emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Livslektion #1

Jeg synes min 3 måneder gamle søns første livslektion – med tilhørende frustrationer (læs: skrigeflip) – er meget lig en masse ting man først lærer i en fremskreden voksenalder. Han er ved at lære at ikke alt hvad der kan føres op til munden, kan kantes ind i kæften.

Det er vel i familie med slå ikke større brød op end du kan bage og man kan ikke få det hele. Særlig det sidste har jeg haft svært ved at indarbejde i min forståelse af livet.

Citronmåne – når halvmåner er for amatører

Citron-halvmånen er en ækel tankstation-klassiker, der smager som tissebleer lugter. Men man kan også lave den selv – og så er der ingen grund til at nøjes med en halvmåne.

Jeg fandt opskriften hos New Yorker by Heart, og mens den bager (giv den kun 20 min, så bliver den smamret på den rette måde), så kan man jo passende se filmen om Mr. Nom Nom og den venlige Citronmåne.

Hipster hunde

barneyHipster Puppies er en samling af metroseksuelle hunde, der går op i kunst & kultur og casual street wear. Her på billedet er det Barney, der “… is more concerned with “dynamic range compression” and “the loudness wars” than the fact that he has shitty taste in music”.

(via Fourth Edition)

Du bar’ Buzz! (KCast på autotune)

Vi bruger ikke autotune for at lyde bedre – tværtimod.

DU BAR BUZZ – KCast på autotune (mix by mashup)

Det er svært at vælge mellem gode nødder

Det er hverdagens små valg, der afgør vores skæbne.

Og livmål.

Og livsglæde.

M&M Peanuts, mmmmmm.

De fem typer af kedsomhed

Er det med kedsomhed, som med ulykkelighed? Tolstojs måske mest berømte linie ”alle lykkelige familier ligner hinanden, men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig” siger, at det trælse har mange ansigter. Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg er ved at læse The Selected Works of T.S. Spivet (herlig bog), og hovedpersonen beskriver, med udgangspunkt i hans søster, hele fem typer kedsomhed:

  1. Afventende kedsomhed: Noget stort lurer forude og forhindrer dig i at kunne koncentrere dig om noget som helst, og så begynder du at kede dig
  2. Svigt-kedsomhed: Du forventer dig noget bestemt af en aktivitet eller situation, men det bliver ganske anderledes, og så keder du dig
  3. Aggressiv kedsomhed: Her er kedsomhed ikke et modus, men mere en besked til omverdenen; bruges ofte af teenagere, der kaster sig på sofaen med ordene ‘jeg keder mig!’
  4. Rituel kedsomhed: I stedet for at blive ked af det, sur eller noget andet krævende, kan den erfarne keder vælge at kede sig
  5. Monotoni-kedsomhed: Af og til keder man sig bare, når man har udført en aktivitet eller været i en situation længe nok

(Min kluntede oversættelse fra side 199 i hardback-versionen)

Jeg har ellers ladet mig fortælle, at der kun er tre typer, nemlig når “…we are prevented from engaging in something, when we are forced to engage in some unwanted activity, or when we are simply unable, for no apparent reason, to maintain engagement in any activity or spectacle.” (fra Wikipedia) Jeg kan godt genkende den med at deltage i noget, som ens hjerne skriger ‘neeeeejj!’ til, det er noget af det værste at udholde, fordi det ofte sker i situationer, hvor det vil være upassende at falde i søvn.

Den rituelle kedsomhed kan jeg egentlig godt lide findes; det er muligheden for ikke at tage på vej over et eller andet, og bare besluttet sig for at kede sig. Det er dog også lidt teenage-agtigt og samtidig arrogant, at tænke at verden ikke kan få ens pis i kog, den er bare kedelig.

Nå, men inden læseren kommer til at lide af svigt-kedsomhed ved dette indlæg, vil jeg vende tilbage til min bog.

Telefoner & håndjern

Jeg ved godt at jeg nu er ude over min første sprøde ungdom. Men når man hører et udtryk i en tv-reklame, som man tror er slang, fordi man ikke kender det, og derefter opdager at det nærmest er et teknisk udtryk, så… SÅ er man gammel.

Telefon med håndjern… jeg kan godt regne ud hvad det er, uden at læse teksten. Hvornår blev det nu moderne?

Cornflakes, sukker og mælk

Du ved nok, at der kun er en rigtig måde at spise cornflakes på.

Først hælder du cornflakes op i en skål. De skal ikke ligge plant, men i en bunke nede i skålen, og der skal være så mange, at det bliver farligt når du hælder mælk på.

Så drysser du sukker på*. Drysse, drysse. Det er et godt ord. Nyd det, for du må jo ikke drysse for meget på, det er snyd. Drys det på forsigtigt, så noget af det forhåbentligt bliver liggende på de øverste cornflakes, og ikke falder ned på bunden, når du hælder mælk på.

Hæld mælk på.

Skynd dig at spise det øverste lag cornflakes, dem der svømmer ovenpå mælken og som måske sejler rundt med lidt sukker ombord**. Det er de bedste, det er dem der gør hele cornflakesspisningen umagen værd. Det er derfor mælken først hældes på i det øjeblik, man er klar til servering (=spisning).

Spis resten. OGSÅ de slatne cornflakes i bunden. Skrab overskydende sukker op, når det har bundfældet sig. Drik de sidste mælkeslatter, der ikke kan skovles op med skeen – men kun hvis du er alene.

Gid jeg havde købt cornflakes da jeg var i supermarkedet i dag.

(* Nej, Frosties er ikke en mulighed. ** Nej, det gælder ikke at hælde sukker på efter mælken. Really. Sådan er det. )

Et spørgsmål om polka-pletter

I ved godt de der 3 gule polka-pletter på Christiania-trøjerne, ikke? Hvilken sammenhæng – hvis nogen – har de med de polka-pletter, der er bag på postbudenes jakker? Christiania-polka-pletterne er gule, postbudenes er røde, men de har nøjagtig samme størrelse og sidder i samme højde på kroppen.

(Dette er det første indlæg i en serie, der kommer til at hedde noget i stil med “Ting man har tid til at spekulere over når man er på barsel”)

(@twesterby gør opmærksom på Operaens tre polka-pletter … plottet lugter nu af et budskab fra det ydre rum)

Gæsteindlæg fra Kapster: Status på blogosfæren

For første gang i mange, mange år bringer jeg her et gæsteindlæg, denne gang fra Kapster himself, der har lovet ikke at skrive direkte om damer.

Og det har han holdt i dette indlæg, der bringer både historie og status på blogosfæren.


Jeg tror Emme og jeg har en delmængde af læsere. Men jeg tror også at jeg er forholdsvis fremmed og/eller opfattes som lidt af en særling blandt resten af Emmes læsere. Så tillad mig at introducere mig selv.

Jeg hedder Kasper, og jeg har en blog som hedder kapster2.dk, som er efterfølgeren til (pudsigt nok) kapster.dk – jeg er hverdagsblogger, og blogger om mit singleliv.

Første gang jeg stødte på blogbegrebet var i 2001 på en Reboot-messe, og tog nærmest instant hjem og oprettede min første blog. Det var – som de fleste blogs var dengang – en lang liste af links med en lille kommentar til, i omvendt kronologisk rækkefølge. Og hvis det gik rigtig hedt for sig, så havde jeg måske en eller to læsere mere end mig selv på en dag. Og den første blog gik i sig selv igen forholdsvis hurtigt.

Men i slutningen af 2003 blev jeg single, og det havde jeg ikke været siden 1994, hvor jeg var 16 år gammel. Så i de år hvor mine
gymnasiekammerater havde stiftet bekendtskab med alle de pinlige singleoplevelser, one-night-stands, at en mobiltelefon kan bruges til bootycalls, og at internettet gav mulighed for at flirte og finde interessante bekendtskaber, havde jeg blot set på fra afstand. Og pludselig blev jeg spyttet ud i den verden som 25-årig. Med ét skulle jeg forholde mig til hvad der egentlig var i min garderobe, og at jeg ikke længere kunne tillade mig at være ligeglad med hvordan mit hår sad. Og skulle igennem alle de samme ting som vennerne, bare med 9 års forsinkelse. Hvilket vel gjorde at jeg måske havde en form for “voksen”-briller på i forhold til førstegangsoplevelserne – og derfor også kunne forholde mig lidt mere nuanceret til det hele. Og ironisk.

Og det var det der holdte mig kørende. Ironien. Det fik mig til at distancere mig fra de knubs som man vitterligt får derude. Og snart havde jeg en fast skare af venner, der hver mandag via Messenger ville vide hvad jeg havde lavet i weekenden, hvad der skete i mit singleliv. Da det jo blev den samme ting jeg fortalte 3 eller 4 gange, fik jeg idéen til at blogge om det.

Jeg var heldig. Min blog endte med at blive MEGET eksponeret, efter de forhold der var dengang, og i al beskedenhed endte min blog med at være en af de mest læste herhjemme. For på det tidspunkt var der allerede mange hverdagsbloggere. Men folk opererede ikke med decidere temaer, så det var bare spredt fægtning for alle pengene, hvor folk skrev om alt fra hvad de fik til aftensmad til hvad de så i TV. Hvis folk havde temaer, var det typisk noget med deres kæledyr, eller folk som legede fritidsanmeldere indenfor en eller flere kategorier. Lige da jeg startede, var vi ikke mange herhjemme der bloggede om singlelivet. Nogle gjorde det selvfølgelig sporadisk, men de færreste havde det som egentligt tema. Så jeg ramte en niche, og en tendens i dens opløb, og der gik heller ikke lang tid, før der dukkede en hel underskov op af singlebloggere. Jeg kan lide at skrive, og mange synes om det jeg skriver, men jeg vil stadig ikke vedkende mig et egentlig talent. Jeg tror bare jeg red øverst på den bølge der var dengang. Og så tilsat lidt mystik, fordi jeg insisterede på at holde mit udseende skjult.

Men det som jeg godt vil vedkende mig og tage en del af æren for, var at blogging i den periode blev alment anerkendt. Vi snakker selvfølgelig om en international tendens, så min andel skal ses som mikro-mikroskopisk – men jeg ved at jeg har trukket læsere ind i blogmiljøet, som normalt ellers aldrig ville læse blogs. Og jeg ved at jeg har inspireret andre til at starte deres egen blog. Og “ære” er måske også et stort ord, for jeg har nogle gange følt mig lidt som de sociale mediers “white trash”. Jeg tror der er en del af A-holds-bloggerne som ser skævt til mit projekt, fordi de synes jeg går efter laveste fællesnævner, og ikke bruger mediet som det var tiltænkt. Og det kan sgu godt være. Men hvis bloggen ikke skal dø – som der jo er mange der har travlt med at sige herhjemme for tiden – så tror jeg der er brug for folk der kan appellere bredt. Til at mangfoldiggøre billedet, og gøre det interessant og nærværende, identificérbart. For det har det med at sprede sig som ringe i vandet. Ellers ender det med at delmængderne af læsere opløses, og der kommer til at være nogle meget lukkede blogmiljøer.

Det er det samme med Twitter herhjemme. Jeg fik min twitter-konto for snart 4 måneder siden, og derinde føler jeg mig godt nok også som “social media white trash” nogle gange. Men der er heldigvis sket rigtig meget på 3 måneder, og der er opløb til endnu mere – og det skal folk som blandt andet Nina Jansen og Pernille Rosendahl have æren for. Hvis jeg skal stille det lidt firkantet op, så var Twitter i mine øjne et meget lukket miljø, da jeg først stiftede bekendtskab med det. Groft sagt bestående af kendte, tech’ere og kommunikationsfolk – og så alle “lytterne”, dvs. dem der bare har en profil for at følge med. De kendte tweeter til lytterne, og bare for at have et sted at gøre opmærksom på sig selv. Og tech’erne og kommunikationsfolkene kørte rundt i en eller anden intern lingo-suppedas med links til diverse gadget-applets og markedsundersøgelser. Sjovt nok tilsat en generel undren overfor hvorfor Twitter ikke er blevet mainstream, som man ser i udlandet. Men det er den ikke, fordi førnævnte bare ikke er spændende i et bredt billede. Jo, de kendte til dels. Men jeg håber at Nina og Pernilles Twitterfremstød kan hive en masse nye brugere ind, som kan bruge mediet på helt andre måder, mangfoldiggøre det, gøre det mere interessant! Udtrykke meninger, skæve holdninger, eller tør fortælle noget om sig selv. Jeg synes allerede jeg kan se tendensen til det i folks tweets, og jeg håber der kommer meget mere af det. Skrækscenariet er jo at Twitter bare bliver én stor linksamling.

Nu er jeg så tilbage med en ny blog – og hvad så? Tja, det ved jeg sgu heller ikke helt. Jeg er single igen, og det er primært derfor jeg blogger. Og fordi jeg elsker at skrive. Det jeg laver tåler ikke sammenligningen med en kunstner, men for mig er det en decideret udtryksform. Jeg søger ikke hjælp via min blog (selvom der er mange – godmodige – læsere der tror det), og jeg skal heller ikke score via min blog. Det er ikke planen. Jeg har ikke helt opgivet idéen om at skrive en bog. Og jeg leger lidt med nogle andre tanker om at bringe min blog ud af de digitale rammer. Det synes jeg kunne være sjovt og spændende. Det kunne måske være teater, spoken word, film eller en kortfilm – hvorfor ikke? Så hvis du læser dette og har kontakterne eller midlerne, og tror på mit materiale, så send mig en mail.

Der er rigtig mange stemmer derude, og vi vil alle gerne høres. Men jeg tillader mig at være lidt mere ambitiøs denne gang.

Gæsteindlæg om dating hos Kapster

I dag har jeg gæsteblogget hos Kapster om noget der normalt ikke fylder så meget her, nemlig de logistiske udfordringer i datinglivet.

Senere på måneden kan du møde Kapster her på emme.dk, og han har lovet at det ikke handler om damer.

Twitter-holdene er sat

Jeg har tænkt over det (i ca. 2 minutter): Jeg tror jeg er på klovne-holdet på Twitter.

Hvis man ikke er på klovneholdet, kan man være på følgende hold:

  • De professionelle – de tweeter som en del af deres job (frivilligt eller efter aftale med arbejdsgiver). Eksempel: @Monggard fra @Informeren
  • De faglige – de tweeter overvejende fagligt (smalt eller bredt), uafhængigt af hvad de nu engang laver til hverdag. Eksempel: @Claus og @guan
  • Smalltweeterne - de kunne være på klovneholdet, men forsøger ikke at være sjove. De smalltalker. Eksempel: @emme (når jeg ikke lige er på klovneholdet)
  • Linkerne – de har sagt hvad de vil sige andetsteds, så det linker de til. Eller andre har sagt det for dem, så det linker de til – kaldes også linkpushere, da de har det nyeste først. Positivt eksempel: @FerroGate (de findes også i en pænt irriterende form, ofte med auto-tweets fra en anden platform). Mange medie-kontoer hører til her.
  • Kendisserne – de forsøger om deres brand kan holde på 140 karakterer. Eksempel på en der kan: @Erlendloe (okay, så celeber er han ikke, men han er den eneste jeg følger der er lidt en kendis)
  • De tavse – de har en konto, men har aldrig tweetet. De følger typisk ikke mere end 5 andre, så de kan ikke se relevansen af Twitter.
  • Firmaerne – hvis de er gode, har de en faglig/professionel til at tweete (Eksempel: @normannCPH). Ellers se nedenfor.
  • Spammerne – typisk firmaer (mere eller mindre skumle). Nogle af dem med auto-tweet-bots tilknyttet. Andre med porno-links i deres profiler. Andre blot med ret kedelige produkt-tweets.

PS. Tanken er ikke ny (via)

Ulla Terkelsens hår

Jeg har tit tænkt over det med Ulla Terkelsens tørklæde. Og har siden opdaget, at jeg ikke er den eneste. Men jeg har aldrig nogensinde opfattet det som at hun underlagde sig tørklædereglerne, men mere som en hån af samme regler, da man altid kan se hendes kæmpe pandehår, der fylder mere end tørklædet – for er det ikke det der er meningen med tørklædet, at man ikke skal se for meget af kvindens hår?

Og apropos hår – så er der noget særligt ved Ullas. Under COP15 lagde jeg mærke til, at selvom hun var mildt stylet når hun var i studiet, så piller hun ikke i sit hår. Faktisk er netop en frisure som Ullas en af den slags, som kvinder ikke kan holde nallerne fra; de skal lige ae lidt på den der forlok, eller skubbe en tot frem på plads.

Det er den slags evig pillen der kan få mig til at kategorisere en medsøster som… lidt mindre seriøs. Lidt ligesom hvis hun lider af flick-flick-flick syndromet.

Alt dette bare for at sige, at jeg godt kan lide at Ulla Terkelsen ikke roder sig i håret.

Plenar-linser

Jeg synes der er meget sund fornuft i Kapsters opsummering af COP15, og jeg kan kun supplere med, at hver gang jeg hører ordet ‘plenarsalen’, så tænker jeg, at det lyder  som en luksusversion af linser. I ved, de der tørkager, der er fuld af tyk vanillecreme.

En plenar kunne måske være en choko-version af linser? Chokoladetærte med chokoladecreme? Eller måske er en plenar marmorkage-versionen af en linse, dvs. den har både vanillecreme og chokocreme, i en slags linsens yin og yang?

Appelsinernes hævn

Jeg elsker appelsiner. Store saftige jule-appelsiner. Tyk eller tynd skal, der venter som regel noget godt i midten. Men jeg kommer altid til at tænke på den historie i 1001 Nats Eventyr, om manden,der havde svoret at vaske sine hænder 3 x 40 gange inden han spiste en særlig ret, som han holdt meget af.

Jeg har min egen skrælleteknik, men appelsinen vinder altid. Jeg kan nemlig ikke tåle hverken skallen eller saften på mine hænder, så jeg må vaske, skrubbe og creme ind, inden jeg slår ud i røde knopper. Faktisk kan jeg næsten ikke holde ud at se andre skrælle appelsiner og klementiner, mine hænder krymper sig af sympati. Særlig hvis de bagefter gnider deres hænder i en tør papirserviet… uuiirgh! Det er som en hel skoleklasses negle på en tavle. Bare den gnattende lyd, og synet af deres orange fingerspidser, giver mig kuldegysninger.

Men jeg elsker appelsiner. Hvis de bliver skrællet af nogen andre i et andet rum, hvor jeg hverken kan høre eller se dem. Og hvis jeg må spise dem med kniv og gaffel.

Mælke-gestik

Det universielle tegn på glæde er smil, tårer gør dine kinder våde og viser, at du nok ikke er helt i balance – følelsesgestikken er nem at aflæse. Og de fleste af os oparbejder lidt pokerfjæs, hvis der er noget vi vil skjule.

Derfor er det en lille smule uhyggeligt, når man pludselig får ny gestik – som ikke er til at styre. Som når man som nybagt mor til et 6 dages barn, lækker mælk af bare stolthed over at han har taget 300 g på.

Det er lidt som at være en hundehvalp, der tisser på gulvet af fryd når den får mad.

Sweet Christmas #1: Den sunde juls indtog

I hovedrollen: Karen Volf Mazariner & mikro-Amagerstang fra Click Mix

(Om Sweet Christmas og Mr. Nom Nom)

Mens vi venter på Emmes hjerne

Min søn er født. Det skete i torsdags – og han er yndig. Selvom han måske objektivt ligner E.T. efter 20 år på druk, har dobbelthage og trippelnakke, så er der ikke nogen mere kær.

Så jeg forventer nu en periode med let ammehjerne. Mens vi venter på at jeg bliver mig selv igen, kan du læse de (få) indlæg jeg har skrevet om min graviditet retrospekt. Jeg valgte ikke at publicere dem undervejs, da jeg gerne ville sikre mig, at der virkelig kom et barn ud. Hvis nu der skete noget, så ville de være for svært at skrive om.

Nå, men indlæggene ligger i kategorien ‘graviditet’ – læs dem samlet her >

(Og nej, der er ikke så mange, når man tænker p at jeg har været gravid i 9 måneder – men det er ikke nær så sjovt at skrive uden et publikum)

Kongen af grød

Der er ikke noget helt som risengrød; havregrød og alle de her sunde müsli-varianter har intet at komme efter, når det drejer sig om kongen af grød.

Måske er en god risengrød i virkeligheden som et godt hvidt brød; det skal være saftigt, blødt og med en perfekt balance mellem sødme og salt. Sødmen kommer fra mælken (det ER kun sødmælk der dur) og det salte fra den helt rette saltning og naturligvis smørklatten, og det er vigtigt at grøden er tyknet så meget, at man kan forme små slotte af den, men uden at den bliver tør. En rigtig god risengrød skal man have lyst til at spise uden smør og kanelsukker.

Risengrøden spiser man ikke for den visuelle skønhed (nej, lad nu være med at tænke på hvad det ligner), men for konsistensen; uanset om man har ondt i halsen eller ingen tænder, så er risengrød en nydelse. Det er den der fornemmelse af, at grøden sidder lidt fast i ganen (men ikke fast på samme måde som lakridser i kindtænder) på en venlig og kærlig måde – som et fugtigt kys man får af et lille barn.

Og så er der jo alle jule- og vinterminderne ved risengrød; Hvis der sjældent kommer sne i Danmark, så har vi dog stadig den hvide grød – det er bare om at rulle gardinerne ned og inhalere kanelsukkeret, så man kan næsten forestille sig en juleferie i to meter sne.

Mmm, risengrød. Det er bare ærgerligt at man altid får lyst til chips eller sennepsmadder to timer efter.

Kommunalvalg: Flere tusind enere

Jeg har udført min borgerpligt og stemt, og mens jeg stod i valgkøen kom jeg til at tænke på, hvorfor der er så lidt fokus på partipolitik i kommunalvalg? Nu hvor de tæller stemmerne op er der naturligvis masser af snak om, hvilke partier der gik frem eller tilbage, men under selve valgkampen er det bare flere tusind enere, hvis plakater pryder landet.

Jeg tænkte også på det, da jeg læste Kåres valgplakatparade (1, 2, 3); det ser ud til at handle meget om sjove slagord og portrætterne. Det afslører nok min afgrundsdybe politiske naivitet, men der burde da være lige så meget propaganda for at få os til at stemme på den rette liste?

Eller måske er det bare mig der er en doven vælger; jeg tager stilling til hvilke grundtanker jeg er tilhænger af, og så tager jeg ikke stilling til den enkelte kandidat. Ingen er alligevel perfekt, så det gælder vel bare om at få så mange som muligt valgt, som har den samme holdning som mig. 

Dovent, ja. Men jeg afgiver altid min stemme, så min glorie er finpudset.

Next,

Katrine Emme Thielke