Jeg synes min 3 måneder gamle søns første livslektion – med tilhørende frustrationer (læs: skrigeflip) – er meget lig en masse ting man først lærer i en fremskreden voksenalder. Han er ved at lære at ikke alt hvad der kan føres op til munden, kan kantes ind i kæften.

Det er vel i familie med slå ikke større brød op end du kan bage og man kan ikke få det hele. Særlig det sidste har jeg haft svært ved at indarbejde i min forståelse af livet.

Jeg bistod for nylig en journalist, der var ved at lave en historie om et reklamebureau, der mildest talt lavede vildledende PR – både for sig selv og deres kunder. Blandt andet har de fået placeret historien om at deres film for en nordjysk efterskole er blevet set af mere end 40.000, mens sandheden er i omegnen af 2000.

Journalisten Mikkel Hvid har publiceret sin historie, hvor han som man som journalist bør, han inddraget så mange kilder han kan, herunder de implicerede kunder, bureauet og andre, der kender til video- og reklameproduktion. Så langt, så godt. Artiklen er kritisk, ja – men der bliver ikke delt nær så mange lammetæv ud som han kunne have gjort.

Reklamebureauets svar (originalt blogindlæg er blevet slettet af bureauet, link er til pdf uden grafik taget et par timer efter publiceringen af dette indlæg) er at forsøge at så tvivl om journalistens troværdighed, og påstår at flere kilder er blever fejlciteret, uden dog at underbygge den påstand. De fortæller også at Mikkel Hvid er ansat i et vikariat, som om det gjorde en forskel på det arbejde han udfører.

Han får også skældud for at citere mig, fordi jeg ifølge min arbejdsgivers website er på barsel. Well, til det vil jeg bare sige, at det vist ikke er mig der har mest ammehjerne – jeg kan godt udtale mig, mens jeg passer mit barn. De påstår også at han er udskældt på Facebook, men lad os nu se, hvem der har oprettet den gruppe.

Det ligner lidt en Fashionministeriet, der bliver lavet her – nogen har dummet sig, og tror at en sur (dårligt skrevet) svada får det til at gå væk.

Efter at have moret mig lidt på deres nyhedsside om dem selv, gik det op for mig, at udover at de tilsyneladende laver lidt speciel PR, så laver de meget enslydende kampagner for efterskoler. Der er Talentjagten for Lynghøj Efterskole, Stjerneakademiet for Rinkenæs Efterskole, Bliv Superstar for Lunderskov Efterskole og Berns Stars for Bernstoffsminde Efterskole. Nå ja, man må da håbe at de fire efterskoler ikke er alt for meget i konkurrence om eleverne…

Eller – det er faktisk ikke hendes bryster man ser på papiret, men det er hende i den korte kjole der giver kopimaskinen en omfavnelse. Desireé Lenzberg (og hendes Bandit Productions) er kvinden bag og i videoerne, og i ugens KommunikationsCast fortæller hun om hvordan de blev til.

Hun fortæller blandt andet, at den forvirrede blondine er en slap-stick karakter hun har arbejdet på et stykke tid, og at filmene først og fremmest skal støve Svendborg Biblioteks image af.

Og hvis det var opmærksomhed de ville have i første omgang, og ikke flere lånere, så er det lykkes, må man sige. Der skal nu nok lidt mere til at lokke ‘enhver idiot’ på biblioteket, men første skridt er taget med disse velkomst-videoer.

Der er i øjeblikket debat om 3 videoer fra Svendborg Bibliotek, der har valgt at markedsføre sig i den platte genre. Om det kommer til at virke, er en diskussion for sig. Indtil videre kan Svendborg Bibliotek glæde sig over alle de gange der bliver sagt Svendborg Bibliotek, takket være medie-opmærksomheden.

Det eneste der for alvor er faldet mig for brystet, er Preisler fra reklamebureauet Mensch, der til Politiken blandt andet siger:

»Vi ser desværre mange reklamer som de her for tiden. De er billige at producere, og de er hurtige at sende videre. Problemet er, at de ødelægger den virale markedsføring som kanal. De ødelægger det – så at sige – for dem, der godt kan finde ud af det. Det svarer lidt til, at man ikke kan sende husstandsreklamer ud, fordi postkassen er fyldt med tilbudsaviser«

Ødelægger dårlige videoer viral markedsføring som kanal? Nej. Bare rolig. Dårlige reklamer har jo heller ikke ødelagt tv-reklame, men det er nu ikke argumentet. Viral markedsføring er slet ikke en kanal, på samme måde som tv-reklame. Viral markedsføring er det, at folk har lyst til at sende noget videre, fordi det gør dem selv fede (sjove, kloge, først-med-det-sidste, osv.). Så hvis man skal ødelægge vital markedsføring, så skal man ødelægge folks glæde ved at glæde andre, ved at vise sig og i det hele taget slå al small talk ihjel. Her er Youtube bare et af flere redskaber, som man bruger til at dele med.

Og når det er sagt, så skal man huske 80% lort-reglen. Uanset om det handler om (viral) reklame, bøger, film, mad, musik og hvad der ellers er skabt til glæde for mennesket, så er 80% af alt i en given genre dårligt. Sådan er det bare. Så der er ingen grund til at være bange for kikset viral markedsføring – det skal nok regulere sig selv.

I søndags talte vi med Søren Bechmann om servicedesign i KommunikationsCast – særlig mangel på samme hos mange virksomheder i Danmark.

Men nu er jeg kommet i tanken om nogen, som gør det godt: Lovefilm.dk. Ikke nok med at hele processen om det at få filmene ønsket, tilsendt og afleveret er særdeles enkel, deres konvolutter er et dejligt stykke servicedesign i sig selv.

Man får sin film i en lille flad konvolut, som man åbner i den ene ende. Så hiver man en flap af, og fluks er den ommøbleret til en returkonvolut, så man bare skal lægge filmen i og lukke en lille klistre-flap. Adresse, porto og det hele er fortrykt på konvolutten.

Med deres konvolut har de imødekommet så meget som de kan, af det der gør folk trætte at tænke på, når de forestiller sig hvordan sådan en ydelse skal fungere – man skal ikke tænke på porto, konvolutter eller adresser.

Og som Søren siger i interviewet, så er godt servicedesign attraktivt for kunden, og effektivt for virksomheden; det er garanteret meget nemmere for Lovefilm at håndtere modtagelsen af filmene i standardkonvolutter, der alle åbnes på den samme måde, end at skulle side og pille tape af folks hjemmegjorte pakninger.

(Gad vide om de har en fiks maskine, der selv kan åbne konvolutterne, eller om der sidder en masse mennesker på samlebånd og åbner dem?)

Citron-halvmånen er en ækel tankstation-klassiker, der smager som tissebleer lugter. Men man kan også lave den selv – og så er der ingen grund til at nøjes med en halvmåne.

Jeg fandt opskriften hos New Yorker by Heart, og mens den bager (giv den kun 20 min, så bliver den smamret på den rette måde), så kan man jo passende se filmen om Mr. Nom Nom og den venlige Citronmåne.

Ugens top-læsning er Jesper Balslevs fake-Politiken-artikel om misbruget af generaliseringer >

Citater som “Generaliseringer er nemme at blive afhængige af, og misbrug af dem er vanskelige at behandle, fordi der ikke findes alternative vendinger, der på samme måde forsimpler et sagskompleks” går med det samme over i historien.

Tak, Jesper.

Der har (igen) været en del sprogdiskussioner rundt omkring, så jeg vil blot tilføje en ny-erhvervet kæphest. Jeg har en baby, som jeg ammer. Jeg har ikke en bebs der får babs. Ikke uden min plebejer-kasket og prol-brille på, ihvertfald – og i det tilfælde kunne jeg jo så ligeså godt give pat.

BBC Labs klamme-test er et sæt spørgsmål (”How would you feel about touching this?” + billede, “Which of these people’s toothbrushes would you LEAST like to use?” + valgmuligheder, osv.), der skal teste om afsky og væmmelse er menneskets værn mod sygdom. Dvs. om vi væmmes mere ved visse typer organisk klamhed end ved ganske almindeligt overfladeskidt. Tag kun testen hvis du er klar til at se en persons mund angrebet af maddiker.

Hvis ikke, så har BBC Lab mange andre sjove indsamlinger af data, som man kan deltage i >

(Tak, Ida)

J.K. Rowling Speaks at Harvard Commencement from Harvard Magazine on Vimeo.

Hvorfor var der ikke nogen der holdt sådan en inspirerende afgangstale, da jeg blev færdig på universitetet? Rowling taler her kort, underholdende og relevant til Harvards afgangsklasse om nødvendigheden ved at have modgang ind i mellem.