Der er mange smukke ting at sige om at min søn selv kan shoppe rundt og finde sine favoritter på Youtube. Ulempen er, at børn ikke altid har smag. Klart, det er da vildt at han synes Nyan Cat er fedt, for det er sådan lidt retro-meme sjovt. Værre er det, at følgende tre videoer er noget han vender tilbage til igen og igen:
1. Da Lotte blev usynlig var ret skrækkelig da den blev vist på tv. Pigen synger jo ikke godt, og det var ret klamt med den der navle. Bedre bliver det ikke, når hendes stemme forvrænges a la chipmunk, som i denne video. Faktisk troede jeg i lang tid, at det var det originale soundtrack, fordi det svarede meget godt til min forventning. Stakkels Lotte, erindringen var hende ikke nådig.
2. Hvorfor har den her video fået mere end 400 mio visninger? Sandsynligvis fordi børn som min søn ser den igen og igen og igen. For så sjov er den virkelig ikke. Faktisk er den ret irriterende. Han har en veludviklet klage-stemme, har den ældste af drengene. Gys.
3. Annoying Orange er vellavet på sin egen måde. Men HOLD DA KÆFT hvor er den appelsin en pain in the… Man kender typen, og så alligevel. Ingen er så irriterende i virkeligheden. Annoying Orange er en serie, så når først sønnike har fået fat i en video, så følger rigtig mange. Gid der var en indstilling der hed lydkontrol på Youtube på iPhone!
Log ud af Youtube før du ser nogen af disse film, så du ikke bliver forfulgt af dem efterfølgende.
Jeg læste en gang en Barbara Cartland-roman. For de, der ikke ved hvad en Barbara Cartland-roman er, kan jeg fortælle at det er ligesom Danielle Steele, bortset fra de udspiller sig længere tilbage i fortiden, som regel i en tid hvor man gik med korset.
Det blev kun ved den ene Barbara Cartland-roman, men siden har jeg set alt hvad jeg har kunne få fat på af BBCs kostumedramaer. Og det er næsten lige så sukret.
BBC er kendt for at lave højkvalitetsdrama af forskellig art, og mit første bevidste møde med kostumedrama-genren var Pride And Prejudice fra 1995, og siden da er det både gået op og ned. Først så jeg alle de kostumedramaer, der rent faktisk udsprang af en eller anden litterær kvalitet. Og derefter så jeg (ser jeg) alt det andet.
Men hvorfor? Der findes jo masser af gode film med indhold der er værd at reflektere over – og der findes jo også film, der er meget lettere tilgængelig underholdning. Jeg tror det er meget enkelt: Kostumedramaer er ligesom en mazerinkage købt på tanken. Sød, dejlig blød og forudsigelig. Selv de kønspolitiske emner der af og til dukker op i kostumedramaerne, løses enten ved at følge den moralske kode eller ved hårdt arbejde. Det hele er så nemt at forstå, og der er ingen risiko for lige pludselig at få smækket afhuggede hoveder, døde børn eller langvarig kræft op i hovedet mens man sidder der i sofaen og hygger sig (med sin mazerinkage).
Det er matadormix-underholdning. Man indtager hele posen, selvom ikke alle de enkelte dele er lige gode. For der er jo altid en favorit eller to, der gør det en lille smule hverdagsfantastisk.
Og hvis jeg selv skal vælge min matadormix-underholdning, så vælger jeg kostumedramaet fremfor reality-tv, for der er ingen mennesker kommet til skade under optagelserne.
Der er i øjeblikket debat om 3 videoer fra Svendborg Bibliotek, der har valgt at markedsføre sig i den platte genre. Om det kommer til at virke, er en diskussion for sig. Indtil videre kan Svendborg Bibliotek glæde sig over alle de gange der bliver sagt Svendborg Bibliotek, takket være medie-opmærksomheden.
Det eneste der for alvor er faldet mig for brystet, er Preisler fra reklamebureauet Mensch, der til Politiken blandt andet siger:
Ødelægger dårlige videoer viral markedsføring som kanal? Nej. Bare rolig. Dårlige reklamer har jo heller ikke ødelagt tv-reklame, men det er nu ikke argumentet. Viral markedsføring er slet ikke en kanal, på samme måde som tv-reklame. Viral markedsføring er det, at folk har lyst til at sende noget videre, fordi det gør dem selv fede (sjove, kloge, først-med-det-sidste, osv.). Så hvis man skal ødelægge vital markedsføring, så skal man ødelægge folks glæde ved at glæde andre, ved at vise sig og i det hele taget slå al small talk ihjel. Her er Youtube bare et af flere redskaber, som man bruger til at dele med.
Og når det er sagt, så skal man huske 80% lort-reglen. Uanset om det handler om (viral) reklame, bøger, film, mad, musik og hvad der ellers er skabt til glæde for mennesket, så er 80% af alt i en given genre dårligt. Sådan er det bare. Så der er ingen grund til at være bange for kikset viral markedsføring – det skal nok regulere sig selv.
Hvorfor var der ikke nogen der holdt sådan en inspirerende afgangstale, da jeg blev færdig på universitetet? Rowling taler her kort, underholdende og relevant til Harvards afgangsklasse om nødvendigheden ved at have modgang ind i mellem.
Ricky Gervais (fra The Office) er uden tvivl en meget professionel komiker, og derfor forestiller jeg mig også, at han har en anden side. Altså, en helt usjov og kedelig måde at være på, som er reserveret til situationer, hvor humor bare ikke er passende.
Men nu fandt jeg ham lige på Sesame Street, hvor han skal forklare ordet ‘stumble’. Og jeg synes at der er noget meget ironisk i hans tone, selvom det skal forestille at være et lige-ud-af-landevejen indslag. Måske er Gervais bare skabt som ironisk? Måske prøver han slet ikke at være sjov?
Her er en lille kommentar om kommentarer fra Wordbirds, aka LineP og jeg. Kapster talte også om det i KCast (og i et indlæg – “Man gjorde en blogger fortræd“), og der er ingen tvivl om, at tonen er blevet anderledes i kommentarspor rundt omkring. Min gamle påstand om, at som man råber i skoven får man svar, gælder vist ikke helt mere – nu kan man godt risikere en kindhest uden at have gjort noget særligt.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg tror, at det er fordi vi stadig er i en tilvænningsperiode, hvor nogle kommentatorer ikke har fundet ud af at onlinekarma er ligeså benhård som dagligdagens karma; hvis du ikke opfører dig ordentligt, så skal det nok blive ris til egen røv – før eller siden. Så det vi venter på er sådan set bare at vi – som i alle netbrugere – finder ud af, at online-verdenen ikke er en ‘anden verden’ end den virkelige verden, men at de er en og den samme. Og derfor gælder de samme sociale regler naturligvis.
BoingBoing bringer denne video (tak, Beyer) om historien om at nomme – meget fin og med gode klip. Altså, nu var jeg godt nok først med den skrevne historie, men okay – hvem tæller.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Sideblog
Tredje gang er lykkens gang med KindleTuesday, 18 September 2012, 8:18 pm Der skulle hele tre fine gadgets til, før jeg ramte en Kindle, der kunne fungere som transportable bogreol for mig. Det startede med en Kindle Keyboard, som i sig selv er fin nok, men det tastatur er. […]
Lovecraft: The Colour of Space & Forster: The Machine StopsMonday, 11 July 2011, 11:36 am Mini Modern Classics Box Set er klart værd at ønske sig, for hver af de små bogletter er nemme at have med og indeholder tyngde nok til at underholde en på rejser. Både Lovecraft og Forsters dyst. […]
Patti Smith: Just KidsMonday, 11 July 2011, 10:15 am Just Kids handler om Patti Smiths ungdom og coming of age som kunstner. Selvom jeg ikke kendte til Robert Mapplethorpe, som er bogens omdrejningspunkt og Pattis inspirator, så er det alligevel griben. […]
Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
fra 1995, og siden da er det både gået op og ned. Først så jeg alle de kostumedramaer, der rent faktisk udsprang af en eller anden litterær kvalitet. Og derefter så jeg (ser jeg) alt det andet.
