emmes weblog

Mine lunger er to små amerikanske pandekager. De flaprer desperat hver gang jeg forsøger at trække vejret.

Jeg glæder mig til den store gravide vom er væk, så jeg kan trække vejret dybt igen.

Hvilket minder mig om – helt urelateret, i øvrigt – at jeg altid har været meget i tvivl om hvad sangen My Humps handler om. Handler dem om kvinders kurver som sådan, eller om de specifikke kærlighedshåndtag som kvinder får af for stramme lavtaljede jeans? Jeg har altid troet det sidste, men jeg bliver mere og mere i tvivl.

Det er der slags ting man bruger sin barsel til at spekulere over. 

Jow, jow.

… man sætter sig ind i hvad finanslovsforslaget indeholder i detaljer, og læser et kilometerlangt kommentarspor om influenzaen på pol.dk.

For hunde. Jeg får et sukkerbarn. 10 små uskyldige (hjemmebagte) vanillekranse, og ungen vælter rundt i vommen på mig.

Sådan opfører han sig ikke når jeg spiser grøntsager. Og jo, jeg spiser frugt og grønt hver dag, tr0 det hvem der vil.

Noget af det bedste ved at være gået på barsel er, at jeg ikke længere behøver at time min tøjpåtagning til at min kæreste er på badeværelset. Jeg kan sove længe – og så tage tøj på på mest uværdig vis alene. F.eks. kræver strømpebukser at jeg ligger på ryggen som en desperat bille. At hvad der skal ned om fødderne er i det hele taget problematisk.

Jeg er glad for at jeg lige nu ikke bruger noget fodtøj med snørebånd.

Folk er meget i tvivl hvad de skal sige, når de skal ønske en god vind med fødslen. Det bliver som regel ‘held og lykke’ eller ‘knæk og bræk’, og ingen af dem synes helt passende.

Jeg er nået frem til, at det mest rigtige man kan sige til en kvinde på vej på barsel (og til fødsel) er ‘gid du ikke må sprække’.

Min navle har aldrig været så ren. Og nej, jeg mener ikke i overført betydning. Når den gravide mave vender vrangen ud på den, så ser man før første gang hvad der er inde i de små diskret folder. Fnuller, som regel. Men ikke længere i min. 

Udspilet ligner den helt ærlig et rumpehul. Hvis I vil have min sammeligning undskyldt.

Sidst på dagen er det værste. Efter kl 15 begynder den at hænge, vommen. Selvom den fra et graviditetssynspunkt sidder fint lige midt på kroppen, så synes jeg altså den hænger nedad, når dagen er fremskreden.

Jeg har tænkt at jeg måske skulle få lavet sådan en mono-bh. Dolly Parton-størrelse, bare kun til et bryst. Det ville passe til min vom.

Jeg har ladet mig fortælle, at gravide har let til tårer. Jeg synes ikke selv jeg er blevet mere gråd-labil, men en ting kan få min underlæbe til at bæve lidt. Igen og igen, hver gang jeg skal fortælle historien, til kollegers store morskab.

Tidligere på sommeren havde min far bygget en mejse-kasse, og sat den op i birketræet. Hullet i kassen var godt nok lidt stort, men der flyttede hurtigt en mejsefamilie ind, og de lagde æg som sig hør og bør.

Men inden ungerne var flyvefærdige, blev familien bortvist af et bz’er gråspurvepar. Uden den store palaver sparkede gråsserne de små dunede mejseunger ud. Du ved, mejseunger i den alder, hvor deres halvfærdige fjer stikker i de forkerte retninger og deres næb kun er blevet orange i mundvigene.

De små fluffy stakler blev hurtig ædt af villakvarterets rovdyr. Jungleloven gælder på alle breddegrader.

Samtidig skulle min far slå græs. Han har en gammeldags håndskubbet græsslåmaskine, som han er meget glad for – måske også fordi den lærer de børn, der får græsslåningstjansen, noget om godt gammeldags hårdt arbejde (men det er en helt anden historie). Græsslåmaskinen havde stået klar til kamp i nærheden af birketræet, og hvad min far ikke havde set var, at en at de små mejseunger med de orange mundvige og uordentlige fjederdragt, havde søgt ly under den.

“Flu-uff!”, sagde det, og ud kom mejseungen i skiver. Eller – næsten i skiver. Min far måtte hurtigt fatte en spade og gøre en ende på dens lidelser.

Og det er jo den slags ting der sker.

Men det er bare så synd. Dobbeltsynd. Både for den stakkels lille mejseunge, der havde været klog nok til at søge ly, og for min far, der ganske uden at ville det, pludselig fik ansvaret for dens liv og død. Hver gang jeg ser den lille pjuskede mejseunge for mig, mens den sidder og skutter sig under græsslåmaskinens skær, så kan jeg godt mærke hormontårerne presse lidt på.

Jeg har gjort det selv, men jeg gør det aldrig mere. 

Jeg ved godt, at det er en slags kompliment, men når folk glor gispende på min 5 mdr gravide mave og spørger om der er to eller om det er lige op over, så bliver jeg lidt ærgerlig. Altså, så stor er den da ikke! Eller, det ved jeg jo godt at den er – ‘vi’ er store. Jeg er stor. Ikke tyk – bare meget gravid. Chunky, om man vil.

Jeg synes det kom meget pludseligt. Inden sommerferien var jeg bare vommet. Nu er jeg sprængfarlig.

Ulempen ved en endnu ikke helt synlig graviditet, men en krop i hektisk forvandling, er naturligvis tøj. Man er ikke klar til at fremhæve graviditeten endnu, da den mest af alt ligner en glad aften med for meget kål, så man må gå efter at skjule den.

Lige nu har jeg dybest set tøj til 4 dage. En blanding af løse gevandter og andre elementer, der fremhæver alt andet end vommen. Og så er der fredagstøj. Fredagstøj er ren panik – hvad skal jeg have på, når der ikke er mere rent jeg kan passe?

Jeg er gravid. Selvom det er med vilje, så er det både lidt chokerende og underligt.

Man skulle tro at en gravid med mine interesser straks ville udvikle underlige sukker-cravings. Men da det åbenbart er hverdag for min krop, så er den gået i den anden grøft. Jeg trænger til sund mad hele tiden.

Måske fordi graviditetskvalmen i døgndrift ikke ligefrem bliver bedre af sukker og smør.

Når jeg så føler sult, så er der kun én ting jeg tænker på: En Spicy Tuna sandwich fra Joe & the Juice, og måske en lille Pick Me Up til at skylle ned med. Sandwichen er en flad, grov bolle, der er ristet, til den bliver crunchy. Indeni er der en art tunmousse, jalapenos og tabasco. 

Top-nom.