Jeg ved ikke helt hvad formålet er med det her lille ’spil‘, men det er sjovt at se tingene danse på bordet.
(via Plant Blog)
Jeg ved ikke helt hvad formålet er med det her lille ’spil‘, men det er sjovt at se tingene danse på bordet.
(via Plant Blog)
Der er i øjeblikket debat om 3 videoer fra Svendborg Bibliotek, der har valgt at markedsføre sig i den platte genre. Om det kommer til at virke, er en diskussion for sig. Indtil videre kan Svendborg Bibliotek glæde sig over alle de gange der bliver sagt Svendborg Bibliotek, takket være medie-opmærksomheden.
Det eneste der for alvor er faldet mig for brystet, er Preisler fra reklamebureauet Mensch, der til Politiken blandt andet siger:
Ødelægger dårlige videoer viral markedsføring som kanal? Nej. Bare rolig. Dårlige reklamer har jo heller ikke ødelagt tv-reklame, men det er nu ikke argumentet. Viral markedsføring er slet ikke en kanal, på samme måde som tv-reklame. Viral markedsføring er det, at folk har lyst til at sende noget videre, fordi det gør dem selv fede (sjove, kloge, først-med-det-sidste, osv.). Så hvis man skal ødelægge vital markedsføring, så skal man ødelægge folks glæde ved at glæde andre, ved at vise sig og i det hele taget slå al small talk ihjel. Her er Youtube bare et af flere redskaber, som man bruger til at dele med.
Og når det er sagt, så skal man huske 80% lort-reglen. Uanset om det handler om (viral) reklame, bøger, film, mad, musik og hvad der ellers er skabt til glæde for mennesket, så er 80% af alt i en given genre dårligt. Sådan er det bare. Så der er ingen grund til at være bange for kikset viral markedsføring – det skal nok regulere sig selv.
BBC Labs klamme-test er et sæt spørgsmål (”How would you feel about touching this?” + billede, “Which of these people’s toothbrushes would you LEAST like to use?” + valgmuligheder, osv.), der skal teste om afsky og væmmelse er menneskets værn mod sygdom. Dvs. om vi væmmes mere ved visse typer organisk klamhed end ved ganske almindeligt overfladeskidt. Tag kun testen hvis du er klar til at se en persons mund angrebet af maddiker.
Hvis ikke, så har BBC Lab mange andre sjove indsamlinger af data, som man kan deltage i >
(Tak, Ida)
… Er Classys ‘true stories’. Der er kun to lige nu – den om hestene og den om den fedeste ferie til Egypten – men man kan da håbe på mere fra Claus’ begivenhedsrige … eksistens.
Før Classys true stories var jeg ellers af den opfattelse, at Claus har ret i det han siger 99% af tiden (irriterende nok).
PS. Blog står i parantes i overskriften fordi det ikke rigtig ville være et kompliment at være den bedste blog lige nu, da der er så få aktive at konkurrere imod. Ihvertfald relativt til de andre mulige udtryksformer på nettet.
BoingBoing bringer denne video (tak, Beyer) om historien om at nomme – meget fin og med gode klip. Altså, nu var jeg godt nok først med den skrevne historie, men okay – hvem tæller.
I dag debuterer Berlingske Medias nye digitale magasin Ugen.dk. De skriver selv at de er “… en nyskabende journalistisk service til dig, der vil spare tid, vide mere og læse mindre. Frem for at drukne i konstante nyhedsopdateringer på nettet, giver UGEN dig et skarpt overblik over det bedste fra ugen fra vores egne og alverdens andre medier.”
Det første nummer af Ugen.dk koster 19 kr, og man kan herefter tilmelde sig en abonnementsordning. Nu har jeg længe brokket mig over at aviser og tv ikke passer til mit behov længere, så jeg synes det var en test værd.
Det første der sker, når man vil hente det nyeste nummer af Ugen.dk er, at man skal downloade et program. Jeg frygtede straks en grim pdf-læser, men heldigvis er programmet nydeligt (kedeligt) og svarer hurtigt. Det er det værste ved pdf-læsere – den uhyggelige lange bladretid. Hvis bøger tog så lang tid at bladre i, ville ingen læse bøger.
Nå, programmet virker, men det er klart en barriere. Jeg havde nok forventet et klassisk login og herefter en normal browser-oplevelse, men lad nu det ligge (indtil videre).
Inden jeg kan få lov at se andet end noget pynte-indhold, må jeg købe et nummer af Ugen. Det går nemt via sms (der var måske et eller to views i det ret lange flow der kunne slåes ihjel), og jeg kan gå i gang.
Og her er det så at jeg bliver en lille smule skuffet. For jeg havde forventet dybde og tyngde. Jeg klikker på en historie om influenzaen – og får al den standard-info der har cirkuleret de sidste mange uger. Historien om den amerikanske sundhedsreform er også næsten uden baggrund. Og en overskrift om det er mænd eller kvinder der skal redde verden fra klimaproblemerne, dækker over et referat fra en blog på Guardian.
Jeg er dog positivt overrasket over, hvor meget Ugen linker ud. Både klummer og artikler bruger i høj grad kilder fra det ganske net, og endda af meget varierende karakter. F.eks. er 9 Silly Things People Say When They Hear You Don’t Want Kids i Poul Høis klumme – jeg tror jeg ville have forventet udelukkende sobre, tørre kilder, så det er som sådan forfriskende.
Men det leder mig tilbage til den manglende tyngde. Af det guld, jeg finder på Ugen.dk, er det altsammen refereret guld. Dvs. de har ikke produceret det, de har fundet det. Det er ikke en ulempe, bevares – det er derfor der findes links. Det kan være en guddommelig niche at være i, at være den, der finder de bedste historier og samler dem – indenfor en niche (som f.eks. Tveskov på twitter & blog er det for mange af os) eller bredt. Men man skal godt nok levere høj kvalitet for at eje den niche der hedder nyheder. Og man skal levere hurtigt – og så er det måske ikke så fedt kun at udkomme fredag?
Ugen skriver selv at de er dem der “… samler op og skriver kort og skarpt ind til kernen af ugens vigtigste og mest underholdende nyheder, så du har alt, hvad du behøver at vide.” Så det er også for meget at forvente, at de skal være tunge og dybe. Men det er det jeg mangler: en ugentlig opsummering, der sortere alle ikke-historierne fra, har samlet de bedste citater og konklusioner fra de kloge, sætter perspektiv på og ser ud over døgnets nyhedscyklusser og hysteriske overskrifter – Ugen kunne jo godt være det samlingspunkt man så tilbage på, når man næste år ikke kunne huske hvordan det nu lige var med den ballade om finansloven. Og det synes jeg ikke helt de gør (endnu).
Som man kan se på billedet ovenfor, så har Ugen 3 faner. ‘Denne uge’, ‘Bland selv’ og ‘Favoritter’. Fanen ‘Denne uge’ er, ikke overraskende, det magasin jeg netop har købt, så det giver sig selv. ‘Favoritter’ er også nem at gætte; hvis jeg har klikket på den lille grå favoritknap, så gemmes den pågældende artikel på denne fane, og jeg kan f.eks. printe alle de artikler jeg har favorittet (gad vide om det er et ord?) eller læse dem offline.
På ‘Bland selv’ kan man via kategorier, emneord og indholdstyper filtrere indholdet i det eksisterende og tidligere numre af Ugen. F.eks. kan man lave en visning med alle de artikler i kategorien Tech, der er tagget med emneordet ’samtaleemner.
Altsammen velfungerende, hurtigt og nemt at forstå. Der er gode point til programmet. Designet er lidt for fersk for min smag, men det er naturligvis også indholdet der skal springe i øjnene. Måske kunne ferskheden afhjælpes med en lidt mere kantet fotostil?
Ugen siger i deres intro at “… indholdet er unikt og findes ikke gratis andre steder på nettet.” Det har de naturligvis fuldstændig ret i, samtidig med at de tager fejl. Det er klart, at netop disse skribenter og netop disse ord, ikke findes andre steder gratis. Men findes indhold af samme kvalitet, findes der ligeså gode links, lige så meget personlighed, lige så mange meninger andre steder? Ja, det gør der. Gratis? Ja, også det.
Jeg synes som sådan, at det er beundringsværdigt at lave en opsamling på ugens nyheder. Det er bare ikke det jeg vil betale for. Jeg ville gerne betale for den grumme graverjournalistik, for den tunge analyse og for den viden, jeg ville skulle bruge i næste uges arbejde. Så ville jeg sidde og vente på Ugen. Lidt ligesom jeg af og til sad og ventede på Mandag Morgen, da jeg arbejdede i det offentlige.
I teorien burde Ugen være lige noget for mig; jeg er ikke nyhedsjunkie, men synes det er vigtigt at følge med. Der må gå 13 på dusinet af den type profil, så Ugen burde blive en succes. Så jeg vil vente i spænding og se – men jeg tror desværre ikke de har ramt rigtigt endnu.
Update kl 22.34: Efter at have set Mogens & Kristiansen på TV2 News er jeg kommet frem til at det er alt hvad jeg behøver af ugentligt sammendrag.
Oh, det er dejligt at vide at det ikke kun er mig, der faldt i sukkergryden som barn – selv de sukkerforskrækkede amerikanere kan brænde for deres begrænsede udvalg af slik og slikkets betydning for opvækst, hverdag og design(!).
Jason Santa Maria kører i Oktober en serie gæsteindlæg, der hedder Candygrams, hvor forskellige mennesker skriver om alt fra Smarties til Halloween-slik – desværre er der ikke helt indlæg nok for min smag, men lidt har også ret!
Men noget af det sejeste er faktisk Jasons generelle koncept, hvor de fleste indlæg på hans blog har deres helt eget design – en ting, som jeg altid har ønsket mig for blogs og netaviser, og andre med dybt indhold på nettet. Det er klart, at det koster at gøre det på den måde – det er ressourcekrævende, men man kunne godt forestille sig at det kunne lade sig gøre på en lidt mere byggeklodsagtig måde i fremtiden.
Så udover slik-artiklerne er det et sted, der er værd at gå på opdagelse i.
(Tak til Malene Hald for link, via KCast om Information.dk)
Først og fremmest tak til Nadja Pass for at skrive blogindlægget om hendes første indtryk på Google Wave – så kan jeg slippe med at henvise til det, og føje meget lidt til, da jeg overvejende er enig.
Jeg er måske nok lidt mindre begejstret, men jeg har på den anden side heller ikke gjort så stor en indsats som Nadja – den første bølge jeg oprettede hed noget så surt som ‘Har du også svært ved at se pointen med alle de bølger?’. Jeg følger med i en bølge, der hedder 100 ting om Google Wave, hvor glade bølgebrydere opremser alle fortræffelighederne ved Wave, både de nørdede og de mere mainstream, og der er uden tvivl meget at hente – når man altså har noget at lave derinde.
Google Wave blander med fordel en masse konventioner vi kender – indbakken, chatten, redigérbarheden fra Docs – og forsøger at opgradere andre netbårne konventioner, som f.eks. email, der i sin grundform må siges at være meget lineært opbygget.
Nå, men hvis du skulle rende på en fantastisk bølge, så håber jeg at du vil invitere mig – jeg hedder thielke @ googlewave.com (det er altså lidt besværligt med endnu en mail-adresse…) – ellers kan det være vi ses når nogen andre rammer det sweet spot for netbårent samarbejde, som alle går og leder efter i disse år.
Af og til er der nogen der får en idé, der er så åbenlyst unødvendig at man undrer sig, når produktet pludselig sælger som varmt brød. Kandetpasse.dk er en af den slags ting – et website, hvor offentlige personer kan få lov at fortælle historien helt ufiltreret (=et partsindlæg), hvis de føler sig forulempet i de traditionelle medier. Og det er uanset om forulempet betyder en fordrejet ugenkendelig historie eller bare det, at de ikke fik lov at tale ud. 200 ‘offentlige personer’ har meldt sig under fanerne med historier, der trænger til at blive fortalt.
Og det site kommer nu? Nu, hvor man for alvor kan finde platforme i bunkevis til at fortælle en hvilken som helst historie. Nu, hvor hvis man ikke kan finde ud af at oprette en blog, lægge en video på YouTube eller oprette en profil på Facebook, nok finde et andet medie, der er sulten nok efter en ikke-ritzau historie, til at de vil bringe hvad som helst.
Hvis det var mig, der var endt på forsiden, så ville jeg sandsynligvis ikke vælge et site, der så så useriøst ud som kandetpasse.dk. Men Jeppe Søe, den ene af stifterne, siger at det lige så meget handler om at være søgbar på Google på den sag, man føler sig fejlfortolket på – og det er isoleret set en god pointe.
Jeg så lige et debatindslag på TV2 News om sitet, og bare det, at de brugte næsten 10 minutter på sagen kan godt undre. Det der redder indslaget er dog Kim Henningsen, chefredaktør på Se & Hør, der med et smil siger, at de da ser frem til at hente mange gode historier på sitet.
Ah, jeg har helt glemt at sige Jon Lund tak for denne uges rapport, hvor han selv pænt konkluderer, at kvinder er sociale på nettet, og mænd samler information. Hvis man kigger på graferne i den lille rapport, så kan den sidste del af sætningen lige så vel være “.. og mænd deler filer (ulovligt) og ser på porno”.
Det er nu fornøjeligt med den slags letfordøjelige pointer ind i mellem.
Ikke at jeg tror verden er så enkelt indrettet, men lad nu det ligge. De to grafer vakte lykke i morges, da jeg holdt oplæg for mine kolleger om hvordan det står til ude på det vilde net disse dage (hvis jeg kan koge det ned til et blogindlæg, skal jeg nok fortælle det videre ved lejlighed).
(PS. For en faglig kritik af Jon Lunds rapport og konklusioner, læs Renés indlæg)
Nivea har ramt den dejlige guldåre, som også Elf Yourself og Yearbook Yourself udsprang af, nemlig modificér-bølgen. I Niveas dims kan man sætte mund på sig selv og tale ud om en masse sårbare mandeemner, som den metroseksuelle mand man er. Det er ikke helt så sjovt, når man er kvinde, så her får du Lars Løkke der siger et par ord om at græde til film (desværre på svensk).
(Tak til Kirsten A for link)
Skal det være ‘Big & Chunky’ (mit forslag) eller ‘What what (in the butt)’, som er Kirstens forslag?
Døm selv. Og nej, dette er ikke et lødigt indlæg.
En opgørelse fra GOOD Magazine (med data via The Guardian Datablog) viser, at lille Danmark er verdens mest kødædende nation.
Med et kødindtag på 160 kg om året, er der langt ned til Bhutan 3,3 kg om året.
Og nu kan det jo godt være at Atkins-kuren og andre diæter anbefaler, at man spiser meget kød (og grøntsager), men det er ikke en særlig klimavenlig tilgang til fødeindtag (husk at dyr fiser, så spis mindre kød).
Efter morgenens indslag i Go’ Morgen Danmark, vil jeg bare lige pege på GoVirals liste over de 10 mest populære virale film - da det jo nok burde have været dem, der var inde og kloge sig på virale film (jeg tog nu gerne tjansen, da de ikke kunne).
Da min søster startede sin egen modeblog for nylig (Fashionest), er jeg blevet lidt mere opmærksom på netop den genre indenfor blogs, som jeg må indrømme, at jeg ikke har dyrket ret meget.
Det er ellers en niche, der er ved at være lige så stor som strikkeblog-nichen!
Men heldigvis har Anna Ebbesen (som er min halv-kollega) i dag været i Kulturnyt (som nok er nemmest at hente via itunes), og supplerer med et blogindlæg.
Så jeg har i dag lært, at modebloggernes fordel fremfor modebladene er:
Men det mest interessante er mp3-effekten, som Anna beskriver i sit indlæg; det, at forbrugeren vil ‘nøjes’ med en god nok kvalitet, istedet for den højeste kvalitet, mod at få produktet lidt hurtigere. Vi kan nøjes med at hente halvsølle mp3′ere med vores favoritkunstnere, istedet for at vente til i morgen, når butikkerne åbner.
Og det samme gælder fahionistaerne – de vil diskutere hvad der er i butikkerne NU, ikke for flere måneder siden (eller værre: det der først kommer i butikkerne næste sæson). Og selvom vi stadig elsker de glittede magasiner på det tykke papir, så er der nu skarp konkurrence fra de (klimavenlige?) digitale mini-magasiner, der kan produceres ligeså hurtigt som mobilkameraet kan sende billedet direkte fra prøverummet.
I en viral film fra i fredags, søger en dansk mor tilsyneladende faderen til hendes søn. Der gik ikke længe, før nogen fik opsnuset, at hun i virkeligheden er skuespiller, og at filmen derfor må være et stunt. Ideer til afsender er alt fra Findize.com (der laver search marketing), over kondomsælgere til skuespilleren selv. Mindjumpers, der for sjov lavede faderens svar, lå også højt på hitlisterne på et tidspunkt.
De diskuteres heftigt på Facebook, og ’sagen’ er blevet rapporteret i de gamle medier (f.eks. JP og EB).
Det spændende er, at en del af diskussionen lige nu går på etik. Mindjumpers, der ellers selv deltog i løjerne, var nogen af de første til at spekulere over, om det var uetisk at lege med folks følelser, idet mange har tilkendegivet deres medfølelse med den danske mor, og opmuntret hende i kampen om at finde faderen (flere etik-indlæg hos Hovedet på Bloggen og “Virkeligheden”).
Ja, det er klart, at videoen er tænkt som en manipulation af folks følelser. Det er meningen at vi – for en tid ihvertfald – skal tro, at historien er rigtig.
Men hvordan adskiller det sig fra den måde, man ellers laver reklame på? I reklameblokken er vi naturligvis meget bevidste om, at afsenderen vil have os til at føle noget, men hvad med al den medfølgende PR for forskellige produkter og services, der har til hensigt at få os til at ønske en bestemt livsstil eller få dårlig samvittighed over den livsstil vi har nu? Er det stadig en markedsføring og en type PR, som vi opfatter som uetisk manipulation? Historier om mor til 4 med rygerlunger, fede damer der tabte 40 kg inden de døde af hjerteslag? Det virker nu som om det er accepteret, og at vi som forbrugere har udviklet et stærkt filter mod det.
Og hvorfor skulle nye medier være anderledes?
Nye medier giver enkeltpersoner, virksomheder og organisationer muligheden for at være autentiske, transparente og true. De giver mulighede for at skabe en stemme, for at skabe samtaler mellem mennesker og for at fortælle en historie uden et kæmpe markedsføringsmaskineri (…at det hedder nye medier er jo i det hele taget en fejl, for det handler ikke om medierne, men om tilgangen. Man kan være meget nye medier-agtig i sin kommunikation på alle platforme og i alle medietyper).
Men det giver også muligheden for det modsatte. Det er stadig selvfremstillelse, uanset om man er en enkeltperson eller en virksomhed. Det er ingen garant for autencitet. Eller for sandhed. Og jeg tror det er urealistisk at tro, at vi kan undgå at youtube, blogs, Twitter og Facebook ikke vil se meget mere af videoer og andre tiltag som denne. Det er vel lige så urealistisk som at tro, at nye medier vil være reklamefri.
Jeg glæder mig til at se, hvem der mon har lavet videoen. Og til hvilket formål. Og hvordan de vil håndtere det. Og så vil jeg sige tak for god weekend-underholdning. For det har de leveret, og det er det, der virker på Facebook.
Relateret: TV2-wikigate – der er nogen der har tisset i vores turban!
Update kl 19.04: Arh, det var VisitDenmark + Grey. Der havde været sjovere afsendere end dem. Mere naturlige afsendere. Det kunne have været lige så sjovt som Speed bandits. Men okay. De står ved det. Der håber jeg de bliver.
Men Pernille R-Theil, lige noget opklarende: Youtube er IKKE nyhedsstrømmen, okay? Jeg håber ikke det er der, du finder dine nyheder.
Er du på Twitter og/eller til godgørende hyggeaftener med fagligt indhold, så skynd dig at melde dig til Twestival, som løber af stablen på torsdag.
Der er kage. Vi ses.
(Er du i tvivl om hvad du ellers skal til af faglige arrangementer i efteråret, så lyt til denne uges KCast, hvor vi blandt andet taler om den danske version af TED-konferencen)
Jeg er i gang med at kæmpe mig vej igennem en bog om økonomi. Sådan en om mikro- og makroøkonomi, og en masse tal. Det går med en højoktan fart af 2-5 sider ad gangen.
Gudskelov har jeg fundet en genvej. Stand-up Economist har oversat de 10 vigtigste økonomiske principper:
Halleluja. Jeg er særlig vild med oversættelsen af de 3 makroøkonomiske principper.
Det er mandag morgen, og du er tilbage efter ferie. Eller bare efter weekend. Men mentalt føles det som 100 år siden du sidst har arbejdet. Opgaverne vælter ind i indbakken, og du mærker sensommerens klamme fugtighed som sved på din pande. Der er kun en vej frem – finde din vanvittige effektivitet frem og få noget fra hånden.
Men måske har du glemt hvordan man gør, eller måske trænger du bare til lidt indledende knæbøjninger inden du går i gang med arbejdet (indledende knæbøjninger, ikke overspringshandlinger…).
Så start her, vælg dig en lille pakke nedenfor, og udsæt arbejdet en time endnu. Det er en god investering.
Og efter det: God arbejdslyst.
Next,
Senest på Twitter:
Emme Ser yndlingspropagandist @annaebbesen på DR2. Dertil choko-padder, afkølede
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »