emmes bogblog

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Dårligt skrevet, endnu dårligere oversat. Yuk.

Nu stopper festen med alt det chicklit – det var rock bottom.

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Enkelte guldkorn mellem en del gentagelser. Clarks favorittema er noget dagligdagssært, der kammer over i det vanvittige – hun elsker at tage den yderste konsekvens af tankespind, som de fleste nok kan genkende. Sjovt – men med for mange gentagelser.

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Den lå lige der på morgenbordet og min søster kiggede den anden vej og så snuppede jeg den lige og heldigvis tog den kun 3 timer af mit liv og man skal jo også indtage noget skidt, er det ikke 3 kg om året, og den var da egentlig meget sød.

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Fin og ambitiøs, men lidt for løst komponeret. Til tider gik historien lidt i stå og kunne have haft godt af at blive forkortet. Men bestemt et dejligt oktober-eventyr.

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Sublim. Længere udredning følger ved lejlighed.

Jeg læste den i en liggestol på Cypern for nogen dage siden og min optagethed gjorde min mor interesseret. Hvorefter kun brugte 3 dage på at bande sig igennem den. Hun kan stadig blive helt opbragt ved tanken om den superegoistiske hovedperson og vi har brugt en del tid på at harcellere over ham.

Han er sgu da også en spasser.

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Næsten lige så herlig som serien om Jeeves, men noget mere moderne i sine groteske overdrivelser og en eksplicit underdrevethed, der er for smart til at være jysk. En glad bog med en romantisk slutning – og man føler straks trang til at styrte ud og udrette en masse.

Ferielæsning
Originally uploaded by emme-dk.

(Klik på billedet for at se mine kommentarer)(Og mangler du et godt incitament for at læse nogen bøger henover sommeren, så er der et her >>)

Jeg var lidt skeptisk, da jeg startede bogen og det gik op for mig, at den handlede om Titanic. Ikke at der er noget galt i at fortælle om historiens store katastrofedramaer, men fordi et kendt drama gør, at jeg tror at jeg kender historien og så skal der meget til at begejstre mig. Men her er en bog, der greb mig, alligevel.

Den handler heller ikke som sådan om Titanic, dødsejlerens rejse er bare en ramme for at fortælle om en gruppe skibsmusikeres liv. Fælles for dem er, at de havde det store potentiale, de kunne have nået toppen på den ene eller den anden måde, eller i hvert fald nået en top, der i omgivelsernes øjne havde været mere end acceptabelt. I stedet ender de som et skibsmusikerskrabsammen, der hver især går og putter med deres lille personlige tragedie. Og deres tragedie er ikke at leve op til forventningerne, hvilket ødelægger de fleste af dem. Det må være det værste – den ulykke som man tror man har pådraget sig selv.

Bogen slutter – ikke overraskende – med Titanics forlis. Over meget få sider lykkes det faktisk forfatteren at gøre det, som ingen Titanicfilm har gjort for mig, nemlig at blive grebet af ulykken og det menneskelige mod, der også blev vist den nat.
Jeg glæder mig allerede til at læse mere af Fosnes Hansen, hvis det her er standarden.

Jeg kom hjem fredag aften og tænkte at jeg da lige kunne starte på den. Og så endte jeg med at læse den færdig i løbet af natten. Det er længe siden jeg har gjort det. Og det var nu ikke fordi det var noget stort værk, det er bare medrivende at høre om en andens ups and downs i så enkelt sprog og uden så mange dikkedarer. Måske er denne hans tredje bog den der mest minder om at læse weblogs.

Hvor hans første to bøger handler om hans barndom og tidlige ungdom, så handler denne om hans 35-årige virke som lærer i New York. Jeg misunder ham ikke det job (selvom jeg misunder ham byen – men nu er det også sådan at alt hvad jeg læser for tiden giver mig rejsetrang) – og jeg tager hatten af for dem, der hver dag stiller sig derop foran en klasse fuld af vilde & forkælede unger og forsøger at indprente dem noget lærdom. Men der er mange dejlige små historie i denne bog, der fortæller om, hvordan det har været det hele værd. Det er jo ikke så glamurøst som at være lærer på Hogwarts (det eneste lærerjob jeg gad at have), men mon ikke man skal føle sig kaldet til at være lærer. At påtage sig den opgave, er ikke bare noget man gør for at have et job, formoder jeg.

Jeg synes det er en god bog til at inspirere en til at tage sit job i medgang og modgang og ikke, som vi (undertegnede) i Fristilsgenerationen ofte gør, regne med at vi altid kan nå det perfekte med et par måneders intensiv indsats.

Sødt nok eventyr, men lidt vel lommefilosofisk. Måske væmmedes jeg også lidt ved de mange anprisninger på coveret, i stil med “millioner af mennesker er blevet hjulpet til lykke af denne bog!” – sig mig, er det her en selvhjælpsbog eller en roman?

I like. Klassisk Coupland med selvreferencer og forfatteren selv som deltager i romanens handling.

Jeg er vild med alle jPodsternes nørdløjer, og selvom der ikke var ret mange af dem som jeg kunne være med på (Eks.: “Her er de første 10K decimaler til pi – der er indsat et forkert tal. Find det”). Mini-autisttrækkene kunne jeg godt genkende – jeg er f.eks. overbevist om at jeg kan høre de forskellige hyletoner som alle omformere og opladere har. Min Nokia-oplader kan ikke være sat til i et rum hvor jeg opholder mig, og opladeren til min computer kan jeg kun lige acceptere, selvom dens highpitch summen går mig på nerverne når jeg stresser. Jeg har en lampe med en omformer, men jeg bruger den aldrig, fordi jeg heller vil sidde i mørke end at høre på dens skrigen.

I JPod er der også brugt en del semi-grafiske virkemidler, som er så moderne for tiden. Jeg ved ikke rigtig om det ikke er lidt poppet, men indtil videre er det underholdende læsning – det skal sikkert illustrere vores fragmenterede verden (indsæt selv ironisk stemmeføring), men det synes jeg sådan set at teksten i sig selv klarer fint. Men fred med det, det er bestemt en af de bedre læseoplevelser i et par måneder.

Jeg troede det var klassisk chicklit, men der var lidt mere i det og ingen særlig happy endning. Jeg mangler en kategori til semi-chicklit. Bøger til kvinder – naaarj, det lyder lummert! Damebøger? Urgh! Pigebøger? Kan du stave til Britta og Silver på nye eventyr!

Nevermind. Nu er jeg i gang med Couplands JPod – det ved man da hvad er.

Well, jeg skulle jo læse den hvis jeg ville igennem min efteruddannelse i projektledelse. Og det er såmænd også en rigtig glimrende bog, praktisk og pædagogisk.

Jeg tror jeg regnede med at når jeg kom tilbage til skolebænken efter nogle år ude fra universitetet, så ville jeg ryge lige tilbage til det højpandede, hardcore nørdlitteratur. Men nej – jeg går efter anvendelighed, praksis og fyndighed. Den sidste (semi)faglige bog jeg læste var Gladwell: The Tipping Point – så jeg må konstatere at jeg fagligt er endt i det halvpopulistiske. Men det er da heller ikke nogen skam, vel?

Det var altså kun fordi den lå så lokkende der på min søsters værelse, hvor jeg skulle overnatte, og jeg havde ikke lige fået min egen bog med og jeg kunne ikke sove og der var ikke noget godt i tv og… min bærbare kunne ikke komme på nettet.. og jeg havde læst alle aviserne.

Nå, først troede jeg at jeg havde læst den før, men det viste sig bare at være et genbrugsunivers, så det var okay. Hendes store trang til at opbygge suspense er meget naturlig – vi er jo en del, der nok mener vi har grejet where she’s coming from. Mange sider, stor type, masser af soap – det var lige så godt som et afsnit af Friends. Som desværre er lidt sidste forrige år. Men jeg tilgiver hende – for som sådan har hun ikke skuffet mine forventninger.

Nu tror jeg også endelig jeg er igennem alle hendes publikationer, så jeg kan med sikkerhed i stemmem udtale min dom – jeg ved nemlig hvad jeg taler om. Modsat The Davinci Code, som jeg kun læste 100 sider af og derfor ikke har ret til at trashe.

Smukt, sødt og finurligt. Og så absolut ikke mere end det.

Oh. Hvornår lærer jeg det? Jeg vidste jo godt at det her ikke var en god bog, men jeg skulle bare lige prøve, for at se om jeg tog fejl. En gang i mellem besøger jeg Fantask og tager et eller andet totalt ukendt med hjem- som regel med succes, men ikke denne gang.

Jeg tror forfatterne troede, at fordi de var to om bogen, så gav det dem ret til et utal af overflødige passager og gentagelser. Not so. Man må ikke skrive romaner, som amerikanerne skriver lærebøger – efter volumen & pædagogisk repetition.

Hm. Først var jeg meget begejstret. Så kølede jeg markant ned. Den minder meget om The Curious Incident of the Dog in the Night, og jeg ved faktisk ikke hvilken af dem der kom først. Hovedpersonen er så likable at det næsten er for meget og hvad man skal med 9/11-temaet er ikke helt klart. Men alligevel… jeg kunne alt i alt lide den. Og det til trods for at jeg har en stærk modvilje mod bøger, der syner meget konstruerede – som om at det litterære eksperiment skal trækkes ned over historien. Jeg kender en del der skriver sådan (inklusiv mig selv) – pludselig kommer formen før indholdet, og det kan godt blive rasende kedsommeligt. Særlig henover 300 sider, eller hvor lang bogen nu er.

Oh yes. Lige så god som resten af serien. Faktisk kan jeg ikke huske om det her var nummer 8 eller 9, men hun holder kadencen og skabelonen, den gode Duane-dame.

Der er mange der synes at bøger om magi og andre overnaturlige ting er under et normalt menneskes værdighed – for man kan da ikke genkende sig selv i den slags ting. Sådan har jeg det nu ikke – særlig ikke når det gælder børnebøger eller bøger, der udspiller sig i børns univers. Min barndom (og til dels resten af mit unge liv) føles da mere magisk end nogen amerikansk forfatter kan drømme op – selvom det måske ikke er i så konkret en form, som at redde universet med spells, der er skrevet som maskinkode i et universielt sprog. Og dog – for inden i hvert barn bor en superhelt. De redder verden hver dag, i deres eget lille mikrounivers.

“Muldvarpen, der ville vide hvem der havde lavet en lort på den hoved” har ikke levet forgæves – jeg glædes over denne trend med fækalt og andet affaldssnask indhold. Lille Bussers historie er sød og velillustreret og slutningen giver et dejligt lille ‘eeeew!’-udbrud, som den slags historier skal.

Forfatterens navn kunen godt få en til at tro, at denne bog har en oprindelig engelsk titel, som man bare MÅ vide hvad er. Men desværre, selvom hun han er canadisk født, så er hun han bosiddende i Danmark og dansk er bogens oprindelige sprog. Bugger. Gad ellers godt have den på engelsk. Bare for sjov.

Fantastisk højspændt lille bog! Jeg har ikke truffet Goethe siden gymnasiet og dette var et glædeligt gensyn.
Bogen er superromantisk og sørgelig – men ind i mellem synes jeg at der var tegn på, at Lotte ikke var helt uskyldig og at Werthers himself måske mere var forelsket i det at være forelsket og at historien derfor ikke er så ligetil. Det ville jo nok degradere den kærlighed, som bogen skal beskrive, så jeg er splittet imellem at læse tegnene eller lade være.
Jeg er fristet til at finde Faust frem igen.

Okay, jeg indrømmer det – jeg har en svaghed for børne- og ungdomsbøger. Som nu f.eks. serien Young Wizards, der er det rene bog-matadormix. Nogen gange er det bare så rart at læse noget der er helt og aldeles ufarligt.
Denne var nummer 6 eller 7 i serien og lige så god som resten – jeg har måske lidt svært ved at tro på at de helt unge læsere gider følge med i de meget filosofiske udredninger om spændingsfeltet mellem godt og ondt, men måske tager jeg fejl. Jeg morer mig mest over de etnocentriske, men meget idealistiske, beskrivelser af alskens aliens og af al den rare techbabble.
Jeg er nem at gøre glad.

Kærlighed og tidsrejser – det er lige up my street. En velskrevet bog, der starter sødt og ender voldsomt. Den er ikke på højde med Willis: To Say Nothing of the Dog, men jeg blev indfanget af det anderledes plot og den dobbelte fortællesteme fungerer overraskende godt. Det plejer ellers ikke at være en øvelse jeg er fan af, da man alt for hurtigt får en favoritfortæller og ikke gider læse de andre. Nogen gange skriger det til himlen af konstruktion, men her virker det naturligt.

Og så er jeg måske aligevel meget godt tilfreds med at jeg ikke kan tidsrejse. Nu mangler vi bare en bog, der kan overbevise mig om at det ikke er ønskværdigt at kunne flyve.

Mærkelig bog. Men god. Ikke mærkelig som i uforståelig, men mærkelig som i tankevækkende og mærkelig som kun en meget bevidst litterær øvelse kan blive det.

Den er sært skruet sammen, med et trekantsdrama, der som sådan er uafhængig af den iskolde rammehistorie, som man kun bid for bid får oplyst. Lavt fortælletempo – en dejlig ting. Deprimerende, som i weltschmertz og fremtidsangst. Nej, måske var det deprimerende mere gribende, som det triste syn af en gråbrun pløjemark i et mørkt forår – et syn der får en til at huske hvor grim verden kan være. Egentlig er dte meget interessant med en bog, der beskriver et muligt etisk fremtidsscenarie uden at beskæftige sig direkte med det, uden at tage stilling.

Åh, hvorfor bliver jeg ved? Jeg tror jeg søger efter en værdig konkurrent til min favorit Mervyn Peake og derfor bliver jeg ved og ved og ved at læse bøger i fantasy-genren. Men min bogshoppeunderbevidsthed har ikke fattet at bøger med spraglede covers ikke har det samme tusmørkeindhold som Peakes sorte cover.
Anyways, den her havde en nogenlunde historie, men sproget! Det var prætentiøst på en meget krukket måde. Lidt ligesom en nutidig forfatter, der forsøger at skrive som Henry James, eller som en fan af klassiske sprog, der forsøger at tale som Homer eller Ovid skriver. Patetisk.

Jeg kunne lide Generation X. Og Microserfs. Og faktisk også denne, selvom jeg ikke forventede det. Jeg havde ladet mig fortælle at den handlede om amerikanske, forstyrrede unge, der skød en masse af deres skolekammerater. Og om hvordan det påvirkede en række menneskers liv. Yuk – jeg er ikke vild med bøger, der er forklædte store kendte begivenheder i vores historie og som skal forestille at handle om mennesket. Det er såååå prætentiøst – på den ufede måde. Nå, men glem min sure kommentar, for det var faktisk en fed bog. Interessant sprog og interessante personer, der gjorde lige så forudsigelige og dumme ting, som jeg selv kunne have gjort. Man bliver godt nok lidt deprimeret af det store tunge ensomhedstema, men det skal jo til nogen gange.

Ja, det er sandt. Jeg har læst en selvhjælpsbog om dating! Aaaaargh! Men det var altså kun fordi der stod Jane Austen på – jo, det var! Jeg lånte den af min veninde, jeg har altså ikke købt den selv!

Okay, når først alle undskyldningerne er overstået, så lad mig sige, at den faktisk var meget underholdende. Budskabet er dybest set, at man ska benytte sig af almindelig sund fornuft når man dater og ikke bilde sig ind, at det er et stort spil med meget indviklede regler. Analyserne af de berømte par hos Austen svarer meget godt til de jeg har haft med andre Austen-fans, så det er dejlig velkendt. De mange ‘real life’ case er … mange. Jeg er sikker på at den her selvhjælpsbog er bedre end de fleste om dating, men det er klart at målgruppen er clueless amerikanere der tror at man skal have et æggeur stående ved siden af telefonen, så man ikke kommer til at tale med den man man er interesseret i mere end 10 minutter (han kunne jo tro man er needy hvis man talte i 15!).

Ian McEwan laver uvidenskabelig videnskab – godt at vide i markedsføringsfadelingen.

Det har taget mig adskillige måneder at læse den færdig – men det er ikke fordi det var en dårlig bog. Jeg har bare så vældig vanskeligt ved at holde af novellesamlinger. Jeg bliver lidt irriteret over at jeg hele tiden skal starte på noget nyt – særlig hvis historierne er gode. Jeg undrer mig over om forfatteren var for doven til at lave en lang tekst? Nu er jeg så selv blogger – en ultimative lyn-korttekstform – og ja, er svaret ikke en form for dovenskab? (Eller skal vi give vores fragmentariske kultur skylden? Suk.)

En novellesamling er ellers den ultimative taskebog – desværre var den her med sine 762 sider lige vel omfangsrig til håndtasken. Så istedet blev den her til sidst til en køkkenbog – den man lige stjæler et par sider i mens man venter på at aftensmaden kokkerer sig selv færdig på komfuret.

Jeg husker Roald Dahl fra min barndom med hyggelige bøger som Mathilda, Hekse og naturligvis Charlie og Chokoladefabrikken. Men her i retrospekt kan jeg godt se, at de alle havde et dystert aspekt, hvis man vidste hvad man skulle lede efter. Særlig Charlie og Chokoladefabrikken er da lidt uhyggelig på den udefinerbare måde, ligesom man af og til kan se i den nylige filmatisering. Denne samling fra Rolad Dahl har endnu mere af det mavekildrende psykologiske twist, der gør dem interessant læsning selv for forhærdede fans af horror med splat & blod (hvilket jeg IKKE er, så det her var ret skræmmende læsning).

I like. Men jeg ønsker mig lidt tilbage til fordoms uskyld, hvor jeg ikke kunne se det uhyggelige i Roald Dahl.

Selvom man ikke kan lide manden for hans demagogiske stil, så kan man jo godt synes om hans bog. Faktisk må jeg sige, at den var overraskende god – jeg mener, hans selvfede personlige stil fornægter sig ikke i hans ord, men det er nemmere at acceptere på skrift.

Bogen har en god historie, men dens virkelige kvalitet er tyngden af techbabble – enhver science-fiction roman skal have sit novum, hvad det så end er forfatteren kan drømme op af fantastiske muligheder, og Doctorows er særligt herligt, idet det er koblet så tæt op på nutidens trends.

Det er ikke den første Keyes chiklit-roman jeg har læst, men muligvis den sidste. Hun bruger den velkendte skabelon med forvirret tøs med meget lidt sund fornuft, der dater en runde tåber før hun får gjort op med sine skeletter i skabet og ender med at finde the love of her life i hendes barndomsven. Meget pseudoromantisk, forceret humoristisk og særdeles sexistisk.

Jeg har en formodning om, ar chiklitgenren faktisk skal forestille at portættere en individualistisk singlegeneration og en type frigjorte kvinder, der kan klare sig selv. Det er bare lidt uheldigt, at de hver og en falder til patten og først bliver lykkelige når de er gift eller i fast parforhold. Det er muligt, at vi i disse tider fejrer den individualistiske kultur, men chiklit-bøgerne understreger at det individualistiske primært består i at gøre en eksitentialistisk kamp ud af at vælge sin livspartner.

Men det er nu altid sjovt at læse Keyes, så måske skal jeg give mig i kast med hendes debut ‘Watermelon’, næste gang jeg trænger til et chiklit-fix.