De sidste par år har bacon-feberen været over os. Det har ikke kun været den indforståede snak om bacons skønhed (som f.eks. i Jane Mejdahls fejring af al den svinehud hun har konsumeret), vi har også set opskrifter på bacon-is, bacon-opskrifter galore, bacon-memes (både rå og stegte), og jeg synes, det har nået de højder, hvor bacon fylder så meget af undergrunden, at det snart må tilbage i mainstream.

Men hvorfor er bacon blevet så cool? Hvad er det ved bacon’en der gør, at hipsteren forlader sin veganerkost og kværner en pakke af det svage kød? Er det fordi det er proletarkød? Jeg mener, bacon smager godt, men man kunne også slikke på en saltsten eller gratinere et glas kapers, og få nogenlunde den samme effekt – så det er vel ikke bacon som kulinarisk indslag?. Er det fordi bacon har så indlysende dårlig kød-kvalitet, at det er en slags kød-oprør? Alt andet handler om gode råvarer og kvalitet – men måske er bacon den sidste danske syndighed vi klamrer os til, som rygere, der stædig står ude i kulden og blæser tjære.

Måske gælder det for bacon, som det gælder for hipsters – der er en first rule of fightclub over det. Selv de få, der har røv nok i bukserne til at vedkende sig en mærkat, hipsterheden, gør det med en vis selvironisk distance (ligesom med den kreative klasse) (er det ikke rigtigt, Ricki Mae? Og kan du lide bacon?). Vi elsker bacon, men lad os nu ikke snakke det ihjel.

Projektet var en slags linne online-magasin, som ikke findes mere, men man kan more sig i de gamle arkiver.

En lille flok bloggere kastede sig over at skrive, og selvom kort fiktion jo ved gud ikke er noget nyt, så var det skægt at kaste sin fiktion ud, hvor den blev set af nogen – ikke mange, men nogen.

Og som det sker i alle kollaborative projekter, så starter det fantastisk og løber så på et tidspunkt ud. Denne gang fordi der var en af skribenterne der lagde MANGE flere tekster op (nogen af dem nu slettet igen, på skribentens opfordring) end resten, så hvis man blot leverede en lille tekst ind i mellem, så druknede den i resten.

Kollaborative projekter som Mikrofiktion lærte mig, at kollaboration betyder at være meget tolerant overfor at andre forstår formålet væsentligt anderledes end en selv – men at det er ok, så længe man arbejder frem mod et fælles mål. Det er så også svagheden, for hvis en gruppe ikke er enige om målet, så eksploderer det på et tidspunkt. Her var det en lille mild eksplosion (af en masse erotiske tekster), men andre gange har jeg set det betyde at projektet dør.

Blogosfæren går nok ikke over i historien som en ny Cobra-gruppe, men vi gjorde da et forsøg!

Af og til falder de to ting sammen, men som ofte gør de ikke.

Der findes en håndfuld amerikanske blogs, der fortæller dig, hvordan du kan “build an audience”, og leve af at blogge. De har mange gode råd – og et af dem er da også “write what you know” og “what you care about” – men de fleste af dem handler om at bygge volumen.

De fleste bloggere ved også godt hvad der hitter hos deres læsere. Her i biksen er det sjove historier fra kontoret (det er kun dem der har læst med lææænge der ved hvad det er), de personlige beskrivende beretninger (osse længe siden), humoristiske/sarkastiske vinkler på eksisterende blogdiskussioner, og alt om slik og kager der giver gode læsertal. Resten er lidt blandet, nok fordi der er forskellige læsertyper.

Når man kalder et blogindlæg for en blog, så lyder det også meget mere eksotisk end det er. Jeg mener, et indlæg kunne befinde sig på så mange platforme – hvad blogindlæg jo faktisk kan – de kan være i fora, i aviser, på blogs, på FB osv.

En (eller som man af og til hører: et) blogindlæg lyder som sådan en underlig amøbe. Blød, blævret og en blandet fornøjelse.

Største problem med overstregninger: tankestreger bliver usynlige.

De milde og venlige hacks er de små kodestykker man kan finde rundt omkring, som kan få ens blog til at gøre det, som den egentlige ikke kunne (eller burde) gøre. Fred med dem. Nogen gange kalder man også en person for en hack, men det er en ganske anden historie (den korte version: en hack er nørdverdenens kvaksalver).

De mildt onde er alle de træls ting der smadrer ens blog, hvis man ikke har fået opdateret sin software. Det er lige nu et af de større problemer med den mest brugte blogplatform WordPress. De har været så venlige at indbygge en knap man skal trykke på, så opdaterer den alting selv, men alligevel er der tumper som mig, der ikke for det gjort, og så spytter ens site virus ud på folk der kigger på den eller bliver bare ekstra grim at kigge på … you get the picture.

De værste er dem, hvor nogen har besluttet sig for at smadre netop dig. Det almindelige wordpress-slam er til at leve med, fordi det egentlig bare husker dig på, at du skal holde sikkerhedsforanstaltningerne opdaterede og huske at lave backup (bredt set). Dem, der specifikt vil dig ondt, er særlig sølle. Hvem, f.eks., gider virkelig bruge tid på at ødelægge et godartet projekt som Slikleksikon? Det er svært at forstå. Der er nogen forældre der skal skamme sig over ikke at have givet deres børn anerkendelse nok i deres barndom… eller hvordan man nu skal forklare den slags freudiansk.

* Tror nok den politisk korrekte skelnen er mellem hacks og cracks, hvor de første godartede, de sidste ondartede. Mne for os almindelige dødelige må et begreb være nok.

Kan I huske Guldanden? Han var i en periode en spids og ironisk k-kommentar, som ingen kunne gætte hvem var. Det viste sig at være Morten Just, lige inden han blev seriøs. Bizart nok har bloggen levet en del længere end jeg huskede - det seneste indlæg er fra 2011.

Mere berømte fakes er Kaycee-historien, hvor en ung pige beskrev sin kamp med leukæmien. Hun fik hjælp og støtte, og da hendes død blev annonceret, ville mange af hendes følgere gerne sende blomster og gaver til de efterladte. Desværre fandtes der ingen Kaycee.

Spam i kommentarfeltet er en af de ting der sker, når en blog enten bliver meget populær, eller sander til. Efter et sted mellem 6 og 12 måneders inaktivitet, så stiger spamkurven brat. De må crowdsource nogen linklister, så de kan linkfarme deres slammede sider højt op på Google.

Udover det, så er der jo også helt almindelig spammail, hvor der er en særlig kategori for blogejere, der hedder linkswap-mails. Det er linkfarmere, der spørger om I ikke skal linke til hinanden, og håber på at du er så dum, at du sætter deres link på, før du opdager at de er nogen snydepelse.

Spam er klart lavest i hierarkiet, det er noget alle bliver udsat for.

Det startede i 2003. Tillad mig at citere de indledende ord:

“Hvem kender ikke det, man har været i biografen og købt alt for meget slik (med vilje – det er altid med vilje), og man har siddet og krammet det under den døduhyggelige film, derefter puttet det i lommen og glemt alt om det. Dagen efter, når man desperat roder efter sine nøgler, står man lige pludselig med neglerødderne begravet i smamret slik. Ja, smamret er ordet. Smamret blev opfundet af en Lise O., og betegner slik der først har været udsat for luftens ilt, fedtede fingre og tung biografånde, for derefter at blive lukket tilbage i en varm pose i 15+ timer. Ren sliktortur. Men det givet et meget interessant resultat. Smamrede vingummier kan faktisk være ret lækre (medmindre man har tømmermænd).”

Og vi var flere om at tage det til nye højder:

“Begrebet smamrethed har efterhånden opnået en vis accept i min omgangskreds – egentlig går jeg jo bare og venter på at Dansk Sprognævn opdager det også.

Indtil da vil jeg poste dette bidrag fra en by-flygtig ven, der reflekterer over smamrethedens mere konkrete væsen:

“Som tekniker er det jo velkendt at man har en trang, grænsende til det fetichlignende, til at kvantificere sin omverden. Derfor har jeg tilladt mig at lave et ukast til en skala over nævnte ord. Skalaen er selvfølelig kontinuær, således at man kan sige: ‘Indholdet af denne pose har en smamrethedsfaktor på 6,7′.

1. Alle stykker slik opretholder deres spatiale integritet.
2. Der kan detekteres en svag afsmittende effekt de enkelte stykker imellem.
3. Der er en begyndende tendens til klistrethed når det enkelte stykke berøres.
4. Fingre skal afsuttes eller aftørres hvis man efterfølgende skal kunne give hånd til arbejdsgiver eller svigerforældre uden at vække anstød.
5. De fleste stykker oplever en klæbende effekt stor nok til at de kan fæstes under en vandret metalplade.
6. Alle vingumistykker har en bismag af chokolade hvis chokolade har været til stede i den oprindelige blanding.Alle stykker kan umiddelbart fæstes til en lodret metalplade.
7. De blødeste stykkers eksistens er ophørt.
8. Det enkelte stykke kan kun med besvær indentificeres.
9. Der er ikke længere enkelte stykker slik, men een og kun een uidentificerbar klump.””

Siden da har der været flere smamre-eksperimenter og en lakridsægblindsmagning, men mest af alt kan man nok sige, at slikket – smamret eller ej – er blevet i min hverdag.

Enten kan du lide at bygge med LEGO – læse instruktionerne (eller lade være), konstruere, løse problemer, udtænke de helt store byggeprojekter der kombinerer elementerne på nye måder, aldrig set før, kigge på de andres konstruktioner og forsøge at regne ud hvordan de er skabt.

Eller også kan du lide at lege med det, der er bygget.

I starten var der flest LEGO-bygger-blogge. De fleste holdt ikke længe efter blogværktøjerne blev standardiserede og plugin’ene så nemme at bruge at man ikke skulle læse en instruktion. Du kan stadig se LEGO-blogs rundt omkring – de er nemme at kende ved, at de har en hulens masse aggregeret indhold – f.eks. Twitterstrøm + Spotify-strøm + billeder + goodreads osv., fordi det er elementer der er sjove at bygge med.

Byggerne lider ikke nær så meget som de, der er i det for legen med indholdet. For når der ikke er mere teknisk sjov, så er det ok at flytte videre til noget andet.

Vi andre har årevis af ophobet dårlig samvittighed over alle de uskrevne indlæg, alle (!) de læsere der er gået forgæves en tirsdag morgen kl 8.55, hvor de trængte til 3 min adspredelse, alt det, vi gerne ville af med og skabe.