Udtrykket er et af de få simple udtryk i sociale medier. Men alligevel et af de mest udskældte og omdiskuterede.
Man taler også om visninger, som er det antal gange, et opslag er blevet vist for profiler i deres strøm. Det tal kan være større end rækkevidde (reach), da et opslag kan vises flere gange for en person. De ser opslaget, fordi de følger din side, og de kan se det fordi deres venner har interageret med det. Nogle gange har man også indtrykket af, at scroller man lang tid nok i strømmen, så går Facebook i panik og gentager sig selv. Men det er en helt anden snak!

Hvor kommer udtrykket rækkevidde fra?

Egentlig er udtrykket i familie med alt det vi kender – og måske hader – ved printmedier. Når man indrykker en annonce i en avis, får man at vide hvad oplaget er, og alt efter placeringen af annoncen får man et nøje beregnet bud på, hvor mange mennesker der sandsynligvis har ladet øjnene hvile på den side, og måske din annonce. 
Så blev verden digital og meget mere kunne registreres. Men det sjove er, at selvom vi kan se mere præcist, hvor mange sæt øjne dit opslag er passeret forbi, så ved vi stadig ikke om de rigtig har SET dig. På den måde er verden ikke revolutioneret.

Derfor taler man i mange virksomheder også mest om engagementet som et udtryk for, om ens indhold virker. Hvor mange har liket, kommenteret, delt. Dvs. hvem har gjort mere end blot se på dit opslag. Sagen er dog, at når man så som social media manager skal sammenligne sine resultater med presseafdelingens spaltemilimeter, og marketings eyeballs, så ligner man en amatør.

“Vi har haft 200 mennesker i debat under vores seneste opslag!”
“Haha, cute. 200.000 har fået Berlingeren ind ad døren i dag med vores annonce på side 2! OG vores provokerende kronik senere i avisen – se, dét er debat.”

Enhver social media manager vil her argumentere for, at en debat indebærer at man faktisk kan tale sammen, hvilket man kan på sociale medier. Og derfor er engagement et udtryk for, at ens emne har været genstand for så meget refleksion hos brugerne, at de faktisk kan svare igen. Hvilket er noget sværere på en kronik.

Hvad så? Er det ikke interessant alligevel?

Jo, det er. Netop fordi traditionen i kommunikation og marketing er at måle på, hvor mange der (i teorien) kigger med, så er det vigtigt at have et tal som rækkevidde at sammenligne med. Mange kommunikationsafdelinger har brug for at fortælle hvad det koster at få et budskab* ud til en bestemt målgruppe. Og her bliver rækkevidde i ganske særlig grad interessant, når man så begynder at sammenligne på pris. Med et godt social setup kan man pludselige have en rækkevidde der overmatcher en biografreklames, og til en fjerdedel af prisen. Og til en mere præcis målgruppe.

Rækkevidde er muligvis et lidt træt begreb i branchen, men et virkelig nyttigt begreb til at sætte social media i spil hos ikke-kommunikationsfolk.

* Jeg lover vi taler budskab versus samtale senere i julekalenderen 🙂