“Markets are conversations” og de 94 are teser i bogen The Cluetrain Manifesto fra 1999, er en af de klareste anvisninger og samling af forudsigelser om nettet, der nogensinde er skrevet. Alt andet kommer på sin vis efter og under den bog.

Markeder er samtaler er vigtig, fordi den betyder alt for, hvordan vi tænker sociale medier i dag. Udsagnet har flere betydninger, blandt andet er det en forløber for ZMOT. Det, at brugeren bliver mere påvirket af andre brugeres formidling af deres oplevelse med dit produkt, end de bliver af den klassiske reklame.

I Cluetrain argumenterer forfatterne for, at markeder altid har været samtaler. Se den prototypiske torvedag for dig, med boder og stande, og et mylder af mennesker, der købsslår om varer. Mennesker, der taler med mennesker. De samme mekanismer gør sig gældende, selv når vi taler store tunge virksomheder – det havde vi blot glemt. Vi er kommet til at forstå virksomheden som en anden slags aktør, der skal opføre sig på en bestemt (og uhyre formel) måde. Men teknologien, herunder i høj grad nettet, har prikket hul på den corporate bobbel.

Hvad betyder det så?

Når markeder er samtaler, og virksomheder består af mennesker, der taler med mennesker – så er det lidt svært at sende dem i byen med et budskab. Et budskab er envejskommunikation, også kaldet information. Det byder ikke ret meget op til dans i en samtale.

I social media-branchen har man længe talt om, hvilken samtale man har med sine følgere. Marketingfolk har talt om samtalestartere, når de skulle vride kampagnen ind på social. Content marketing taler om det, at traditionel marketing handler om selve produktet, hvor content marketing handler om ideen udenom produktet – dvs. samtalen. B2B-marketing havde det længe lidt svært med samtaleformatet, men nu kan du få flere social selling-programmer end du vil bryde dig om at rulle ud.

Samtale er også en forventning hos dine brugere. De vil ikke have standardsvar, når de taler med dig på din Facebook-side. De vil gerne høre din “stemme”, og de kan sagtens tåle flere unikke stemmer: De vil gerne vide hvem det er de taler med.

Hvad kan vi bruge udtrykket til?

Til at huske dig på den gode disciplin analyse. Hvem er dine brugere og hvad taler de om? Brug f.eks. overskrift.dk til at finde ud af det, eller gå ud og tal med dem ansigt-til ansigt. Din psykolog har jo sagt det til dig, at for at få en god samtale med dem du holder af, bliver du nødt til at lytte først 🙂

Jeg mener, at al kommunikation og markedsføring i dag er en samtale, eller har et samtalepotentiale. Budskabet er færdigt.

Hvor kommer udtrykket fra?

Jeg vist allerede linket til The Cluetrain Manifesto flere gange, men lad mig gøre det direkte til den gratis, online html-version, som du kan læse lige nu. Eller måske er pdf-versionen mindre grim? Hvis din familie ikke giver dig franske manchetter når du har næsen i en skærm, så læs lidt af den i ferien. Man bliver helt begejstret på ny for den såkaldte digitale revolution!