Du kender det godt: En statusopdatering skrevet med dine kolleger i tankerne, er volapyk for din familie. Man kan sige, at du som et personligt brand skal lære at tale med en masse målgrupper på én gang. De fleste typer kontekstkollaps er et sted mellem sjove eller ligegyldige. Men et vaskeægte kontekstkollaps kan blive en krise, som i Ditte Okman-sagen.

Kontekstkollaps er et vilkår for de fleste privatpersoner på sociale medier. Facebook har forsøgt at afhjælpe de værste kontekst-fadæser ved at lade dig oprette forskellige cirkler du kan kommunikere med, men det gør unægteligt din personlige kommunikation til en kompliceret opgave.

Hvad kan vi bruge det til?
I disse år vrimler det med employee advocacy-programmer. Det betyder, at flere af os får blandet det private og det faglige endnu mere – og hvis man er ny i forhold til at bruge sin personlige profil for virksomhedens fordel, så vil man hurtigt opleve en del kontekstkollaps. Jeg synes det er tiden værd, i ethvert employee advocacy-program, at forholde sig til hvad man skal gøre når Moster Anna skriver “Jeg glæder mig til vi ses på søndag, lille ven”, på dit opslag om virksomhedens holdning til spildevandsudledning.

På professionelle virksomhedssider på sociale medier er der sjældent kontekstkollaps. Fordi de fleste har gennemtænkt deres målgruppe, er tydelige i deres dialog og deres indhold. Måske kan man næsten sige, at der desværre ikke er noget kontekstkollaps. For den ekstremt professionelle dialog på sociale medier mister hurtigt det, som den gode samtale kan: forandre holdning og adfærd. Vi har efterhånden fundet gode taktikker til at håndtere vores imagined audience.

Hvor kommer udtrykket fra?
Forskeren danah boyd (er det ikke lidt krukket, når folk insisterer på at man ikke må stave deres navn med store forbogstaver?) bliver oftest krediteret med udtrykket, men hun mener ikke selv at kunne tage æren for det. Vi har diskuteret relaterede fænomener siden nettet blev for alle i 00’erne, og hvor det gik op for os, at vi alle blev et mikromedie. Jeg kan huske hvordan de tidlige bloggere talte om det sære i at møde et menneske, der havde læst alt på ens blog, og derfor startede samtalen dér – mens man selv dårlig kendte navnet på den man talte med.