emmes weblog

Jo ældre man bliver, jo klogere burde man blive. I mangel af bedre: Jo flere røvere om gamle dage har man på lager.

Med andre ord: jeg har aldrig haft så meget at sige som nu, men heller aldrig haft så lidt tid til at få det sagt.

Listen af uskrevne blogindlæg er lang, men heldigvis kan jeg skyde skylden på nogen: Twitter! Aha, så nu har Emme også opdaget statuslinien, tænker du. Gamle krage, hvor er det sødt.

Men nej, jeg er sådan set ikke skiftet permanent til mikromediet, jeg bruger bare enormt meget tid på at slette spam-mentions.

Hver gang jeg åbner Tweetdeck for at skrive noget MEGA sjovt, så bliver jeg dænget til af mentions fra primært spansktalende personer, der tror jeg er en amerikansk plussize model. Nogen gange tror de spansktalende åbenbart, at fordi jeg er plussize model, så er der andre plussize ting jeg er interesseret i. Jeg bliver også inviteret til mange fester og mine outfits kommenteret. Tror jeg nok. Jeg er ikke så hård til spansk (det med de plussize objekter transcenderer dog alle sprog).

Så det er min undskyldning. Først får jeg ikke skrevet ret mange tweets, og bagefter, udmattet af al den blokering af den spansktalende del af kloden på Twitter, så er der ganske enkelt ikke mere tid til også at skrive et blogindlæg.

Jeg havde ellers håbet jeg kunne fejre mit 10 års blogjubilæum i oktober med en vis stil. Men nej.

Twitter tværede mig ud.

Okay, hvis du ser godt efter (f.eks. ved at se billedet i fuld størrelse), så vil du se, at der er en myg fanget i toppen af min have-i-et-glas. Er det ikke fedt?

Muahaha!

Så er det mindre vigtigt at min have-i-et-glas er mindre vellykket fordi:

1. Glasset er rillet, så det er svært at se haven
2. Der er for mange planter derinde
3. Der er for meget vand i og derfor er der altid tåget
4. De for mange planter er desuden for høje, hvis den højeste vokser bare 5 cm har vi et problem

Men pyt med alt det! Der er en myg derinde og den slipper aldrig ud igen.

Succes.

(Og hvorfor laver jeg overhovedet haver-i-glas? Jo, det er et klassisk first world problem: mine potteplanter dør. Hurtigt. Medmindre de er meget hårdføre (og dermed grimme). Det smarte med haver-i-glas er, at man planter og vander dem én gang, og så holder de sådan set i 2-3 år! På et eller andet tidspunkt gror det jo lidt for meget til derinde, men hvis man vælger noget langsomtvoksende og ikke for viltert, der ikke gror blomster og frugter, der kan rådne, så har man en dejlig lille mikrohave, der passer sig selv.

I min næste have skal der kun være mos.)

Vi nåede ikke at have lang tid nok sammen, min kære Nihola. Lidt over 2 år har vi rystet rundt i Kbh med junior og pakkenelliker nok til at knække ryggen på en kamel. Takket være din brede metal-bringe, har jeg følt, at cykeltrunter og pedalhipsters ikke kunne vælte mig. Og selvom jeg ikke altid har ladet dit højre hjul skrabe kantstenen så meget, som ladcykelhaderne ønsker, så føler jeg dog, at vi har været accepterede som en del af den daglige trafik.

Men nu er du væk.

Du forsvandt en regnfuld torsdag foran et stort advokatfirmas betonhovedkvarter. Jeg burde have cyklet videre på dig, i stedet for at tage en taxa, bare fordi jeg var sent på den og det regnede. Da jeg kom tilbage var du væk.

Nu kigger jeg efter dig hver gang jeg ser en sort Nihola – jeg mener, hvem andre end jeg har alt for mange cykelkarma- og Podioklistermærker? Og en kæmpe frontlabel af en gul ælling med verdens mindste tissemand?

Jeg håber ikke du synes min sørgeperiode er for kort, men jeg har allerede bestilt en klon.

Tak for alt, min cykelbil.

… den iranske spam-opringer, der normalt kun ringer én gang om ugen, pludselig ringer tre gange på en dag, og lægger en besked alle tre gange!

Denne gang klimprede han også lidt klaver. Nogen gange synger han. Det kan jo godt være at det er noget i stil med “dø, hedning”, men min optimisme synes tit jeg kan høre noget i stil med det arabiske “habibi”.

(Det skal retfærdigvis siges, at han ringer til de fleste af mine kolleger, vores numre er jo i familie. Teleselskabet kan ikke gøre noget, så vi håber bare at det ikke kan ses på regningen.)

Min søn kan godt lide gadgets.

Lige nu er favoritten dog et stykke software, nemlig Skype. Hver gang han ser min computer, plager og plager han, om han ikke må tale med nogen. Familemedlemmer i Jylland er heldigvis meget indstillet på at klappe kage i virtuel takt (her er det min far, der holder for). Drengen gider ikke se tv, men han kan tale med min far i en time.

Kom ikke og sig at de nye tekniske muligheder er asociale.

Det fik mig til at tænke på, om man mon ikke skulle lave en Chatroulette for børn. Altså, weirdo og blotterfri. Eller måske lade de små være virtuelle besøgsvenner for de ældre. Der kunne godt være et match.

Så nåede vi så langt. 2011 er næsten i mål.

Jeg vil spare jer for opsummering af mit år, da det ikke udelukkende har været en dans på roser, og nøjes med at glæde mig til 2012.

Ude i verden har det også været interessant, og måske er det noget med min fremskredne alder at gøre, men jeg tænker hele tiden, at nu må der godt komme lidt ro på – bare lidt. Jeg er ikke i “stop verden, jeg vil af”-mode, jeg kunne bare godt tænke mig tid til at reflektere over en ny politisk dagligdag i Danmark, det arabiske forår og mange andre forandringer, som jeg gerne så rodfæstet, inden det får en dom.

Jeg tror 2011 blev året, hvor jeg for første gang følte mig gammel, som i bestemt-ikke-ung-længere. Ikke fysisk, men mentalt.

Heldigvis har jeg også brugt noget af året til at samle kræfter, så jeg er nu klar til at stå på speederen – arbejdsmæssigt og ellers – i det nye år.

Om det betyder at min blog kommer til at lide mere eller mindre af infrekvens, det må tiden vise. Jeg har savnet den, så jeg håber den kan få en lidt større bid af min tid i det nye år.

Glædelig jul til de af jer, der stadig hænger på. Og godt nytår.

KH
Emme

Kære Cykeltrunte,

Jeg indrømmer gerne, at du klæder København godt, på din bedstemorcykel, i din designerjakke og klædelige, feminine iPhone-høredutter. Dit rolige overskud, mens du ruller roligt af sted og tjekker byen ud (men i virkeligheden tjekker dig selv), er beundrigsværdigt.

Men er det nødvendigt at hele tiden tjekke om pandehåret sidder? Når du slipper styret for at ae de lokker, der er klippet til at blive aet, så mindskes dit tempo, og indgrebet får dig uværgeligt til at slingre rundt midt på cykelstien, så ingen kan komme forbi.

Ding-ding. Hvad var det for en lyd? Var det din telefon? Nej? Helt sikker? Har du andet i tasken der kan ringe eller bippe? Tag dig god tid til at tjekke, min pige.
Nej, hov! Det var jo en bag dig, der gerne ville forbi, en sur kælling på en grum, raslende ladcykel.

Jeg ved godt jeg forstyrrer din morgen-zen, Cykeltrunte, men du stopper trafikken. Hvis det skal gå så langsomt, hvorfor tager du så ikke bussen? Så kan du også sidde med dit makeup-spejl i fred. Og så er du helt sikker på ikke at komme til at svede.

Skønne Cykeltrunte, af vejen!

En ting er, hvad jeg ønsker mig i den fysiske verden, men noget af det, der virkelig kan gøre min verden nemmere, er online-services. Her er min ønskeseddel:

• Jeg ønsker mig stadig en service, hvor jeg kan se, hvilke kaffesteder i nærheden der har åben før 7 og før 8 (Foursquare er ikke god nok). En dansk Yelp, måske?
• En oversigt over brugervurderinger af arbejdspladskantiner – så jeg ved, om jeg skal sige ja tak til frokost eller ej
• En service, der kan fortælle om der er medvind på cykelstierne på min rute til og fra arbejde – så jeg ved om jeg har tid til den kaffe om morgenen, eller om jeg er ved at være sent på den til hentning i vuggestuen. Medvind kan betyde en forskel på op til ti minutter på min rute på ca 6 km – grøn bølge er heller ikke uvæsentligt
• En service der fortælle, hvor mange voksne og børn der er på min søns stue, på et hvert givent tidspunkt – med tilhørende stats, der viser, om vuggestuen får opfyldt deres menneskekvoter i løbet af året
• En service viser, hvem der har de mest vigtige dagligdagsvarer LIGE NU – altså, har den lokale Superbrugs mere letmælk?

Man bliver aldrig for gammel til en pakkekalender – hverken adventskalenderen eller den, hvor man får en pakke hver dag.

Tak, Nella, for at installere en i min bogreol mens jeg var væk. Gid det må give megen julekarma de næste mange, mange år – det har du fortjent.

På hjernen i denne uge, takket være Otto, 2 år, som jeg deler iphone med:

Det må siges at være Sandlers bedste performance i hans karriere (men nu er jeg heller ikke så vild med hans type komik).

Min søn kan godt lide at synge, særlig den gode gamle traver “Se min kjole”. Jeg har bare så svært ved at huske versene. Det grønne, det blå og det røde er nemt nok. Men når jeg så ikke lige kan huske hvordan det står til med de andre farver, ja, så må man jo digte. Og det var sådan at dette politiske ukorrekte vers opstod, som jeg gerne vil sige undskyld for:

Se min kjole,
den er brun som lorten.
Alt hvad jeg ejer, det er brunt som den.
Det er fordi jeg elsker alt det brune,
og fordi en neger er min ven

Når jeg ser et dollartegn eller et britisk pund-tegn, så får jeg lyst til at shoppe.

Når jeg ser kroner eller kr. skrevet, så får jeg lyst til at tjekke min saldo og lægge budgetter.

(Alle andre valutaer rør mig ikke).

(vil du gerne give mig en smuk julegave, så kan du købe det i print her >)

(tak, Balslev)

Mit gode gamle con amore-projekt Slikleksikon lever i bedste velgående. Der er fortsat en jævn trafik, lidt mild hærværk og jævnligt nye opslag.

Vi besvarer også et par gange om måneden mails fra folk der efterlyser udgået slik, spørger hvor de kan købe et specifikt produkt eller beder os om at inkludere varedeklaration i vores opslag (svarene er pas, pas og aldrig i livet).

Men i sidste uge nåede vi nye højder, da vi modtog vores første anmodning om sponsorgave:

“Hej.

Jeg tillader mig at skrive til jer, da vi jo nærmer os julen med hastige skridt.

Jeg vil høre om i evt. vil kunne bidrage med en ”sponsor” gave, da jeg har et stort ønske om at give mine børn en god jul, endda med en pakkekalender.

Jeg er en kvinde på 42 år, der pga. sygdom, desværre har fået tilkendt en førtidspension.

Dette betyder jo at jeg har mistet min indkomst, og da jeg har 4 børn, betyder dette meget.

Jeg sender gerne dokumentation, så i kan se min indkomst.”

Jeg tvivler ikke på, at der ligger en hård historie bag. Jeg er dog mest rystet over genren. Det har nok altid eksisteret, tidligere i brevform og ved personligt fremmøde – men i den digitale version kan det hurtigt blive til personaliseret spam.

Hvorfor tager turister billeder af kunst?

I september var jeg i Paris med en af mine søstre, og på Louvre undrede jeg mig. Der var mindst et kamera per turist, og ofte også et videoapparat. Der blev knipset en hel del af de berømte malerier, men nogen tog tilsyndeladende billeder af alt. Mængden af billeder af kunst på Louvre må være astronomisk.

Endnu mere eksotisk er den måde mange poserer. For en genert nordbo er det kun noget man gør med stor ironi. Men de fleste ser ud til at gøre det ganske naturligt.

Og når man så kombinerer et kunstværk og en positur, så begynder jeg at spekulere på hvad funktionen er. Det må være en kombination af 1) jeg var der, 2) jeg havde det dejligt og 3) jeg vil genopleve det senere.

Jeg kunne godt ønske mig, at man kunne finde noget, der erstattede kameraet for turisten, så det var muligt at koncentrere sig om en ting ad gangen.

Det er klart, at ingen gider have et digitalt billede af et kunstværk hentet fra museets eget site, for det er ikke kunstværket det handler om, men en selv. Og automatbilleder fra centrale kameraer på museet ville heller ikke være interessant, for hvordan skulle man så vide, hvornår man skulle slå til med sin kulturelt matchende positur (asiater og sydeuropæere i modelversionen, skandinaver med dårlig holdning)? Det er også vigtigt at billedet er fra den rigtige dag på det rigtige tidspunkt – det ved enhver, der har været vidne til familie og venners billedshow fra ferien, hvor man længe diskuterer om billedet er fra lige før frokost eller lige efter, og om er taget på første eller anden sal.

En eller anden form for individualiseret mikro-formidling skal der til – hvor man vel at mærke formidler sig selv. Så ville man måske slippe for al den blitz.

Stakkels Mona Lisa, hun må have pletter for øjnene konstant.

(På billedet er det min søster Cille, der poserer næsten naturligt foran Louvre)

Endelig, næsten halvandet år efter lancering, har vi fået rettet koden på hvormangeægharirmahønenlagt.dk, så den nu viser det korrekte antal æg – nemlig lidt over 100 mio neon-æg, hvilket er det halve af, hvad den oprindeligt viste.

Så nu er hønen korrekt – og husk, den tæller kun når det er mørkt. Så den er et af de få høner i verden, der faktisk er væsentlig mere aktiv i den mørke sæson end  den lyse og varme sæson.

Jeg har set denne annonce i avisen i et par uger nu, og hver gang bliver jeg vildt irriteret. Og nu ved jeg hvorfor – det er fordi han har chokolade på næsen også. Okay, så han vil gerne have chokoladeskæg – det kan jeg sådan set godt sætte mig ind i – men hvorfor også smøre næsen ind? Jeg kan godt regne ud, at hensigten er, at det skal se ud som om han har dyppet underansigtet i en skål chokolade – men min (ikke-nydelsesfulde, irritable) hjerne kan ikke abstrahere fra den dårlige illusion. Det er for sjusket konstrueret.