Det starter udramatisk.

Jeg tager et par Jimmy Choo plateau-sandaler fra Ecco på. De er cremefarvede. Og så grimme, som man kun kan få dem i drømme.

Jeg står på det skrå tag af en 8-etagers bygning med et reb i hånden. Rebet er fæstnet et sted over mig, og jeg spørger min veninde Laura, om det mon når helt ned til jorden? Laura træder helt cool ud over kanten på bygningen for at undersøge sagen for mig.

Mens jeg venter på hendes dom, skvatter jeg i mine Jimmy Choo plateau-sandaler fra Ecco og falder med hovedet først ud over kanten på taget. Jeg falder et par sekunder. Det går hurtigt, når man falder.

Jeg vågner med et kæmpestort panisk hjerte, der forsøger at banke sig ud af mit bryst.

Det mest underlige er, at det her efterfølgende går op for mig, at plateau-sandaler er højeste mode i år. Jeg drømmer moderigtigt? Folk der kender mig, vil vide hvor usandsynligt det er. Retfærdigvis skal det nævnes, at de plateau-såler jeg så i min drøm, mest lignede dem fra de gyselige Buffalo-sko.

I søndags talte vi i KCast med The Blue Van, der har skrevet det nummer, der bruges i Apples tv-reklame for iPad’en. Og det viste sig, at en hund havde startet det nummer, der nu kendes som There Goes My Love. Hunnier, de er altså kloge. Og nu også kreative.

Er der nogen sinde nogen der er kommet igennem alle 100 vers i ‘Ude i ørkenens glødende sand’ (aka. ‘Stakkels lille iskagemand’) uden at enten lave ged i tallene eller kede sig selv i søvn? Jeg når aldrig længere ned end i 70′erne før det går galt.

Der er meget få hardcore uendelighedssange man kan veksle imellem når man synger for sin baby; mindst 100 vers skal der være, og det udelukker jo allerede ‘Kalle Kamel har 10 pukler’ og ‘Langt ude i skoven’. Sange der har mange – men forskellige vers – dur heller ikke, som f.eks. ‘Lang oppe bag Norges kyster’. En uendelighedsssang er en, hvor man bare skifter et tal ud for hvert vers. Det eneste virkelige alternativ til Iskagemandsangen er således ‘99 Green Bottles’.

Man kan selvfølgelig altid bare synge første vers af ‘Og det var syd for Køge’ 100 gange.

Det er her mennesker samles; de bebumsede teens, den norske næsepillende friluftsmand med fuldt pakket cykel, den enlige far på 200 kg der drikker Pepsi Max fra dåse, den transseksuelle i gymastiktøj og lægget nederdel, parret der er så uskønt at man ville ønske de ikke tog hinanden så saftigt på røven, den unge fyr der taler i telefon uafbrudt de 3 timer turen varer, turisten i tweed der opbevarer noget i sin kuffert, der kræver at han ofte åbner den og omrokerer de 10 fryse-elementer. Og mig.

(Fra Normann Copenhagens videosite)

Jeg ved ikke helt hvad formålet er med det her lille ’spil‘, men det er sjovt at se tingene danse på bordet.

(via Plant Blog)

Jeg synes min 3 måneder gamle søns første livslektion – med tilhørende frustrationer (læs: skrigeflip) – er meget lig en masse ting man først lærer i en fremskreden voksenalder. Han er ved at lære at ikke alt hvad der kan føres op til munden, kan kantes ind i kæften.

Det er vel i familie med slå ikke større brød op end du kan bage og man kan ikke få det hele. Særlig det sidste har jeg haft svært ved at indarbejde i min forståelse af livet.

Jeg bistod for nylig en journalist, der var ved at lave en historie om et reklamebureau, der mildest talt lavede vildledende PR – både for sig selv og deres kunder. Blandt andet har de fået placeret historien om at deres film for en nordjysk efterskole er blevet set af mere end 40.000, mens sandheden er i omegnen af 2000.

Journalisten Mikkel Hvid har publiceret sin historie, hvor han som man som journalist bør, han inddraget så mange kilder han kan, herunder de implicerede kunder, bureauet og andre, der kender til video- og reklameproduktion. Så langt, så godt. Artiklen er kritisk, ja – men der bliver ikke delt nær så mange lammetæv ud som han kunne have gjort.

Reklamebureauets svar (originalt blogindlæg er blevet slettet af bureauet, link er til pdf uden grafik taget et par timer efter publiceringen af dette indlæg) er at forsøge at så tvivl om journalistens troværdighed, og påstår at flere kilder er blever fejlciteret, uden dog at underbygge den påstand. De fortæller også at Mikkel Hvid er ansat i et vikariat, som om det gjorde en forskel på det arbejde han udfører.

Han får også skældud for at citere mig, fordi jeg ifølge min arbejdsgivers website er på barsel. Well, til det vil jeg bare sige, at det vist ikke er mig der har mest ammehjerne – jeg kan godt udtale mig, mens jeg passer mit barn. De påstår også at han er udskældt på Facebook, men lad os nu se, hvem der har oprettet den gruppe.

Det ligner lidt en Fashionministeriet, der bliver lavet her – nogen har dummet sig, og tror at en sur (dårligt skrevet) svada får det til at gå væk.

Efter at have moret mig lidt på deres nyhedsside om dem selv, gik det op for mig, at udover at de tilsyneladende laver lidt speciel PR, så laver de meget enslydende kampagner for efterskoler. Der er Talentjagten for Lynghøj Efterskole, Stjerneakademiet for Rinkenæs Efterskole, Bliv Superstar for Lunderskov Efterskole og Berns Stars for Bernstoffsminde Efterskole. Nå ja, man må da håbe at de fire efterskoler ikke er alt for meget i konkurrence om eleverne…

Eller – det er faktisk ikke hendes bryster man ser på papiret, men det er hende i den korte kjole der giver kopimaskinen en omfavnelse. Desireé Lenzberg (og hendes Bandit Productions) er kvinden bag og i videoerne, og i ugens KommunikationsCast fortæller hun om hvordan de blev til.

Hun fortæller blandt andet, at den forvirrede blondine er en slap-stick karakter hun har arbejdet på et stykke tid, og at filmene først og fremmest skal støve Svendborg Biblioteks image af.

Og hvis det var opmærksomhed de ville have i første omgang, og ikke flere lånere, så er det lykkes, må man sige. Der skal nu nok lidt mere til at lokke ‘enhver idiot’ på biblioteket, men første skridt er taget med disse velkomst-videoer.

Der er i øjeblikket debat om 3 videoer fra Svendborg Bibliotek, der har valgt at markedsføre sig i den platte genre. Om det kommer til at virke, er en diskussion for sig. Indtil videre kan Svendborg Bibliotek glæde sig over alle de gange der bliver sagt Svendborg Bibliotek, takket være medie-opmærksomheden.

Det eneste der for alvor er faldet mig for brystet, er Preisler fra reklamebureauet Mensch, der til Politiken blandt andet siger:

»Vi ser desværre mange reklamer som de her for tiden. De er billige at producere, og de er hurtige at sende videre. Problemet er, at de ødelægger den virale markedsføring som kanal. De ødelægger det – så at sige – for dem, der godt kan finde ud af det. Det svarer lidt til, at man ikke kan sende husstandsreklamer ud, fordi postkassen er fyldt med tilbudsaviser«

Ødelægger dårlige videoer viral markedsføring som kanal? Nej. Bare rolig. Dårlige reklamer har jo heller ikke ødelagt tv-reklame, men det er nu ikke argumentet. Viral markedsføring er slet ikke en kanal, på samme måde som tv-reklame. Viral markedsføring er det, at folk har lyst til at sende noget videre, fordi det gør dem selv fede (sjove, kloge, først-med-det-sidste, osv.). Så hvis man skal ødelægge vital markedsføring, så skal man ødelægge folks glæde ved at glæde andre, ved at vise sig og i det hele taget slå al small talk ihjel. Her er Youtube bare et af flere redskaber, som man bruger til at dele med.

Og når det er sagt, så skal man huske 80% lort-reglen. Uanset om det handler om (viral) reklame, bøger, film, mad, musik og hvad der ellers er skabt til glæde for mennesket, så er 80% af alt i en given genre dårligt. Sådan er det bare. Så der er ingen grund til at være bange for kikset viral markedsføring – det skal nok regulere sig selv.