Det er fredag, og ferien står for døren for de fleste. Så her den sidste ‘Ting, jeg frygter på arbejdspladsen’ i denne omgang – jeg er tilbage med mere angst og bæven i august.

Som mange hæmmede voksne mennesker udspringer min angst for gruppesang i gymnasietiden. Her var der altid 2-10 piger i hver af klasserne, der var blevet optændt af kunsten (dvs. enten drama eller musik), og derfor følte at det var naturligt at udgyde deres sen-pubetære bavl i sang-modus. Helst i frikvartererne, helst med henført mimik. Åh, jeg blev så pinligt berørt. Der var skam masser af dem der sang godt, men det virkede på mig som en intim betroelse, truttet ud i høj decibel, som jeg ikke ønskede at høre. Den samme følelse, som når jeg ser reality-tv. Nogen nyder at opleve ting på afstand, som de finder pinlige, jeg gør ikke.

Så da jeg en mandag morgen mødte på arbejde, og nogle kolleger havde indført morgensang som start på vores mandagsmøde, da blev jeg ærgerlig. Jeg blev nødt til at protestere. Og ja, det tog mig mange måneder med pinligt berørte mandagsmorgenmøder før jeg vænnede mig til det.

Jeg synger stadig ikke med, men lader tankerne vandre, mens mine kolleger hygger sig med en sang. Der er jo noget i det, mandagssurheden forsvinder lidt, nogen griner af teksten, andre af kollegaens tonedøvhed. Det er nok det tætteste jeg kommer på at acceptere gruppesang.

Det er fredag og tid til min nye serie “Ting, jeg frygter på arbejdspladsen”, som jeg starter i anledning af min tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter 7 måneders barsel.

Jeg tror alle har indbygget frygten for ikke at låse døren på et offentligt toilet. Mange af os har dobbelt/trippel-tjek tic’et, der får os til at flå i døren indefra inden vi knapper nogensomhelst typer beklædning op.

Men jeg har en yderligere angst på arbejdspladsen: At mine kolleger har glemt at låse døren. Så selvom låse-indikatoren står på ‘hvid’, og ikke ‘rød’, så åbner jeg altid først døren lidt på klem, så en eventuel kollega eller kunde kan nå at råbe vagt i gevær.

I virkeligheden ved jeg godt at det er fjollet, da stort set alle jo har frygten for ikke at låse døren på et offentligt toilet, men jeg ved også hvor distræt man kan blive, når man har rigtig travlt, og det har vi jo i perioder i konsulentbranchen.

Så jeg linder på døren og titter ind, og håber at jeg ikke bliver mødt med en kollegas bare røv eller det der er værre. Tænk lige, hvor pinligt det ville være for os begge to! Så hellere en kunde, som ikke er min kunde – en fremmed, med andre ord.

Faktisk foretrækker jeg når folk bare lader døren stå åben, når de har forladt toilettet, uanset de lugt-gener det måtte give, men det er nok bare mig.

(Videoday på 23)

Verden gik videre mens jeg var på barsel, men der er ikke sket så meget. Eller der er ihvertfald ikke sket så meget at jeg ikke kan følge med. Ingen nye paradigmer, ingen ny chef eller stol.

På den anden side, så vrimler det med nye folk på gangene, som jeg aldrig har set før, vi har fået en ny signatur, nye mobiler, nye kunder og der ligger bjerge af Jesper Højbergs nye bog ‘Når forretningen kommunikerer’ på møblerne rundt omkring i huset. Vi har også fået ny frokostordning.

Heldigvis er der også kage i dag, for jo flere man er i organisationen, jo flere gange om året får man fødselsdagskage. Og Anna E og jeg har allerede en onsdagssnegl-aftale i morgen.

Det skal nok blive okay at gå på arbejde.

Jeg bistod for nylig en journalist, der var ved at lave en historie om et reklamebureau, der mildest talt lavede vildledende PR – både for sig selv og deres kunder. Blandt andet har de fået placeret historien om at deres film for en nordjysk efterskole er blevet set af mere end 40.000, mens sandheden er i omegnen af 2000.

Journalisten Mikkel Hvid har publiceret sin historie, hvor han som man som journalist bør, han inddraget så mange kilder han kan, herunder de implicerede kunder, bureauet og andre, der kender til video- og reklameproduktion. Så langt, så godt. Artiklen er kritisk, ja – men der bliver ikke delt nær så mange lammetæv ud som han kunne have gjort.

Reklamebureauets svar (originalt blogindlæg er blevet slettet af bureauet, link er til pdf uden grafik taget et par timer efter publiceringen af dette indlæg) er at forsøge at så tvivl om journalistens troværdighed, og påstår at flere kilder er blever fejlciteret, uden dog at underbygge den påstand. De fortæller også at Mikkel Hvid er ansat i et vikariat, som om det gjorde en forskel på det arbejde han udfører.

Han får også skældud for at citere mig, fordi jeg ifølge min arbejdsgivers website er på barsel. Well, til det vil jeg bare sige, at det vist ikke er mig der har mest ammehjerne – jeg kan godt udtale mig, mens jeg passer mit barn. De påstår også at han er udskældt på Facebook, men lad os nu se, hvem der har oprettet den gruppe.

Det ligner lidt en Fashionministeriet, der bliver lavet her – nogen har dummet sig, og tror at en sur (dårligt skrevet) svada får det til at gå væk.

Efter at have moret mig lidt på deres nyhedsside om dem selv, gik det op for mig, at udover at de tilsyneladende laver lidt speciel PR, så laver de meget enslydende kampagner for efterskoler. Der er Talentjagten for Lynghøj Efterskole, Stjerneakademiet for Rinkenæs Efterskole, Bliv Superstar for Lunderskov Efterskole og Berns Stars for Bernstoffsminde Efterskole. Nå ja, man må da håbe at de fire efterskoler ikke er alt for meget i konkurrence om eleverne…

Denne uges – de sidste ugers, faktisk – favoritreklame er den fra wupti.com med den flabede svindler. Det er hverken konceptet eller dialogen der er specielt sjovt, men skuespillerens måde at sige sine linier på. Han er så flabet, at man må holde af ham. Og den der rynken på næsen og slag med hovedet han laver, er så lige på kornet på den type han skal portrættere. Jeg griner trofast hver gang.

Forhærdede tv-kiggere vil vide, at manden, der spiller Pede i Wupti.coms reklamer, også er med i sjakket for Den Vrede Tømrer på Kanal 4. Spørgsmålet er så, om Pede er skuespiller med håndværker-bijob eller omvendt.

Hvis jeg skulle lave noget ganske andet, så ville jeg være i den del af politiet med alle hundene. De udfører en vigtig opgave, og de er ret ofte udenfor i den fri luft. Ikke så meget kontornusseri til dem.

Faktisk ville jeg foretrække af være en af hundene. Helst ikke en schæferhund – de har for små øjne,og det er også altid dem der bliver sat indtil at finde lig eller gå i flæsket på vilde autonome.

Jeg vil allerhelst være en at de der sorte labradorhunde, der snuser til alle kufferterne i lufthavnen. Eller pakkerne i pakkecentralen. På en måde leder de jo efter nålen i høstakken, men de gør det med logrende haler og de får også en godbid når de ikke har fundet noget.

I dag debuterer Berlingske Medias nye digitale magasin Ugen.dk. De skriver selv at de er “… en nyskabende journalistisk service til dig, der vil spare tid, vide mere og læse mindre. Frem for at drukne i konstante nyhedsopdateringer på nettet, giver UGEN dig et skarpt overblik over det bedste fra ugen fra vores egne og alverdens andre medier.”

Det første nummer af Ugen.dk koster 19 kr, og man kan herefter tilmelde sig en abonnementsordning. Nu har jeg længe brokket mig over at aviser og tv ikke passer til mit behov længere, så jeg synes det var en test værd.

Det første der sker, når man vil hente det nyeste nummer af Ugen.dk er, at man skal downloade et program. Jeg frygtede straks en grim pdf-læser, men heldigvis er programmet nydeligt (kedeligt) og svarer hurtigt. Det er det værste ved pdf-læsere – den uhyggelige lange bladretid. Hvis bøger tog så lang tid at bladre i, ville ingen læse bøger.

Nå, programmet virker, men det er klart en barriere. Jeg  havde nok forventet et klassisk login og herefter en normal browser-oplevelse, men lad nu det ligge (indtil videre). 

Inden jeg kan få lov at se andet end noget pynte-indhold, må jeg købe et nummer af Ugen. Det går nemt via sms (der var måske et eller to views i det ret lange flow der kunne slåes ihjel), og jeg kan gå i gang.

Refereret guld

Og her er det så at jeg bliver en lille smule skuffet. For jeg havde forventet dybde og tyngde. Jeg klikker på en historie om influenzaen – og får al den standard-info der har cirkuleret de sidste mange uger. Historien om den amerikanske sundhedsreform er også næsten uden baggrund. Og en overskrift om det er mænd eller kvinder der skal redde verden fra klimaproblemerne, dækker over et referat fra en blog på Guardian.

Jeg er dog positivt overrasket over, hvor meget Ugen linker ud. Både klummer og artikler bruger i høj grad kilder fra det ganske net, og endda af meget varierende karakter. F.eks. er 9 Silly Things People Say When They Hear You Don’t Want Kids i Poul Høis klumme – jeg tror jeg ville have forventet udelukkende sobre, tørre kilder, så det er som sådan forfriskende.

Men det leder mig tilbage til den manglende tyngde. Af det guld, jeg finder på Ugen.dk, er det altsammen refereret guld. Dvs. de har ikke produceret det, de har fundet det. Det er ikke en ulempe, bevares – det er derfor der findes links. Det kan være en guddommelig niche at være i, at være den, der finder de bedste historier og samler dem – indenfor en niche (som f.eks. Tveskov på twitter & blog er det for mange af os) eller bredt. Men man skal godt nok levere høj kvalitet for at eje den niche der hedder nyheder. Og man skal levere hurtigt – og så er det måske ikke så fedt kun at udkomme fredag?

Ugen skriver selv at de er dem der “… samler op og skriver kort og skarpt ind til kernen af ugens vigtigste og mest underholdende nyheder, så du har alt, hvad du behøver at vide.” Så det er også for meget at forvente, at de skal være tunge og dybe. Men det er det jeg mangler: en ugentlig opsummering, der sortere alle ikke-historierne fra, har samlet de bedste citater og konklusioner fra de kloge, sætter perspektiv på og ser ud over døgnets nyhedscyklusser og hysteriske overskrifter – Ugen kunne jo godt være det samlingspunkt man så tilbage på, når man næste år ikke kunne huske hvordan det nu lige var med den ballade om finansloven. Og det synes jeg ikke helt de gør (endnu).

Enkel funktionalitet

Som man kan se på billedet ovenfor, så har Ugen 3 faner. ‘Denne uge’, ‘Bland selv’ og ‘Favoritter’. Fanen ‘Denne uge’ er, ikke overraskende, det magasin jeg netop har købt, så det giver sig selv. ‘Favoritter’ er også nem at gætte; hvis jeg har klikket på den lille grå favoritknap, så gemmes den pågældende artikel på denne fane, og jeg kan f.eks. printe alle de artikler jeg har favorittet (gad vide om det er et ord?) eller læse dem offline. 

På ‘Bland selv’ kan man via kategorier, emneord og indholdstyper filtrere indholdet i det eksisterende og tidligere numre af Ugen. F.eks. kan man lave en visning med alle de artikler i kategorien Tech, der er tagget med emneordet ’samtaleemner. 

Altsammen velfungerende, hurtigt og nemt at forstå. Der er gode point til programmet. Designet er lidt for fersk for min smag, men det er naturligvis også indholdet der skal springe i øjnene. Måske kunne ferskheden afhjælpes med en lidt mere kantet fotostil?

“Findes ikke gratis andre steder på nettet”

Ugen siger i deres intro at “… indholdet er unikt og findes ikke gratis andre steder på nettet.” Det har de naturligvis fuldstændig ret i, samtidig med at de tager fejl. Det er klart, at netop disse skribenter og netop disse ord, ikke findes andre steder gratis. Men findes indhold af samme kvalitet, findes der ligeså gode links, lige så meget personlighed, lige så mange meninger andre steder? Ja, det gør der. Gratis? Ja, også det.

Jeg synes som sådan, at det er beundringsværdigt at lave en opsamling på ugens nyheder. Det er bare ikke det jeg vil betale for. Jeg ville gerne betale for den grumme graverjournalistik, for den tunge analyse og for den viden, jeg ville skulle bruge i næste uges arbejde. Så ville jeg sidde og vente på Ugen. Lidt ligesom jeg af og til sad og ventede på Mandag Morgen, da jeg arbejdede i det offentlige.

I teorien burde Ugen være lige noget for mig; jeg er ikke nyhedsjunkie, men synes det er vigtigt at følge med. Der må gå 13 på dusinet af den type profil, så Ugen burde blive en succes. Så jeg vil vente i spænding og se – men jeg tror desværre ikke de har ramt rigtigt endnu.

PS: Løse kommentarer

• Ugen i billeder er ret fin – men hvorfor linkes der ikke internt til de relevante historier?
• Det er – naturligvis – frustrerende ikke at kunne linke til og kommentere indholdet. F.eks. ville jeg godt have spurgt klummeskriveren Jesper Beinov hvad han selv mente, efter hans gennemgang af andre bloggeres holdninger til at tjene penge på indhold. Det må jeg så gøre her, men spørgsmålet er, om han opdager det.

Update kl 22.34: Efter at have set Mogens & Kristiansen på TV2 News er jeg kommet frem til at det er alt hvad jeg behøver af ugentligt sammendrag.

Politiken har her i weekenden lanceret redesign , hvor de kan give artiklerne “… forskelligt udtryk, alt efter om det er små eller store nyheder. Og designet af forsiden giver muligheder for variation, så det ikke bare er historierne på forsiden, der løbende skifter, men også designet af dem. Det giver et mere levende udtryk.”

Det glæder jeg mig til at se i aktion – meget apropos Jason Santa Maria og hans idé med at lade så mange artikler så muligt have forskelligt design (og som vi også taler lidt om i sidste uges KommunikationsCast, i forbindelse med Information.dk).

Udover det, så vil de gerne være hurtigere – dvs. det skal være hurtigere at hente forside og undersider ind, selvom de er længere end en a la carte-menu på en overambitiøs restaurant. Men som Dalager siger, så er der “… en forsidestørrelse på 1.64mb, 203 requests og en loadtid på 42 sekunder” (se mere på twitter-tag’et #polredesign), hvilket betyder, at det må have været snot-langsomt før.

Mht. selve designet, så synes jeg at det har sine fordele og ulemper. Den lange forside synes at være delt op i en tabloidtop, hvor der er fokus på billede og overskrift, men nu helt uden manchet eller brødtekst. Tabloid-toppen er lang (så lang at det nok er forkert at kalde den en top), men under folden suppleres den løbende med flere side-spalter, der linker til tophistorier, seneste nyt, lokalt nyt osv. Altsammen rigtig rart for øjet. Spørgsmålet er, om det er den rette vej for en omnibusavis, der ikke officielt er i tabloidbranchen.

Hvis Politiken vil være mere light – som er sådan jeg opfatter dette design – så skal man også være hurtig. Og der kan Politiken lige nu ikke konkurrere med f.eks. TV, Facebook og Twitter. Og det vil jeg heller ikke forvente. Det er en problematik vi har diskuteret så mange gange – de store avisers chance er at give dybde og baggrund. Jeg ønsker mig, at de skal være nyhedsstrømmens bagstopper. Det her her man skal gå hen, når man vil være sikker på at få fakta, eksperter og den sobre (og kritiske) fremstilling. For det er jo det de gode journalister kan.

Som Mikkel Westerkam siger i denne uges KommunikationsCast, så vil han gerne have den netavis, der kan gå i dybden med de 5 vigtigste nyheder for dagen, så han er klædt på. Og selvom jeg synes at ‘tophistorier’, såsom Badebolddreng: Jeg kastede op af skam naturligvis kan være sjove nok at læse, så er det ikke den historie jeg forventer at Politiken bruger kræfter på. Måske bliver den kun tophistorie fordi der ikke er så meget andet at klikke på? Man har hørt topnyhederne andetsteds, og man ved nu, at man ikke får meget mere kød på ved at læse den fulde net-artikel.

Spørgsmålet er, om der er nogen nyhedssider, der lige nu kan slå Facebook som det første filter vi ser nyhederne igennem? Jeg indrømmer gerne, at jeg ser langt de fleste nyheder første gang på Twitter eller Facebook – mit netværk er filteret, ikke et medie. Men jeg tror også det skyldes, at der ikke er nogen af de nuværende danske brede nyhedssider der er gode nok – lige nu.

Jeg har stadig ikke besluttet mig for, om jeg tror at der er et behov for det ene (eller to eller tre) steder, man går hen kun for at få nyheder. De fleste af os har jo nok et sted hvor vi henter fagligt input, hvor vi henter spil, madopskrifter, gadgettips eller hvad der nu er vigtigt. Vi har vores favorit-nichesites. Og lige nu dækker de sociale platforme jeg bruger mit nyhedsbehov. Så spørgsmålet er, om der er en nyhedsniche eller ej.

Først og fremmest tak til Nadja Pass for at skrive blogindlægget om hendes første indtryk på Google Wave – så kan jeg slippe med at henvise til det, og føje meget lidt til, da jeg overvejende er enig.

Jeg er måske nok lidt mindre begejstret, men jeg har på den anden side heller ikke gjort så stor en indsats som Nadja – den første bølge jeg oprettede hed noget så surt som ‘Har du også svært ved at se pointen med alle de bølger?’. Jeg følger med i en bølge, der hedder 100 ting om Google Wave, hvor glade bølgebrydere opremser alle fortræffelighederne ved Wave, både de nørdede og de mere mainstream, og der er uden tvivl meget at hente – når man altså har noget at lave derinde.

Google Wave blander med fordel en masse konventioner vi kender – indbakken, chatten, redigérbarheden fra Docs – og forsøger at opgradere andre netbårne konventioner, som f.eks. email, der i sin grundform må siges at være meget lineært opbygget.

Nå, men hvis du skulle rende på en fantastisk bølge, så håber jeg at du vil invitere mig – jeg hedder thielke @ googlewave.com (det er altså lidt besværligt med endnu en mail-adresse…) – ellers kan det være vi ses når nogen andre rammer det sweet spot for netbårent samarbejde, som alle går og leder efter i disse år.