Tak, Google Suggest, som foreslår de 10 mest søgte strenge, der starter med de samme ord, som dem du er i gang med at skrive. Akkeja, vi danskere er åbenbart meget optagede af fiber/bredbånd og mekanikken ved en graviditet.

Det er mandag og det regner, så lige nu elsker du måske ikke skyer så meget.

Men der er mange smukke skyer, mener The Cloud Appreciation Society. F.eks. kan du hygge dig med kategorien Clouds That Look Like Things.

Man kan da kun blive i godt humør af denne delfinsky.

(Tak, Ralf)

Strikker: “… og det ville være lige som tykt garn på pind 8, der blev filtet!”

Alle strikkere: “Hahahaha!!”

Mig: “?!?”

Jeg er nu sikker i min sag; uanset med hvilket emne man er nørdet (=passioneret) omkring, så er nørdtrækkene de samme. Den indforståede humor, engagementet i detaljer og ønsket om at have mere tid til at nørde. Det er ikke første gang jeg har hørt nogen ønske sig en dobbeltsidet lungebetændelse, så der var mere tid at tage af.

Jeg var i går for første gang til arrangementet strik & druk, og det er ikke sidste gang, selvom jeg er så meget novice, at det føltes som at sidde ved voksenbordet for første gang og spekulere over hvad det mon er de andre taler om. Og ja, jeg strikker. Jeg lærte at slå masker op og strikke ret på Youtube, men jeg vil stadigvæk helst have tips og tricks af rigtige mennesker.

Jeg læste en gang en Barbara Cartland-roman. For de, der ikke ved hvad en Barbara Cartland-roman er, kan jeg fortælle at det er ligesom Danielle Steele, bortset fra de udspiller sig længere tilbage i fortiden, som regel i en tid hvor man gik med korset.

Det blev kun ved den ene Barbara Cartland-roman, men siden har jeg set alt hvad jeg har kunne få fat på af BBCs kostumedramaer. Og det er næsten lige så sukret.

BBC er kendt for at lave højkvalitetsdrama af forskellig art, og mit første bevidste møde med kostumedrama-genren var Pride And Prejudice fra 1995, og siden da er det både gået op og ned. Først så jeg alle de kostumedramaer, der rent faktisk udsprang af en eller anden litterær kvalitet. Og derefter så jeg (ser jeg) alt det andet.

Men hvorfor? Der findes jo masser af gode film med indhold der er værd at reflektere over – og der findes jo også film, der er meget lettere tilgængelig underholdning. Jeg tror det er meget enkelt: Kostumedramaer er ligesom en mazerinkage købt på tanken. Sød, dejlig blød og forudsigelig. Selv de kønspolitiske emner der af og til dukker op i kostumedramaerne, løses enten ved at følge den moralske kode eller ved hårdt arbejde. Det hele er så nemt at forstå, og der er ingen risiko for lige pludselig at få smækket afhuggede hoveder, døde børn eller langvarig kræft op i hovedet mens man sidder der i sofaen og hygger sig (med sin mazerinkage).

Det er matadormix-underholdning. Man indtager hele posen, selvom ikke alle de enkelte dele er lige gode. For der er jo altid en favorit eller to, der gør det en lille smule hverdagsfantastisk.

Og hvis jeg selv skal vælge min matadormix-underholdning, så vælger jeg kostumedramaet fremfor reality-tv, for der er ingen mennesker kommet til skade under optagelserne.

Hvis du har en Gmail-konto, har du sikkert allerede opdaget det lille nye Buzz-logo lige under din indbakke. Servicen ligner nok lidt den du kender fra Facebooks nyhedsstrøm, den er ser bare renere ud, uden dine venners opdateringer fra Farmville og andre applikationer. Man kan feede billeder, tweets og andet godt ind som buzzes og der er i det hele taget mere fokus på indholdet end på Facebook.

Men Buzz er ikke noget nyt, som vi taler om i ugens KCast (gæster er vores digitalekspert Martin Sønderlev og onlinekonsulent Hans Tosti).

Derfor kan Buzz nu godt vinde (… kapløbet om at blive vores favorit samlende sociale platform), for det er ikke altid dem der kommer først eller som har det bedste produkt, der ender med at få flest brugere (tænk bare på gode gamle Jaiku – det er i øvrigt Jaikus far Jyri Engestrøm, der var med til at lægge de første sten til Buzz). Og som Tim O’Reilly siger, så er det klogt at lægge Buzz sammen med folks mail, da der stadig er mange af os, for hvem emailen ikke dør sådan lige med det samme.

Så Buzz er ligesom Facebook tiltænkt en bred brugergruppe – og måske er det her vi får alle de, der har sagt nej tak til Facebooks larmende hygge, de mange næsepilnings-apps og benhårde dating, ombord på netbåren deling og socialisering. Og det er endnu mere for alle end f.eks. Twitter, hvor man skal gøre et bevidst og hårdt stykke arbejde for at få et godt netværk og se interessante tweets.

Googles egne tanker om Buzz kan du se i denne video:

Jeg har tænkt over det (i ca. 2 minutter): Jeg tror jeg er på klovne-holdet på Twitter.

Hvis man ikke er på klovneholdet, kan man være på følgende hold:

• De professionelle – de tweeter som en del af deres job (frivilligt eller efter aftale med arbejdsgiver). Eksempel: @Monggard fra @Informeren
• De faglige – de tweeter overvejende fagligt (smalt eller bredt), uafhængigt af hvad de nu engang laver til hverdag. Eksempel: @Claus og @guan
• Smalltweeterne - de kunne være på klovneholdet, men forsøger ikke at være sjove. De smalltalker. Eksempel: @emme (når jeg ikke lige er på klovneholdet)
• Linkerne – de har sagt hvad de vil sige andetsteds, så det linker de til. Eller andre har sagt det for dem, så det linker de til – kaldes også linkpushere, da de har det nyeste først. Positivt eksempel: @FerroGate (de findes også i en pænt irriterende form, ofte med auto-tweets fra en anden platform). Mange medie-kontoer hører til her.
• Kendisserne – de forsøger om deres brand kan holde på 140 karakterer. Eksempel på en der kan: @Erlendloe (okay, så celeber er han ikke, men han er den eneste jeg følger der er lidt en kendis)
• De tavse – de har en konto, men har aldrig tweetet. De følger typisk ikke mere end 5 andre, så de kan ikke se relevansen af Twitter.
• Firmaerne – hvis de er gode, har de en faglig/professionel til at tweete (Eksempel: @normannCPH). Ellers se nedenfor.
• Spammerne – typisk firmaer (mere eller mindre skumle). Nogle af dem med auto-tweet-bots tilknyttet. Andre med porno-links i deres profiler. Andre blot med ret kedelige produkt-tweets.

PS. Tanken er ikke ny (via)

I morgen skal jeg til en længe ventet åbning; For det første kommer min favorit-pølsebod tilbage (åh, hvor jeg håber de også laver take-away poser igen). Og – i samme bygning – skal jeg besøge et 400 kvadratmeter stort bageri, hvor de praler af at bruge rigeligt med smør.

Det bliver en god dag.

Update kl 16: bagerbutikken var i totalt kaos; af den slags hvor 10 renskurede teenagere stod handlingslammede og gloede tvivlende på horder af kunder der mosede rundt og ville have service. Brødet er ok, men ikke uovertruffent. Men det er en dejligt alternativ til de DSB-sandwich man kan købe inde på banegården, så placeringen er perfekt.

Det værste er, at pølseboden ikke længere sælger pølseposer! Med pølseposer mener jeg ikke dem fra Coloplast, men saml-selv hotdog poserne, som man kunne købe og selv tilberede senere – der var gode pølser, gode pølsebrød og 2-3 slags sublimt tilbehør, som f.eks. Karl Johan-remulade og løg i andefedt.

Heldigvis fandt jeg ud af, at min lokale Gourmandiet laver pølserne, så nu mangler jeg bare selv at opfinde resten.

I dag debuterer Berlingske Medias nye digitale magasin Ugen.dk. De skriver selv at de er “… en nyskabende journalistisk service til dig, der vil spare tid, vide mere og læse mindre. Frem for at drukne i konstante nyhedsopdateringer på nettet, giver UGEN dig et skarpt overblik over det bedste fra ugen fra vores egne og alverdens andre medier.”

Det første nummer af Ugen.dk koster 19 kr, og man kan herefter tilmelde sig en abonnementsordning. Nu har jeg længe brokket mig over at aviser og tv ikke passer til mit behov længere, så jeg synes det var en test værd.

Det første der sker, når man vil hente det nyeste nummer af Ugen.dk er, at man skal downloade et program. Jeg frygtede straks en grim pdf-læser, men heldigvis er programmet nydeligt (kedeligt) og svarer hurtigt. Det er det værste ved pdf-læsere – den uhyggelige lange bladretid. Hvis bøger tog så lang tid at bladre i, ville ingen læse bøger.

Nå, programmet virker, men det er klart en barriere. Jeg  havde nok forventet et klassisk login og herefter en normal browser-oplevelse, men lad nu det ligge (indtil videre). 

Inden jeg kan få lov at se andet end noget pynte-indhold, må jeg købe et nummer af Ugen. Det går nemt via sms (der var måske et eller to views i det ret lange flow der kunne slåes ihjel), og jeg kan gå i gang.

Refereret guld

Og her er det så at jeg bliver en lille smule skuffet. For jeg havde forventet dybde og tyngde. Jeg klikker på en historie om influenzaen – og får al den standard-info der har cirkuleret de sidste mange uger. Historien om den amerikanske sundhedsreform er også næsten uden baggrund. Og en overskrift om det er mænd eller kvinder der skal redde verden fra klimaproblemerne, dækker over et referat fra en blog på Guardian.

Jeg er dog positivt overrasket over, hvor meget Ugen linker ud. Både klummer og artikler bruger i høj grad kilder fra det ganske net, og endda af meget varierende karakter. F.eks. er 9 Silly Things People Say When They Hear You Don’t Want Kids i Poul Høis klumme – jeg tror jeg ville have forventet udelukkende sobre, tørre kilder, så det er som sådan forfriskende.

Men det leder mig tilbage til den manglende tyngde. Af det guld, jeg finder på Ugen.dk, er det altsammen refereret guld. Dvs. de har ikke produceret det, de har fundet det. Det er ikke en ulempe, bevares – det er derfor der findes links. Det kan være en guddommelig niche at være i, at være den, der finder de bedste historier og samler dem – indenfor en niche (som f.eks. Tveskov på twitter & blog er det for mange af os) eller bredt. Men man skal godt nok levere høj kvalitet for at eje den niche der hedder nyheder. Og man skal levere hurtigt – og så er det måske ikke så fedt kun at udkomme fredag?

Ugen skriver selv at de er dem der “… samler op og skriver kort og skarpt ind til kernen af ugens vigtigste og mest underholdende nyheder, så du har alt, hvad du behøver at vide.” Så det er også for meget at forvente, at de skal være tunge og dybe. Men det er det jeg mangler: en ugentlig opsummering, der sortere alle ikke-historierne fra, har samlet de bedste citater og konklusioner fra de kloge, sætter perspektiv på og ser ud over døgnets nyhedscyklusser og hysteriske overskrifter – Ugen kunne jo godt være det samlingspunkt man så tilbage på, når man næste år ikke kunne huske hvordan det nu lige var med den ballade om finansloven. Og det synes jeg ikke helt de gør (endnu).

Enkel funktionalitet

Som man kan se på billedet ovenfor, så har Ugen 3 faner. ‘Denne uge’, ‘Bland selv’ og ‘Favoritter’. Fanen ‘Denne uge’ er, ikke overraskende, det magasin jeg netop har købt, så det giver sig selv. ‘Favoritter’ er også nem at gætte; hvis jeg har klikket på den lille grå favoritknap, så gemmes den pågældende artikel på denne fane, og jeg kan f.eks. printe alle de artikler jeg har favorittet (gad vide om det er et ord?) eller læse dem offline. 

På ‘Bland selv’ kan man via kategorier, emneord og indholdstyper filtrere indholdet i det eksisterende og tidligere numre af Ugen. F.eks. kan man lave en visning med alle de artikler i kategorien Tech, der er tagget med emneordet ’samtaleemner. 

Altsammen velfungerende, hurtigt og nemt at forstå. Der er gode point til programmet. Designet er lidt for fersk for min smag, men det er naturligvis også indholdet der skal springe i øjnene. Måske kunne ferskheden afhjælpes med en lidt mere kantet fotostil?

“Findes ikke gratis andre steder på nettet”

Ugen siger i deres intro at “… indholdet er unikt og findes ikke gratis andre steder på nettet.” Det har de naturligvis fuldstændig ret i, samtidig med at de tager fejl. Det er klart, at netop disse skribenter og netop disse ord, ikke findes andre steder gratis. Men findes indhold af samme kvalitet, findes der ligeså gode links, lige så meget personlighed, lige så mange meninger andre steder? Ja, det gør der. Gratis? Ja, også det.

Jeg synes som sådan, at det er beundringsværdigt at lave en opsamling på ugens nyheder. Det er bare ikke det jeg vil betale for. Jeg ville gerne betale for den grumme graverjournalistik, for den tunge analyse og for den viden, jeg ville skulle bruge i næste uges arbejde. Så ville jeg sidde og vente på Ugen. Lidt ligesom jeg af og til sad og ventede på Mandag Morgen, da jeg arbejdede i det offentlige.

I teorien burde Ugen være lige noget for mig; jeg er ikke nyhedsjunkie, men synes det er vigtigt at følge med. Der må gå 13 på dusinet af den type profil, så Ugen burde blive en succes. Så jeg vil vente i spænding og se – men jeg tror desværre ikke de har ramt rigtigt endnu.

PS: Løse kommentarer

• Ugen i billeder er ret fin – men hvorfor linkes der ikke internt til de relevante historier?
• Det er – naturligvis – frustrerende ikke at kunne linke til og kommentere indholdet. F.eks. ville jeg godt have spurgt klummeskriveren Jesper Beinov hvad han selv mente, efter hans gennemgang af andre bloggeres holdninger til at tjene penge på indhold. Det må jeg så gøre her, men spørgsmålet er, om han opdager det.

Update kl 22.34: Efter at have set Mogens & Kristiansen på TV2 News er jeg kommet frem til at det er alt hvad jeg behøver af ugentligt sammendrag.

Ofte er det simpelhed der virker. Som nu dagens spil (tak, Simon Engelhart), hvor man bliver præsenteret for et navn og skal gætte om det pryder et bøfhus eller en bøssebar (hey, konceptet virker også på dansk – bøfhusellerbøssebar.dk – hvem laver det?). Det er lavet på rigtig data, og man får selvfølgelig svaret bagefter og får at vide, hvor mange andre, der også har gættet rigtigt eller forkert.

Jeg gad godt vide, om de etablissementer, der bruges i spillet quizzen, også får at vide, hvor mange der tager fejl af deres navn. Der er nogle af bøfhusene, som har ret fesne navne.

Jeg synes der mangler en knap på aviserne og tv – mest tv. Den skal hedde ‘dette er en ikke-historie’-knappen, og den skal man kunne trykke på, når der f.eks. bringes en historie om at statsministeren er blevet fotograferet med en reality-kendis, og hans spindoktor gerne vil have billedet taget ned fra Facebook.

Måske kunne man koble denne service med Digg, så man både kan følge trending emner og nyheder, og følge hvad folk ikke gider høre om.