… den iranske spam-opringer, der normalt kun ringer én gang om ugen, pludselig ringer tre gange på en dag, og lægger en besked alle tre gange!

Denne gang klimprede han også lidt klaver. Nogen gange synger han. Det kan jo godt være at det er noget i stil med “dø, hedning”, men min optimisme synes tit jeg kan høre noget i stil med det arabiske “habibi”.

(Det skal retfærdigvis siges, at han ringer til de fleste af mine kolleger, vores numre er jo i familie. Teleselskabet kan ikke gøre noget, så vi håber bare at det ikke kan ses på regningen.)

Kogebøger er en dejlig ting. Gode opskrifter gør det nemt at lave den mad, man gerne vil spise. Hvis man kan finde ud af at bruge opskriften, er resultatet rimelig forudsigeligt.

Men det kan man også godt blive lidt træt af.

Jeg har i mange år været optaget af, hvordan mad beskrives i romaner. Jeg har endda, i mine glade akademiske år, skrevet en opgave om fremstillingen af mad i golden age og noir science fiction. Jeg tror nok min tese var, at jo værre det gik med menneskeheden til slut, jo dårligere mad fik de i løbet af romanen. Som om det ikke var det værd at føde menneskene ordentligt, hvis de alligevel blev udryddet af en rumparasit.

Mine første erindringer med fiktionsmadmisundelse var, når min far læste højt at Hobbitten for mig. Jeg tror Tolkien var en mand, der satte pris på en god brunch, ihvertfald blev jeg sulten, selv når de bare fik en humpel brød i vejkanten.

Og det har fået mig til at tænke, at jeg vil til at lave mere fiktionel mad. Det har den fordel, at jeg altid kan sige at retten mislykkes, da forfatteren har den kreative ret til at digte noget, der ikke kan lade sig gøre.

Jeg startede i denne uge med Scarlett Thomas’ The End of Mr. Y. Jeg er ikke færdig med at læse den, men jeg tror menneskene overlever, for der har været et par gode, simple retter indtil videre, og hovedpersonens næsten orgiastiske forhold til kaffe lover også godt (selvom jeg er lidt træt af, at mysterier kun kan løses af personer, der har haft en hård opvækst, drikker sygt meget kaffe, ryger for meget og ser lidt stort på personlig hygiejne).

I scenen jeg har lavet mad fra, mødes hovedpersonen Ariel med to kolleger. Det er Heather, der har lavet mad:

“We’re eating pasta and roasted vegetables, as promised (…) The pasta is almost as impossibly bouncy as she is, and the white spirals slither off your fork if you aren’t careful. The vegetables (…) have been coated with olive oil and lemon juice, and they’ve got that sticky, almost caramelized texture.”

For det første kommer jeg ikke fra en madtradition, hvor man laver pasta og grøntsager sammen alene, med mindre man synes tomatsauce tæller som grøntsager. Så allerede der var jeg interesseret. Og karameliserede grøntsager, det er da ikke til at stå for.

Jeg har testet et par varianter, og er nået frem til, at det er en herlig studentikos ret, der med fordel kan spices op med lidt parmesan og smør.

På billedet ses den seneste variant, hvor grøntsagsrodsammen er lavet på de rodfrugter man nu kunne få (rødbederne var muligvis en fejl, men farven er da festlig), plus en håndfuld hvidløgsfed, lidt squash og aubergine, olie g saft fra to tomater. Pastaen er fuldkornslinguine (man ER vel en speltmor), som er rørt med en god klat smør (ikke sådan en tøse-klat, men nok til at smøre en hel Price-bror fra top til tå) og en masse sort peber. Drys med parmesan.

Testpersoner melder, at citron alene ikke karameliserer grøntsagerne, men det kan være at min teknik er forkert, eller at det bare er ønsketænkning fra Scarlett Thomas’ side.

Romaner, særlig dem der vil en masse, som The End of Mr Y da også vil, sætter vi gerne i kategori som noget lidt højpandet. Men her er da en hel nede på jorden hverdagsret, lige ud af din litteratur. Og så er det særligt fornøjeligt at lave mad med en paberbackroman i hånden, fremfor en tung kogebog.

Værsgod og spis, mad i bøger.

Min søn kan godt lide gadgets.

Lige nu er favoritten dog et stykke software, nemlig Skype. Hver gang han ser min computer, plager og plager han, om han ikke må tale med nogen. Familemedlemmer i Jylland er heldigvis meget indstillet på at klappe kage i virtuel takt (her er det min far, der holder for). Drengen gider ikke se tv, men han kan tale med min far i en time.

Kom ikke og sig at de nye tekniske muligheder er asociale.

Det fik mig til at tænke på, om man mon ikke skulle lave en Chatroulette for børn. Altså, weirdo og blotterfri. Eller måske lade de små være virtuelle besøgsvenner for de ældre. Der kunne godt være et match.

… er uden tvivl Mich&Susse. Læs den kun, hvis du ikke er for sproglig sart. Jeg har endnu ikke oparbejdet mod til at lægge en kommentar, fordi jeg er bange for at blive skåret i skiver, som en tredjerangs salami.

Bloggen vil forklare dig, hvor forkert den måde du bruger sproget er, og vise dig, at du bliver mere sexet, hvis du bruger det rigtigt. Det tror du måske er kedeligt, men en lille snip vil måske få dig på andre tanker:

“Hvorfor tror du egentlig, det er så forpulet svært at oversætte? Det skal jeg sige dig: Bl.a. fordi man ikke gør sådan noget. Man tager ikke en vending og oversætter den direkte. Man bruger tid på at finde ud af, hvilken tilsvarende vending, der eksisterer på pågældende sprog. Så hold op med at være der for nogen, medmindre, selvfølgelig, du gerne vil fortælle alverden, at din sprogbevidsthed er på niveau med en hesteluders.” (fra indlægget Del dig, sesambolle)

Halløj. Nu har jeg faktisk lidt fortrudt at jeg linkede til dem. Hvad nu hvis Susse kommer herover og opdager, hvor nederen jeg bruger sproget? Hvor anglificeret jeg er? At jeg bruger intuitivt komma?

Hvad er den sproglige ekvivalent til bøllebank?

Jeg ved godt, at de cool dawgs præsenterer deres analyserapporter i organisk bomuldsmasse fortygget af velbetalte etniske arbejdere,  og spundet på en pictoresk bjergtop i et ny-demokratisk land, inden det blev slowtransporteret til en baltisk region, der innoverede det til et fysisk format så overlegent at det, at tale om “tryk” og “print”, er en fornærmelse af royale dimensioner.

Jeg ved, at de smukkeste formidlere er de, der taler fra et hjerte så animeret, at enhver præsentationskrykke er en fornærmelse mod deres originale, og ikke-delbare indhold, fordi det skal mærkes – længere inde, helt inde i sjælen

Og at de, der har det overlegne overblik over de nyeste digitale toys, som kun er i alfa-beta-gamma-pre-invite-stealth mode, til enhver tid vælger et format så visuelt, så sømløst, så intuitivt, (så ikke-standardiseret), at selv Keynote må rødme over at blive afsløret som havende bar røv, så præsentationsformatets formative format ganske overdøver det, der er formateret.

Men jeg er en gammel kone, så jeg kan godt lide Powerpoint. Ja, det tager tid at få det snøret om sin lillefinger. Men alle redskaber, der har en højere kompleksitet end en hammer, kræver indkøring. Og nej, det er ikke perfekt – der ryger da nogen favoritfeatures med hver opdatering, og der kommer nye til, der så skal læres. Men nu har vi været sammen i fem år, og jeg er klar til at erklære mig – jeg elsker Powerpoint.

Ugens link er til bookshelfporn.com, som er lige præcis det titlen antyder.

Selvom det er gammeldags at ønske sig et bibliotek – min søns generation vil synes det er et vulgært spild af ressourcer at trykke en bog – så giver det mig alligevel lyst til at fylde alle vægge i min lejlighed med bøger. Det har også den fordel at det isolerer mod naboernes larm.

Og apropos bogporno, så er jeg stadig ikke kommet mig over mit besøg i McNally Jackson i november, en boghandel i New York. Selvom de store kæder er lækre, fordi de har masser af plads, ikke mindst til at de nye, så er de supermarkeder i forhold til en rigtig boghandel som denne. Hver hylde var nøje udvalgt. Der var nyt og bagkatalog mellem hinanden. Personalet kunne tale begejstret med om det hele. Det var som at besøge en bogelskers private bibliotek – et eksklusivt et af slagsen. Alle bøgerne i deres udvalg havde en kvalitet, der gjorde dem værdige til deres hylder, så man var sikker på at gå derfra med noget godt.

Og det gjorde jeg så, selvom det kloge havde været bare at tage noter, og bestille det hele på Amazon.

Så nåede vi så langt. 2011 er næsten i mål.

Jeg vil spare jer for opsummering af mit år, da det ikke udelukkende har været en dans på roser, og nøjes med at glæde mig til 2012.

Ude i verden har det også været interessant, og måske er det noget med min fremskredne alder at gøre, men jeg tænker hele tiden, at nu må der godt komme lidt ro på – bare lidt. Jeg er ikke i “stop verden, jeg vil af”-mode, jeg kunne bare godt tænke mig tid til at reflektere over en ny politisk dagligdag i Danmark, det arabiske forår og mange andre forandringer, som jeg gerne så rodfæstet, inden det får en dom.

Jeg tror 2011 blev året, hvor jeg for første gang følte mig gammel, som i bestemt-ikke-ung-længere. Ikke fysisk, men mentalt.

Heldigvis har jeg også brugt noget af året til at samle kræfter, så jeg er nu klar til at stå på speederen – arbejdsmæssigt og ellers – i det nye år.

Om det betyder at min blog kommer til at lide mere eller mindre af infrekvens, det må tiden vise. Jeg har savnet den, så jeg håber den kan få en lidt større bid af min tid i det nye år.

Glædelig jul til de af jer, der stadig hænger på. Og godt nytår.

KH
Emme

Kære Cykeltrunte,

Jeg indrømmer gerne, at du klæder København godt, på din bedstemorcykel, i din designerjakke og klædelige, feminine iPhone-høredutter. Dit rolige overskud, mens du ruller roligt af sted og tjekker byen ud (men i virkeligheden tjekker dig selv), er beundrigsværdigt.

Men er det nødvendigt at hele tiden tjekke om pandehåret sidder? Når du slipper styret for at ae de lokker, der er klippet til at blive aet, så mindskes dit tempo, og indgrebet får dig uværgeligt til at slingre rundt midt på cykelstien, så ingen kan komme forbi.

Ding-ding. Hvad var det for en lyd? Var det din telefon? Nej? Helt sikker? Har du andet i tasken der kan ringe eller bippe? Tag dig god tid til at tjekke, min pige.
Nej, hov! Det var jo en bag dig, der gerne ville forbi, en sur kælling på en grum, raslende ladcykel.

Jeg ved godt jeg forstyrrer din morgen-zen, Cykeltrunte, men du stopper trafikken. Hvis det skal gå så langsomt, hvorfor tager du så ikke bussen? Så kan du også sidde med dit makeup-spejl i fred. Og så er du helt sikker på ikke at komme til at svede.

Skønne Cykeltrunte, af vejen!

En ting er, hvad jeg ønsker mig i den fysiske verden, men noget af det, der virkelig kan gøre min verden nemmere, er online-services. Her er min ønskeseddel:

• Jeg ønsker mig stadig en service, hvor jeg kan se, hvilke kaffesteder i nærheden der har åben før 7 og før 8 (Foursquare er ikke god nok). En dansk Yelp, måske?
• En oversigt over brugervurderinger af arbejdspladskantiner – så jeg ved, om jeg skal sige ja tak til frokost eller ej
• En service, der kan fortælle om der er medvind på cykelstierne på min rute til og fra arbejde – så jeg ved om jeg har tid til den kaffe om morgenen, eller om jeg er ved at være sent på den til hentning i vuggestuen. Medvind kan betyde en forskel på op til ti minutter på min rute på ca 6 km – grøn bølge er heller ikke uvæsentligt
• En service der fortælle, hvor mange voksne og børn der er på min søns stue, på et hvert givent tidspunkt – med tilhørende stats, der viser, om vuggestuen får opfyldt deres menneskekvoter i løbet af året
• En service viser, hvem der har de mest vigtige dagligdagsvarer LIGE NU – altså, har den lokale Superbrugs mere letmælk?

Man bliver aldrig for gammel til en pakkekalender – hverken adventskalenderen eller den, hvor man får en pakke hver dag.

Tak, Nella, for at installere en i min bogreol mens jeg var væk. Gid det må give megen julekarma de næste mange, mange år – det har du fortjent.