emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Her kan du læse om de 5% af mig selv, som jeg lægger åbent frem. Og ikke mere end det.

Blogolæum #15: De ikke-skrevne indlæg

Da jeg i sidste måned gik og truede med Blogolæet, sagde LineP, at hun godt ville høre om de indlæg, jeg ikke havde skrevet (men som havde været tæt på).

De fleste forestiller sig måske, at de indlæg der aldrig blev skrevet, var af personlig karakter. Sådan er det faktisk ikke. Jeg har ikke haft det så svært med, hvor grænsen går mellem hvad jeg vil dele af mit personlige liv og hvad jeg ikke vil dele. (Man kan nok med rette stille spørgsmål ved min humor, men det er så en anden snak – den her var der f.eks. nogen der synes var over grænsen >)

De indlæg der ikke er blevet skrevet, er af faglig karakter.

I starten var det de værste sure opstød over “folk, der ikke fattede det der internet”, som det selv lykkes mig at filtrere fra i tide. Gudsketakkelov for det. Der er måske alligevel røget en finke eller to af fadet, men det har virkelig været begrænset.

Det er først her de sidste 3-4 år, at jeg virkelig er begyndt at sortere. Og at kolleger også har haft en holdning til, hvad der kunne skrives om på min blog.

Det er klart, at selvom det er min personlige blog, og Advice A/S ikke kan forventes at dele mine holdninger om slik, kage og bøger, så VIL der være et sammenfald mellem min faglige overbevisning på bloggen og hvad man vil forvente af mig som rådgiver. Jeg vil aldrig kunne give en kundes kommunikation en overhaling på min blog, og vil heller ikke ønske det. Og jo større Advice bliver – og jo bredere vores kundekreds – jo vanskeligere bliver det at styre helt uden om kunder, potentielle, gamle og nuværende.

Problemet for mig opstår i den gråzone der er mellem det kritiske indlæg og det rosende. For der er en masse derimellem, der er værd at diskutere. Jeg synes det er ok bruge kunder og andre som eksempler på, hvordan noget digital kommunikation de facto ser ud lige nu. For at demonstrere en faglig pointe.

Men jeg forstår også godt, hvordan det for kolleger og kunder kan være svært at navigere i de små detaljer, som et fagligt indlæg jo ofte graver sig ned i.

Derfor har jeg af og til måtte lægge et fagligt indlæg i graven. Jeg må sige, at jeg ikke er helt fri for at ærge mig lidt.

Det sjove er jo, at vi allesammen bruger kunder og ikke-kunder som eksempler i vores indlæg på konferencer og lignende. Hvad der foregår mundtligt er noget andet end det skriftlige, men man kan da komme lige så galt afsted, man kan hurtigt blive misforstået når man står der og taler i speedtempo. Men det er klart, eventuelle fehlere er ikke nær så dokumenterbare.

Anyways, jeg håber egentlig at det vil ændre sig lidt – nu, da vi er igennem revolutionen og midt i en åben verden.

Internet-blasert

Jeg er ved at varme op til det – mit 10 års blogjubilæum i oktober.

Jowjow, det er derfor jeg har holdt sådan en lang blogpause her på det seneste, det er for at der kan blive plads til et indlæg om dagen, hele måneden. Det bliver et regulært blogathon! Og meget apropos (for dem der kan huske hvad et blogathon er), så bliver oktober måneds indlæg en lang tilbageskuende fest – hvordan var det den gang selvpublicering var ung?

Så jeg har lige lidt tid endnu til at dyrke min nyopståede internetblaserthed. I dag snakkede jeg med mig selv og alle der gad se mig i 140 tegn om det, at internettet er blevet tv. Der var en gang, hvor hver dag online var en følelse af, at revolutionen ventede om hjørnet – og at nogen var i gang med at bygge den. Nu er internettet mere en rodebutik af underholdning, hvor man aldrig rigtig bliver tilfreds. Et klik er et zap – same shit, different technology.

Det betyder jo bare, at vi er på bagsiden af bølgen – revolutionen ER indtruffet, der var bare ikke nær så mange der døde, som i fortidens ditto. Kun forretninger, og det ved vi jo er en del af spillet. Så det er nu at jeg skal komme mig over savnet af det gamle internetdrama og se på, hvordan vi bygger verden efter revolutionen.

Det er meget mere interessant end at være revolutionær.

Papirhåndklæder, ur doing it wrong!

Har I osse papirhåndklæder på toiletterne der hvor du arbejder? Så er den her video for dig. Den viser os, hvordan vi kan nøjes med ET stykke papir og stadig få tørre nok hænder til at ryste pote med en fremmed uden at skamme sig.


 

Jeg er klar til at prøve – jeg er klart en af de slemme, der flår en håndfuld ud af dispenseren, fordi jeg allerede er mentalt videre og ikke synes jeg har tid. Samtidig er jeg glad for at vi har papirhåndklæder. Jeg hader de der gennemfugtige fælleshåndklæder, der er cirka lige så charmerende som en krammer fra en petriskål i influenzalaboratoriet.

Ønskekonferencer

Der bliver heller ikke nogen Reboot i år. Så er der heldigvis Ersatz, som er ude og søge et nyt format. Jamen, der kan jeg da hjælpe – her er mine to ønskekonferencer, som enhver er velkommen til at sætte i verden:

Tilbage-til-skolebænken for voksne
Jeg har efterhånden et pænt antal år på arbejdsmarkedet bag mig. Før det, var en smal og lang uddannelse (selvom Informationsvidenskab selv kalder sig tværfaglig), som gav mig tolerancetrance og akademiker-skyklapper. Heldigvis kan et job eller to hurtig skamskyde ens idealisme, men min fornemmelse er alligevel, at min dannelse er smal. Det er det nye, det er fremtiden, men derfor kan jeg jo godt ønske mig noget mere af livet.

Derfor ønsker jeg mig en konference, der tager et vivar af emner op, og lader de bedste hjerner på feltet indføre mig i dem. Som TED, bare for al faglighed i hele verden.

Noget af det, der har inspireret mig allermest i år, var da en læge fortalte mig, hvordan man træffer beslutninger på akutafdelingerne: Alle væsentlige beslutninger træffes på højeste niveau. Det lyder banalt, men det betyder, at en forvagt, der er i tvivl om bare det mindste, ringer til bagvagten. Hvis der er ikke er et entydigt svar fra bagvagten, så kommer 3-7 eksperter på overlæge-niveau ind (dvs 3-7 personer, som er derhjemme, men har vagt) i løbet af 15-30 minutter, ser patienten og træffer en særdeles kvalificeret beslutning i fællesskab. En slags speed-war room, om du vil. Det giver jo 100% mening, når det handler om liv eller død, men tænk på, hvis alle beslutninger blev truffet på højeste niveau, i virksomheder og organisationer? Tag nej-hatten af, som vil fortælle dig hvad det vil koste, og tag ja-hatten på – hvad vil det betyde for arbejdets kvalitet, flow, for læring og ansvar? Jeg synes det er en interessant tanke.

Og en tilbage-til-skolebænken konference kunne give mig mere af det, hvis jeg hørte om mikrobiologi, træ-lære og Mozart-effekten på én dag.

Man kunne måske sige, at kan kunne gøre noget der ligner – men som bare var relateret til mit fagfelt. For det første kunne jeg så ligeså godt tage til TED. For det andet, så tror jeg, at min hjerne er skolet nok til, at den kan finde inspiration i noget fuldkommen urelateret. Faktisk er jeg overbevist om, at det NETOP er noget urelateret, der vil gøre underværker.

DIY-ekstravaganzaet
Noget af det, jeg stadig kan få trang til, er at lære noget nyt håndværk. Well, tiden er med mig, for aldrig har der været så mange kanaler og magasiner og andet krims-krams, der kan lære mig alt fra hækling til filosofi. Og jeg har da også lært mig selv at strikke og hækle vha. en blanding af Youtube, bøger og venlige mennesker på strikkecafeer. Men jeg kunne godt tænke mig at snuse til meget mere, inden jeg kaster mig over noget nyt. Det er jo ikke fordi jeg lige pludselig vil til at lære Photoshop og gå de kreative i bedene – men jeg gad godt have en større forståelse for andre tilblivelsesprocesser og se, hvilke andre nørdsegmenter jeg endnu ikke har kendskab til.

Jeg kan stadig le lidt for mig selv, når jeg tænker på garnnørdernes begreb stash. Jeg vil nødig have levet uden at vide det, og nu har jeg mit eget.

Så et miks af Skillshare og aftenskole og open space, bare pakket ned på tre dage. Måske faktisk lidt camp-agtigt! Oh man, jeg er gået hippie… Men I forstår nok hvad jeg mener.

I øvrigt, så spurgte jeg for en måned eller mere siden om hvilken konferencer man skulle gå til i år, og fik en masse svar. Og jeg lovede en opsamling. Men listen er noget fragmenteret. Når jeg har en – hvis jeg nogensinde bliver færdig med den – skal jeg nok poste den.

Indtil da, så betaler jeg gerne mine spareskillinger for ovenstående konferencer!

Powerpoint, my weapon of choice

Jeg ved godt, at de cool dawgs præsenterer deres analyserapporter i organisk bomuldsmasse fortygget af velbetalte etniske arbejdere,  og spundet på en pictoresk bjergtop i et ny-demokratisk land, inden det blev slowtransporteret til en baltisk region, der innoverede det til et fysisk format så overlegent at det, at tale om “tryk” og “print”, er en fornærmelse af royale dimensioner.

Jeg ved, at de smukkeste formidlere er de, der taler fra et hjerte så animeret, at enhver præsentationskrykke er en fornærmelse mod deres originale, og ikke-delbare indhold, fordi det skal mærkes – længere inde, helt inde i sjælen

Og at de, der har det overlegne overblik over de nyeste digitale toys, som kun er i alfa-beta-gamma-pre-invite-stealth mode, til enhver tid vælger et format så visuelt, så sømløst, så intuitivt, (så ikke-standardiseret), at selv Keynote må rødme over at blive afsløret som havende bar røv, så præsentationsformatets formative format ganske overdøver det, der er formateret.

Men jeg er en gammel kone, så jeg kan godt lide Powerpoint. Ja, det tager tid at få det snøret om sin lillefinger. Men alle redskaber, der har en højere kompleksitet end en hammer, kræver indkøring. Og nej, det er ikke perfekt – der ryger da nogen favoritfeatures med hver opdatering, og der kommer nye til, der så skal læres. Men nu har vi været sammen i fem år, og jeg er klar til at erklære mig – jeg elsker Powerpoint.

Feminismedebat

Jeg ved ikke om jeg lever et liv i ligestilling. Mit eget indtryk er, at det går meget godt, både i familien og på jobbet.

Jeg tænker sjældent noget om aktuelle emner som “kvinde er kvinde værst” og “tabermænd”, da jeg synes det er uhyre svært at generalisere over køn. Jeg kan såmænd bande lige så meget over mænd bag rattet som min næste, men det er et udtryk for en specifik irritation, ikke en generel. Jeg synes økonomisk ligestilling også er en individuel forhandling både i familien og på arbejdspladsen, ikke kun et samfundsanliggende, og husker mine gammeldags medsøstre og brødre på, at hvis man er villig til at lade sig forsørge, så må det følge, at man også selv er villig til at forsørge.

Jeg tror at manglende fædrebarsler er lige dele uambitiøse lovgivere og kultur. Og at det sidste er det sværeste at gøre noget ved. Men jeg er tålmodig.

Det skal med andre ord ret meget til at gøre mit kogende pis feministisk.

Men der er dog en ting, der gør mig rødglødende – en helt simpel ting, som jeg har oplevet mange gange siden jeg fik barn: Folk spørger mig, hvordan det går med at være karrierekvinde og mor.

Tænk, at det i denne tid kan opleves som et relevant spørgsmål at stille! Du altforbarmede.

Selvfølgelig er det relevant at spørge hvordan jeg har det, nu da et af livets helt store forandringer er indtruffet. Du må spørge mig til hele mit liv, hvis bare du ikke antager at at karriere og mor stadig er en modstilling. Medmindre, naturligvis, du ville stille spørgsmålet om, hvordan det går med at være karrieremand og far.

Et spørgsmål jeg måske skal til at stille noget mere, for at brænde BH’en bare en lille smule.

(Inspireret af De gasblå feminister)

Skt Hans på en alpetop – årets Advice-tur

Hvert år tager hele Advice på tur. Det er som regel fire dage, og ofte et varmt sted. Der er altid et fagligt emne og der er altid halsbrækkende aktiviteter (og altid nogen, der skal have lægehjælp efter de halsbrækkende aktiviteter).

I år var vi i Schweiz, hvor der både var frodigt og lunt – og masser af bjerge man kunne knække benene på. Jeg tror bestemt, at det er det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. Italien og Frankrig (hvor jeg også har været med Advice), er jo også skønt, men der er altid så afsvedet om sommeren. Schweiz er så sprødt og saftig, at man får lyst til at tage en bid.

Og så er deres serviceniveau uden sidestykke.

Egentlig kan man fortælle længe om Advice-aktiviteterne (på billedet ses Skt Hans-bål og skønsang på en lidt vel fugtig alpetop), men jeg tror det må høre ind under et af de mysterier man først får adgang til, når man er ansat. Tak for turen, kolleger!

Samtaler bliver aldrig store

(svar til “Hvor er samtalen blevet af?” af Claus Dahl og “I shop online, therefore I am” af Lara Mulady)

Hver dag er der brok at finde på sociale netværk som f.eks. Twitter. Hvorfor svarer virksomheder ikke på tweets og håndterer de utilfredse brugere? Det må da kunne give værdi.

Når man er en virksomhed af en vis størrelse, så er det et vigtigt valg hvordan man skalerer sin kommunikation og kundeservice. Hvis man vælger at håndtere kundetilfredshed via Twitter og Facebook, så skal man svare på alle henvendelser, det skal ske systematisk og forudsigeligt – og det skal være fordi det at håndtere slutkunderne på de medier letter presset på de traditionelle supportkanaler.

Forventningerne til hvad en virksomhed kan svare på vil være høje – man vil ikke kun forvente en samtale, af og til, med en medarbejder, man vil forvente service.

Fra samtale til service
Når Claus Dahl spørger hvor samtalerne er blevet af, og peger på, at vi kan ende et sted, hvor det bare handler om at råbe højt på en eller anden kanal, så får man hjælp, så peger han på noget meget centralt. Vi kommer til at skelne mellem samtaler og service på nye medier meget skarpere.

Det SAS og Telmore gør, er service, ikke samtale.

Samtaler bliver aldrig store.

Samtaler er mellem få personer, ikke mellem kæmpestore grupper af mennesker. I en samtale kan vi godt starte som fremmede for hinanden, men mens vi taler, opbygger vi en relation – det er noget der kræver lidt arbejde og noget af os som personer. Så en hurtig forespørgsel, en surt opstød og de svar vi får på det, er ikke samtale.

Den sure digisumer
Når Lara Mulady skriver at digisumeren (Laras ord er digimodern consumer, men jeg synes den korte version er sjovere) er klar til at lade sig engagere, så er det delvist rigtigt – for samtidig er vi ved at fostre en generation af krævere, der taler digitalt behandlersprog og råber #fail med største velbehag.

Digitaliseringen i Danmark – og resten af verden – er en udviklingsproces, som vi kun er midt i, og det ville klæde de fleste af os at finde vores samfundssind frem og arbejde med, ikke mod strømmen.

Virksomhederne skal afstemme forventningerne
Så what’s next? Der er masser af virksomheder, der har gjort sig gode erfaringer på Twitter, Facebook og blogs – flere og flere monitorerer professionelt, har et system for hvor og hvordan de svarer på kundeudbrud og det er blevet en vigtig del af opbygningen af et mere transparent image for disse virksomheder.

Så kunderne møder virksomheden nye steder, på nye måder – og får en god oplevelse. Hvad betyder det? På godt og ondt vil forventningen stige – hvis man har talt med en flink fyr på Twitter, har man så ikke øgede forventninger til oplevelsen i den lokale butik?

Uanset om man er i den offentlige eller private sektor, så vil virksomhederne fremover afstemme kundernes forventninger meget skarpere i fremtiden: Er det service, samtale eller er man medudvikler på et nyt produkt, når man møder virksomheden i et personligt eller professionelt medie.

Brands, hvor kunder traditionelt ikke er ret loyale (f.eks. telefoni), vil få store altfavnende serviceapparater, der kan tage hånd om de kunder, der skifter kommunikationskanal som andre skrifter undertøj. Brands med lange relationer til deres kunder, kan vælge at have en palette med et mindre udvalg af dialogkanaler, der så til gengæld kommer til at handle meget mere om samtalen.

Prøv noget nyt – konferencer hvor de taler sort

communitydayNogen gange kommer jeg til underwhelmed hjem fra konferencer. Kvaliteten kan godt have været ok eller endda god, og alligevel – så føler jeg mig ikke nok rystet og inspireret. Jeg vil allerhelst hældes udover en afgrund, når jeg går til konference og komme hjem med følelsen af, at nu skal jeg godt nok se at komme i omdrejninger, hvis jeg vil være med der hvor det sker.

Det er længe siden jeg har haft det sådan. Måske fordi jeg i nogen år er gået til de samme konferencer, og konferencer har det jo med at gentage sig selv lidt.

Så målet for i år er kun at gå til konferencer, hvor det er meget sandsynligt at jeg enten ikke forstår de grundlæggende faglige antagelser eller at jeg vil opleve, at nogle af oplægsholderne taler decideret sort. For at starte sort-kategorien op, tager jeg d. 26. maj til Community Day – mennesker & software. Det lyder måske som noget jeg burde forstå, men husk, at jeg kun kan 10 html-tags i hovedet og det eneste jeg kan huske om Java er, at infinite loops er sjove. Det lyder måske nørdet, men for de mennesker, der kommer til Community Day, er det ikke engang morsomt, bare lidt sørgeligt.

Programmet byder på 2-3 overskrifter, som jeg kan gennemskue hvad indeholder, resten er volapyk. Det bliver vildt fedt.

(PS. Kom gerne med konferenceforslag…)

En af de dage

IMG_20100930_075451Jeg står tidligt op og er ved kontoret 20 i syv. Der er ting, der skal laves. Jeg opdager at jeg har glemt både min pung og mine nøgler. Sidder på gaden i 25 minutter og overvejer, om jeg skal cykle hjem efter dem.

Bliver lukket ind i opgangen og 10 minutter efter ind på Advice, af en anden kollega, der også har travlt. Vi går ombord i kaffen og jeg sætter brød i risteren.

Mens jeg venter på brødet, går jeg i gang med dagens opgaver. Jeg kan godt lide mit ristede brød koldt. Man kan ikke putte ordentlig tandsmør på ristet brød, før det er koldt. Så selvom jeg ved at det nok er færdigt, så tager jeg mig god tid. Indtil jeg pludselig kan lugte noget forkullet og brandalarmen går i gang.

I løbet af 10 minutter har vi skruet en hær af brandalarmer løse, åbnet alle vinduer og – oh skam – haft besøg af en af de store vogne fuld af brandmænd. Utrolig venlige og overbærende brandmænd.

Klokken er 20 i otte og min dag er allerede i smadder. Og brødristeren er kaput.

Mine hedeste nørddrømme (grand geek turismo)

Alle har hede drømme om, hvad det er de skal opnå, hvad det er de skal være. Det er vigtigt at overveje, hvad man er sat i verden for, så man kan dø forløst.

Men indtil – eller imens – man udtænker sit formål, så kan der være mere jordbundne drømme, der får ens lille nørdhjerte til at banke. Her er min top 3 – under temaet geek-turisme. En anden liste er hvad jeg gerne vil skabe, og endnu en er, hvad jeg gerne vil kunne, men det kan være jeg kan trætte jer med det en anden gang.

Tre hede nørddrømme

  1. At se Amazons boghaller. Et af de helt store lagre. Og se, hvordan de pakker bøgerne (robotter eller mennesker?) og mærke hvordan der dufter et sted, hvor millioner af bøger er i transit
  2. At deltage på en TED-konference. En af de originale amerikanske. Ja, man kan se alle videoerne, men at være der, sammen med alle de andre mennesker, der også er sultne efter den nyeste tænkning – det må være så fedt
  3. Besøge Pixar. Og jeg mener ikke sådan en lille rundvisning, men sidde med (helt stille!) i en uge eller en måned, for at se, hvordan de arbejde med detaljerne, den kærlighed til detaljerne, der gør at Pixars film er bedre end alle de andres. Allerhelst ville jeg sidde med et af de teams der laver de små pre-film, som f.eks. Partly Cloudy eller For the Birds

Okay, måske burde jeg havde ønsket noget mere nørdet, som f.eks. at få lov at øje Googles søge-algoritme bare et minut eller være med i opstarten på Apples udvikling af iPhone 5. Men hvis jeg kun får tre ønsker, så skal det være dem her.

Træthedsmoral

Jeg har aldrig forstået, hvordan folk der er kronisk syge, alligevel kan samle sig om at møde på arbejde. Bare jeg har et kortvarigt maveonde, så går jeg totalt under jorden.

Men nu forstår jeg det. Nu, hvor mit barn sover dårligt og jeg selv gennemsnitligt får 3,5 times søvn i døgnet. Før ville jeg ikke have fattet, hvordan man kunne møde op morgen efter morgen og rent faktisk gøre det godt.

Det er meget simpelt: Alternativet er simpelthen for kedeligt.

Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #6: At sende en email til den forkerte person

Jeg har ikke gjort det endnu, men tit haft mareridt om det. At sende en intim email til direktøren for en seriøs forretning. At sende en fortrolig email til den forkerte kunde. At sende en intern email til hele firmaet, i stedet for bare en enkelt kollega.

Frygten kommer ofte op i en lige i det sekund, hvor man har klikket send. Send… men til hvem?? Hvad skrev jeg nu i det adressefelt?!

Oh gys.

Jeg hørte en gang om en, der ville skrive til sin kæreste hvor meget hun hadede direktøren og at hun i øvrigt synes hendes nærmeste kollega var en nar. Desværre kom hun til at sende emailen til hele firmaet. Det er en af den slags ting der er svær at komme tilbage på.

Man har jo af og til perioder, hvor det skal gå stærkt. Men hvor hovedet er lidt hurtigere – og mere præcist – end ens hænder på tastaturet. Man må for alt i verden ikke prøve at tænke på mere end en ting, når man sender en email. Det kan kun gå galt.

Jeg har taget lidt forholdsregler. Jeg havde en aftale med den kollega, som jeg i en perioden diskuterede meget personlige ting med, om at vi altid tog den slags ting i enerum. En slags bitch pit. Så tog vi lige 10 minutters sladder og brok, og så var det overstået. Så slap vi både for at kompromittere os selv på skrift, og for at blive afbrudt på pinlig vis, hvis vi prøvede at sladre diskret i det åbne kontor.

Den anden forholdsregel er at dobbelttjekke. Og trippeltjekke. Særlig når man er træt.

(Tak til Kirsten A. og Pia H. for inspiration)

Det lille billede og det store billede

Da jeg tog det her billede, kom jeg til at tænke på en film jeg så, da jeg var teenager.

Det var en af den slags film om parforholdet, som man skulle være helt voksen for at forstå. Men en af de ting jeg husker tydeligt var at en af de kvindelige hovedpersoner afslører en mandlig i at beskære et billede for hårdt. For derved, med det beskårne billede, at fortælle en meget mere interessant historie. Jeg er sikker på at pointen var noget i stil med den fine linie mellem selvfremstilling og løgn i et forhold.

Det var en lang omvej for at sige, at nej, jeg spiser stadig ikke kun sundt. Til trods for dette billede af min eftermiddagssnack. Se det store billede >

(Iøvrigt, er der nogen der kan huske filmen? Der var også noget med en kvindelig fotograf, der tog en serie billeder af hendes veninder, mens de brugte kameraets linse som make-up spejl. Hvad var det nu den hed?)

Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #5: At andre opdager, at jeg tager fejl

Det var lidt et storladent øjeblik. Undervejs i præsentationen spørger kunden, hvorfor der ikke er printmedier med i planen for kendskabskampagnen for hans site. Jeg læner mig tilbage i stolen, holder en kunstpause og siger: “Det er jo et website”.

Alle om bordet nikker, inklusiv kunden. De kan høre hvor rigtigt det er, det jeg siger.

Spol et år frem, og vi sidder om bordet igen, efter adskilligelige kampagner – alle online. Kunden har taget nogen tal med, fra før vi kom til, og han kan nu vise, at han får mere trafik til forsiden ved at lave en printkampagne, end ved vores online-indsats.

Alle kan huske hvad jeg sagde den gang. Jeg selv, mest af alle.

Og lad det nu ligge, at der kan være tusind parametre, der har givet de to resultatsæt – online og print. Måske har jeg stadig ret i, at det er mest naturligt at lave kampagne for et website online. Men lige nu viser en udgave af fakta at jeg tager fejl. Og ikke den slags fakta, som man på pernittengryn-vis har lyst til at fluekneppe.

Det er ganske enkelt irriterende. Ærgerligt, snarere. Det er præcis den slags ting man frygter vil ske. Noget af det værste. For hvis man ikke har ret i sin faglighed, hvorfor er man så ansat?

Det bedste man kan gøre er, at undersøge hvorfor man tog fejl. Og blive klogere. Læse op på sagen, spørge kolleger, indhente mere fakta. Men det er jeg ikke klar til endnu. Jeg er desværre stadig overbevist om at jeg har ret.

Heldigvis er det en meget forstående kunde, der synes vi har andet at byde på end min skråsikkerhed. Så han har bestilt en printkampagne, og har opsparet grine-point nok til resten af året.

(Men det er da irriterende at han har ret)

Musekagen

Væddemålet var i 2007 – men vinderkagen kom i dag. Til gengæld var den værd at vente på. Dessertdragen kan sit kram. Chokolade- og hindbærfromage, delt af chokoladekage og svøbt i marcipan. Og så en mus med et øre på ryggen i marcipan, naturligvis.

Jeg påstod den gang, at kun få kunne huske historien om musen, der groede et menneskeøre på sin ryg. Og jeg havde ret.

Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #4: At andre opdager, at jeg ikke er gammel nok

Frygt og glæde er tit nære naboer på arbejdspladsen. Alexander Kjerulf kan fortælle længe og passioneret om, hvad det er, der gør en glad, men jeg synes at det er vigtigt at supplere med de ting, som det er helt naturligt at frygte, når man går på arbejde.

Jeg har tidligere berørt ulåste toiletdøre, bar hud og sang. Nu bliver det lidt mere alvorligt.

Siden mit allerførste job, har det med jævne mellemrum givet et lille hop i min mave og jeg har tænkt: “Åh nej, lige om lidt opdager alle de andre at jeg bare er en ung wannabe, der slet ikke er gammel nok til at have et rigtigt job”. Det er ikke en følelse af ikke at være god nok. Det er en følelse af ikke at være færdigbagt. Altså, færdigbagt voksen, ansvarlig og medarbejderagtig.

Mit første år i Patent- og varemærkestyrelsen var det værste på den konto. Når jeg sad i møder, hvor vi talte om det danske erhvervsliv, konkurrencekraft og lovforslag, så fnisede min indre gymnasieelev et sekund eller to, inden frygten satte ind – om lidt ser de hvor ung jeg er, og smider mig ud.

Men jeg får stadig følelsen af og til. Lige inden jeg skal holde et vigtigt oplæg, måske. Eller når jeg lægger røret efter en vigtig faglig diskussion med en kunde.

Jeg har heldigvis vænnet mig til det. Og en god lommepsykolog ville måske sige, at den frygt er det sidste, der afholder mit store ego fra at få overtaget 100% og æde mig op med arrogance. Nogen slags fear leads to the dark side. Men andre slags frygt holder dig ydmyg.

Hvad gjorde vi før IT blev til?

Hvad brugte man dagen på at brokke sig over, inden der var computere?

Hvad kunne få hele arbejdspladser til at ligge underdrejet, før der fandtes internetforbindelser?

Hvad krævede særskilt servicefunktion på arbejdspladsen, inden der var servere, routere, netværk og et utal af forskellige tele-løsninger?

Hvad kunne skabe daglige forhindringer for at passe ens job, inden der var printere, mobiltelefoner og webservices?

Det korte svar er nok, at der var flere mennesker, og derved flere menneskelige faktorer, der kunne forhindre arbejde i at blive gjort. Eller måske er den menneskelige faktor bare blevet rykket en tak længere væk fra os? Vi bliver sure på en maskine, når vores arbejde ikke kan laves, men der skal stadig et menneske til at fikse den, enten direkte på arbejdspladsen eller ude i netskyen et sted.

Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #3: Sang

Det er fredag, og ferien står for døren for de fleste. Så her den sidste ‘Ting, jeg frygter på arbejdspladsen’ i denne omgang – jeg er tilbage med mere angst og bæven i august.

Som mange hæmmede voksne mennesker udspringer min angst for gruppesang i gymnasietiden. Her var der altid 2-10 piger i hver af klasserne, der var blevet optændt af kunsten (dvs. enten drama eller musik), og derfor følte at det var naturligt at udgyde deres sen-pubetære bavl i sang-modus. Helst i frikvartererne, helst med henført mimik. Åh, jeg blev så pinligt berørt. Der var skam masser af dem der sang godt, men det virkede på mig som en intim betroelse, truttet ud i høj decibel, som jeg ikke ønskede at høre. Den samme følelse, som når jeg ser reality-tv. Nogen nyder at opleve ting på afstand, som de finder pinlige, jeg gør ikke.

Så da jeg en mandag morgen mødte på arbejde, og nogle kolleger havde indført morgensang som start på vores mandagsmøde, da blev jeg ærgerlig. Jeg blev nødt til at protestere. Og ja, det tog mig mange måneder med pinligt berørte mandagsmorgenmøder før jeg vænnede mig til det.

Jeg synger stadig ikke med, men lader tankerne vandre, mens mine kolleger hygger sig med en sang. Der er jo noget i det, mandagssurheden forsvinder lidt, nogen griner af teksten, andre af kollegaens tonedøvhed. Det er nok det tætteste jeg kommer på at acceptere gruppesang.

Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #1: Toiletdørs-problematikken

Det er fredag og tid til min nye serie “Ting, jeg frygter på arbejdspladsen”, som jeg starter i anledning af min tilbagevenden til arbejdsmarkedet efter 7 måneders barsel.

Jeg tror alle har indbygget frygten for ikke at låse døren på et offentligt toilet. Mange af os har dobbelt/trippel-tjek tic’et, der får os til at flå i døren indefra inden vi knapper nogensomhelst typer beklædning op.

Men jeg har en yderligere angst på arbejdspladsen: At mine kolleger har glemt at låse døren. Så selvom låse-indikatoren står på ‘hvid’, og ikke ‘rød’, så åbner jeg altid først døren lidt på klem, så en eventuel kollega eller kunde kan nå at råbe vagt i gevær.

I virkeligheden ved jeg godt at det er fjollet, da stort set alle jo har frygten for ikke at låse døren på et offentligt toilet, men jeg ved også hvor distræt man kan blive, når man har rigtig travlt, og det har vi jo i perioder i konsulentbranchen.

Så jeg linder på døren og titter ind, og håber at jeg ikke bliver mødt med en kollegas bare røv eller det der er værre. Tænk lige, hvor pinligt det ville være for os begge to! Så hellere en kunde, som ikke er min kunde – en fremmed, med andre ord.

Faktisk foretrækker jeg når folk bare lader døren stå åben, når de har forladt toilettet, uanset de lugt-gener det måtte give, men det er nok bare mig.

Next,

Katrine Emme Thielke