emmes weblog

Forleden skulle jeg forklare, hvad en hipster er. Og sagde blandt andet, at hipsterens favoritkød er bacon.

De sidste par år har bacon-feberen været over os. Det har ikke kun været den indforståede snak om bacons skønhed (som f.eks. i Jane Mejdahls fejring af al den svinehud hun har konsumeret), vi har også set opskrifter på bacon-is, bacon-opskrifter galore, bacon-memes (både rå og stegte), og jeg synes, det har nået de højder, hvor bacon fylder så meget af undergrunden, at det snart må tilbage i mainstream.

Men hvorfor er bacon blevet så cool? Hvad er det ved bacon’en der gør, at hipsteren forlader sin veganerkost og kværner en pakke af det svage kød? Er det fordi det er proletarkød? Jeg mener, bacon smager godt, men man kunne også slikke på en saltsten eller gratinere et glas kapers, og få nogenlunde den samme effekt – så det er vel ikke bacon som kulinarisk indslag?. Er det fordi bacon har så indlysende dårlig kød-kvalitet, at det er en slags kød-oprør? Alt andet handler om gode råvarer og kvalitet – men måske er bacon den sidste danske syndighed vi klamrer os til, som rygere, der stædig står ude i kulden og blæser tjære.

Måske gælder det for bacon, som det gælder for hipsters – der er en first rule of fightclub over det. Selv de få, der har røv nok i bukserne til at vedkende sig en mærkat, hipsterheden, gør det med en vis selvironisk distance (ligesom med den kreative klasse) (er det ikke rigtigt, Ricki Mae? Og kan du lide bacon?). Vi elsker bacon, men lad os nu ikke snakke det ihjel.

Classy og Lolula kan godt lide dem runde – sellerierne, altså. Og knoldsellerien er en dejlig grøntsag, når man først har fået den knudrede skræl af uden at hakke hul i egne poter. Den skal helst have lidt kærlighed – eller ihvertfald en masse varme – før den bliver sød og medgørlig som sommerlunkent smør. Rå er den alt for bister til min smag.

Der holder jeg mere af guleroden. Se, det er en alsidig grøntsag! Selv rå er den sød, som et rocknummer med pop-omkvæd, og den er aldrig for sej til at knase. Når man koger, bager eller steger den, bevarer den en viskositet, der gør at den aldrig bliver kvalm. Og den kan løfte alle andre grøntsager med sin farve – hvem gider spise hvide rodfrugter, når man man få dem i farve?

Det bedste ved guleroden er, at jeg altid har lyst til den. Selv når jeg er bræk-mig-stråler dårlig, kan jeg nippe lidt til en, og føle mig forfrisket. Allerbedst er den, når den er så frisk at den smager af muld, men selv en runken vintergulerod er bedre end ingenting. Guleroden er faktisk næsten en frugt – tænk på alle de juicer den kan indgå i! Med ingefær og æble er den en sund vinter-pick me up, og med appelsin og grape får den frisk sommerbid.

Og så skal man ikke glemme at den ser sjov ud. Et helt reklamebureau fuld af kreative kunne ikke have udtænkt en kegleformet orange grøntsag – det ville sgu være for karikeret. Og så med en grøn pom-pom i enden. Madness.

Guleroden – vildere en fiktion.

Jeg har aldrig rigtig fået det endegyldige svar. Måske fordi det er lidt pinligt at spørge. Men som jeg gradvist bliver ældre, forsvinder mit pinlighedsfilter (jeg bliver en træls, træls mor for en teenager).

Så lad mig høre: Skal/skal ikke spise den gule kant på Port Salut-osten?

Og lige så vigtigt: Skal/skal ikke spise den del af skindet på f.eks. en chorizo, der sidder under den officielle indpakning – du ved, den der del af pølseskindet som man skal bruge pincet, neglesaks og en engels tålmodighed for at fjerne. Den der er så integreret med pølsen, at den er mere pølsehud end egentlig pølseskind.

Pølsehud.

Ikke noget kønt ord. Beklager. Jeg håber du forstår hvad jeg mener.

Flere har spurgt, hvordan man laver den svenske prinsessetorta, som er en specialitet i min familie. Prinsessetorta er dybest set et mix mellem Kajkagen og gåsebrystet, da mængden af flødeskum i kagen er næsten vulgær.

Vi mødte kagen første gang i den nordlige del af Sverige, hvor det var en af de mest populære luksuskager man kunne få. Min mor satte sig straks for at lave sin egen version af kagen, og siden er den blevet en klassiker. Mange steder laver man den med både et lag creme og et lag flødeskum, men jeg synes den er dejlig enkel, uden at blive for kvalm, med bare flødeskum.

Du skal bruge:

1 lagkagebund (helst hjemmebagt)
1 stor rulle marcipan
Grøn frugtfarve
Rød frugtfarve
1 liter piskefløde
1 glas hindbærmarmelade
Evt et par spiseskefulde sprut 

1. Lav en lagkagebund. Jeg bruger opskriften i Camilla Plums ‘Sødt’. Alternativ: Køb en kagebund.
2. Tag en stor rulle marcipan og ælt den med grøn frugtfarve – tag evt lidt fra til at ælte med rød frugtfarve, så du kan lave en rose. Der skal en del farve til, husk at bruge plastikhandsker, det farver også dine fingre. Rul det ud mellem to stykker film, så er det nemmere at håndtere.
3. Vælg en skål, som du vil modellere den grønne kuppel over. Den skal helst være så rund som muligt i bunden – nogen skåle har en flad bund, og det gør jo kagen flad ovenpå
4. Tag derefter din lagkagebund og læg skålen ovenpå med bunden i vejret – så kan du skære rundt om den, så du får et stykke bund, der kommer til at passe i bunden af kagen
5. Kant derefter den udrullede marcipan ned i skålen – der må gerne hænge lidt ud over kanten. Fjern derefter det inderste lag film på marcipanen… Det yderste lag skal blive på, så er det 100 gange nemmere at få marcipanen til at slippe skålen
6. Pisk en liter fløde. Den skal være så stiv som den kan blive uden at blive til smør. Næsten.
7. Hæld den piskede fløde ned i skålen, der nu er beklædt med marcipan. VIGTIGT: Når flødeskummet er ned i skålen, skal du banke skålen hårdt i bordet et par gange. Det modvirker lufthuller i kagen, som kan få den til at falde sammen
8. Så tager du din lagkagebund, hælder et par sjatter sprut på den (amaretto er godt) og et pænt lag hindbærmarmelade. Andre marmelader kan også bruges, bare det er stærkt med et snert af bitterhed. Så vender du den ned ovenpå fløden, marmelade mod flødeskum. Pak eventuelle fliger af marcipan indover bunden. Disse fliger må dog ikke være for tykke, så er det bedre at skære dem af
9. Læg et lagkagefad henover bunden og vend hele molevitten om med et snuptag! Kryds fingre for at det går godt – det her er det springende punkt, hvis du f.eks. har glemt at banke skålen i bordet, så vil det afsløres her
10. Pil filmen af den grønne marcipan og du har en smuk kuppel – forhåbentlig
11. Ælt evt en lille ekstra klump marcipan med rød frugtfarve og lav en rose af den

Det kræver lidt håndelag, men er ellers er det en meget, meget nem kage… Det værste er at rulle marcipanen ud.

Se også denne amerikansk/svenske version, med flere lag, herunder creme. Bestemt også et forsøg værd – en dag.

Det her er nok ikke en how-to som har nogen praktisk anvendelse, men i forbrugeroplysningens navn kan jeg oplyse, at følgende kombinationer giver kvalme:

• 2 portioner risengrød med smør og kanelsukker, efterfulgt af kærnmælkshorn. Indtrykket er ‘for meget hvidt sukker, for lidt smag’ og selv ikke mørk kanelsukker og bruntbagte horn kan fjerne fornemmelsen af at have spist bleg mad.
• En pose Dukatos og en pose Eucalyptus vingummi. Det er meget tilfredsstillende at spise, da særlig Dukatos giver modstand og tungegymnastik, når man skal redde Dukatosrester ud mellem tænderne. Eftersmagen er dog udelukkende eucalyptus, og man kan godt blive nervøs for at den heftige blanding kan brænde sig igennem mavesækken. Kan give alvorlig halsbrand.
• 3 flødebollebøffer (de store flade) og et glas friskpresset appelsinjuice. Jeg ved ikke hvad det er der sker kemisk, men det føles ikke rart at være kropsvært for det.

 God fornøjelse.