emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Her kan du læse om de 5% af mig selv, som jeg lægger åbent frem. Og ikke mere end det.

Tryg ved skyen

Der er en lukket fotogruppe for min søn, med knap 2300 billeder. Selvom de fleste synes at 2300 billeder er ca 2295 for mange billeder at se af min søn, så har den stor værdi for den nærmeste familie.

Det er også min egen primære billedkilde, fordi den er nogenlunde kronologisk og søgbar.

Men jeg er stadig ikke helt trygt ved udelukkende at opbevare noget online, selvom det ikke er rationelt. Risikoen for at sådan en service bliver bombet eller drukner i et skybrud er nok noget mindre end risikoen for, at min eksterne harddisk (som er min backup) bliver stjålet.

Men der er sjovt nok en mental forskel. Der er noget meget trygt ved medier jeg selv ejer og opbevarer. Måske er det fordi at hvis jeg personligt blev bestjålet, så ville det være objektivt forfærdeligt, hvorimod et force majeure som et skybrud ikke ville give nær så meget medlidenhed – kun debat om it-sikkerhed og hvilken service, der er at foretrække frem for den anden.

Men jeg er dog kommet så langt, at skyen er min kilde – det er den primære opbevaring af mine ting, og hardwaren er (ekstra) backup (af nogen få ting har jeg også backup i skyen). Men det føles sært at tage backup af noget der bor i skyen.

(Og når man først begynder at tænke på backup, så kan det virkelig spinne… burde jeg ikke have mindst to eksterne harddiske og mindst to ekstra skyer? Eller bare tre skyer og en harddisk i en bankboks?)

Avislæsning, revisited

Efter at have taget avislæsning op igen sent i livet, opdager jeg, at jeg ikke kan lide min information fortygget, og at jeg foretrækker at læse meninger af mennesker jeg kender.

En søndagsavis er så appetitlig med alle de mange lag papir og de smukke billeder – ikke mindst lyden når man folder og bladrer er dejlig. Men det er lige så utilfredsstillende som at have købt en bog og opdage, at der kun står et ord på hver side.

Fansorg

Billede 15 13-55-58 Jeg forstår først nu de, der sørgede så dybt ved Prinsesse Dianas død. Det er første gang at jeg er berørt af en persons død, som jeg slet ikke kendte. Og hvis historie jeg kendte meget lidt til.

Havde jeg endda så bare været en rigtig fan, sådan en der sværger til alting Apple og som har læst biografier, men jeg savner min Lenovo og blev overrasket over, at han ikke var ældre.

Og alligevel er jeg ked af det. For når man har set storhed, er det trist at miste muligheden for mere.

(PS. Dagens bedste nekrolog er fra Stephen Fry > )

Tre gode grunde til ikke at farvesortere dine apps


Jeg har nu haft mine apps farvesorteret i et stykke tid. Jeg tænkte først at det var smart. Men det synes jeg ikke længere.

Her er hvorfor du ikke skal farvesortere dine apps:

  1. Du kan intet finde på din telefon. De færreste af os husker i farver – uanset hvor meget vi elsker at farvekode vores websites, mapper og mails, så skal der faktisk noget mentalt arbejde til for at koble en farve og en ting. Således også med apps. Selvom jeg ikke har ret mange apps, så bladrer jeg i panik hver gang jeg skal finde noget jeg ikke bruger hver dag.
  2. En enkelt ny app ødelægger alt. Når man først er gået i gang, skal det følges til dørs – og der kan en ny app med for mange farver godt være en torn i øjet. Jeg overvejer stadig at slette den Ludo-app, der jo hører til flere steder, og itunes app’ens farve gør ondt i mine øjne, så jeg er meget tilfreds med hele tiden at have den slået fra (pga. børnesikkerhedsindstillingerne).
  3. Du kan ikke gå tilbage. Når du først har farvesorteret, hvordan kommer du så tilbage til den gamle tilfældighedssystem? Jeg mener, det er da den totale fallit at sidde og prøve at blande sine apps “tilfældigt”, og hvilke andre systemer er der egentlig derude? En løsning er naturligvis at mase det hele i mapper og have det på en side, men det må da være endnu sværere at finde rundt i.

(Og nej, jeg farvesorterer hverken mine bøger eller mit tøj)

Læsegruppe: “Program or be programmed”

Ikke nok med at jeg alt for sjældent får læst en hel fagrelevant bog, det er endnu mere sjældent at jeg får lejlighed til at tale med nogen om den i mere end fem minutter. Faktisk savner jeg lidt læsegruppelivet – hvor satte man for lidt pris på det dengang – og muligheden for at tage et spadestik dybere end “hvad kan jeg bruge i denne bog til mit næste projekt”.

Derfor håber jeg at der er andre end mig (og @lolula), der har lyst til lidt læsegruppe om Rushkoffs “Program or Be Programmed“.

Jeg sørger for et lokale der passer til antal tilmeldte, jeg sørger for en agenda af en slags og ikke mindst for kage.

Kom glad – tilmeld dig og stem på en dato her >

(Og ja, det er et krav at man har læst bogen – men frygt ej, det er en 150 siders pocketbog stort set uden fagtermer)

Update: Det bliver mandag d. 26 kl 20 på Vester voldgade 2, 2 (Ring på ved receptionen, Advice A/S) – der er kage osv!

Verdens mindste bog

Man skulle tro det var irriterende. At siderne er lige så små som en pixibog, men har fire gange så mange ord og ingen tegninger. Men det er faktisk meget passende, når man skal læse sig i søvn.

Iphones iBook app kan ikke noget særligt, andet end at vise de bøger man har købt eller hentet fra Guthenberg Project. Den har sit eget lys, hvilket er nyttigt om aftenen, så behøver man ikke have lys tændt i soveværelset (til gengæld er man blind, når man kigger op fra skærmen).

Når siderne er så små, så er iBook selvfølgelig ikke så egnet til en pageturner. Den er bedst til bøger, der kræver lidt refleksion og som skal læses langsomt, fordi lixtallet er højt og sætningerne prætentiøse. Fordi iphonen er så let, så kan man også holde den oppe nemmere – men det gør lige så nas at tabe den i fjæset på sig selv, som en rigtig bog.

Der mangler naturligvis blærefaktor ved verdens mindste bog. Folk tror man spiller Angry Birds når man bladrer, og man indleder ikke interessante samtaler med fremmede på baggrund af omslaget. Og man udvikler en ucharmerende pukkelryg, når man bøjer sig over sin lillebitte ord-hersker, for man sætter ikke ordstørrelsen op, for så ville en normal roman fylde lige så mange sider som den har sætninger.

Den lillebitte ordhersker er i udgangspunktet servil. Den husker hvor jeg er kommet til. Men hvis man sætter en finger forkert på dens display, så går alt i smadder. Det er som at jokke i spinaten i en fremmed kultur og mærke alle vende en ryggen.

Men hvis man bare overgiver sig, spiller efter den lillebitte ordherskers regler, så bliver alt nemt og godt. Man kan have hele verdens klassikere med sig og læse sig læsebriller til (,sålænge man har oplader og adgang til strøm, forstås).

Verdens mindste bog er som den uudtømmelige pung fra eventyrene – uanset hvor mange håndfulde guldstykker man tager op, så er der altid flere.

Fake Groupon – det billige gruppepres

Okay, okay – ny forretningsidé! (-agtig. Jeg har ikke lige nogen klar forretningsmodel)

Der findes jo alle de der sider, hvor man går flere sammen for at få et godt tilbud hos en forretning, eller steder som Groupon og Deals, hvor de helt frivilligt tilbyder masse-deals. Meget clever, men kræver jo at nogen bygger et godt site og indsamler brugere og bud.

Men hvad nu hvis man bare bygger en skal, hvor det SER UD som om der er vildt meget gang i den. Og som kræver invitation for at være med.

Og så går man ned i butikken og siger: “Hej – vi vil gerne have fem plasmaskærme. Ka’ du gi’ et godt bud?” og når han så ikke gør sig nok umage med et fordelagtigt bud, så truer man med bål og brand og grimme udsagn på sitet. Og SÅ bliver de bange, nede i butikken.

Spørgsmålet er, hvad sitet skal hedde. Navnet må jo ikke afsløre for meget.

Opsamling på Community Day 11

Som modvægt til mit useriøse indlæg tidligere på dagen om konferencemode, så vil jeg nu prøve at betale tilbage med noget lidt mere … alvorligt. Eller ihvertfald en opsamling på, hvad jeg har lært i dag til Community Day 11.

For det første, så var min forventning, at der ville være en del, som jeg ikke forstod. Det viste sig at være rigtigt. Faktisk var det sådan med dagens fem oplæg (Timmes key note tæller ikke med, han og jeg er begge humanister), at jeg som regel forstod hvad oplægsholderne sagde de første fem til ti minutter, og efter det var der kun glimtvis eller overordnet forståelse. Særlig når der blev demonstreret kode var jeg på røven.

Ikke desto mindre, så går jeg fra konferencen med disse konklusioner:

  • Der bliver lavet færre engines og flere service-på-services – spektret spænder vidt, fra Damgaard der bygger fra bunden, over apphabor der er middelman til skyen og helt over til Demodags mikroløsninger, der er 10 liniers kode, der bruger andres feeds og engines. Det er naturligvis en ret naturlig udvikling – perioden hvor alle skulle opfinde den dybe tallerken er slut – og løsninger, der bare vil løse ét problem er vundet frem (hallaluja)
  • Ingen gider vente (på data) – selvom jeg ikke forstod hvordan det blev gjort, så talte flere i dag om deres metoder til at nedbringe ventetiden, når store mængder data skal kunne bearbejdes af en bruger på kryds og tværs. Forventningerne hos brugerne er skyhøje, løsningerne mange – og det gjorde mig bevidst om, at det bliver den slags jeg kommer til at betale for i fremtiden (når jeg skal købe udvikler-kompetencer)
  • Cloud betyder bare professionalisering – det er det, vi er oppe i skyerne over. Før var en server eller host et kælderrum af cement, som man selv skulle indrette fra scratch, nu kan man leje sig ind i en møbleret lejlighed med dørmand. Et datacenter er stadig et datacenter, selvom det er virtuelt og distribueret

Iøvrigt var Erik Damgaard både en engageret taler og en meganørd. Og han faldt helt ind i dagens dresscode, dog var hans skjorte lidt mere blå en gennemsnittets (den var dog ikke sælge-Helge blå).

Og Demodag er simpelthen så fedt. Man burde overføre det til alle fagfelter – kom og demonstrer (ikke præsenter) noget du har lavet der virker på syv minutter.

Og selvom jeg har et kontorjob, så er jeg åbenbart ikke vant til at sidde ned så længe, for jeg har ondt i siddepuden.

(PS. Please, hvis der er noget jeg har misforstået ovenfor, så sig det nu. Det er ikke bare muligt, men sandsynligt)

(PPS. Tak til CD11-arrangørerne for et super & gratis arrangement. Respekt. Vi ses næste år)

Modeindlæg fra Community Day 11

Vi sad på græsset foran Kedelhallen og blev enige om, at hvis vi skulle imødekomme kvindestereotypen, så burde vi både strikke, dele madopskrifter og skrive modeindlæg. Jeg har ikke fået mit strikketøj med, så her kommer et modeindlæg:

Påklædningen falder i tre kategorier på CD11:

1. Jeans + polo
2. Jeans + skjorte i tern eller striber (ensfarvet er too business, det her er specialister)
3. Jeans + t-shirt, gerne med print, men default er ensfarvet og no-name (det er sådan jeg selv er klædt på)

Udover det, så synes jeg faktisk, at der er rigtig mange pæne frisurer.

(Og nu vil jeg lytte til de mange gode indlæg)

Samtaler bliver aldrig store

(svar til “Hvor er samtalen blevet af?” af Claus Dahl og “I shop online, therefore I am” af Lara Mulady)

Hver dag er der brok at finde på sociale netværk som f.eks. Twitter. Hvorfor svarer virksomheder ikke på tweets og håndterer de utilfredse brugere? Det må da kunne give værdi.

Når man er en virksomhed af en vis størrelse, så er det et vigtigt valg hvordan man skalerer sin kommunikation og kundeservice. Hvis man vælger at håndtere kundetilfredshed via Twitter og Facebook, så skal man svare på alle henvendelser, det skal ske systematisk og forudsigeligt – og det skal være fordi det at håndtere slutkunderne på de medier letter presset på de traditionelle supportkanaler.

Forventningerne til hvad en virksomhed kan svare på vil være høje – man vil ikke kun forvente en samtale, af og til, med en medarbejder, man vil forvente service.

Fra samtale til service
Når Claus Dahl spørger hvor samtalerne er blevet af, og peger på, at vi kan ende et sted, hvor det bare handler om at råbe højt på en eller anden kanal, så får man hjælp, så peger han på noget meget centralt. Vi kommer til at skelne mellem samtaler og service på nye medier meget skarpere.

Det SAS og Telmore gør, er service, ikke samtale.

Samtaler bliver aldrig store.

Samtaler er mellem få personer, ikke mellem kæmpestore grupper af mennesker. I en samtale kan vi godt starte som fremmede for hinanden, men mens vi taler, opbygger vi en relation – det er noget der kræver lidt arbejde og noget af os som personer. Så en hurtig forespørgsel, en surt opstød og de svar vi får på det, er ikke samtale.

Den sure digisumer
Når Lara Mulady skriver at digisumeren (Laras ord er digimodern consumer, men jeg synes den korte version er sjovere) er klar til at lade sig engagere, så er det delvist rigtigt – for samtidig er vi ved at fostre en generation af krævere, der taler digitalt behandlersprog og råber #fail med største velbehag.

Digitaliseringen i Danmark – og resten af verden – er en udviklingsproces, som vi kun er midt i, og det ville klæde de fleste af os at finde vores samfundssind frem og arbejde med, ikke mod strømmen.

Virksomhederne skal afstemme forventningerne
Så what’s next? Der er masser af virksomheder, der har gjort sig gode erfaringer på Twitter, Facebook og blogs – flere og flere monitorerer professionelt, har et system for hvor og hvordan de svarer på kundeudbrud og det er blevet en vigtig del af opbygningen af et mere transparent image for disse virksomheder.

Så kunderne møder virksomheden nye steder, på nye måder – og får en god oplevelse. Hvad betyder det? På godt og ondt vil forventningen stige – hvis man har talt med en flink fyr på Twitter, har man så ikke øgede forventninger til oplevelsen i den lokale butik?

Uanset om man er i den offentlige eller private sektor, så vil virksomhederne fremover afstemme kundernes forventninger meget skarpere i fremtiden: Er det service, samtale eller er man medudvikler på et nyt produkt, når man møder virksomheden i et personligt eller professionelt medie.

Brands, hvor kunder traditionelt ikke er ret loyale (f.eks. telefoni), vil få store altfavnende serviceapparater, der kan tage hånd om de kunder, der skifter kommunikationskanal som andre skrifter undertøj. Brands med lange relationer til deres kunder, kan vælge at have en palette med et mindre udvalg af dialogkanaler, der så til gengæld kommer til at handle meget mere om samtalen.

Podio – love your tool

Billede 4Tillykke til Podio og min bedre halvdel med den fantastiske lancering i San Francisco. Smuk omtale hos TechCrunch, FastCompany og Mashable.

Now go sign up!

(“Love your tool”-overskriften er fra noget markedsføringsmateriale Podio lavede til San Fran, men jeg har ikke lige kunne finde et billede af det).

Ugens rapport: Think Quarterly

Billede 3Google er ikke ligefrem kendt for lækker kommunikation – men for hurtig og præcis kommunikation. Derfor er det både overraskende og fedt at se dem komme med et online magasin som Think Quarterly, der er i den absolutte top både hvad angår indhold og udførsel.

Den første udgave handler om data og hvordan data-paradigmet har indflydelse på forretningen. Naturligvis krydret med fin infografik. Det er så lækkert at man ville ønske at man kunne få det på print – så hvis man skal have det med over i sofaen må det blive på hus-ipad’en.

Læs det før din chef – og kast med de helt, helt rigtige referencer, såsom: “Better information makes better markets”.

Men Google gør ikke kun det her for vores blå øjnes skyld – imellem seriøse essays om åben data og fremtidsforskning og et interview med data-helten Rosling, dukker der også ligefremt salg op, såsom 6 gode råd til at optimere brugen af Adwords, fordelene ved annoncering + viral anvendelse af Youtube og behovet for datafiltre (=Googles fab søgealgoritme).

Så Google har lavet et kundemagasin. Nogle genrer dør aldrig.

(Følg dem også på Twitter på @ThinkQuarterly, hvor de lige nu spytter spændende data ud) (Og vil du hellere læse den på papir, så hent den via Issuu – den flotte grafik er ikke voldsomt læsevenlig)(Issuus egen omtale af publikationen)

År 2010 i Twitter og blogs

Tak til min næsten-kollega René for at uddybe min anden næsten-kollega Stefans status på blogsofæren >

Hvis du bare læser de to indlæg, så behøver jeg vist ikke skrive noget. Medmindre der er noget du vil have uddybet?

(PS. Når vi kalder hinanden næsten-kolleger, så er det fordi de tre virksomheder vi sidder i, godt nok bor sammen – men vi har tre forskellige ejerforhold, med overlap på kryds og tværs. Det er sådan lidt familie på gule plader-agtigt. De fleste af os har dog samme far, nemlig Jesper Højberg. Hvis man skal kalde grupperingen noget, er det Advice Netværk. Vi laver også mange projekter sammen, spiser frokost sammen – og sladrer ved kaffeautomaten. Bare så du ved det)

Er du mediemasochist?

Tak til Nadja Pass, der i dag skrev definitionen:

“Mediemasochist: Person, der i faglighedens navn udsætter sig selv for fuldstændig forfærdeligt fjernsyn – fx Lykke eller Danmarksindsamlingen – alene fordi vedkommende finder nydelse og faglig tilfredsstillelse i at kunne harcelere ordentligt over programmernes ringe kvalitet”

Og ja, jeg synes det er særlig spændende, at en stor del af primetime tv ser ud til at blive produceret netop med mediemasochisterne for øje. Men mere interessant er det nok at spørge, hvorfor der er blevet så mange mediemasochister. Og hvad med os andre, mediesipperne, der gerne vil have old school tv tilbage (og ikke gider skulle bruge faglig energi på at harcelere, men bare gerne vil nyde noget, der ikke gør ondt at se på).

Og er man så egentlig mediesadomasochist hvis man selv deltager i et tv-program, der er lavet til mediemasochisterne?

Kombinér godgørenhed med … hvadsomhelst

pic-runforgood_061Godgørenhed i mange former er en trend, der ikke er til at komme udenom. Og det kan kombineres med hvad det skal være – som nu The Good Gym, hvor motionister kombinerer løbeturen med et besøg til en mindre mobil borger i deres nabolag.

Altså, det er jo en god idé. Men det virker også lidt fjollet. Det er en slags over-effektivisering. Man kombinerer og kombinerer, og hvor bliver det hele så af?

Ja tak, gør alt hvad I kan for at give mig bedre service

Gårsdagens to indlæg om “social media management”  (deMib og Lara Mulady) er interessante, fordi vi nu endelig finder ud af, hvad danskerne er villige til, når det handler om at give køb på det, man vel bedst kan betegne som oplevet privatliv.

Lara havde brokket sig over Fullrates produkt på Twitter, og Fullrate, der overvåger Twitter af samme grund, tilbød hende efterfølgende hjælp per email. De kunne på baggrund af de oplysninger, der var tilgængelige på hendes Twitter-profil – nemlig hendes navn – slå hende op i deres kundedatabase og finde hendes email-adresse. Fantastisk service, mener nogen og jeg selv. Overvågning, hævder Forbrugerådet. Læs deMibs indlæg hvis du har brug for detaljer om, hvorfor det er noget vås.

Det specielle her er, at til trods for de sidste par års massive snak om Facebook, Twitter og andet godt & socialt på nettet, så er der stadig mange der tror, at socialt betyder lukket fest. Man talte tidligere om privacy by obscurity, altså det, at godt nok kan alle finde dig på nettet – men det er der nok ikke nogen der gider, for så spændende er du ikke. Men sådan er det ikke længere, for nu er virksomhederne kommet på nettet, og for dem er alle potentielle eller eksisterende kunder.

Jeg havde ellers så småt spået, at 2011 ville blive året, hvor der ikke var flere der jokkede så monumentalt i spinaten som Ditte Okman, og hvor vi – som nation – endelig forstod hvad nettet er og kan.

Jeg er godt tilfreds med virksomheder som Fullrate, der bruger de muligheder der er på en intelligent måde. Jeg håber at de steder jeg er kunde, vil gøre lige så meget for at give mig god service.

Jeg ved, at information, jeg selv lægger på sider, der kan ses af alle med en netforbindelse, kan bruges i mod mig – og for mig.

Update 13/1: Forbrugerrådet trækker i land

Emme.dk – nu også som indhold på spamblog

Det er, som når man bliver karikeret første gang. Det er en slags ære, for så ved man, at man er vigtig nok til at blive svinet lidt til. Det indhold jeg producerer her, er nu også blevet vurderet godt nok til at blive brugt som indhold på en spamblog.

Der findes mange slags spamblogs, med forskellige del-formål, men fælles for dem er, at de skal indtjene annoncepenge til deres ejer. Og jeg har intet i mod at man viser og bruger mit indhold som man nu vil – ellers ville jeg ikke udbyde et rss-feed – men jeg synes nu det ville være sympatisk, hvis mit indhold blev brugt til noget, der på en eller anden måde havde gavn. Eller var fedt. Eller blev brugt.

På danskeblog.com, hvor mit og en hel masse andres indhold bliver brugt nu, er der altså ikke meget formål. Jeg kan godt se, at det skal ligne en oversigt over danske blogs, men det er en meget ringe en af slagsen, for der er ikke en liste over de af os, der “bidrager” og der er kun 10 indlæg på forsiden, så man skal bruge en del klik for at få sig et overblik. Karakteristisk er det også, at ejeren er anonym. Og så vil jeg tro, at de fleste brugere på danskeblog.com ender der ved et uheld, via en søgning, og derved ikke er brugere som sådan.

Titlen er ikke til at stå for. Danske Blog … Hvor har man bare lyst til at tilføje det s med en spritpen.

Egentlig irriterer det mig allermest, at der kommer et pingback på alle de indlæg som danskeblog.com bruger – dvs. at jeg uden at ville det, bliver tvunget til at linke til sitet. Er der nogen WP-brugere, der ved om man kan modsætte sig pingbacks fra et bestemt site?

Danskerne og lokationsteknologi – rapport fra LocationLab

Billede 6Jeg elsker små listige rapporter om danskerne og ny teknologi og jeg blev glad, da jeg så @anderscolding offentliggøre en om danskernes brug af og holdninger til lokationsteknologi. Rapporten er lavet sammen med Userneeds og har 2000 respondenter.

Det første der undrede mig var, at rapporten fortæller, at mere end 50% af danskerne siger at de ikke har GPS på deres telefon. Konklusionen i rapporten er, at det betyder at danskernes ved hvad GPS er (ellers ville de vel svare ‘ved ikke’). Men jeg er i tvivl om det er den rigtige fortolkning af det svar. Jeg tror, at mange af respondenterne tror de ved hvad GPS er og ikke ved om de har det på deres telefon. Så mange af de, der har svaret nej, har faktisk GPS.

Kan man mon sammenligne med tal i telebranchen om hvor mange danskere der har GPS på deres (nyeste) telefon? Det kunne være lidt interessant.

Jeg elsker konklusion nummer tre: At det ikke kun er “de unge” der har smartphones. Det er danskerne over en bred kam aldersmæssigt. Det svarer til den fordom at det er de unge der er på Facebook og de unge, man kan nå med kommercielle budskaber på Facebook, når det i virkeligheden er os voksne eller halvgamle røvhuller, der larmer allermest på Facebook og som er nemmest at engagere. De seneste projekter jeg har lavet, viser klart, at de yngste målgrupper laver en meget skarp opdeling mellem deres sociale liv (på f.eks. FB) og alle seriøse beslutninger om køb, uddannelse og job må meget gerne foregå på tilsvarende seriøse medier.

Konklusion fem omkring kvindernes lavere brug af kort på deres smartphones vil jeg slet, slet ikke gå ind i. Det vil blive en endeløs diskussion af, om det er fordi vi ikke kan læse kort alligevel eller om det er fordi vi forbereder os bedre og derfor ikke har brug for kortet. Eller noget.

Hvis vi skal være seriøse igen, så er det ærgerligt men forståeligt, at danskerne stadig er relativt skeptiske overfor lokationsteknologier. Meget overordnet kan man sige, at både mænd og kvinder synes det er skræmmende at andre kan se deres position og kan ikke umiddelbart se noget praktisk i det. De synes ikke det er specielt hyggeligt, og de tror, at det kan føre til indbrud i deres hjem.

Jeg synes ikke der er en tydelig logik, der gør, at det er nemmere for indbrudstyve at finde mig og min position på FourSquare, end det er at ringe til mit arbejde og spørge om jeg er der.  Skepsis handler ofte heller ikke om logik, men er den emotionelle stopklods der gør, at vi ikke kaster os ud i noget nyt, før vi kan se en fordel af den ene eller den anden slags.

(Se også den næste rapport fra LocationLab om den spontane geosociale forbruger)

Ugens tag på Twitter

I denne uge glæder jeg mig til at følge tagget #politiskecovernumre.

Jeg elsker allerede Hvorfor er Løkke så lunefuld, Do You Villy Want Me og Merkel don’t preach.

Tak, @lasserimmer. Tagget startede mandag morgen og her til aften har det spredt sig som en steppebrand. Forvent bunker af vandede vitser. Kommer #politiskecovernumre til at overgå den danske version af #oneletteroffmovies (#etbogstavvækfilm)? Time will tell.

(Ærgerligt at Twitter ikke gemmer gamle tweets. På den anden side – så kan man gentage de sjove memes hveranden måned)

Auto-tweets er som en fugtig bøvs

Jeg var egentlig i gang med at lave en liste over tredjeparts services/apps til Twitter som ville være gode at undgå af to grunde:

  1. Fordi de opbevarer dit password
  2. Fordi de auto-tweeter, så snart du har tilføjet dem (lede spammaskiner)

I første omgang begyndt jeg at opliste apps jeg selv havde prøvet og været utilfreds med (f.eks. pay with a tweet, twiffiency osv). Og så ville jeg supplere med at prøve lidt forskellige udvalgte apps. Indtil jeg fandt ud af, hvor mange der er. 250.000 er der lavet på Twitter API’et – og der er mange lister, der viser de mest populære.

I mandags kom Twitter mig i møde med punkt 1, ved at udrulle OAuth, som er en måde at bruge apps til Twitter, uden at de skal opbevare dit password. Hurra. Jeg synes altid man har en lidt sveden fornemmelse, når man godkender adgang til Twitter eller Facebook, uden helt at være på det rene med hvad det betyder. Men nu garanterer Twitter altså, at andre ikke får mit password, så længe jeg kun godkender apps der bruger OAuth.

Jeg kunne stadig godt bruge listen over apps, der autotweeter. Når man ved et uheld får brugt sådan en app, så føles det som at have fået en engangs-virus. Man kan jo disable app’en med det samme, og slette tweetet – men det er stadig som at have haft Roskildesyge et offentligt sted. Du ved, som at have brækket sig en lille smule på offentlig gade. Auto-tweets er som en fugtig bøvs i ens twitterstrøm.

Listen ville nok hurtig blive rigtig lang, og besværlig at skulle kigge i inden man brugte en ny app. I stedet for er min taktik nu bare at undgå alt andet end meget efterprøvede apps. Farvel til sjov og spas med nye dimser.

Jeg er blevet en konservativ Twitter-bruger.

Next,

Katrine Emme Thielke