Udtrykket har en del år på bagen, men fik ny betydning med sociale medier.
Det ses som regel i sammenhæng med økonomisk og kulturel kapital, som i følge Bourdieu og andre er de uhåndgribelige værdier, der får samfundet til at hænge sammen. Penge og viden kender vi, men der er også høj værdi i sociale netværk, og den måde penge og viden kan investeres der, ved social kapital. Den sociale kapital udveksles ved hjælp af tillid, gensidighed og samarbejde.

Det lyder altsammen smukt. Men et godt eksempel på en struktur, der baseres på social kapital er de såkaldte old boys networks. Hvis vi skal stereotype det helt, så er det når beslutningstagere spiller golf og spiser frokost, og gør hinanden tjenester.
Men det er naturligvis også den sociale kapital du selv har, via dit personlige og professionelle netværk – og det er særlig for kommunikationsfolk og journalister en værdi de kan sætte i spil når de f.eks. søger job.

 

Hvorfor er social kapital vigtig igen?

Fordi social kapital bliver synlig på ny i de sociale medier. Faktisk gør de sociale medier det muligt for den enkelte at se, at vi alle har social kapital at give af. Og pludselig bliver social kapital noget vi kan prøve at måle. Hvor mange venner, følgere og relationer har du, hvor meget liker de det du skriver, hvor meget bliver det delt videre i dine følgeres netværk?
Social kapital er forsøgt målt af flere, et af de mest populære redskab hedder Klout. Her kan man få målt ens Klout-score, som er en slags udtryk for, hvor meget indflydelse, aka. social kapital, man har på tværs af sociale medier. Men når man kigger det efter i sømmene kan man se, at det ikke tager højde for alt hvad social kapital består af, herunder netop tillid og gensidighed.

Hvad kan vi bruge udtrykket til?

Det er interessant at genbesøge den gamle betydning af social kapital, når man arbejder med influencers. Hvem af de sjove Instagrammers og Youtubers har reel social kapital, og ikke bare en høj volumen af tilfældige følgere. Hvem har brugerne rent faktisk tillid til, og går tilliden den anden vej? Nogle influencers har høj social kapital, men ikke så mange følgere – mens andre har mange følgere, men bliver taget mindre seriøst. Passer ret godt med Malcolm Gladwells Mavens og Connectors, fra hans bog The Tipping Point.