Det var vel blot et spørgsmål om tid, før al vores snak om social kapital & valuta fik nogen til at tænke, at det jo er til at betale med.

Pay with a tweet lader dig betale med en præ-fabrikeret tekst for f.eks. en bog, men sikkert med tiden også for andre digitale ydelser, der kan sælges i bulk (dvs. de er digitalt skalérbare). Tanken er den klassiske virale; du fortæller dine followers på Twitter om bogen via tweetet, til gengæld får du bogen.

Jeg har nu prøvet det – jeg ‘købte’ bogen ‘OM MY GOD WHAT HAPPEND AND WHAT SHOULD I DO’ (really, det hedder den) – med det uskønne tweet “This Book helps you to move into the Digital era of awesomeness. Download it for free: http://bit.ly/4R9rth”, som meget dårligt passer til min vanlige Twitterstil. For at få  bogen, skulle jeg dog tweete via deres app, og da jeg godkendte den, godkendte jeg også, at de fik adgang til min profil, hvilket jeg nu er lidt ked af.

Ideen er sådan set fint; systematiser det mikrovirale. Det havde være sympatisk, hvis man kunne få lov at redigere det tweet kan sender ud. Og egentlig bryder jeg mig ikke om at blive gidseltaget – altså, jeg får først bogen, når jeg har sendt tweetet. Hvis det var en fed nok bog, så skulle jeg nok tweete url’en alligevel.

(Ps. Man kan nemt slette sit tweet, når bogen er downloadet – og under dine settings på Twitter kan du trække app’ens rettigheder til din konto tilbage.)

Yes, det er fredag igen, utroligt så glad man bliver, selvom det trods alt sker hver 7. dag. Og jeg synes det er passende at runde af med et afsnit af ‘Ting, jeg frygter på arbejdspladsen’.

Jeg holder meget af mine kolleger. De er kloge, rare og sjove, så man kan ikke bede om mere. Og når vi en gang om året tager på tur nogen dage alle sammen – som vi skal på søndag – så er det hyggeligt.

Men jeg har det mærkeligt ved at se dem let afklædt.

Den første tur jeg var med på i Advice, var jeg så ny, at jeg slet ikke var startet med at arbejde endnu. Vi var i Contignac, Frankrig, og poolen så fantastisk ud. Der gik heller ikke mere end 10 minutter før en gruppe kolleger havde skruet sig i badetøjet og havde startet en vild leg i vandet.

Der er ikke objektivt noget galt med at se sine kolleger i badetøj. Det er bare en lille smule for intimt. Det er jo ikke sådan at jeg bliver dårlig og må vende mig væk – hey, jeg hopper såmænd også selv i bikinien når det er varmt nok – men det er en lille smule grænseoverskridende. Hellere ti fremmede i bar overkrop og g-streng, end en kollega i badedragt.

Men i år skal vi – efter mange ture i sydens sol – til Sverige på den årlige tur. Og selvom det bliver godt vejr, så forestiller jeg mig at vandet er så koldt, at badeture vil blive holdt på et minimum.

Uanset hvor meget du havde på hjerte før du blev forælder, så mangedobles det pludselig når bolden revner og du har lavet en ny borger.

Der er ingen ende på hvor mange billeder man kan tage, videoer der kan skydes og små livsvigtige detaljer der kan kommunikeres. Der er bare et problem; selvom der i princippet er masser af plads på internettet, så kan vi børnefamilier hurtigt komme til at lave en baby-tsunami på alle de andre stakler, der bare gerne vil spille Farmville på Facebook i fred.

For slet ikke at tale om privatlivets fred for dit barn – måske vokser det op og er ligeglad med antallet af videoer på Youtube i hans navn, men hvem ved? Jeg tror man kommer til at betale for at sikre en ordentlig beskyttelse af private oplysninger i fremtiden, og det man betaler for er som regel det, der opleves som noget værd. Så hellere spille sikkert.

Så her er 3 tips, der i basis-versionen er gratis, men hvor man kan betale for bedre services.

Billeder. Da min søn var 3 måneder gammel havde jeg taget mere en 1000 billeder. Tusind. Naturligvis sorterede jeg i dem, men der var stadig et par hundrede som blev oplevet som relevante af den nærmeste familie. Forestil dig hvor upopulær jeg ville blive, hvis jeg havde postet dem på Facebook. I stedet lavede jeg en lukket gruppe på 23HQ, som er en gratis billeddelingstjeneste. Du gør således:

1. Opret dig som bruger på 23hq.com
2. Under menupunktet ‘Fotogrupper’, klikker du ‘opret fotogruppe’
3. Når det er gjort, finder du menu-punktet ‘Opsætning’ – det er dine egne indstillinger
4. … Og under opsætning klikker du på fanen ‘Indstillinger’
5. Her skal du under ‘Billeder’ vælge, at uploadede billeder er private som standard. Det skal du også have andre der tilføjer billeder til gruppen til at gøre
6. Når du står inde i gruppen, skal du også redigere gruppens indstillinger. Her skal du vælge, at kun fotogruppens medlemmer kan se dens indhold
7. … og så skal du naturligvis invitere familien

Video. Hvad end du optager med din mobil eller med et semi-pro HD kamera, så har du sikkert allerede opdaget, at hvis du sender filerne til familien, så er de enten for store til at mase ud af dit mailprogram eller også har modtageren ikke den rette type player til at se dem. Løsningen er igen en lukket gruppe, denne gang hos Vimeo. Sådan gør du:

1. Opret dig som bruger og opret en gruppe
2. Hver gang du uploader en video, skal du klikke dig ind på den fanen der hedder privacy (den kan du åbne mens videoen uploader), og sætte den til, at ‘Nobody’ kan se videoen. Husk at klikke ’save’! Du skal også klikke på ‘Add to’-fanen (mens filen uploader) og tilføje videoen til den gruppe, du allerede har oprettet. Det er nemlig sådan at når man tilføjer videoen til en gruppe, overrides ‘nobody’, men KUN til medlemmer af gruppen.
3. Og derfor skal gruppen være lukket, invites only. Gå ind på gruppen, her skal du ind på Settings, og herunder ind på Membership og sætte indstillingerne til, at kun medlemmer kan se gruppen (husk nu at gemme, ikke?)
4. … og så skal du i gang med at invitere. Bemærk, at først når en person er blevet en Contact, kan de inviteres til en gruppe. Besværligt, men sådan er det med privacy.

Statusopdateringer. Det er fristende at oversvømme Twitter og Facebook med de fantastiske ting du oplever med dit barn, men hvis du gerne vil holde det til en lidt smallere målgruppe (hvilket jo efter sigende er en god idé med det meste kommunikation), så prøv Yammer, der er en slags lukket Twitter. Det er egentlig lavet til virksomheder, men familien er jo også næsten en organisation, ikke?

1. Opret konto, og lad dig ikke skræmme af at Yammer tror at alle i dit nye lille netværk nok har en email-adresse der er magen til din efter @-tegnet. Senere i proceduren kan du invitere alle slags email-adresser
2. … og så er det bare igang med at komponere statusopdateringer hver gang junior har lagt en turban!
3. Hvis du synes det er for meget af det gode at skrive statusopdateringer hver dag, så kan du bare brug det lille forum der er tilknyttet din 23HQ-konto. Det hedder ‘Samtaler’ og er ret enkelt.

Hvis du betaler lidt….

Så får du hos 23HQ ubegrænset upload af billeder, mod de 30 om måneden per bruger de har som begrænsning i deres basisløsning. det koster 149,- for et år og er pengene værd-

Hos Vimeo får du for 59.95 dollar 5GB upload om ugen, kommer foran i upload-køen (dvs. dine videoer er hurtigere klar på sitet), samt muligheden for at lave lige så mange gruppe du vil, modsat den ene der kan laves i gratisversionen. Køb bare, hvis du planlægger at lave mange videoer.

Yammer har også betalingsløsninger, men det har du slet ikke brug for på familie-niveau.

Når alt det er gjort, så har du en lykkelig familie, der kan mæske sig i indhold, og du har bevaret din skrøbelige street cred blandt horder af venner, bekendte og kolleger. Dermed ikke sagt, at du skal forbigå i stilhed at du er blevet forælder, men du kan nøjes med lidt nøje udvalgte godbidder, der lige netop er sjove nok til at blive delt med en større kreds.

KCast har længe (mere end 3 år, faktisk) været helt sin egen. Men nu har vi fået et uforpligtende forhold.

KCast udkommer nu også på KForum. Og så er der måske lige et par ting der skal pointeres: KCast er ikke en forretning. Det er KForum. Men der er ingen penge imellem os, der er kun en aftale om, at KCasts indhold også findes på KForum, og må bruges redaktionelt af dem.

Da vi begge har faget kommunikation i bredeste forstand som omdrejningspunkt, så kunne der være fordel i at slå pjalterne sammen. KCast vil få et potentielt nyt publikum, KForum vil få indhold i en ny form.

Og så vil jeg da ved samme lejlighed nævne denne uges cast om findvej.dk, hvor Peter Brodersen fortæller, hvordan han har givet rent kommercielle kortudbydere som f.eks. Krak baghjul.

GOOD Magazine, dem med de smukke infografikker, har lavet denne, der viser hvor amerikanske blogs og twittere henter det indhold, de taler om. Det gør de fra gamle medier, som dagblade og magasiner. Ingen overraskelser der, men alligevel sjovt at se emne-vægtningen. Tech fylder mere på Twitter end jeg troede – og jeg bemærker mig fraværet af sport! Jeg har ikke været bevidst om der før, men jeg kan sagtens også fra Danmark genkende the science gap – det, at bloggere og twittere (over en kam!), opfatter teknologi som havende en rolle for moderne kommunikation, og en optagethed af naturvidenskaberne, der næsten ligner penismisundelse (i DK fylder humanister en del i mediebranchen, og mediebranchen fylder meget i nye medier).

Og så mangler der en parameter: Selv-reference. Blogs og tweets, der refererer til blogs og tweets. Min fornemmelse er, at det fylder en hel del. Den her undersøgelse kunne være sjov at lave i Danmark. Der er vel ikke en specialestuderende, der lige står og mangler et emne?

(Analyse-rapport >)

(Videoday på 23)

Takket være Morten Gade (tidligere Bysted, nu digital chef hos FDB), har vi fået et oversigtssite, der viser hvad der bliver publiceret digitalt i og om den danske kommunikationsbranche. Det hedder komm.dk, og aggregerer både kommercielle sites og blogs. Lige hvad vi manglede – tak!

Hvis man synes der mangler nogle kilder kan man foreslå nogen – jeg synes der mangler noget under ’sladder i kommunikationsbranchen’, men kan ikke komme på nogen officielle kilder.

Jeg bistod for nylig en journalist, der var ved at lave en historie om et reklamebureau, der mildest talt lavede vildledende PR – både for sig selv og deres kunder. Blandt andet har de fået placeret historien om at deres film for en nordjysk efterskole er blevet set af mere end 40.000, mens sandheden er i omegnen af 2000.

Journalisten Mikkel Hvid har publiceret sin historie, hvor han som man som journalist bør, han inddraget så mange kilder han kan, herunder de implicerede kunder, bureauet og andre, der kender til video- og reklameproduktion. Så langt, så godt. Artiklen er kritisk, ja – men der bliver ikke delt nær så mange lammetæv ud som han kunne have gjort.

Reklamebureauets svar (originalt blogindlæg er blevet slettet af bureauet, link er til pdf uden grafik taget et par timer efter publiceringen af dette indlæg) er at forsøge at så tvivl om journalistens troværdighed, og påstår at flere kilder er blever fejlciteret, uden dog at underbygge den påstand. De fortæller også at Mikkel Hvid er ansat i et vikariat, som om det gjorde en forskel på det arbejde han udfører.

Han får også skældud for at citere mig, fordi jeg ifølge min arbejdsgivers website er på barsel. Well, til det vil jeg bare sige, at det vist ikke er mig der har mest ammehjerne – jeg kan godt udtale mig, mens jeg passer mit barn. De påstår også at han er udskældt på Facebook, men lad os nu se, hvem der har oprettet den gruppe.

Det ligner lidt en Fashionministeriet, der bliver lavet her – nogen har dummet sig, og tror at en sur (dårligt skrevet) svada får det til at gå væk.

Efter at have moret mig lidt på deres nyhedsside om dem selv, gik det op for mig, at udover at de tilsyneladende laver lidt speciel PR, så laver de meget enslydende kampagner for efterskoler. Der er Talentjagten for Lynghøj Efterskole, Stjerneakademiet for Rinkenæs Efterskole, Bliv Superstar for Lunderskov Efterskole og Berns Stars for Bernstoffsminde Efterskole. Nå ja, man må da håbe at de fire efterskoler ikke er alt for meget i konkurrence om eleverne…

Der er i øjeblikket debat om 3 videoer fra Svendborg Bibliotek, der har valgt at markedsføre sig i den platte genre. Om det kommer til at virke, er en diskussion for sig. Indtil videre kan Svendborg Bibliotek glæde sig over alle de gange der bliver sagt Svendborg Bibliotek, takket være medie-opmærksomheden.

Det eneste der for alvor er faldet mig for brystet, er Preisler fra reklamebureauet Mensch, der til Politiken blandt andet siger:

»Vi ser desværre mange reklamer som de her for tiden. De er billige at producere, og de er hurtige at sende videre. Problemet er, at de ødelægger den virale markedsføring som kanal. De ødelægger det – så at sige – for dem, der godt kan finde ud af det. Det svarer lidt til, at man ikke kan sende husstandsreklamer ud, fordi postkassen er fyldt med tilbudsaviser«

Ødelægger dårlige videoer viral markedsføring som kanal? Nej. Bare rolig. Dårlige reklamer har jo heller ikke ødelagt tv-reklame, men det er nu ikke argumentet. Viral markedsføring er slet ikke en kanal, på samme måde som tv-reklame. Viral markedsføring er det, at folk har lyst til at sende noget videre, fordi det gør dem selv fede (sjove, kloge, først-med-det-sidste, osv.). Så hvis man skal ødelægge vital markedsføring, så skal man ødelægge folks glæde ved at glæde andre, ved at vise sig og i det hele taget slå al small talk ihjel. Her er Youtube bare et af flere redskaber, som man bruger til at dele med.

Og når det er sagt, så skal man huske 80% lort-reglen. Uanset om det handler om (viral) reklame, bøger, film, mad, musik og hvad der ellers er skabt til glæde for mennesket, så er 80% af alt i en given genre dårligt. Sådan er det bare. Så der er ingen grund til at være bange for kikset viral markedsføring – det skal nok regulere sig selv.

I søndags talte vi med Søren Bechmann om servicedesign i KommunikationsCast – særlig mangel på samme hos mange virksomheder i Danmark.

Men nu er jeg kommet i tanken om nogen, som gør det godt: Lovefilm.dk. Ikke nok med at hele processen om det at få filmene ønsket, tilsendt og afleveret er særdeles enkel, deres konvolutter er et dejligt stykke servicedesign i sig selv.

Man får sin film i en lille flad konvolut, som man åbner i den ene ende. Så hiver man en flap af, og fluks er den ommøbleret til en returkonvolut, så man bare skal lægge filmen i og lukke en lille klistre-flap. Adresse, porto og det hele er fortrykt på konvolutten.

Med deres konvolut har de imødekommet så meget som de kan, af det der gør folk trætte at tænke på, når de forestiller sig hvordan sådan en ydelse skal fungere – man skal ikke tænke på porto, konvolutter eller adresser.

Og som Søren siger i interviewet, så er godt servicedesign attraktivt for kunden, og effektivt for virksomheden; det er garanteret meget nemmere for Lovefilm at håndtere modtagelsen af filmene i standardkonvolutter, der alle åbnes på den samme måde, end at skulle side og pille tape af folks hjemmegjorte pakninger.

(Gad vide om de har en fiks maskine, der selv kan åbne konvolutterne, eller om der sidder en masse mennesker på samlebånd og åbner dem?)