De første mange år i giffens liv var kedelige og tekniske (læs den lange version af historien på Wikipedia). Men bortset fra det, er giffen et godt eksempel på det, som ofte sker i en udviklingsproces: Det er ikke altid det bedste produkt, den bedste løsning, der får størst udbredelse og bliver en standard. Jeg tror ikke giffens opfinder havde drømt om, at det, at man kunne gemme flere billeder i én fil, ville føre til et helt nyt indholdsformat og en særlig visuel form for humor. Og så meget en standard, at f.eks. Facebook måtte finde en måde at kunne afvikle giffer fra links, hvis ikke alt det sjove folk delte med hinanden skulle forsvinde fra deres platform.

Er giffer ikke bare en video i meget lav opløsning?

Det kan være svært at skelne en lidt længere gif fra f.eks. en video, se eksemplet i bunden her. Forskellen er den måde billederne gemmes og afvikles på. Giffer og videoer er sådan set det samme koncept (=en masse billeder i rækkefølge), men video har lyd, forskellige billedformater og meget andet godt. Så gif-formatet er mange gange simplere end videoen, hvorfor den er så nem at have med at gøre på tværs af alle platforme. Og så har giffer den fordel, at forventningerne til dem er lave. Sådan er det ikke altid med video.

Hvorfor er giffer blevet en ting?

Ingen ved det. Men måske fordi giffen er enkel. Den behøver hverken skrift eller lyd for at være sjov. Den kan være amatøragtig og grim, og stadig få folk til at klukke.
Giffen er det lille nudge-nudge, det lille smirk. Giffen er joken, der er så kort, at den ikke kan fortælles.
Derfor blev den så populær. 

Hvad kan vi bruge giffen til?

Til at fortælle historier. Det har været populært at formidle nogle typer nyhedsstof i giffer. Det er særdeles velegnet med giffer til den mere hyggelige del af sociale medier. Du kan altid bruge en reaction gif i svaret til din kollega, i stedet for at skrive en hel mail.

Jeg mener dog, at giffen er overset som et mere seriøst format. For det første er den billig at lave. Brugerforventninger til giffen er lave, de er vant til at se dem kornede og med krasse farver. De er uden lyd, og afvikles nemt på meget ringe netforbindelser (modsat video i HD) og i alle browsere. Giffen er f.eks. et oplagt format til instruktioner til produkter. I stedet for en hel video, som kunden skal sætte på pause hele tiden, brydes alle trin ned i gifs. Gifs kan bruges til support, til mockups, til at lære et ny ting. Så giv giffen en chance.

Hvor kan jeg lære mere om giffer? Jeg vil lave nogen NU!

Jeg  er meget glad for Malene Halds gif-skole, hun har den grundige illustrerede version af giffens historie. Hendes gif-instrukser er glimrende. Lav endelige flere giffer til verden, eller nyd livet på giphy.com. Husk også at tilføje et gif-keyboard til din smartphone. Livet bliver smukkere af det.