barsel - emmes weblog

3 tips til dig, der gerne vil undgå at ødelægge internettet (når du har fået barn)

Uanset hvor meget du havde på hjerte før du blev forælder, så mangedobles det pludselig når bolden revner og du har lavet en ny borger.

Der er ingen ende på hvor mange billeder man kan tage, videoer der kan skydes og små livsvigtige detaljer der kan kommunikeres. Der er bare et problem; selvom der i princippet er masser af plads på internettet, så kan vi børnefamilier hurtigt komme til at lave en baby-tsunami på alle de andre stakler, der bare gerne vil spille Farmville på Facebook i fred.

For slet ikke at tale om privatlivets fred for dit barn – måske vokser det op og er ligeglad med antallet af videoer på Youtube i hans navn, men hvem ved? Jeg tror man kommer til at betale for at sikre en ordentlig beskyttelse af private oplysninger i fremtiden, og det man betaler for er som regel det, der opleves som noget værd. Så hellere spille sikkert.

Så her er 3 tips, der i basis-versionen er gratis, men hvor man kan betale for bedre services.

Billeder. Da min søn var 3 måneder gammel havde jeg taget mere en 1000 billeder. Tusind. Naturligvis sorterede jeg i dem, men der var stadig et par hundrede som blev oplevet som relevante af den nærmeste familie. Forestil dig hvor upopulær jeg ville blive, hvis jeg havde postet dem på Facebook. I stedet lavede jeg en lukket gruppe på 23HQ, som er en gratis billeddelingstjeneste. Du gør således:

Opret dig som bruger på 23hq.com
Under menupunktet ‘Fotogrupper’, klikker du ‘opret fotogruppe’
Når det er gjort, finder du menu-punktet ‘Opsætning’ – det er dine egne indstillinger
… Og under opsætning klikker du på fanen ‘Indstillinger’
Her skal du under ‘Billeder’ vælge, at uploadede billeder er private som standard. Det skal du også have andre der tilføjer billeder til gruppen til at gøre
Når du står inde i gruppen, skal du også redigere gruppens indstillinger. Her skal du vælge, at kun fotogruppens medlemmer kan se dens indhold
… og så skal du naturligvis invitere familien

Video. Hvad end du optager med din mobil eller med et semi-pro HD kamera, så har du sikkert allerede opdaget, at hvis du sender filerne til familien, så er de enten for store til at mase ud af dit mailprogram eller også har modtageren ikke den rette type player til at se dem. Løsningen er igen en lukket gruppe, denne gang hos Vimeo. Sådan gør du:

Opret dig som bruger og opret en gruppe
Hver gang du uploader en video, skal du klikke dig ind på den fanen der hedder privacy (den kan du åbne mens videoen uploader), og sætte den til, at ‘Nobody’ kan se videoen. Husk at klikke ’save’! Du skal også klikke på ‘Add to’-fanen (mens filen uploader) og tilføje videoen til den gruppe, du allerede har oprettet. Det er nemlig sådan at når man tilføjer videoen til en gruppe, overrides ‘nobody’, men KUN til medlemmer af gruppen.
Og derfor skal gruppen være lukket, invites only. Gå ind på gruppen, her skal du ind på Settings, og herunder ind på Membership og sætte indstillingerne til, at kun medlemmer kan se gruppen (husk nu at gemme, ikke?)
… og så skal du i gang med at invitere. Bemærk, at først når en person er blevet en Contact, kan de inviteres til en gruppe. Besværligt, men sådan er det med privacy.

Statusopdateringer. Det er fristende at oversvømme Twitter og Facebook med de fantastiske ting du oplever med dit barn, men hvis du gerne vil holde det til en lidt smallere målgruppe (hvilket jo efter sigende er en god idé med det meste kommunikation), så prøv Yammer, der er en slags lukket Twitter. Det er egentlig lavet til virksomheder, men familien er jo også næsten en organisation, ikke?

Opret konto, og lad dig ikke skræmme af at Yammer tror at alle i dit nye lille netværk nok har en email-adresse der er magen til din efter @-tegnet. Senere i proceduren kan du invitere alle slags email-adresser
… og så er det bare igang med at komponere statusopdateringer hver gang junior har lagt en turban!
Hvis du synes det er for meget af det gode at skrive statusopdateringer hver dag, så kan du bare brug det lille forum der er tilknyttet din 23HQ-konto. Det hedder ‘Samtaler’ og er ret enkelt.

Hvis du betaler lidt….

Så får du hos 23HQ ubegrænset upload af billeder, mod de 30 om måneden per bruger de har som begrænsning i deres basisløsning. det koster 149,- for et år og er pengene værd-

Hos Vimeo får du for 59.95 dollar 5GB upload om ugen, kommer foran i upload-køen (dvs. dine videoer er hurtigere klar på sitet), samt muligheden for at lave lige så mange gruppe du vil, modsat den ene der kan laves i gratisversionen. Køb bare, hvis du planlægger at lave mange videoer.

Yammer har også betalingsløsninger, men det har du slet ikke brug for på familie-niveau.

Når alt det er gjort, så har du en lykkelig familie, der kan mæske sig i indhold, og du har bevaret din skrøbelige street cred blandt horder af venner, bekendte og kolleger. Dermed ikke sagt, at du skal forbigå i stilhed at du er blevet forælder, men du kan nøjes med lidt nøje udvalgte godbidder, der lige netop er sjove nok til at blive delt med en større kreds.

Jun 17, 20103 kommentarer

Tilbage på arbejde

Verden gik videre mens jeg var på barsel, men der er ikke sket så meget. Eller der er ihvertfald ikke sket så meget at jeg ikke kan følge med. Ingen nye paradigmer, ingen ny chef eller stol.

På den anden side, så vrimler det med nye folk på gangene, som jeg aldrig har set før, vi har fået en ny signatur, nye mobiler, nye kunder og der ligger bjerge af Jesper Højbergs nye bog ‘Når forretningen kommunikerer’ på møblerne rundt omkring i huset. Vi har også fået ny frokostordning.

Heldigvis er der også kage i dag, for jo flere man er i organisationen, jo flere gange om året får man fødselsdagskage. Og Anna E og jeg har allerede en onsdagssnegl-aftale i morgen.

Det skal nok blive okay at gå på arbejde.

Jun 1, 20103 kommentarer

Decision Tree Diagram for Parents (Personal Hygiene)

(Decision Tree Diagram for Parents (Clothes))

May 31, 20102 kommentarer

Decision Tree Diagram for Parents (re: Clothes)

May 29, 20105 kommentarer

Bystander deixis – tal gennem din baby

Da jeg læste lingvistik mødte jeg smalle sproglige begreber, som jeg var sikker på aldrig at få brug for. Switch reference. Rodallomorfer. Classifiers. Dative-shift. Og bystander deixis.

Deixis er de pegende ord i sproget – f.eks. han, hun, den, det. Når man siger ‘han er sur’, er det tredjepersons deixis, dvs. at man sprogligt peger på en, der hverken er taleren eller modtageren. Og så er der bystander deixis – hvor modtageren ikke er hørligt med et pegende ord, men er underforstået. Som når man på restauranten siger ‘maden trænger til salt’, idet tjeneren passerer, med den hensigt at h/n skal høre det og komme med noget salt.

Jeg tænkte at bystander deixis nok ikke var en form, der var i fare for at blive slidt op af moderne sprogbrugere, selvom jeg godt kunne forestille mig gamle sure damer ved busstoppestedet, der lod deres mishag høre ved højt pegende sætninger. Og højlydte teenagere – alt hvad de siger, er bystander deixis til verden.

Men nu bruger jeg det hver dag. Når jeg med min sødeste mor-stemme spørger min søn, om han tror at far vil skifte ham? Han (min søn) smiler glad hver gang han kan se at jeg taler til ham, så hvorfor henvende mig andetsteds? Jeg er blevet bystander deixis-monsteret fra helvede.

Jeg gør mig stor umage for ikke at gøre det udenfor hjemmets fire vægge.

May 3, 20102 kommentarer

Et halvt år med dagens kage

Efter knap 6 måneders barsel slår det mig: Jeg kunne have lavet et blogindlæg om dagen, der hed ‘Dagens kage’. Godt nok har der været dage uden kage (ikke mange), men til gengæld var der også dage med mere end en slags kage (flere end man tror).

Min barsel i oktober og november startede med umådeholden bagen af julesmåkager, og siden da er det gået ned af bakke. Købekager, hjemmebag og store tykke marcipanbrød, der vel også er en slags kage. Senest har jeg haft en intens flirt med den hjemmebagte citronmåne. Så heftig, at jeg nu ikke ønsker at se flere citronmåner den næste … uges tid. Ihvertfald.

Nu venter du nok at dette indlæg slutter med en opsang til mig selv om, at nu skal det være slut. Nej. Det ville være helt urealistisk. Jeg er jo stadig på barsel.

Apr 19, 20103 kommentarer

Kostumedramaer – en lovestory

Jeg læste en gang en Barbara Cartland-roman. For de, der ikke ved hvad en Barbara Cartland-roman er, kan jeg fortælle at det er ligesom Danielle Steele, bortset fra de udspiller sig længere tilbage i fortiden, som regel i en tid hvor man gik med korset.

Det blev kun ved den ene Barbara Cartland-roman, men siden har jeg set alt hvad jeg har kunne få fat på af BBCs kostumedramaer. Og det er næsten lige så sukret.

BBC er kendt for at lave højkvalitetsdrama af forskellig art, og mit første bevidste møde med kostumedrama-genren var Pride And Prejudice fra 1995, og siden da er det både gået op og ned. Først så jeg alle de kostumedramaer, der rent faktisk udsprang af en eller anden litterær kvalitet. Og derefter så jeg (ser jeg) alt det andet.

Men hvorfor? Der findes jo masser af gode film med indhold der er værd at reflektere over – og der findes jo også film, der er meget lettere tilgængelig underholdning. Jeg tror det er meget enkelt: Kostumedramaer er ligesom en mazerinkage købt på tanken. Sød, dejlig blød og forudsigelig. Selv de kønspolitiske emner der af og til dukker op i kostumedramaerne, løses enten ved at følge den moralske kode eller ved hårdt arbejde. Det hele er så nemt at forstå, og der er ingen risiko for lige pludselig at få smækket afhuggede hoveder, døde børn eller langvarig kræft op i hovedet mens man sidder der i sofaen og hygger sig (med sin mazerinkage).

Det er matadormix-underholdning. Man indtager hele posen, selvom ikke alle de enkelte dele er lige gode. For der er jo altid en favorit eller to, der gør det en lille smule hverdagsfantastisk.

Og hvis jeg selv skal vælge min matadormix-underholdning, så vælger jeg kostumedramaet fremfor reality-tv, for der er ingen mennesker kommet til skade under optagelserne.

Apr 15, 20105 kommentarer

Bøfformeren

Den kom med posten fra Bruxelles i går, bøfformeren.

Den har cirkuleret i en vennegruppe i årevis, jeg kan ikke huske hvornår det startede. Men de, der var mest satte, fik den og kunne lade den gå videre når de blev overgået i sathed. Dvs. når folk blev gift, købte ejendom, købte bil, fik børn, og alle andre typer familiepakker der inkluderer en bøfformer i skuffen og æblekagerasp i skabet.

Og nu er den min; tildelt for hjørnesofa, barn og fælles indkøbt affaldsstativ fra IKEA.

Jeg tror vi skal have hakkedrenge med bløde løg på søndag.

Mar 27, 20103 kommentarer

Bananmåne

Den ser ikke ud af meget, men den er klæg, smager af banan og ligger godt i maven.

Efter at have lavet 5 citronmåner i træk, var det på tide at modificere den oprindelige opskrift. Jeg tænkte at hvis grunddejen er så god, så må den kunne virke med andre frugter. Bananer, pærer kogt i vanille, friske hindbær, måske endda henkogte blommer eller mirabeller. Det er marcipanen der gør den mushy, så det må man endelig ikke springe over.

Bananmåne-opskriften er som følger:

150 g blødt smør
50 g marcipan
150 g sukker
4 æg
125 g mel
1 tsk bagepulver
2 små bananer, skåret i tern eller most

Bages i 25 min ved 190 grader. Her har den bare fået almindelig kakaoglasur, men jeg tror den vil blive bedre med klassisk chokoladeovertræk.

Server med et glas kold mælk.

Mar 22, 20102 kommentarer

Uendelighedssange

Er der nogen sinde nogen der er kommet igennem alle 100 vers i ‘Ude i ørkenens glødende sand’ (aka. ‘Stakkels lille iskagemand’) uden at enten lave ged i tallene eller kede sig selv i søvn? Jeg når aldrig længere ned end i 70′erne før det går galt.

Der er meget få hardcore uendelighedssange man kan veksle imellem når man synger for sin baby; mindst 100 vers skal der være, og det udelukker jo allerede ‘Kalle Kamel har 10 pukler’ og ‘Langt ude i skoven’. Sange der har mange – men forskellige vers – dur heller ikke, som f.eks. ‘Lang oppe bag Norges kyster’. En uendelighedsssang er en, hvor man bare skifter et tal ud for hvert vers. Det eneste virkelige alternativ til Iskagemandsangen er således ‘99 Green Bottles’.

Man kan selvfølgelig altid bare synge første vers af ‘Og det var syd for Køge’ 100 gange.

Mar 15, 201011 kommentarer

Livslektion #1

Jeg synes min 3 måneder gamle søns første livslektion – med tilhørende frustrationer (læs: skrigeflip) – er meget lig en masse ting man først lærer i en fremskreden voksenalder. Han er ved at lære at ikke alt hvad der kan føres op til munden, kan kantes ind i kæften.

Det er vel i familie med slå ikke større brød op end du kan bage og man kan ikke få det hele. Særlig det sidste har jeg haft svært ved at indarbejde i min forståelse af livet.

Mar 11, 20103 kommentarer

Lad nu være med at lyve om visninger på Youtube

Jeg bistod for nylig en journalist, der var ved at lave en historie om et reklamebureau, der mildest talt lavede vildledende PR – både for sig selv og deres kunder. Blandt andet har de fået placeret historien om at deres film for en nordjysk efterskole er blevet set af mere end 40.000, mens sandheden er i omegnen af 2000.

Journalisten Mikkel Hvid har publiceret sin historie, hvor han som man som journalist bør, han inddraget så mange kilder han kan, herunder de implicerede kunder, bureauet og andre, der kender til video- og reklameproduktion. Så langt, så godt. Artiklen er kritisk, ja – men der bliver ikke delt nær så mange lammetæv ud som han kunne have gjort.

Reklamebureauets svar (originalt blogindlæg er blevet slettet af bureauet, link er til pdf uden grafik taget et par timer efter publiceringen af dette indlæg) er at forsøge at så tvivl om journalistens troværdighed, og påstår at flere kilder er blever fejlciteret, uden dog at underbygge den påstand. De fortæller også at Mikkel Hvid er ansat i et vikariat, som om det gjorde en forskel på det arbejde han udfører.

Han får også skældud for at citere mig, fordi jeg ifølge min arbejdsgivers website er på barsel. Well, til det vil jeg bare sige, at det vist ikke er mig der har mest ammehjerne – jeg kan godt udtale mig, mens jeg passer mit barn. De påstår også at han er udskældt på Facebook, men lad os nu se, hvem der har oprettet den gruppe.

Det ligner lidt en Fashionministeriet, der bliver lavet her – nogen har dummet sig, og tror at en sur (dårligt skrevet) svada får det til at gå væk.

Efter at have moret mig lidt på deres nyhedsside om dem selv, gik det op for mig, at udover at de tilsyneladende laver lidt speciel PR, så laver de meget enslydende kampagner for efterskoler. Der er Talentjagten for Lynghøj Efterskole, Stjerneakademiet for Rinkenæs Efterskole, Bliv Superstar for Lunderskov Efterskole og Berns Stars for Bernstoffsminde Efterskole. Nå ja, man må da håbe at de fire efterskoler ikke er alt for meget i konkurrence om eleverne…

Mar 9, 201035 kommentarer

Ikke et ord om patter

Der har (igen) været en del sprogdiskussioner rundt omkring, så jeg vil blot tilføje en ny-erhvervet kæphest. Jeg har en baby, som jeg ammer. Jeg har ikke en bebs der får babs. Ikke uden min plebejer-kasket og prol-brille på, ihvertfald – og i det tilfælde kunne jeg jo så ligeså godt give pat.

Feb 28, 20103 kommentarer

Ricky Gervais uden ironi

Ricky Gervais (fra The Office) er uden tvivl en meget professionel komiker, og derfor forestiller jeg mig også, at han har en anden side. Altså, en helt usjov og kedelig måde at være på, som er reserveret til situationer, hvor humor bare ikke er passende.

Men nu fandt jeg ham lige på Sesame Street, hvor han skal forklare ordet ’stumble’. Og jeg synes at der er noget meget ironisk i hans tone, selvom det skal forestille at være et lige-ud-af-landevejen indslag. Måske er Gervais bare skabt som ironisk? Måske prøver han slet ikke at være sjov?

(Og dog – han kan også synge en (næsten) mild vuggevise)

Feb 19, 20106 kommentarer

Alt for mange E’er

Stegeegenskaber, står der på en outdoor-reklame i mit nabolag.

Stegeegenskaber.

Prøv at se på det. Der er da alt for mange e’er. Det er helt forkert.

Jan 26, 20105 kommentarer

Cornflakes, sukker og mælk

Du ved nok, at der kun er en rigtig måde at spise cornflakes på.

Først hælder du cornflakes op i en skål. De skal ikke ligge plant, men i en bunke nede i skålen, og der skal være så mange, at det bliver farligt når du hælder mælk på.

Så drysser du sukker på*. Drysse, drysse. Det er et godt ord. Nyd det, for du må jo ikke drysse for meget på, det er snyd. Drys det på forsigtigt, så noget af det forhåbentligt bliver liggende på de øverste cornflakes, og ikke falder ned på bunden, når du hælder mælk på.

Hæld mælk på.

Skynd dig at spise det øverste lag cornflakes, dem der svømmer ovenpå mælken og som måske sejler rundt med lidt sukker ombord**. Det er de bedste, det er dem der gør hele cornflakesspisningen umagen værd. Det er derfor mælken først hældes på i det øjeblik, man er klar til servering (=spisning).

Spis resten. OGSÅ de slatne cornflakes i bunden. Skrab overskydende sukker op, når det har bundfældet sig. Drik de sidste mælkeslatter, der ikke kan skovles op med skeen – men kun hvis du er alene.

Gid jeg havde købt cornflakes da jeg var i supermarkedet i dag.

(* Nej, Frosties er ikke en mulighed. ** Nej, det gælder ikke at hælde sukker på efter mælken. Really. Sådan er det. )

Jan 25, 20103 kommentarer

Et spørgsmål om polka-pletter

I ved godt de der 3 gule polka-pletter på Christiania-trøjerne, ikke? Hvilken sammenhæng – hvis nogen – har de med de polka-pletter, der er bag på postbudenes jakker? Christiania-polka-pletterne er gule, postbudenes er røde, men de har nøjagtig samme størrelse og sidder i samme højde på kroppen.

(Dette er det første indlæg i en serie, der kommer til at hedde noget i stil med “Ting man har tid til at spekulere over når man er på barsel”)

(@twesterby gør opmærksom på Operaens tre polka-pletter … plottet lugter nu af et budskab fra det ydre rum)

Jan 20, 20104 kommentarer

emmes weblog