emmes weblog

Det startede i torsdag. Jeg havde været til møde og da jeg kom tilbage, lå der en lille konvolut med et udprintet billede:

Gidseldramaet tager sin begyndelse
Originally uploaded by emme-dk

Dyret på billedet er min Danfossi-reklamedyr, som er en del af samlingen af reklamedyr på min skrivebordslampe. Hvorfor nogen skulle ønske at gøre den (og dermed mig) ondt, er simpelthen over min forstand.

I går blev konflikten optrappet med denne mail:

Tekst:2 poSEr PiRAtos pÅ torBEns SKrivEBorD ManDAg deN 4. FEBruAr kl. 11:47 ELleR BAMseN eR fæRDiG !!!!
Originally uploaded by emme-dk

Og vedhæftet mailen var disse to særdeles skræmmende billeder:

Gidseldrama: trusselsbillede #1
Originally uploaded by emme-dk

Gidseldrama: trusselsbillede #2
Originally uploaded by emme-dk

Nu er så det store spørgsmål: skal jeg give efter og hoste op med to poser piratos på mandag? Min mor siger at man ikke skal forhandle med gidseltagere, men jeg ved snart ikke – hvad er mit alternativ? Jeg har et par kolleger, som jeg mistænker, men hvad nu hvis jeg tager fejl?

PS. Kidnapperne opgiver denne email: loesesum@gmail.com – så hvis I vil støtte Danfossi, så skriv til dem og bed for hans liv!

Nogen gange, så kommer man til at tænke på en rigtig ond sangtekst som man en gang har hørt, og så går man og griner lidt for sig selv. Som når jeg tænker på Denis Leary’s Asshole. Og så kan man godt få en craving, en trang, til ligesom at høre sangen.

I dag kom jeg til at tænke på Short People (af Randy Newman). Det er jo en dejlig tekst, ikke? Det ville selvfølgelig være sjovere hvis jeg postede dette og selv var underhøj, men jeg er nu en gang over female average, så bare kald mig evil. Jeg synes den her sang er så sjov.

Og teksten, den er lige her:

Short People

Short People got no reason
Short People got no reason
Short People got no reason
To live

They got little hands
And little eyes
And they walk around
Tellin’ great big lies
They got little noses
And tiny little teeth
They wear platform shoes
On their nasty little feet

Well, I don’t want no Short People
Don’t want no Short People
Don’t want no Short People
Round here

Short People are just the same
As you and I
(A Fool Such As I)
All men are brothers
Until the day they die
(It’s A Wonderful World)

Short People got nobody
Short People got nobody
Short People got nobody
To love

They got little baby legs
And they stand so low
You got to pick ‘em up
Just to say hello
They got little cars
That go beep, beep, beep
They got little voices
Goin’ peep, peep, peep
They got grubby little fingers
And dirty little minds
They’re gonna get you every time
Well, I don’t want no Short People
Don’t want no Short People
Don’t want no Short People
‘Round here

Bonusinfo: Der er al mulig grund til at holde af Randy Newman for mig – han har lavet musikken til adskillige Pixar-film, inklusiv Monsters Inc-hittet If I Didn’t Have You og det lidt ældre publikum vil nok bedst huske ham som manden bag You Can Leave Your Hat On.

Grann har mødt Bassett’s nye neonrædsler >

Grann, med den anmeldelse er du nu optaget som æresmedlem i SlikPolitiet. Vi arbejder for at bevare slikstandarder og nedbryde slik-skam.

I slutningen af november svor jeg, at det snart skulle være slut med nederen. For det er nederen at sige nederen. Det giver mig nederen på. Nederen er den nederste af de nederen-udtryk, som altid lyder nederen.

Siden den dag i november, har nederen spredt sig som ringe i vandet. Jeg kom hjem til jul, og der stod min mor og fortalte mig at et eller andet var nederen. Mine kolleger siger nederen. Og i morges kørte s-toget forbi en reklame, hvor der stod noget om situationer hvor det ikke var nederen når ens mobil løb tør for strøm.

Stop nederen nu!

Yesssss! Se også indlægget, en fortsættelse fra sidste år, slaget ved Helms Deep. (tak)

PS.. Serviceinfo: Jeg er uden mobiltlf i dag.

Update 21/1: Se også byen bygget i Jell-O > (via)

Argh! Hvem er den gris der har skåret af den uskyldige brie med den kniv, som har svælget i den blå ost? Det er ulækkert! Jeg vil have min brie ubesmittet og hvid, ligesom jeg foretrækker marmelade uden smørdafnier og smør uden birkesstøv og brødfragmenter.

Bvadr.

Jeg er den eneste i rummet. Jeg ler højt og grumt – lige fra hjertet. Det føles… bizart. Quazy, næsten. Jeg håber ikke at der var nogen der så mig.

(PS. Tak for din email)

“We seek to detain sweetness. That is why so many sweets are designed to be held in the mouth – or, in a perverse reversal of the perversity of the sweet, to melt, yearningly and disappointingly on the tongue. Sweetness is identified with the excess of taste over aliment, with prolonging itself. In learning how to make sweetness last, children learn on their tongues the lesson of deferment upon which all cultural life is based.”

Dejligt citat blandt flere i et transcript fra et BBC-program om slik og magi.”Sweets are of course beyond words”, skriver de, “they encourage the production of an alternative language, one made up of slurps and slobbers, suckings, dribbles, pops and crunches; all of this an oozing, elemental anti-language that is most of the time kept inaudible, or disciplined into speech.”

Oooooooozing. Det er et sindssygt godt ord. Det lyder som fornemmelsen af salmiakpulveret der siver ud af et tyrkisk peber-bolsje og ud på tungen. Mm.

(Tak til Lone K.H. for link)

Det var vinter. Det var gråt. Og der var ikke influenza-epidemi, fordi så mange var blevet vaccineret. Hvilket luksussamfund!

Men alligevel var der mange forkølelser. Hoste, uden feber. Ondt i ørerne, ondt i hovedet, ondt i maven. Det føltes som syg, men uden rigtig at blive til noget særligt. Først var det bare de sædvanlige der blev sløje, alle dem, der bliver ramt hvert år, som blev de betalt for at understøtte offentligt ansattes dårlige statistik. Men så sneg det sig videre. Pludselig så man helsefreaks bukke under, og de, der pressede 3 appelsiner hver morgen til at skylle kalktabeletterne ned med. Så ramtes motionisterne, og det tyndede ud i januars overrendte motionscentre. Og så til sidst, alle de normale mennesker, der ikke sådan gik og tænkte over det med helbred.

“De er syge”, sagde lægen, “og så alligevel ikke. Tilstanden varer mellem 3 og 5 uger. Og så kan den godt gentage sig selv”. Folk blev irriterede, var der da ikke nogen der kunne gøre noget? En lille vaccine, hvor svært kan det være? Men når det ikke var en rigtig sygdom, så er der heller ikke nogen rigtig kur. Staten satte sygedagsnormen op. Og anbefalede 7 istedet for 6 om dagen. Man lod de store mejerier lave mælk tilsat smertestillende medicin, og juice med opiumdråber blev den nye hotte drink i byen. Og langsomt vænnede folk sig til at der var flere snottede dage end dem uden. Hovedpine holdt aldrig op med at være irriterende, men det blev en accepteret tilstand, ligesom at fryse om fingrene. Alle arbejdede lidt langsommere, lidt mindre fokuseret de dage, det føltes som om der var glødende pinde i deres ører eller konstante afbrydelser for at hoste slim, men verden gik videre på trods af nedsat produktivitet. Og gradvist blev verden en lille smule dårligere, og alle dens mennesker var hele tiden en lille smule syge og sløje. Hele verden havde næsten influenza, men den vidste det ikke.

Der sker en stigende nørdificering af samfundet i disse år. Ikke fordi væksten af nørder er så markant (omend den er stigende), men flere og flere nørdfraktioner springer ud og siger: vi er ikke undermennesker, vi er nørder!

Flere og flere af mine kunder fortæller nu, i samme åndedrag som andre fakta, at 50% eller mere af deres medarbejdere er nørder. Og flere og flere reklamer fremhæver deres identitet som nørdbåren (eks. Cybercity, Punkt 1 og Toyota).

Hvor stor en del af din husstand er nørder?

RIP, splattergris

Min kollega Kristin havde givet mig sådan en dejlig gummigris, helt for mig selv, af den slags der er lavet af snotlatex, og som kan splatte ud i en pandekage, når man kyler den ned på en plan flade. Lige så afstressende som bobleplast. Men ak, den holdt kun en dag. I en pøl af vandigt blod tog den et sidste splat på mit skrivebord. Nu er det forbi.

I dag var der fisk, det er ellers fiskedag om tirsdagen. Og der var kage, hvilket der normalt kun er om fredagen. Jeg er bange. Tænk nu, hvis vi ikke får mad i morgen, fordi kokken tror det er lørdag.

Og ja, det her er et onkelindlæg. Og i bedste onkelstil vil jeg bare sige: undskyld.

(i tvivl om hvad en onkel er? Besøg Plok og Trine, mester-onklerne over dem alle)

Min Outlook fortæler mig, at den er ved at undersøge noget. Og det skal undersøges, inden den kan åbne rigtigt. Det tager 15… nej, 16… nej, 17…. nej, 18 minutter. Det går den samme vej, som med det tiltagende lys.

Det er første juledag. Det store ræs er ovre. Min far og min ene søster var juledag i kirke og fik tørre slag af den lokale præst, der hidsede sig op over sit sogns velnærede indvånere og nedkaldte sin hån over det kommercielle ræs på deres syndige hoveder.

Så nu er det tid til opbyggelighed her på matriklen. Vi lægger hårdt ud med en instruktion i, hvordan man sparer skraldeplads. Vi er endnu ikke helt klar til at undvære emballagen, selvom det ville være den nemmeste løsning.

Mælkekartonsammenklapning, trin for trin

En tom mælkekarton fylder

Åben mælkekartonen i den ene ende

Klap bunden sammen

Fold siderne

Fold kartonen på midten

Se hvor lille den kan blive

Okay, den kan blive endnu mindre. Men så skal den også holdes nede

Tak til søster og far for at holde og folde.

Jeg har fyldt min egen skraldespand og to andres med papir fra mit bord. Det er nu spærrebunkefrit område.

Nu skal vi have gløgg.

Nu er den her snart, ferien. På kontoret er der gået lukke-og-slukke i den; Kristin og jeg har faktureringskonkurrence, lige nu fører jeg. Slikdepoter skal spises i bund – det inkluderer også søsterselskabet (de er allesammen nogen tøser) Advice Digitals, som i dag har fået tilført en stor glasdåse formet som en gris, fyldt med Sømods Bolsjer. Og de havde fået 3 x 2 liter bolsjer allerede! Jeg har bare fået digitale og papirjulekort. Det kan man jo ikke spise.

Allerede for meget julemad? Så må jeg anbefale dagens låge i julekalenderen, af Christian Buch Iversen.

Årets mest udfordrende og ressourcekrævende interne projekt er i sin sidste fase: julekortskrivning. Efter uger med tekstbearbejdning, design, konvolutvalg og labeltryk, er et helt mødelokale fyldt op med stabler af julekort, konvolutter og et sindrigt system af kasser med ikke-processerede, delvist-processerede og færdige julekort. Et opråb i ti punkter i punkt 20 er klistret op på væggen. En uge med kollektiv skrivekrampe venter.

Det er på tide at komme videre med julekalenderen! Hvis vi fortsætter i dette tempo, så er vi klar med den til marts. Der er nogle, der har lovet indhold, men ikke leveret (undertegnede inklusiv) – og en enkelt, der har. Tjek dagens låge. Kom med indhold. Det kan kun gå for langsomt.

Man ved man står i slides til halsen, når man versionerer på minuttal. Og når man kan kundens primærfarvers RGB-koder udenad.