Jeg var egentlig i gang med at lave en liste over tredjeparts services/apps til Twitter som ville være gode at undgå af to grunde:

1. Fordi de opbevarer dit password
2. Fordi de auto-tweeter, så snart du har tilføjet dem (lede spammaskiner)

I første omgang begyndt jeg at opliste apps jeg selv havde prøvet og været utilfreds med (f.eks. pay with a tweet, twiffiency osv). Og så ville jeg supplere med at prøve lidt forskellige udvalgte apps. Indtil jeg fandt ud af, hvor mange der er. 250.000 er der lavet på Twitter API’et – og der er mange lister, der viser de mest populære.

I mandags kom Twitter mig i møde med punkt 1, ved at udrulle OAuth, som er en måde at bruge apps til Twitter, uden at de skal opbevare dit password. Hurra. Jeg synes altid man har en lidt sveden fornemmelse, når man godkender adgang til Twitter eller Facebook, uden helt at være på det rene med hvad det betyder. Men nu garanterer Twitter altså, at andre ikke får mit password, så længe jeg kun godkender apps der bruger OAuth.

Jeg kunne stadig godt bruge listen over apps, der autotweeter. Når man ved et uheld får brugt sådan en app, så føles det som at have fået en engangs-virus. Man kan jo disable app’en med det samme, og slette tweetet – men det er stadig som at have haft Roskildesyge et offentligt sted. Du ved, som at have brækket sig en lille smule på offentlig gade. Auto-tweets er som en fugtig bøvs i ens twitterstrøm.

Listen ville nok hurtig blive rigtig lang, og besværlig at skulle kigge i inden man brugte en ny app. I stedet for er min taktik nu bare at undgå alt andet end meget efterprøvede apps. Farvel til sjov og spas med nye dimser.

Jeg er blevet en konservativ Twitter-bruger.

Da jeg tog det her billede, kom jeg til at tænke på en film jeg så, da jeg var teenager.

Det var en af den slags film om parforholdet, som man skulle være helt voksen for at forstå. Men en af de ting jeg husker tydeligt var at en af de kvindelige hovedpersoner afslører en mandlig i at beskære et billede for hårdt. For derved, med det beskårne billede, at fortælle en meget mere interessant historie. Jeg er sikker på at pointen var noget i stil med den fine linie mellem selvfremstilling og løgn i et forhold.

Det var en lang omvej for at sige, at nej, jeg spiser stadig ikke kun sundt. Til trods for dette billede af min eftermiddagssnack. Se det store billede >

(Iøvrigt, er der nogen der kan huske filmen? Der var også noget med en kvindelig fotograf, der tog en serie billeder af hendes veninder, mens de brugte kameraets linse som make-up spejl. Hvad var det nu den hed?)

Det var lidt et storladent øjeblik. Undervejs i præsentationen spørger kunden, hvorfor der ikke er printmedier med i planen for kendskabskampagnen for hans site. Jeg læner mig tilbage i stolen, holder en kunstpause og siger: “Det er jo et website”.

Alle om bordet nikker, inklusiv kunden. De kan høre hvor rigtigt det er, det jeg siger.

Spol et år frem, og vi sidder om bordet igen, efter adskilligelige kampagner – alle online. Kunden har taget nogen tal med, fra før vi kom til, og han kan nu vise, at han får mere trafik til forsiden ved at lave en printkampagne, end ved vores online-indsats.

Alle kan huske hvad jeg sagde den gang. Jeg selv, mest af alle.

Og lad det nu ligge, at der kan være tusind parametre, der har givet de to resultatsæt – online og print. Måske har jeg stadig ret i, at det er mest naturligt at lave kampagne for et website online. Men lige nu viser en udgave af fakta at jeg tager fejl. Og ikke den slags fakta, som man på pernittengryn-vis har lyst til at fluekneppe.

Det er ganske enkelt irriterende. Ærgerligt, snarere. Det er præcis den slags ting man frygter vil ske. Noget af det værste. For hvis man ikke har ret i sin faglighed, hvorfor er man så ansat?

Det bedste man kan gøre er, at undersøge hvorfor man tog fejl. Og blive klogere. Læse op på sagen, spørge kolleger, indhente mere fakta. Men det er jeg ikke klar til endnu. Jeg er desværre stadig overbevist om at jeg har ret.

Heldigvis er det en meget forstående kunde, der synes vi har andet at byde på end min skråsikkerhed. Så han har bestilt en printkampagne, og har opsparet grine-point nok til resten af året.

(Men det er da irriterende at han har ret)

Væddemålet var i 2007 – men vinderkagen kom i dag. Til gengæld var den værd at vente på. Dessertdragen kan sit kram. Chokolade- og hindbærfromage, delt af chokoladekage og svøbt i marcipan. Og så en mus med et øre på ryggen i marcipan, naturligvis.

Jeg påstod den gang, at kun få kunne huske historien om musen, der groede et menneskeøre på sin ryg. Og jeg havde ret.

Frygt og glæde er tit nære naboer på arbejdspladsen. Alexander Kjerulf kan fortælle længe og passioneret om, hvad det er, der gør en glad, men jeg synes at det er vigtigt at supplere med de ting, som det er helt naturligt at frygte, når man går på arbejde.

Jeg har tidligere berørt ulåste toiletdøre, bar hud og sang. Nu bliver det lidt mere alvorligt.

Siden mit allerførste job, har det med jævne mellemrum givet et lille hop i min mave og jeg har tænkt: “Åh nej, lige om lidt opdager alle de andre at jeg bare er en ung wannabe, der slet ikke er gammel nok til at have et rigtigt job”. Det er ikke en følelse af ikke at være god nok. Det er en følelse af ikke at være færdigbagt. Altså, færdigbagt voksen, ansvarlig og medarbejderagtig.

Mit første år i Patent- og varemærkestyrelsen var det værste på den konto. Når jeg sad i møder, hvor vi talte om det danske erhvervsliv, konkurrencekraft og lovforslag, så fnisede min indre gymnasieelev et sekund eller to, inden frygten satte ind – om lidt ser de hvor ung jeg er, og smider mig ud.

Men jeg får stadig følelsen af og til. Lige inden jeg skal holde et vigtigt oplæg, måske. Eller når jeg lægger røret efter en vigtig faglig diskussion med en kunde.

Jeg har heldigvis vænnet mig til det. Og en god lommepsykolog ville måske sige, at den frygt er det sidste, der afholder mit store ego fra at få overtaget 100% og æde mig op med arrogance. Nogen slags fear leads to the dark side. Men andre slags frygt holder dig ydmyg.

Lige nu er der masser af snak om Facebooks nye feature Places – i første omgang kun lanceret i USA, men inden længe ruller de vel også ud i Europa.

Med Places kan du – hvis du har en smartphone med GPS – lave en placerings-update af dig selv. “Katrine er på Risteriet”. De sidste par år har der været masser af mindre lokations/proximity-services i Danmark, som har været brugt af mindre grupper af mennesker. Jeg husker stadig mine kollegers rædsel, da jeg demoed Imity (i beta) for dem tilbage i … 2007?

Jeg forsøgte at forklare, at ens placeringsdata – hvadend det er en præcis GPS-lokation eller en lokation i relation til andre – har været tilgængelig meget længe. Nu er der bare nogen der samler den op og bruger den til at lave services.

Så vi kan nok forvente lidt blandet ballade og rædsel, når Places bliver rullet ud til frøken Facebook og hendes homies.

Og det er da heller ikke uden problemer. Så snart data forbindes med anden data, kan det blive til information – og det har en værdi. For frøken Facebook er den værdi nok mest relationel – bedsteveninden ser hende checke ind på cocktail-bulen med bedstevenindens mand – men værdien kan være så meget andet.

Jeg tror at når jeg ser tilbage på den her tid – med alle de nye relations- og kommunikationsformer, der spejler vores hverdag – så vil jeg tænke, at den var en spændende og underholdende tid. Alle de nye konventioner vi skulle skabe, alle de nye uskrevne regler for opførsel, der skulle overføres fra den fysiske verden til den digitale.

(God dansk gennemgang af brug af lokations-services herhjemme >)

(Liste over artikler om Facebook Places > )

Jeg var oppe på Københavns Rådhus’ tag i går. Fantastisk udsigt, langt ned.

Og mens man står der og glor på alle de små pissemyrer, som ens medborgere pludselig er, så får man en følelse af magt:

“Hvis jeg spytter nu, så gør det ondt, når det rammer pseudo-indianerne nede på pladsen. Måske taber de deres panfløjter, måske dør deres boombox.”

Højde, det holder.

Jeg har regnet lidt på mit Amazon-overforbrug.

Jeg bruger årligt 13.851 kr på Amazon.

I løbet af det seneste år har jeg købt 98 enheder (dvs. lidt mere end 8 om måneden, primært bøger, men også dvd’er), til en gennemsnitspris på 141 kr. Det er 1154,25 kr om måneden.

Med i den udgiftspost er så ikke indregnet, at jeg hver måned også køber bøger i fysiske boghandlere. De kvitteringer har jeg heldigvis smidt ud.

Så nu skal det være – jeg må ikke købe flere bøger i år. Jeg har bøger nok til at klare mig året ud, ellers er nogen af dem gode nok til at læse igen.

Hvis du ser mig i nærheden af en boghandel, så må du godt tale dunder.

(Hvorfor har jeg ikke fået en præmie af Amazon? En lille rabat ville være klædelig ovenpå sådan et personligt overforbrug)

Det er en almindelig misforståelse, at chokolade er slik.

Naturligvis sælges chokolade sammen med slik, og hvis man bliver sendt i byen for at købe slik, er det ikke urimeligt at komme tilbage med chokolade. Er man derimod blevet sendt i byen for at købe chokolade, ville jeg blive skuffet hvis jeg kun fik serveret slik.

Slik er mange ting. Men generelt kan man sige, at det uden tvivl er usundt, syntetisk og uden nævneværdige næringsstoffer. Det bringer hurtig nydelse og glæde, og lange mavepiner. Slik er også i sin udforming billigt. Emballagerne signalerer traditionelt, at der her er tale om et billigt produkt, selvom stykprisen ofte er høj sammenlignet med kostprisen. Hvis slik var en fyr, ville han være smart i en fart.

Chokolade er så meget sin egen, at det har sin egen kategori uden for slik. Chokolade er chokolade er chokolade. Selvom det i både moderate og store mængder er usundt, så er der næring i det. Og andre gode stoffer. Og man må jo sige, at der er mange ting, der har skadelige bivirkninger når det spises i store mængder – spis chokolade og du bliver tyk, spis gulerødder og du bliver orange. Nogle typer chokolade emballeres med klasse, og de der ikke gør, kan måske med rette kaldes for slik. Chokolade kan serveres som drik, dessert og mellemmåltid, og hvis chokolade var en fyr, ville han være en gentleman.

Hvad brugte man dagen på at brokke sig over, inden der var computere?

Hvad kunne få hele arbejdspladser til at ligge underdrejet, før der fandtes internetforbindelser?

Hvad krævede særskilt servicefunktion på arbejdspladsen, inden der var servere, routere, netværk og et utal af forskellige tele-løsninger?

Hvad kunne skabe daglige forhindringer for at passe ens job, inden der var printere, mobiltelefoner og webservices?

Det korte svar er nok, at der var flere mennesker, og derved flere menneskelige faktorer, der kunne forhindre arbejde i at blive gjort. Eller måske er den menneskelige faktor bare blevet rykket en tak længere væk fra os? Vi bliver sure på en maskine, når vores arbejde ikke kan laves, men der skal stadig et menneske til at fikse den, enten direkte på arbejdspladsen eller ude i netskyen et sted.