Junk-evidens er, når brugerne skriver “Det kender jeg også en, der har prøvet!”, og det lige pludselig vejer lige så tungt i debatten, som data fra en anerkendt kilde. Det kan også være et ubekræftet rygte, der bliver delt ukritisk, og alene ved mængden af delinger pludselig fremstår validt: “100.000 bruger på Facebook mener, at…”

Hvorfor opstår junk-evidens?
Junk-evidens hænger muligvis sammen med, at vi stoler på vores venner og dem, der ligner os selv. Og vi stoler mere på dem, end vi gør på officielle kilder.På sociale medier er der ingen redaktionel proces. Vi er hinandens enkelt-redaktører, og vi skal selv vurdere, om hver eneste historie vi får fortalt, om vores venners søsters fætters kones kammerat, mon er sand – eller noget vi kan bruge til at danne vores egen mening.

Hvad kan vi bruge udtrykket til?
Vi kan bruge udtrykket junk-evidens til at klassificere en bestemt type indhold på sociale medier. Men mest af alt handler det nok om en kildebevidsthed, både hos os selv, og når vi ser andres indhold.
Vores evne til at skille skidt fra kanel er ikke så god som vi tror, prøv f.eks. DRs test af falske nyheder på Facebook >

Hvor kommer udtrykket fra?
Kilden er her Vincent Hendricks, som har skrevet bogen Spræng Boblen. Udenfor sociale medier har udtrykket dog eksisteret længe, blandt andet i relation til udtrykket Junk Science – det, at videnskabelige resultater er skabt med politiske, kommercielle eller personlige motiver.