Tak til deltagerne på Community Day for god modtagelse af undersøgelsen og for at grine de rigtige steder. Du kan se slidene her, hvis det gik lidt for hurtigt til at gruble ordentlig over tallene.

Okay, hvis du ser godt efter (f.eks. ved at se billedet i fuld størrelse), så vil du se, at der er en myg fanget i toppen af min have-i-et-glas. Er det ikke fedt?

Muahaha!

Så er det mindre vigtigt at min have-i-et-glas er mindre vellykket fordi:

1. Glasset er rillet, så det er svært at se haven
2. Der er for mange planter derinde
3. Der er for meget vand i og derfor er der altid tåget
4. De for mange planter er desuden for høje, hvis den højeste vokser bare 5 cm har vi et problem

Men pyt med alt det! Der er en myg derinde og den slipper aldrig ud igen.

Succes.

(Og hvorfor laver jeg overhovedet haver-i-glas? Jo, det er et klassisk first world problem: mine potteplanter dør. Hurtigt. Medmindre de er meget hårdføre (og dermed grimme). Det smarte med haver-i-glas er, at man planter og vander dem én gang, og så holder de sådan set i 2-3 år! På et eller andet tidspunkt gror det jo lidt for meget til derinde, men hvis man vælger noget langsomtvoksende og ikke for viltert, der ikke gror blomster og frugter, der kan rådne, så har man en dejlig lille mikrohave, der passer sig selv.

I min næste have skal der kun være mos.)

Jeg har ratet alle 532 designs i Threadless’ Sesame Street t-shirt design-konkurrence, mens jeg ventede på at min stædige søn faldt i søvn (krammende på Elmo, hans bedste ven). Nogen måtte jo gøre det!

(og 80% crap-reglen passede også her)

Vi nåede ikke at have lang tid nok sammen, min kære Nihola. Lidt over 2 år har vi rystet rundt i Kbh med junior og pakkenelliker nok til at knække ryggen på en kamel. Takket være din brede metal-bringe, har jeg følt, at cykeltrunter og pedalhipsters ikke kunne vælte mig. Og selvom jeg ikke altid har ladet dit højre hjul skrabe kantstenen så meget, som ladcykelhaderne ønsker, så føler jeg dog, at vi har været accepterede som en del af den daglige trafik.

Men nu er du væk.

Du forsvandt en regnfuld torsdag foran et stort advokatfirmas betonhovedkvarter. Jeg burde have cyklet videre på dig, i stedet for at tage en taxa, bare fordi jeg var sent på den og det regnede. Da jeg kom tilbage var du væk.

Nu kigger jeg efter dig hver gang jeg ser en sort Nihola – jeg mener, hvem andre end jeg har alt for mange cykelkarma- og Podioklistermærker? Og en kæmpe frontlabel af en gul ælling med verdens mindste tissemand?

Jeg håber ikke du synes min sørgeperiode er for kort, men jeg har allerede bestilt en klon.

Tak for alt, min cykelbil.

Har I osse papirhåndklæder på toiletterne der hvor du arbejder? Så er den her video for dig. Den viser os, hvordan vi kan nøjes med ET stykke papir og stadig få tørre nok hænder til at ryste pote med en fremmed uden at skamme sig.

Jeg er klar til at prøve – jeg er klart en af de slemme, der flår en håndfuld ud af dispenseren, fordi jeg allerede er mentalt videre og ikke synes jeg har tid. Samtidig er jeg glad for at vi har papirhåndklæder. Jeg hader de der gennemfugtige fælleshåndklæder, der er cirka lige så charmerende som en krammer fra en petriskål i influenzalaboratoriet.

Jeg skal holde et oplæg om nørdbegrebet. Der er ikke noget særligt der kvalificerer mig til det, andet end at jeg selv er i den stadigt voksende nørdgråzone. Vi, som egentlig synes vi er en slags nørder, men som ikke kommer fra grundstammen af urnørder, der kan kode.

Derfor har jeg lavet et lille spørgeskema for at hjælpe mig lidt på vej. Siden jeg har sendt det ud, er jeg naturligvis kommet på en myriade af spørgsmål jeg også kunne have stillet, i tilgift til dem du finder i det nuværende – så vær taknemmelig for, at det ikke er længere!

Jeg vil være meget taknemmelig om du ville udfylde det – uanset om du selv opfatter dig som nørd eller ej. Start det her >

Resultater og data vil blive offentliggjort her efter d. 10. maj, hvor jeg skal holde oplægget på Community Day (der er desværre udsolgt).

Jeg har allerede fået en masse rigtig gode og tankevækkende kommentarer på Facebook, Twitter og på arbejde, men kom endelig med flere.

Tak for hjælpen!

Der bliver heller ikke nogen Reboot i år. Så er der heldigvis Ersatz, som er ude og søge et nyt format. Jamen, der kan jeg da hjælpe – her er mine to ønskekonferencer, som enhver er velkommen til at sætte i verden:

Tilbage-til-skolebænken for voksne
Jeg har efterhånden et pænt antal år på arbejdsmarkedet bag mig. Før det, var en smal og lang uddannelse (selvom Informationsvidenskab selv kalder sig tværfaglig), som gav mig tolerancetrance og akademiker-skyklapper. Heldigvis kan et job eller to hurtig skamskyde ens idealisme, men min fornemmelse er alligevel, at min dannelse er smal. Det er det nye, det er fremtiden, men derfor kan jeg jo godt ønske mig noget mere af livet.

Derfor ønsker jeg mig en konference, der tager et vivar af emner op, og lader de bedste hjerner på feltet indføre mig i dem. Som TED, bare for al faglighed i hele verden.

Noget af det, der har inspireret mig allermest i år, var da en læge fortalte mig, hvordan man træffer beslutninger på akutafdelingerne: Alle væsentlige beslutninger træffes på højeste niveau. Det lyder banalt, men det betyder, at en forvagt, der er i tvivl om bare det mindste, ringer til bagvagten. Hvis der er ikke er et entydigt svar fra bagvagten, så kommer 3-7 eksperter på overlæge-niveau ind (dvs 3-7 personer, som er derhjemme, men har vagt) i løbet af 15-30 minutter, ser patienten og træffer en særdeles kvalificeret beslutning i fællesskab. En slags speed-war room, om du vil. Det giver jo 100% mening, når det handler om liv eller død, men tænk på, hvis alle beslutninger blev truffet på højeste niveau, i virksomheder og organisationer? Tag nej-hatten af, som vil fortælle dig hvad det vil koste, og tag ja-hatten på – hvad vil det betyde for arbejdets kvalitet, flow, for læring og ansvar? Jeg synes det er en interessant tanke.

Og en tilbage-til-skolebænken konference kunne give mig mere af det, hvis jeg hørte om mikrobiologi, træ-lære og Mozart-effekten på én dag.

Man kunne måske sige, at kan kunne gøre noget der ligner – men som bare var relateret til mit fagfelt. For det første kunne jeg så ligeså godt tage til TED. For det andet, så tror jeg, at min hjerne er skolet nok til, at den kan finde inspiration i noget fuldkommen urelateret. Faktisk er jeg overbevist om, at det NETOP er noget urelateret, der vil gøre underværker.

DIY-ekstravaganzaet
Noget af det, jeg stadig kan få trang til, er at lære noget nyt håndværk. Well, tiden er med mig, for aldrig har der været så mange kanaler og magasiner og andet krims-krams, der kan lære mig alt fra hækling til filosofi. Og jeg har da også lært mig selv at strikke og hækle vha. en blanding af Youtube, bøger og venlige mennesker på strikkecafeer. Men jeg kunne godt tænke mig at snuse til meget mere, inden jeg kaster mig over noget nyt. Det er jo ikke fordi jeg lige pludselig vil til at lære Photoshop og gå de kreative i bedene – men jeg gad godt have en større forståelse for andre tilblivelsesprocesser og se, hvilke andre nørdsegmenter jeg endnu ikke har kendskab til.

Jeg kan stadig le lidt for mig selv, når jeg tænker på garnnørdernes begreb stash. Jeg vil nødig have levet uden at vide det, og nu har jeg mit eget.

Så et miks af Skillshare og aftenskole og open space, bare pakket ned på tre dage. Måske faktisk lidt camp-agtigt! Oh man, jeg er gået hippie… Men I forstår nok hvad jeg mener.

I øvrigt, så spurgte jeg for en måned eller mere siden om hvilken konferencer man skulle gå til i år, og fik en masse svar. Og jeg lovede en opsamling. Men listen er noget fragmenteret. Når jeg har en – hvis jeg nogensinde bliver færdig med den – skal jeg nok poste den.

Indtil da, så betaler jeg gerne mine spareskillinger for ovenstående konferencer!

Der er mange smukke ting at sige om at min søn selv kan shoppe rundt og finde sine favoritter på Youtube. Ulempen er, at børn ikke altid har smag. Klart, det er da vildt at han synes Nyan Cat er fedt, for det er sådan lidt retro-meme sjovt. Værre er det, at følgende tre videoer er noget han vender tilbage til igen og igen:

1. Da Lotte blev usynlig var ret skrækkelig da den blev vist på tv. Pigen synger jo ikke godt, og det var ret klamt med den der navle. Bedre bliver det ikke, når hendes stemme forvrænges a la chipmunk, som i denne video. Faktisk troede jeg i lang tid, at det var det originale soundtrack, fordi det svarede meget godt til min forventning. Stakkels Lotte, erindringen var hende ikke nådig.

2. Hvorfor har den her video fået mere end 400 mio visninger? Sandsynligvis fordi børn som min søn ser den igen og igen og igen. For så sjov er den virkelig ikke. Faktisk er den ret irriterende. Han har en veludviklet klage-stemme, har den ældste af drengene. Gys.

3. Annoying Orange er vellavet på sin egen måde. Men HOLD DA KÆFT hvor er den appelsin en pain in the… Man kender typen, og så alligevel. Ingen er så irriterende i virkeligheden. Annoying Orange er en serie, så når først sønnike har fået fat i en video, så følger rigtig mange. Gid der var en indstilling der hed lydkontrol på Youtube på iPhone!

Log ud af Youtube før du ser nogen af disse film, så du ikke bliver forfulgt af dem efterfølgende.

… den iranske spam-opringer, der normalt kun ringer én gang om ugen, pludselig ringer tre gange på en dag, og lægger en besked alle tre gange!

Denne gang klimprede han også lidt klaver. Nogen gange synger han. Det kan jo godt være at det er noget i stil med “dø, hedning”, men min optimisme synes tit jeg kan høre noget i stil med det arabiske “habibi”.

(Det skal retfærdigvis siges, at han ringer til de fleste af mine kolleger, vores numre er jo i familie. Teleselskabet kan ikke gøre noget, så vi håber bare at det ikke kan ses på regningen.)