I søndags talte vi i KCast med The Blue Van, der har skrevet det nummer, der bruges i Apples tv-reklame for iPad’en. Og det viste sig, at en hund havde startet det nummer, der nu kendes som There Goes My Love. Hunnier, de er altså kloge. Og nu også kreative.
Desireé kopierer sine bryster for Svendborg Biblo
Eller – det er faktisk ikke hendes bryster man ser på papiret, men det er hende i den korte kjole der giver kopimaskinen en omfavnelse. Desireé Lenzberg (og hendes Bandit Productions) er kvinden bag og i videoerne, og i ugens KommunikationsCast fortæller hun om hvordan de blev til.
Hun fortæller blandt andet, at den forvirrede blondine er en slap-stick karakter hun har arbejdet på et stykke tid, og at filmene først og fremmest skal støve Svendborg Biblioteks image af.
Og hvis det var opmærksomhed de ville have i første omgang, og ikke flere lånere, så er det lykkes, må man sige. Der skal nu nok lidt mere til at lokke ‘enhver idiot’ på biblioteket, men første skridt er taget med disse velkomst-videoer.
Mar 7, 20102 kommentarer
Lovefilms gode servicedesign: Konvolutterne
I søndags talte vi med Søren Bechmann om servicedesign i KommunikationsCast – særlig mangel på samme hos mange virksomheder i Danmark.
Men nu er jeg kommet i tanken om nogen, som gør det godt: Lovefilm.dk. Ikke nok med at hele processen om det at få filmene ønsket, tilsendt og afleveret er særdeles enkel, deres konvolutter er et dejligt stykke servicedesign i sig selv.
Man får sin film i en lille flad konvolut, som man åbner i den ene ende. Så hiver man en flap af, og fluks er den ommøbleret til en returkonvolut, så man bare skal lægge filmen i og lukke en lille klistre-flap. Adresse, porto og det hele er fortrykt på konvolutten.
Med deres konvolut har de imødekommet så meget som de kan, af det der gør folk trætte at tænke på, når de forestiller sig hvordan sådan en ydelse skal fungere – man skal ikke tænke på porto, konvolutter eller adresser.
Og som Søren siger i interviewet, så er godt servicedesign attraktivt for kunden, og effektivt for virksomheden; det er garanteret meget nemmere for Lovefilm at håndtere modtagelsen af filmene i standardkonvolutter, der alle åbnes på den samme måde, end at skulle side og pille tape af folks hjemmegjorte pakninger.
(Gad vide om de har en fiks maskine, der selv kan åbne konvolutterne, eller om der sidder en masse mennesker på samlebånd og åbner dem?)
Mar 3, 20102 kommentarer
Søges: Journalister der mener noget om voxpop på tv
Jeg er i gang med at lave et indslag på KCast om brug af voxpop i nyhedsformidlingen på tv og søger derfor journalister, der har en mening om dette. Jeg vil gerne spørge dem om følgende:
- Hvorfor bruges der voxpop som en del af nyhedsformidlingen på tv?
- Hvordan hænger brug af voxpop sammen med de journalistiske principper?
- Hvordan udvælges og sorteres der i voxpop-deltagere?
- Hvordan laves spørgsmålene – der er tilsyneladende både ekspert-spm (”Hvad mener du om skattelettelserne”) og føle-spm (”hvad følte du da du hørte at din nabo er morder?”), hvilke typer indslag kræver hvilke typer spm?
- Hvad mener du om brugen af voxpop i nyhedsformidlingen – skaber det gode indslag?
Og hvis der er nogen der har noget data om hvor meget voxpop der rent faktisk bruges, så vil jeg blive evig taknemmelig. Men det er nok usandsynligt, så måske burde jeg tænke over hvordan jeg selv indsamler data… ser en masse tv-aviser, vel sagtens.
Feb 18, 20105 kommentarer
Hvem kan bruge Google Buzz til noget?
Hvis du har en Gmail-konto, har du sikkert allerede opdaget det lille nye Buzz-logo lige under din indbakke. Servicen ligner nok lidt den du kender fra Facebooks nyhedsstrøm, den er ser bare renere ud, uden dine venners opdateringer fra Farmville og andre applikationer. Man kan feede billeder, tweets og andet godt ind som buzzes og der er i det hele taget mere fokus på indholdet end på Facebook.
Men Buzz er ikke noget nyt, som vi taler om i ugens KCast (gæster er vores digitalekspert Martin Sønderlev og onlinekonsulent Hans Tosti).
Derfor kan Buzz nu godt vinde (… kapløbet om at blive vores favorit samlende sociale platform), for det er ikke altid dem der kommer først eller som har det bedste produkt, der ender med at få flest brugere (tænk bare på gode gamle Jaiku – det er i øvrigt Jaikus far Jyri Engestrøm, der var med til at lægge de første sten til Buzz). Og som Tim O’Reilly siger, så er det klogt at lægge Buzz sammen med folks mail, da der stadig er mange af os, for hvem emailen ikke dør sådan lige med det samme.
Så Buzz er ligesom Facebook tiltænkt en bred brugergruppe – og måske er det her vi får alle de, der har sagt nej tak til Facebooks larmende hygge, de mange næsepilnings-apps og benhårde dating, ombord på netbåren deling og socialisering. Og det er endnu mere for alle end f.eks. Twitter, hvor man skal gøre et bevidst og hårdt stykke arbejde for at få et godt netværk og se interessante tweets.
Googles egne tanker om Buzz kan du se i denne video:
Feb 16, 20102 kommentarer
Kommentarer om kommentarer
Her er en lille kommentar om kommentarer fra Wordbirds, aka LineP og jeg. Kapster talte også om det i KCast (og i et indlæg – “Man gjorde en blogger fortræd“), og der er ingen tvivl om, at tonen er blevet anderledes i kommentarspor rundt omkring. Min gamle påstand om, at som man råber i skoven får man svar, gælder vist ikke helt mere – nu kan man godt risikere en kindhest uden at have gjort noget særligt.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg tror, at det er fordi vi stadig er i en tilvænningsperiode, hvor nogle kommentatorer ikke har fundet ud af at onlinekarma er ligeså benhård som dagligdagens karma; hvis du ikke opfører dig ordentligt, så skal det nok blive ris til egen røv – før eller siden. Så det vi venter på er sådan set bare at vi – som i alle netbrugere – finder ud af, at online-verdenen ikke er en ‘anden verden’ end den virkelige verden, men at de er en og den samme. Og derfor gælder de samme sociale regler naturligvis.
Feb 15, 20104 kommentarer
Dimser i Kommunikationscast
Jeg ved ikke hvad lytterne forestiller sig, når de hører KommunikationsCast; At vi sidder i en stue med en lille båndoptager eller i et stort studie med skumgummi-æggebakker på væggene? Sandheden er nok et sted lige midt i mellem. Mikkel har lavet et blogindlæg, der beskriver det tekniske setup. Hvis det er volapyk for dig, så er her min version:
I Mikkels hjemmestudie (der er den ene halvdel af hans soveværelse) er der et skrivebord med to mikrofoner, som dem du ser på billedet. De har hver en spytfanger – det er den der sorte runde cirkel, som også kan ses på billedet. Okay, måske skal den mere end at fange spyt, det er noget med at den dæmper vilde s’er og andre hvislelyde?
Foran os er der to store skærme, der både viser det program, som KCast optages i, samt det Google Doc, der indeholder vores noter til programmet. Her står der f.eks. interview-ofrenes korrekte navne, det er nemlig en af de slags ting, der underligt nok kan forsvinde fra ens hukommelse, når først vi optager. Mellem skærme og mikrofoner er det sjoveste: en bakke med knapper. Eller en mixerpult, er nok det korrekte at kalde den. Den er lidt støvet. Jeg får aldrig lov at justere på knapperne, men jeg ville heller ikke vide hvor jeg skulle starte, for de har ikke nogen labels der giver mening for almindelige dødelige.
Udover det, så er der et sæt højtalere, en fastnet-telefon (af det klassiske mærke Lady) med sin egen lille line-in box, og et væld af ledninger. Og så det meget vigtige bagtæppe, der lige kan anes her på billedet.
Det dæmper vist lyden lidt, ligesom de to store sofapuder, der er stablet op oven på skærmene.
Når vi optager remote – dvs. hvis jeg befinder mig i Århus og Mikkel i Kbh – så optager jeg min egen stemme i den dims vi kalder zapperen. Den hedder zapperen fordi den ligner sådan en ond dims, som gamle damer bruger til at give overfaldsmænd stød med. Vi bruger også zapperen til interviews ansigt-til-ansigt, og på det seneste laver vi også interviews via Skype, hvilket inkluderer et lille program der hedder WireTap Studio. Det er et program, der kan optage hvad der bliver sagt i Skype. Smart. Husk det næste gang du ringer til Ekstra Bladet.
Hvad er der ellers af dimser? Jeg synes Mikkel udelod en masse, som han sikkert tager for givet, f.eks. kabler til at overføre filer, batterier, programmer til at overføre filer, kameraer, hørebøffer og skumgummidimser til mikrofoner. Det er noget af et udstyrsstykke, men jeg har vænnet mig til dimserne en efter en, og føler mig nok ovenpå til en dag at sige ja til et klippe-kursus, så jeg kan lære at bruge det mega-program, som KCast produceres i.
Har jeg glemt noget, Mikkel?
Feb 10, 20103 kommentarer
Kasper om Kapster
Så er jeg tilbage i KommunikationsCast. Det bliver spændende om det får lyttertallene til at stagnere, efter de er steget og steget i vildskab i mit fravær (tak, Ida).
Men vi lægger hårdt ud med dette cast om Kapster, som er en af Danmarks mest kendte personlige bloggere. Mange har jaget et billede af ham, men her kan du få lov at høre hans sprøde stemme fortælle om hvordan det er at være Kasper inde i Kapster.
Og nu ved jeg hvordan han ser ud. Men jeg sladrer ikke. Medmindre du har noget at bytte med, naturligvis…
Feb 2, 20100 kommentarer
Storytelling som redskab
Denne uges KommunikationsCast handler om en ny dims (på nettet). Jeg elsker dimser, så det var i sig selv positivt. Men uanset hvor mange dimser vi får, så ændrer teknologien ikke på det faktum, at man stadig skal have en historie at fortælle, for at det giver mening at bruge en historiefortællingsdims.
Det er ligesom børn og tegninger. De synes ofte at malebøger er et hit, fordi der allerede ER lavet en flot tegning, hvor de så skal træne deres finmotorik (og farve-motorik?) ved at fylde fladerne ud. På den måde har malebøgerne hjulpet barnet med at have produceret en toplækker bil eller prinsesse. Hvorimod at tegne noget fra bunden kan være ret krævende.
Og det er lidt det jeg tænker at Storyplanet.com kan blive – en dejlig malebog for historiefortællere. Det gode værktøj er dels usynligt (på samme måde som man ikke tænker over hammeren når man slår et søm i, men blot koncentrerer sig om opgaven), og er dels noget, der øger og fremhæver ens eksisterende evner.
Jeg er stadig i gang med at hitte ud af værktøjet, som har en lidt høj brugsbarriere lige nu – men, som Bjarke Myrthu siger i interviewet – så er de stadig i beta!
Oct 27, 20090 kommentarer
Politikens redesign redder dem ikke
Politiken har her i weekenden lanceret redesign , hvor de kan give artiklerne “… forskelligt udtryk, alt efter om det er små eller store nyheder. Og designet af forsiden giver muligheder for variation, så det ikke bare er historierne på forsiden, der løbende skifter, men også designet af dem. Det giver et mere levende udtryk.”
Det glæder jeg mig til at se i aktion – meget apropos Jason Santa Maria og hans idé med at lade så mange artikler så muligt have forskelligt design (og som vi også taler lidt om i sidste uges KommunikationsCast, i forbindelse med Information.dk).
Udover det, så vil de gerne være hurtigere – dvs. det skal være hurtigere at hente forside og undersider ind, selvom de er længere end en a la carte-menu på en overambitiøs restaurant. Men som Dalager siger, så er der “… en forsidestørrelse på 1.64mb, 203 requests og en loadtid på 42 sekunder” (se mere på twitter-tag’et #polredesign), hvilket betyder, at det må have været snot-langsomt før.
Mht. selve designet, så synes jeg at det har sine fordele og ulemper. Den lange forside synes at være delt op i en tabloidtop, hvor der er fokus på billede og overskrift, men nu helt uden manchet eller brødtekst. Tabloid-toppen er lang (så lang at det nok er forkert at kalde den en top), men under folden suppleres den løbende med flere side-spalter, der linker til tophistorier, seneste nyt, lokalt nyt osv. Altsammen rigtig rart for øjet. Spørgsmålet er, om det er den rette vej for en omnibusavis, der ikke officielt er i tabloidbranchen.
Hvis Politiken vil være mere light – som er sådan jeg opfatter dette design – så skal man også være hurtig. Og der kan Politiken lige nu ikke konkurrere med f.eks. TV, Facebook og Twitter. Og det vil jeg heller ikke forvente. Det er en problematik vi har diskuteret så mange gange – de store avisers chance er at give dybde og baggrund. Jeg ønsker mig, at de skal være nyhedsstrømmens bagstopper. Det her her man skal gå hen, når man vil være sikker på at få fakta, eksperter og den sobre (og kritiske) fremstilling. For det er jo det de gode journalister kan.
Som Mikkel Westerkam siger i denne uges KommunikationsCast, så vil han gerne have den netavis, der kan gå i dybden med de 5 vigtigste nyheder for dagen, så han er klædt på. Og selvom jeg synes at ‘tophistorier’, såsom Badebolddreng: Jeg kastede op af skam naturligvis kan være sjove nok at læse, så er det ikke den historie jeg forventer at Politiken bruger kræfter på. Måske bliver den kun tophistorie fordi der ikke er så meget andet at klikke på? Man har hørt topnyhederne andetsteds, og man ved nu, at man ikke får meget mere kød på ved at læse den fulde net-artikel.
Spørgsmålet er, om der er nogen nyhedssider, der lige nu kan slå Facebook som det første filter vi ser nyhederne igennem? Jeg indrømmer gerne, at jeg ser langt de fleste nyheder første gang på Twitter eller Facebook – mit netværk er filteret, ikke et medie. Men jeg tror også det skyldes, at der ikke er nogen af de nuværende danske brede nyhedssider der er gode nok – lige nu.
Jeg har stadig ikke besluttet mig for, om jeg tror at der er et behov for det ene (eller to eller tre) steder, man går hen kun for at få nyheder. De fleste af os har jo nok et sted hvor vi henter fagligt input, hvor vi henter spil, madopskrifter, gadgettips eller hvad der nu er vigtigt. Vi har vores favorit-nichesites. Og lige nu dækker de sociale platforme jeg bruger mit nyhedsbehov. Så spørgsmålet er, om der er en nyhedsniche eller ej.
Oct 26, 20096 kommentarer
Candygrammer
Oh, det er dejligt at vide at det ikke kun er mig, der faldt i sukkergryden som barn – selv de sukkerforskrækkede amerikanere kan brænde for deres begrænsede udvalg af slik og slikkets betydning for opvækst, hverdag og design(!).
Jason Santa Maria kører i Oktober en serie gæsteindlæg, der hedder Candygrams, hvor forskellige mennesker skriver om alt fra Smarties til Halloween-slik – desværre er der ikke helt indlæg nok for min smag, men lidt har også ret!
Men noget af det sejeste er faktisk Jasons generelle koncept, hvor de fleste indlæg på hans blog har deres helt eget design – en ting, som jeg altid har ønsket mig for blogs og netaviser, og andre med dybt indhold på nettet. Det er klart, at det koster at gøre det på den måde – det er ressourcekrævende, men man kunne godt forestille sig at det kunne lade sig gøre på en lidt mere byggeklodsagtig måde i fremtiden.
Så udover slik-artiklerne er det et sted, der er værd at gå på opdagelse i.
(Tak til Malene Hald for link, via KCast om Information.dk)
Oct 25, 20094 kommentarer
Er de unge klar til at stoppe før 5?
(Ja, ja, jeg ved det godt – kan er færdig som rockstjerne når man begynder at bruge udtryk som ‘de unge’. Og ‘færdig som rockstjerne’) (I’m old, and I’m proud).
Jeg har tidligere skrevet tvivlende om Stop før 5-kampagnen, og må nu æde en bid af min tvivl. Jeg troede nemlig, at kampagnen ville få det svært – at der ville være få brugere af app’en og få fans af siden. Men som vi finder ud af i denne uges KCast, så går det faktisk mere end glimrende. De mere end 12.000 fans af kampagneside må siges at være en succes, uanset hvor konservativt man måler.
Ja, det er klart, at grupper som ‘Folk der går med kniv er idioter’ og eksperiment-gruppen ‘Nej til nedrivning af Storkespringvandet’ havde dobbelt så mange medlemmer, men for en fan-side, der har et ikke-konflikt budskab, så er 12.000 sørme mere end man kunne have håbet på. Lige nu bliver de mange fans ikke brugt til så meget, men det kan jo nås endnu.
Og det er da heller ikke fordi de mange brugere af app’en og de mange fans nødvendigvis er udtryk for unge mennesker, der har ændret drikke-adfærd – eller som overhovedet er tilhænger af budskabet om at stoppe før 5 genstande. Der er masser af diskussion og kritik (konstruktiv og mere… emotionel) på siden, men som Else Smith (Forebyggelseschef i Sundhedsstyrelsen) siger i interviewet, så handler det om først og fremmest at få placeret budskabet om måske starte en debat. Adfærdsændringen er et langt sejt træk.
Oct 12, 20090 kommentarer
Tal lyver ikke
.. og hvis man skal tro dem, så er KommunikationsCast mere populært end Radioavisen. De har nemlig kun 288 medlemmer på deres Facebook-gruppe, vi har 297!
(Overskriften på dette indlæg burde derfor også være: “Nye medier slår gamle medier” eller “Nichemedie giver Radioavisen baghjul”)
Oct 11, 20093 kommentarer
Hippiegeeks – den nye verdensorden
Engang var ordet nørd et skældsord. I dag betyder nørd – og alle variationerne af nørd – en ekspert i et smal felt, som regel teknisk, eller en person, der har en stor viden om et ikke-videnskabeligt felt.
Og nørder er ikke asociale kældervæsner, men er faktisk en af de mest sociale og delende befolkningsgrupper, der brænder for at den viden der er i deres felt, er nemt tilgængelig for andre.
I så høj grad, at man kan kalde nørderne de nye hippier.
I denne uges KommunikationsCast taler vi med to repræsentanter for genren.
Og tak til Dalager for tidligere at henvise til Berlingskes artikel om kulturnørderne.
Oct 5, 20093 kommentarer
Naturisterne – en DSB fra TDC
Man kan tale længe og indviklet om TDCs nye univers, hvor den første film er Naturisterne (vi taler kort om det i starten af denne uges KCast) – forsøger de at lave en DSB (trække opmærksomhed fra deres mindre-end-gode produkt ved at lave et sjovt univers), og vil det gavne dem med onkel-humor og fokus på danskerne som meget forskellige, men med en et fælles holdepunkt i det gamle monopol?
Men det jeg hæfter mig ved lige nu er, at jeg synes Peter Frödins speak (det er ham, der er kvinden) er suveræn. Han kan et eller andet med toningen af den danske jovialitet, der er morsom, uden at være sarkastisk.
Oct 5, 20095 kommentarer
I denne uges KCast: Dansk Wikipedia
Hør Ole Andersen, den nyslåede formand for Wikimedia Denmark, fortælle om planerne for den danske del af Wikipedia og om wiki-patruljeringer. Og hør hvorfor den danske del af Wikipedia er meget stærk på finske heavy metal-bands.
Om har jeg bidraget til dansk Wikipedia? Det tror jeg nok! Se f.eks. mine fantastiske bidrag Badekarsnotat og Cover, som jo helt klart øger værdien af dansk Wikipedia med mange hundrede procent…
Sep 29, 20090 kommentarer
Et sted mellem godgørenhed og investering
I denne uges Kcast er det MyC4, der er interview-offeret. Vi synes det kunne være spændende at høre, hvordan en organisation, der bevæger sig et sted mellem godgørenhed og investerin løser deres kommunikation – for på den ene side har de samme udfordring som banker og pensionskasser (for meget fag-lingo, for meget penge-teknik), på den anden side har de godgørende organisationers udfordring med ikke at spille for meget på det emotionelle, med sultende afrikanske børn med fluer & tårer i øjenkrogene.
Det korte svar er, at kommunikere business (with a purpose). Men det var spændende at høre om en organisation, der lægger meget stor vægt på transparens, men samtidig er bevidst om, at det ikke er alle, der vil have al information.
Sep 21, 20090 kommentarer
Husk Twestival på torsdag
Er du på Twitter og/eller til godgørende hyggeaftener med fagligt indhold, så skynd dig at melde dig til Twestival, som løber af stablen på torsdag.
Der er kage. Vi ses.
(Er du i tvivl om hvad du ellers skal til af faglige arrangementer i efteråret, så lyt til denne uges KCast, hvor vi blandt andet taler om den danske version af TED-konferencen)
Sep 8, 20090 kommentarer
Skal vi tale om følelser?
I går i KCast havde vi en rigtig god snak med Peter Andreas, vores reklameekspert, om følelser.
Om hvorfor og hvordan man bruger dem i reklame, og hvorfor flere og flere produkter får et lag følelser smurt henover sig, også selvom det er et ikke-emotionelt produkt, som f.eks. toiletpapir (den korte version er: fordi man kan tage en højere pris, hvis der er tilsat følelser).
Noget jeg hæftede mig ved, var den her teori, som Peter Andreas nævnte, om at visse følelsesmæssige reaktioner er ‘forkortet’, af evolutionære grunde, så man ikke skal tænke for meget, inden man flygter fra en giftig slange eller et farligt dyr. Dvs. at visse typer mønstergenkendelse med tiden bliver standarder i mennesket.
Så måske når kvinder (og nogen typer mænd) tænker for meget, så er de i virkeligheden i gang med at innovere på de nye emotionelle forkortelser?
Aug 31, 20092 kommentarer
Jeg gør det på 30
- når jeg vasker mit tøj.
I do 30 er en kampagne, igangsat af Novozymes, der kører frem til COP15. Det er en opmærksomheds- og adfærdskampagne, og i denne uges KCast taler vi med Jonas fra Mindjumpers, der har lavet den del af kampagnen, der kører på de sociale medier.
Jeg synes særlig det var spændende at høre om, hvordan det er det daglige fodarbejde, der driver kampagnen. Det er nemt nok at sætte en masse i gang med fan-sider og apps, men det svære er, at få indsatsen til at leve i en lang periode – hvilket er ekstremt vigtigt, da det er tilstedeværelse over tid der gør en forskel.
Aug 24, 20094 kommentarer
Next,
