig selv på, at det, der binder mennesker sammen på tværs af alder, køn, geografi og mange andre variable er praksis, håndværket, og de erfaringer man gør sig med sit arbejde hver eneste dag. Hvis det akademiske udtryk ikke har overbevist dig, så prøv at tjekke hvor mange how-to videoer der er på Youtube!