emmes bogblog

Se indlæg på min daglig-blog >

Læs omtale på min daglig-blog >

Kate er min langt-ude kusine. Som i vi har aldrig mødt hinanden. I virkeligheden hedder hun Rasmussen til efternavn. Så derfor læser jeg hendes bøger ind i mellem. Man skal jo følge lidt med i hvad grand-grand-grandkusinerne laver; særlig når de rent faktisk lever særdeles godt af at skrive fantasy-romaner. Man kunne sige at kusine Kate lever et liv jeg godt gad leve.
Spirit Gate (Crossroads) er første del i en serie (som jeg ikke lige ved hvor lang er), som er det klassiske setup: fantasy verden er af lave. Heltene allierer sig, og nogle af dem viser sig ikke at være helte, men heldigvis er der også nogen helt almindelige mennesker der viser sig at være lavet af stærkt stof. Fabeldyr, magi og andet guf optræder.
Ren matadormix-læsning. Mange sider for pengene, men der findes bedre fantasykøb derude.

Don’t Tell Alfred er en fortsættelse af nogle af historierne fra Mitfords tidligere romaner, og er lige så underholdende som de første. Dog, når man når hertil, så har man efterhånden fået sin dosis Mitford.

Love in a Cold Climate (and other novels) er tre af Mitfords mest afholdte romaner i én. Mitford er en 50′ernes Austen, lige så underholdende og romantisk. Vældig god læsning.

Jeg købte A Game of Hide and Seek fordi den havde sådan et pænt cover; men det viste sig også at være en ganske udmærket roman om at forelske sig i den helt, helt forkerte og aldrig komme over det, i en sådan grad at det ødelægger resten af ens liv. Det lyder som højdramatisk læsning, men det er det ikke; det er en roman i et afdæmpet tempo med meget deprimerende passager.

Treason’s Shore: The Concluding Volume of Inda blev jeg nødt til at læse, når nu det viste sig at der VAR endnu en bog i serien – og ikke kun 3 som først antaget.

Thinks… er lige så god som alle andre Lodges bøger – bidende satire, sur akademia og rå for usødet romance. Hyleskæg.

The British Museum is Falling Down er ikke Lodges bedste, men en dejlig lille tynd bog, helt fin til lille at have i dametasken hvis toget er forsinket.
Særlig hvis man altid har undret sig over, hvordan katolikker kan tro at The Rhythm Method kan fungere som naturlig prævention.

Ginger, You’re Barmy er herlig – det er svært ikke at få lyst til at læse alt hvad Lodge har skrevet.

Therapy er en af Lodges allerbedste. Suverænt blik på de menneskelige neuroser. Tænk, at Lodge alligevel holder af os mennesker.

Af en eller anden grund får den mig til at tænke på Iris Murdocs Havet, Havet.

Nice Work er en klassisk Lodge, med almindelige menneskers ualmindelige liv. På en eller anden måde forstår han at gøre noget helt mundant utrolig saftigt – og så er der jo håb for os alle! Hvis det almindelige liv er spændende, så er vi alle spændende.

Perfekt ferielæsning.

Man skal jo læse sine erotika-klassikere på et eller andet tidspunkt, og Little Birds (Penguin Modern Classics) er noget nemmere at gå i gang med end Henry Millers samlede.
Det er en fin lille samling essays, de fleste af dem med fokus på den kvindelige seksualitet, og meget varierende i saftighed. Nogle af historierne er fortalt med en næsten gammeldags romatisme, bare tilsat sex – lidt ligesom det ville være hvis der pludselig var indsat en sexscene i en Austen-roman. Mens andre er særdeles moderne.

Bestemt læseværdig – og et overskueligt format, da det er en lille tynd bog man lige kan have i tasken.

Out of the Shelter handler om unge Timothy der bliver sendt på ferie hos sin ældre søster i efterkrigstidens Heidelberg. Her møder han en anden verden af ekstravaganza, sjov og ballade – på den amerikanske måde. Han møder også de hårdt pressede tyskere, og må mellem søsterens påvirkning, hendes venner og hans egne nye venner, finde ud af hvad hans moralske ståsted er.

Lidt mere alvorlig Lodge, men bestemt lige så læseværdig som alle de andre.

How Far Can You Go? handler om en gruppe katolske unge og deres overgang til voksenlivet fra 50′erne til 70′erne; Med særligt fokus på deres sexualitet og den katolske kirkes forbud mod prævention. Som altid med Lodge er det hysterisk morsomt samtidig med dybt alvorligt. Jeg har aldrig tænkt over hvilke udfordringer det kunne give forholdsvis moderne mennesker. Det lyder nu også til at der har været store befolkningsgrupper i verden, der var seriøst tykke bag ørerne (som man siger).

How to Buy a Love of Reading købte jeg, fordi det lignede en god chicklit-roman af den type man læser på 3 timer og glemmer igen med det samme.

Men det var ikke chicklit; Faktisk overraskede den meget som en ganske udmærket coming-of-age roman, hvor alle har en tung bagage, men ender med at finde sig selv. Ja, det lyder lidt patetisk, men bogen er overraskende velskrevet og har et godt tempo.

Måske skyldes min begejstring at jeg havde så lave forventninger; måske er det noget jeg skal gøre mere i, forvente det mindste.

The Children’s Book er endnu en suveræn roman fra Byatts hånd. Den handler om boheme-familien Wellwoods børn og deres opvækst i starten af 1900-tallet. Bogen er både episk og fuld af detaljer, og som altid har Byatt grebet sine personer om nosserne og klemt til.

Årets bedste bog.

Something to Tell You er nok mest for midaldrende mænd, der er bange for alderen og for døden, men Kureishi skriver heldigvis så godt, at den er for os alle sammen. Også selvom man ikke kan genkende boheme-miljøet den udspiller sig i.

Jamal psykoanalyst af den gamle skole, fraskilt med et teenager og en underlig ballast – han synes at have mistet sin bagrund, sit livs kærlighed OG have begået en forfærdelig handling indenfor et meget kort spænd af hans unge liv. Og – som man siger i amerikanske film – nu kommer fortiden tilbage for at jage ham. På sidelinien følger man også hans kunstnerven Henry, der har mindst lige så ondt i livet.

Særdeles velskrevet. Men kræver – som alle af den type romaner – lidt mentalt overskud at læse.

Jeg blev jo nødt til at vide, hvad det var alle talte om. Twilight (Twilight Saga) blev en mega-sællert lynhurtigt, og fik en fanskare, der var om muligt endnu mere dedikeret end Harry Potter-fanklubberne. Der er lavet flere film på bagrund af Twilight Saga-serien og den er i skrivende stund oversat til 38 sprog.

Plottet er meget simpelt. Bella flytter ud til sin far i en lille sølle by. Hun er ikke helt tilfreds med skiftet. Hun falder for den meget smukke Edward, der viser sig at være 104 år og vampyr. Det viser sig, at vampyr-verdenen er lige så divers som ikke-vampyr-verdenen; der er nogen vampyrer, der går ind for at slå mennesker ihjel og nogen der ikke gør. Edward er naturligvis en good guy, og selvom han ikke rigtig vil det, så udvikler hans og Bellas romance sig.

Stilmæssigt er vi et sted mellem chicklit og Buffy the Vampyre Slayer. Det er ret sentimentalt – næsten cartlandsk i de mere … ahrem… passionerede passager. Og det er så enkelt skrevet og så enkelt i plottet at man skal have en IQ under 100 for ikke at kunne følge med. Det er fuld af pathos. Og så skal det vel forestille at være en lille smule uhyggeligt, men det lykkes ikke helt.

Underholdende læsning. Men den første bog i serien er nok for mig.

Mariana (Persephone Classics) er en hyggelig (og lidt sentimental) dannelsesroman om pigen Mariana i 30′ernes England. En hel del af hendes problemer kan være svære for den moderne læser at forholde sig til, men det er velskrevet – og en lille smule ufarligt.

Jeg ved ikke helt hvad man skal kalde den slags britisk hyggelæsning der spænder fra Austen til Heyer, men den her hører i den kategori.

The BFG er godt nok en børnebog, men efter at have set en tv-udsendelse om Dahl, så måtte jeg lige genbesøge hans forfatterskab. Der er ingen som ham.

The Widows of Eastwick er underlig læsning, hvis man ikke kan glemme at have set filmversionen af dens forgænger The Witches of Eastwick. Filmen fra 1987 var noget mere let end Updikes forlæg, men uforglemmelig med den sure Nicholson i hovedrollen, og Cher, Sarandon og Pfeiffer som de 3 hekse.
Nå, men The Widows of Eastwick handler om de 3 hekse 30 år senere – mere eller mindre tilfredse med deres nye liv i hver deres ende af landet, finder de sammen igen. Og beslutter at vende tilbage til Eastwick. Updike er sublim i sine karakterbeskrivelser. Og så er der den der melankolske tone, som de romaner jeg indtil nu har læst af ham har. Rabbit-serien er jo nok i sin grundvold den mest deprimerende, men selv en roman som Couples, som vel skal være en slags humoristisk karakteristik af datidens parforhold, har den underliggende triste tone.

The Northern Clemency er en af den slags moderne slægsromaner, som jeg ikke kan stå for. Ligesom The Corrections er den så dejlig rå og realistisk. Måske er det lidt ligesom at se en litterær og reflekteret version af reality-tv, for man sidder både og ærger sig over menneskelig dumhed og erkender, hvor komplekst mennesket er skruet sammen.

Inkheart burde være lige noget for mig; det er fantasy, det handler om bøger og er fuld af spænding. Serien har solgt i bunkevis verden over og der er også blevet lavet en film. Men bogen fænger ikke rigtig, selvom den på overfladen har det hele – jeg synes tempoet er lidt for langsomt og stilen lidt for ordrig.
På den anden side, det ER også en børnebog. Så man kan godt undskylde det nedsatte tempo. Men jeg får nok ikke læst resten af serien.

Bogen handler om Meggie, der lever sammen med sin far, Mo. Mo læser aldrig højt for hende mere, og en del mystik og flytten rundt omgærder deres eksistens. En dag kommer en mystisk fremmed og banker på, og inden Meggie får set sig om, er hun midt i et vaskeægte eventyr, hvor hun og Mo bevæger sig langt ind i bøgernes verden. Bogstaveligt talt.
Det er velskrevet. Ingen tvivl om det. Måske vil jeg give serien en chance en anden gang.

Deaf Sentence købte jeg noget tid efter at have læst min første David Lodge (der var en af hans mere lette), og jeg blev endnu mere overrasket end første gang.
Romanen handler om en lingvistik-professor, der er ved at blive døv, hvilket lander ham i en hel række problemer, fordi han ikke rigtig vil erkende det. Lodge er suveræn til karakterbeskrivelser og ikke mindst deres interaktion – han må være en slags roman-ægteskabsekspert. Virkelig underholdende, og mindre alvorlig end nogle af hans tidligere romaner.

Donaldson er er kendt herre i klassisk fantasy, og serien om Thomas Covenant, The Unbeliever, er et must-read for fantasy-nørder. Jeg har haft Lord Foul’s Bane stående længe, siden 1998 for at være helt præcis.

Det gode ved den er, at den ikke er så konkret og forklarende som meget fantasy ellers er; de fleste går meget op i at forklare hvordan drager ser ud eller magi virker, men Donaldson kaster læseren ud i en ny verden, kun udstyret med hovedpersonens undren. Og den er der ikke nær så meget af, som man kunne have forventet, da Thomas Covenant er spedalsk i den gamle verden, og ganske helbred i den nye. Han er vred som en teenager og begår så omsiggribende fejl, at det kan være svært at se hvornår bogen nogensinde skal tage en positiv drejning. Godt at der er yderligere 6 lange romaner efter denne, som Covenant kan bruge til at sone sine synder.

I det hele taget er den skrevet godt, og må falde i den kategori af fantasy, som ikke-fantasy læsere også kan holde af.

Yes, yes, mere matadormixlæsning! Jeg har haft The Amulet of Samarkand stående i reolen længe, fordi jeg synes at den så lidt gyser eller horror-agtig ud. Og det ved jeg at jeg ikke gider læse. Splatter, det er adr! Men det er faktisk helt plain troldmandens-lærling-type underholdning, så det passede perfekt til en doven juleferie.

Det skæggeste er klart djinnen Bartimæus, der selv synes at han er så klog, at han må tage fodnoterne i brug for at multi-kommunikere med læserne. Og helten – Nathaniel – går fra den ene jubelscene til den næste som en pubertetsdreng med for meget magt og for mange evner, uden nogen til at give ham en lærestreg. Det er med andre ord en overraskende realistisk fantasy-roman.

Bogen er et mega-actionpacked mysteriedrama i kostumer, der holder et hæsblæsende tempo med 3 underlige hovedpersoner, der alt andet end lige er noget urealistiske. Men pyt med realisme, problemet er, at man bliver helt træt i hovedet af, at selvom hovedpersonerne møver fremad hele tiden, så bliver der ikke rigtig løst noget. Jeg tror bogen ville have egnet sig bedre som manus til en high-end tv-serie, produceret af BBC. Der er masser af gode ideer i den, og en trang til det visuelle, som er beundringsværdig, men det lykkes ikke helt.

Jeg tror ikke der kommer noget godt fra Rowlings hånd de næste par år, mens hun kommer sig over HPs succes. The Tales of Beedle the Bard er, selvom de er fra samme univers, en tynd kop te, der ville have fungeret bedst som fodnoter eller et appendiks til en af de eksisterende HP-bøger. Men okay, man kan ikke fortænke hende i at forsøge at sælge lidt flere gavebøger op til jul.

Wynne Jones skuffer sjældent, og selvom House of Many Ways ikke er hendes bedste, så er den bestemt god og goofy underholdning.