Hvorfor tager turister billeder af kunst?
I september var jeg i Paris med en af mine søstre, og på Louvre undrede jeg mig. Der var mindst et kamera per turist, og ofte også et videoapparat. Der blev knipset en hel del af de berømte malerier, men nogen tog tilsyndeladende billeder af alt. Mængden af billeder af kunst på Louvre må være astronomisk.
Endnu mere eksotisk er den måde mange poserer. For en genert nordbo er det kun noget man gør med stor ironi. Men de fleste ser ud til at gøre det ganske naturligt.
Og når man så kombinerer et kunstværk og en positur, så begynder jeg at spekulere på hvad funktionen er. Det må være en kombination af 1) jeg var der, 2) jeg havde det dejligt og 3) jeg vil genopleve det senere.
Jeg kunne godt ønske mig, at man kunne finde noget, der erstattede kameraet for turisten, så det var muligt at koncentrere sig om en ting ad gangen.
Det er klart, at ingen gider have et digitalt billede af et kunstværk hentet fra museets eget site, for det er ikke kunstværket det handler om, men en selv. Og automatbilleder fra centrale kameraer på museet ville heller ikke være interessant, for hvordan skulle man så vide, hvornår man skulle slå til med sin kulturelt matchende positur (asiater og sydeuropæere i modelversionen, skandinaver med dårlig holdning)? Det er også vigtigt at billedet er fra den rigtige dag på det rigtige tidspunkt – det ved enhver, der har været vidne til familie og venners billedshow fra ferien, hvor man længe diskuterer om billedet er fra lige før frokost eller lige efter, og om er taget på første eller anden sal.
En eller anden form for individualiseret mikro-formidling skal der til – hvor man vel at mærke formidler sig selv. Så ville man måske slippe for al den blitz.
Stakkels Mona Lisa, hun må have pletter for øjnene konstant.
(På billedet er det min søster Cille, der poserer næsten naturligt foran Louvre)