emmes weblog

Har I osse papirhåndklæder på toiletterne der hvor du arbejder? Så er den her video for dig. Den viser os, hvordan vi kan nøjes med ET stykke papir og stadig få tørre nok hænder til at ryste pote med en fremmed uden at skamme sig.

Jeg er klar til at prøve – jeg er klart en af de slemme, der flår en håndfuld ud af dispenseren, fordi jeg allerede er mentalt videre og ikke synes jeg har tid. Samtidig er jeg glad for at vi har papirhåndklæder. Jeg hader de der gennemfugtige fælleshåndklæder, der er cirka lige så charmerende som en krammer fra en petriskål i influenzalaboratoriet.

Jeg ved godt, at de cool dawgs præsenterer deres analyserapporter i organisk bomuldsmasse fortygget af velbetalte etniske arbejdere,  og spundet på en pictoresk bjergtop i et ny-demokratisk land, inden det blev slowtransporteret til en baltisk region, der innoverede det til et fysisk format så overlegent at det, at tale om “tryk” og “print”, er en fornærmelse af royale dimensioner.

Jeg ved, at de smukkeste formidlere er de, der taler fra et hjerte så animeret, at enhver præsentationskrykke er en fornærmelse mod deres originale, og ikke-delbare indhold, fordi det skal mærkes – længere inde, helt inde i sjælen

Og at de, der har det overlegne overblik over de nyeste digitale toys, som kun er i alfa-beta-gamma-pre-invite-stealth mode, til enhver tid vælger et format så visuelt, så sømløst, så intuitivt, (så ikke-standardiseret), at selv Keynote må rødme over at blive afsløret som havende bar røv, så præsentationsformatets formative format ganske overdøver det, der er formateret.

Men jeg er en gammel kone, så jeg kan godt lide Powerpoint. Ja, det tager tid at få det snøret om sin lillefinger. Men alle redskaber, der har en højere kompleksitet end en hammer, kræver indkøring. Og nej, det er ikke perfekt – der ryger da nogen favoritfeatures med hver opdatering, og der kommer nye til, der så skal læres. Men nu har vi været sammen i fem år, og jeg er klar til at erklære mig – jeg elsker Powerpoint.

Nogen gange kommer jeg til underwhelmed hjem fra konferencer. Kvaliteten kan godt have været ok eller endda god, og alligevel – så føler jeg mig ikke nok rystet og inspireret. Jeg vil allerhelst hældes udover en afgrund, når jeg går til konference og komme hjem med følelsen af, at nu skal jeg godt nok se at komme i omdrejninger, hvis jeg vil være med der hvor det sker.

Det er længe siden jeg har haft det sådan. Måske fordi jeg i nogen år er gået til de samme konferencer, og konferencer har det jo med at gentage sig selv lidt.

Så målet for i år er kun at gå til konferencer, hvor det er meget sandsynligt at jeg enten ikke forstår de grundlæggende faglige antagelser eller at jeg vil opleve, at nogle af oplægsholderne taler decideret sort. For at starte sort-kategorien op, tager jeg d. 26. maj til Community Day – mennesker & software. Det lyder måske som noget jeg burde forstå, men husk, at jeg kun kan 10 html-tags i hovedet og det eneste jeg kan huske om Java er, at infinite loops er sjove. Det lyder måske nørdet, men for de mennesker, der kommer til Community Day, er det ikke engang morsomt, bare lidt sørgeligt.

Programmet byder på 2-3 overskrifter, som jeg kan gennemskue hvad indeholder, resten er volapyk. Det bliver vildt fedt.

(PS. Kom gerne med konferenceforslag…)

Jeg står tidligt op og er ved kontoret 20 i syv. Der er ting, der skal laves. Jeg opdager at jeg har glemt både min pung og mine nøgler. Sidder på gaden i 25 minutter og overvejer, om jeg skal cykle hjem efter dem.

Bliver lukket ind i opgangen og 10 minutter efter ind på Advice, af en anden kollega, der også har travlt. Vi går ombord i kaffen og jeg sætter brød i risteren.

Mens jeg venter på brødet, går jeg i gang med dagens opgaver. Jeg kan godt lide mit ristede brød koldt. Man kan ikke putte ordentlig tandsmør på ristet brød, før det er koldt. Så selvom jeg ved at det nok er færdigt, så tager jeg mig god tid. Indtil jeg pludselig kan lugte noget forkullet og brandalarmen går i gang.

I løbet af 10 minutter har vi skruet en hær af brandalarmer løse, åbnet alle vinduer og – oh skam – haft besøg af en af de store vogne fuld af brandmænd. Utrolig venlige og overbærende brandmænd.

Klokken er 20 i otte og min dag er allerede i smadder. Og brødristeren er kaput.

Jeg har aldrig forstået, hvordan folk der er kronisk syge, alligevel kan samle sig om at møde på arbejde. Bare jeg har et kortvarigt maveonde, så går jeg totalt under jorden.

Men nu forstår jeg det. Nu, hvor mit barn sover dårligt og jeg selv gennemsnitligt får 3,5 times søvn i døgnet. Før ville jeg ikke have fattet, hvordan man kunne møde op morgen efter morgen og rent faktisk gøre det godt.

Det er meget simpelt: Alternativet er simpelthen for kedeligt.

Jeg har ikke gjort det endnu, men tit haft mareridt om det. At sende en intim email til direktøren for en seriøs forretning. At sende en fortrolig email til den forkerte kunde. At sende en intern email til hele firmaet, i stedet for bare en enkelt kollega.

Frygten kommer ofte op i en lige i det sekund, hvor man har klikket send. Send… men til hvem?? Hvad skrev jeg nu i det adressefelt?!

Oh gys.

Jeg hørte en gang om en, der ville skrive til sin kæreste hvor meget hun hadede direktøren og at hun i øvrigt synes hendes nærmeste kollega var en nar. Desværre kom hun til at sende emailen til hele firmaet. Det er en af den slags ting der er svær at komme tilbage på.

Man har jo af og til perioder, hvor det skal gå stærkt. Men hvor hovedet er lidt hurtigere – og mere præcist – end ens hænder på tastaturet. Man må for alt i verden ikke prøve at tænke på mere end en ting, når man sender en email. Det kan kun gå galt.

Jeg har taget lidt forholdsregler. Jeg havde en aftale med den kollega, som jeg i en perioden diskuterede meget personlige ting med, om at vi altid tog den slags ting i enerum. En slags bitch pit. Så tog vi lige 10 minutters sladder og brok, og så var det overstået. Så slap vi både for at kompromittere os selv på skrift, og for at blive afbrudt på pinlig vis, hvis vi prøvede at sladre diskret i det åbne kontor.

Den anden forholdsregel er at dobbelttjekke. Og trippeltjekke. Særlig når man er træt.

(Tak til Kirsten A. og Pia H. for inspiration)

Det var lidt et storladent øjeblik. Undervejs i præsentationen spørger kunden, hvorfor der ikke er printmedier med i planen for kendskabskampagnen for hans site. Jeg læner mig tilbage i stolen, holder en kunstpause og siger: “Det er jo et website”.

Alle om bordet nikker, inklusiv kunden. De kan høre hvor rigtigt det er, det jeg siger.

Spol et år frem, og vi sidder om bordet igen, efter adskilligelige kampagner – alle online. Kunden har taget nogen tal med, fra før vi kom til, og han kan nu vise, at han får mere trafik til forsiden ved at lave en printkampagne, end ved vores online-indsats.

Alle kan huske hvad jeg sagde den gang. Jeg selv, mest af alle.

Og lad det nu ligge, at der kan være tusind parametre, der har givet de to resultatsæt – online og print. Måske har jeg stadig ret i, at det er mest naturligt at lave kampagne for et website online. Men lige nu viser en udgave af fakta at jeg tager fejl. Og ikke den slags fakta, som man på pernittengryn-vis har lyst til at fluekneppe.

Det er ganske enkelt irriterende. Ærgerligt, snarere. Det er præcis den slags ting man frygter vil ske. Noget af det værste. For hvis man ikke har ret i sin faglighed, hvorfor er man så ansat?

Det bedste man kan gøre er, at undersøge hvorfor man tog fejl. Og blive klogere. Læse op på sagen, spørge kolleger, indhente mere fakta. Men det er jeg ikke klar til endnu. Jeg er desværre stadig overbevist om at jeg har ret.

Heldigvis er det en meget forstående kunde, der synes vi har andet at byde på end min skråsikkerhed. Så han har bestilt en printkampagne, og har opsparet grine-point nok til resten af året.

(Men det er da irriterende at han har ret)

Frygt og glæde er tit nære naboer på arbejdspladsen. Alexander Kjerulf kan fortælle længe og passioneret om, hvad det er, der gør en glad, men jeg synes at det er vigtigt at supplere med de ting, som det er helt naturligt at frygte, når man går på arbejde.

Jeg har tidligere berørt ulåste toiletdøre, bar hud og sang. Nu bliver det lidt mere alvorligt.

Siden mit allerførste job, har det med jævne mellemrum givet et lille hop i min mave og jeg har tænkt: “Åh nej, lige om lidt opdager alle de andre at jeg bare er en ung wannabe, der slet ikke er gammel nok til at have et rigtigt job”. Det er ikke en følelse af ikke at være god nok. Det er en følelse af ikke at være færdigbagt. Altså, færdigbagt voksen, ansvarlig og medarbejderagtig.

Mit første år i Patent- og varemærkestyrelsen var det værste på den konto. Når jeg sad i møder, hvor vi talte om det danske erhvervsliv, konkurrencekraft og lovforslag, så fnisede min indre gymnasieelev et sekund eller to, inden frygten satte ind – om lidt ser de hvor ung jeg er, og smider mig ud.

Men jeg får stadig følelsen af og til. Lige inden jeg skal holde et vigtigt oplæg, måske. Eller når jeg lægger røret efter en vigtig faglig diskussion med en kunde.

Jeg har heldigvis vænnet mig til det. Og en god lommepsykolog ville måske sige, at den frygt er det sidste, der afholder mit store ego fra at få overtaget 100% og æde mig op med arrogance. Nogen slags fear leads to the dark side. Men andre slags frygt holder dig ydmyg.