emmes weblog

Hvor er jeg træt af, at du ikke læste korrektur da du oprettede din annonce. Den annonce, hvor du skriver, at du gerne vil købe en kat. Og hvor du har skrevet under med mit telefonnummer i stedet for dit eget.

Her en uge efter oprettelsen får jeg stadig henvendelser om salg af både hunde, katte og heste. Og du får ingen. Som en sælger skrev tilbage, da jeg havde oplyst om fejlen: “Pissynd for dig!”

Pissynd for os begge. Selvom jeg naturligvis får en unik indsigt i (k)ærlig-sms-annoncestil og lingo. Superkæle er åbenbart en ganske almindeligt adjektiv at påhæfte katte. Og det er en særlig dyr feature hvis kæledæggen vil sidde på skulder. Der kan man bare se, det troede jeg var for papegøjer, ikke katte.

Men som sagt, kære Sjuske, så håber jeg at du er lidt mere omhyggelig næste gang.

(K)ærlig hilsen
Emme

Aj og amen. Meget mærkelige ord i dansk.

Aj (eller nogen gange ej), bruges som et udvasket nej. Når man ikke tør sige et klart, ringende NEJ, og så i stedet bruger lidt af lydene fra JA, så modtageren ikke føler (af)slaget så hårdt. “Aj, det synes jeg ikke du har ret i”. Det er nok i familie med “Aaaarrj!”

Amen (ofte ammen) bruges som et svagt JAMEN, som igen nok skal oversættes til NEJ-MEN, eller NEJ-OG. “Amen, det synes jeg ikke”. Måske bruges det også som en slags afledningsmanøvre først i sætningen. Et ord, som man ikke rigtig kan beskylde for betydning, placeres først, så taleren køber sig et par milisekunder mere tid til at finde på en god undskyldning. Eller forklaring. “Amen, det var ikke med vilje!”

“Amen, aj!”

Det er sjovere end originalen, ingen tvivl om det – hvis man sender emme.dk gennem Google Translate >

Bemærk min blogroll, hvor Sønder bliver til Torn, og Stejl Fart naturligvis til Steep Speed. Og så er der de ord, som selv Google må give fortabt overfor: pålægssampak, kødfløjte, hunni, bøfformer, bebumset og næsepillende. Dansk er en svær en at parse.

Alting bliver så meget sjovere, når man sætter ordet kød foran.

Kødbamsen. Vores runde 5 måneders søn.

Kødsky. Den klamme moderkage som alle fødende tvinges til at glo på lige efter fødslen.

Kødmølle. En cirkulær pålægssampak fra Gourmandiet. Hvilket er sjov med sjovt på, da mølle er fynsk slang for røv.

Kødklister. Okay, ikke sjovt på ha-ha måden, men alligevel et fantastisk ord.

Er du også i tvivl om den korrekte måde at udtale Eyjafjallajökull, så find hjælp hos Language Log >

Jeg så lige hvor meget CO2 vi sparer ved dette vulkanudbrud, så ville det være ufint at håbe lidt på at Katla også tog en tur? Prøv at tænke på hvor gavnligt det ville være, hvis transport tog et par udviklingstrin bagud, så man virkelig skulle tænke sig om. En romantisk weekend i Barcelona ville ikke være så sjov hvis man ikke kunne flyve.

Og måske ville manglende flytrafik gøre virksomheder mere interesserede i at udvikle video-mødekultur. Redskaberne er der, men vi mangler en ny måde at holde møde på, som fungerer i et miljø hvor det er sværere at opfange al gestik.

Ja, der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Selvom det selvfølgelig ville være synd for islændingene.

Ugens top-læsning er Jesper Balslevs fake-Politiken-artikel om misbruget af generaliseringer >

Citater som “Generaliseringer er nemme at blive afhængige af, og misbrug af dem er vanskelige at behandle, fordi der ikke findes alternative vendinger, der på samme måde forsimpler et sagskompleks” går med det samme over i historien.

Tak, Jesper.

I nat havde jeg mareridt. Jeg drømte at alle spamfiltre i verden holdt op med at virke, og at det væltede ud af indbakker verden over med mails om kasinoer, potens-medicin og billige softwarelicenser.

Ingen kunne finde de rigtige beskeder fra deres familie, venner og kolleger, og en række offentlige services holdt ganske enkelt op med at virke, fordi de mennesker der bemandede dem, var druknet i spam. Verden var helt stille, mens vi med bøjede nakker over skærmen sorterede os igennem tusinde efter tusinde af digitale pakker.

Og så snart spam’en slap fri af filtrene, begyndte den at yngle. Kasino-spam fik horeunger med kopi-Rolex-spam, og deres afkom blev en særlig hybrid, der kunne krydse over til den analoge verden, og begyndte at mose sig ind ad brevsprækker. Først stille og diskret, som en lille flyer der kunne gemme sig under avisen, siden mere aggressivt i glittede syndfloder, der sprængte postkasser og blokerede entréer.

Og da spam først havde fået smag for farvet papir og tryksværte, var der ikke langt til deres indtog i blade og bøger, hvor spammails, der beder om dit kontonummer, så du kan få en million, pludselig havde hundredvis af dejlige trykte sider til at udbrede argumentationen.

Nu ejede spam alle ord, og efter et par hurtige generationer – en spam-generation er ca. 140 karakterer – kravlede de ind i munden på menneskene, hvor ordene kom fra, og groede som parasitter på tunge og stemmelæber, så alle ord vi sagde blev spam. Ordbogen ryddet, som en mundfuld rådne tænder, og erstattet af et ord: Spam.

Spam-parasitten blev fed og glad af al den spam-aktivitet og besluttede at gå til kilden. De kravlede op i vores hoveder, hvor den nød en måltid hjernegrød, inden den fyldte hullet med en turban lavet af spam.

Af og til fatter jeg ikke hvordan jeg er kommet i målgruppen til de sociale annoncer jeg udsættes for på Facebook. Som nu f.eks. den her, som jeg ikke anede om jeg skulle anmelde for at være for anstødelig eller irrelevant. Hvis det ikke havde været for det billede af et hus, så havde jeg anmeldt den som vulgær.

Og nej, det er ikke mig der har givet den thumbs up – det er en del af annoncen.

Heldigvis for annoncen ved jeg nu, at ordet filse findes, og åbenbart er en måde at behandle vægge på, lidt lige som at vandskure  eller pudse dem.

Claus Dahl har en interessant diskussion om, hvorvidt det er ok at salte sin mad inden man har smagt på den, når man spiser hos andre.

Præ-salterne siger, at hvis man nu alligevel ved at man har et stort saltbehov, så er det ikke uhøfligt at starte med at drysse maden hvid, fordi man anerkender, at værterne salter til normal smag og at man selv er en unormal saltgris.

Post-salterne støtter sig til Edisons salttest og siger, at man som minimum bør smage, og at man ikke bør antage noget som helst om andres mad.

Min holdning er post-saltning – men mest fordi jeg tror, at oversalterne salter over af dårlig vane. Herunder mig selv. Salt er jo dejligt. Men utrolig usundt. Præ-saltning svarer næsten til at snuppe en cigaret inden maden, for at dulme smagsløgene.

Tveskov har sat en vigtig poll i gang: Hvad er sommerens bedste ord?

Jeg har stemt på muskelhund, der var ikke noget med kage.

Jeg forstår ikke hvorfor der er birkes på tebirkes. Altså, jeg kan godt se, at det her i København er nødvendigt, når nu det hedder en tebirkes, men den samme slags morgenkage hedder en københavner i Jylland, så der er der jo ingen grund til at begå sådan en fehler.

Når jeg køber et tebirkes, er jeg hver gang nødsaget til at fjerne det tykke lag birkes på overdelen, som ingen funktion har. Heldigvis er det forholdsvis nemt, man kan nærmest gnide dem af, og hvis det er et tilstrækkelig fedtet tebirkes, dvs med den rette mængde smør i dejen, så falder birkeslaget af i store flager, så snart man rør ved dem. Hvilket i princippet er godt design (novicer skal huske at holde bagværket over en skraldespand).

Og noget helt andet, når nu vi er ved tebirkes. Hvordan siger man det i bestemt form, ental. Tebirkesen? Det er den korrekte version, ifølge DSN. Tebirkeset, er der også nogen der siger. Begge dele lyder dumt. Sprog er fjollet.

… er kagerestfjerner. 

Og det er på ingen måde apropos indlægget før dette. Hvis du ikke kan gætte hvad det er, så kan jeg afsløre, at det er i familie med udtrykket ‘at tømme ryggen’, selvom kagerestfjerneren bruges lidt senere i processen.

Tak til min kollega Andreas for at føje det ord til mit ordforråd.

(Jeg lover at de næste par dage indlæg kun vil få dig til at tænke på roser og violer)

Er der nogen der kan forklare mig etymologien i udtrykket ‘glad som syv tallerkner i en pose’? Jeg hørte det første gang i går, og jeg kan stadig ikke helt forstå hvorfor de de der tallerkner i posen er så fornøjede. Er det fordi de er et sæt? Eller er det fordi de klirrer? Og så er der jo risikoen for at gå i stykker, det har jo ikke særlig noget med godt humør at gøre.

(Ps. Google kunne ikke hjælpe, så nu sætter jeg min lid til organiske hjerner)