emmes bogblog

Jeg havde ikke hørt om Mansfield (faktisk kan jeg ikke engang huske hvordan den endte i min kurv – en eller anden langt ude reference fra Penguins blog), men det er en fin lille novellesamling, lidt old school stil. Sådan lidt en ikke-romantisk Austen.

Shades of Grey havde jeg glædet mig til længe. LÆNGE. Ffordes Thursday Next-serie er suveræn hele vejen, så jeg håbede sådan at jeg ikke ville blive skuffet.

Og det gjorde jeg gudskelov heller ikke. Shades of Grey er en verden, der ligner vores lidt, bortset fra, at alt pgøres i, hvor meget farve man kan se, og i hvilken del af spektret. Det lyder simpelt, men Fforde tager fantasiens til dens ekstremer og tilsætter til konspiration, og så kører dramaet. Bogen er meget mere ambitiøst end hans tidligere serier, der udelukkende har været humoristiske. Denne gang er der mere end et gran af alvor.

Suverænt. Jeg blev både lettet og ked af det, da jeg opdagede at Shades of Grey kun er den første bog i en serie. Lettet, for så er der mere i vente – skuffet fordi jeg ikke fik mysteriet løst.

Hvor lagde jeg babyen? er en overraskende fin bog om at blive mor og være bange for ikke at kunne leve op til forventningerne. Humoristisk og afslappet. Er ikke nær så chicklit som titlen kunne forleden en til at tro.

Se indlæg på min daglig-blog >

Nogle af de bedste anbefalinger til matadormixlæsning får jeg fra Penguins Blog. Deres Five in Mind-serie, hvor bloggernes skiftes til at fortælle om deres 5 favoritbøger, gemmer altid på guldkorn. Jeg ender stort set altid på Amazon efter jeg har været på deres blog. Så kom ikke og sig at en coporate blog ikke kan generere salg.

The Snow Spider Trilogy blev anbefalet i Five in Mind nr 13 – læs selv. Den skuffede ikke.

Jeg har stået med den masser af gange i boghandelen, uden at kunne afkode den. Jeg har endda været overbevist om i lange perioder at jeg havde læst den. Jge må have læst bagsiden så mange gange, at jeg troede jeg havde regnet den ud.

Heldigvis overrasker bogen meget positivt. Den kunne have været sådan en Oprah-elsker-denne-bog-så-fem-millioner-fler-kan-ikke-tage-fejl, men den ER god.

Den sidste bog i Inda-serien. De to først evar de bedste. Slutninger er bare ikke nær så interessante som hoveddramaet. Faktisk kan jeg lige nu, mens jeg skriver dette, ikke huske hvordan de 594 sider endte. Det var ren matadormix.

Okay, fire Heyer på en sommer, så kan man heller ikke mere.

En verden fuld af intriger – nom nom nom.

Afslappende ferielæsning om feisty damseller, der ville have gjort det godt i nutidens England.

Georgette Heyer er Austen-matadormix, og på alle måder let tilgænelig. Og humoristisk. Tak, Karie, for endnu en comfort read-forfatter.

Najs, jeg elsker essay om at skrive.

Timbuktu er en sød historie fra hunden Mr. Bones synspunkt. God historiefortælling fra Auster, hvor der jo altid er en hovedperson, der lider af munddiarre, men ikke nogen gribende roman.

“Gifted” er en fin roman om en indisk pige, der har et usædvanligt talent for tal. Hendes indiske forældre, der forsøger både at falde til og bevare sig selv, i et moderne britisk samfund, presser hende til at få det maksimale ud af det. Klassisk historie, og her er det detaljerne der redder bogen fra at blive forudsigelig. Hendes misbrug af kommenfrø og hendes første gramse-møde med en mand, der ikke helt er på hendes alder. Ikke en bog der efterlader et dybt indtryk.

Franzen er en bittersur gammel intellektuel. Gotta love him.

Lækker som ‘Doppler’, men indholdsmæssigt et sjovt eksperiment, der ikke rigtig lykkes.

John Updikes seneste, et take på USA efter 9/11. Gennemført, både sprogligt og på plot. Hans hovedperson, Ahmad, er nem at forstå og lige så nem at frygte. Updikes pointe er, ikke overraskende, at den unge teorrist in spe er skabt af det amerikanske samfund han er vokset op i, hvis manglende sammenhængskraft – kombineret med en laissez-faire opdragelse – driver han til at søge et klart og rent formål. Ahmad mener, at uddannelse vil forstyrre hans tro, tvivlen gnaver jo alligevel derinde, så han træffer en række bevidste, konsekvente fravalg, der kan holde ham fri for fristelse. Ahmad er ikke en del af et stort trossamfund, hans tro er ikke arvet; den er personlig og selvfortolket. Han bliver så dygtig til at skrive alting ind under suraernes ord, at selv en kollegas bestilte af-jomfrudomisering af Ahmad kan finde plads i Ahmads verdensbillede.
Updike fortæller tro som noget, mennesker kan have brug for for at kunne håndtere en hård, forvirrende verden. Det vinder ham sikkert ikke mange venner. Og uanset at jeg deler hans opfattelse af tro, så virker historien om Ahmad alligevel for enkel – jeg tænker, skal der virkelig så lidt til før terroisme er en realitet? Hvis han har ret, så er jeg bange.

Jeg har ikke læst Capote før. Summer Crossing er en af hans første og blev publiceret posthumt – skitsen til den blev fundet mellem en masse efterladte papirer.

Det er en meget enkel historie om en ung rigmandsdatter, der i efterkrigstidens NY er alene hjemme en sommer mens forældrene er i Europa. Hun har en affære med en mand fra arbejderklassen, først som en slags oprør, men senere bliver det seriøst. Deres fælles umodenhed får mange konsekvenser. Bogen er enkelt og krast skrevet, og noget tyder på at den ikke helt er genemtænkt. Ihvertfald bliver man i tvivl om dybden i deres relation – hvilket ved nærmere eftertanken sagtens kan være en pointe i sig selv.
Under alle omstændigheder er det ikke den sidste Capote-bog jeg læser.

Bogen om Jarvis er godt nok skrevet til børn, men det holdt mig nu ikke tilbage. Fantasybøger til børn er ofte nogen af de bedste – voksen-fantasy prøver nogen gange at iklæde sig lidt for meget tyngde, som f.eks. Susanna Clarkes Jonathan Strange and Mr. Norrell (der nu alt i alt var rimelig vellykket).
Plottet i denne roman er udmærket og har faktisk potentiale til at udvikle sig til mere end det egentlig gør. Forfatteren er en god historiefortæller, men desværre lider hans bog af et par logiske og sproglige fejl. Universet er et af de klassiske, hvor nogle få heldige har den magiske evne, der så skal udvikles – men det kommer aldrig meget klart frem, hvad det er, de skal bruge magien til og hvad deres rolle er, selvom det er nævnt, at troldmænd er magtfulde lensherrer. Så magi er et magtredskab? Slutningen virker også umotiveret, men ingen detaljer her, da det ville spolere bogen for andre.
Nogle sproglige fejl og deciderede slåfejl irriterer mig også voldsomt, selvom jeg ellers er ret tolerant overfor alternativt sprogbrug – det her ligner dog ikke kreativitet, men sjusk.

Overordnet set var historien om Jarvis ikke helt spild af tid og den vil helt sikkert være en god bog at give en eventyrlysten pre-teen-knægt. Jeg ville bare ønske at der havde været lagt mere tid i at stramme handlingen op – og rette de stavefejl!

Jeg havde godt hørt at hende Kaaberbøl-damen var den danske dronning af fantasy, men jeg må med skam inddrømme, at denne er den første af hendes jeg har læst. Den er helt ny og udenfor serien, som hun blev kendt for (Skammerens Datter).

Den minder mig en del om Dragonfly, som jeg læste i sommer, hvor der også er en nat-version af den verden vi kender, eller man kan måske mere kalde det en kælderversion. Denne er bedre skrevet end Dragonfly og bedre disponeret – jeg tror den vil gøre det virkelig godt som oplæsningsbog.

Bogen er vel i børne/ungdomssegmentet og når da også hele vejen rundt om mobning, sorg, fremmedhed, kærlighed, mod og fantasien. Den politisk korrekte figur Aian er okay, men opleves netop som sådan – politisk korrekt. Var bogen skrevet i et andet årti, havde han været neger.

En lille bog om de yderligheder man vil gå til, hvis man bliver nægtet bøger. To kinesiske drenge bliver sendt på re-education ude på et kinesisk øde-bjerg i en tid, hvor alle andre bøger end Maos Lille Røde og videnskabelige værker er bandlyst. Her lever de under kummerlige vilkår og det ser sort ud, indtil en dreng i en af nabobyerne viser sig at have en skjult kuffert fuld af vestlige klassikere. Drengenes første læsninger af Balzac er bogens 170 sider værd.

Hvorfor kan folk ikke bare holde sig fra højtravende analyse, når det angår bøger de elsker eller har elsket en gang? Denne bog er alt for ujævn til at jeg virkelig kan holde af den, hvilket er ærgerligt, for der er ellers nogen virkelige guldkorn i mellem.

De fleste af skribenterne løser opgaven med en genlæsning, som jeg gerne så den løst – nemlig med et personligt perspektiv – og det kommer der sjove, rørende og interessante essays ud af. Desværre forfalder nogen af dem til at give deres ungdoms kærlighed en tur igennem rationalitetsmaskinen, og selvom det sikkert er klogt på andre af livets områder, så er der ingen grund til at pille en læsning helt i stykker. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at enhver genlæsning er ny og at bogen – medmindre den er meget dårlig – altid byder på noget nyt, under indflydelse af den situation dens læser er i.

Under alle omstændigheder er den værd at læse og det kan da også godt være at jeg læser den igen (!), når jeg er holdt op med at være irriteret. Indtil videre har et par af skribenterne dog anbefalet mig nogle forfattere, som jeg må prøve.

Det går mærkeligt med min læsning for tiden – jeg er ved at læse Rereadings, og de mange bøger der nævnes, får mig ud på vildspor, allesammen på en gang. Jeg tror for første gang i lang tid, at jeg er i gang med for mange bøger på en gang.

Denne var hurtigt læst og smukt og præcist skrevet. Det er historien om en ung parisisk romantiker, pigen Minne, der leder efter foreningen af kærlighed og sex, men leder alle andre steder end hos sig selv. Klassisk selv-kærlighedshistorie, men fortalt utrolig lækkert og uden den store ordflom. Beskrivelserne af teenage-spillet er rørende. Bogen kunne være endt både med og uden happy-ending og stadig være vellykket.

Jeg fandt den hos Atheneum ved et lykketræf og den havde stået der så længe, at ryggen var gulnet og prisen sluttede på 50 ører. Det er ellers ikke en boghandel jeg frekventerer ofte, hvilket er en skam, da udvalget er godt, men opbygningen forvirrer mig lidt. Politikens Boghal, hvor jeg var i dag, er anderledes nem at overskue, men ikke nær så hyggelig. De har nu fået en rød sofa, men det er ikke nok til at gøre den et ‘home away from home’, som ellers er det jeg kunne ønske mig af min favorit-bogdealer. Selvom jeg handler meget på Amazon, så elsker jeg stadig at ose, det er næsten lige så godt som at læse.

Jeg elsker populærvidenskabelige bøger – de er altid fulde af gode eksempler, som man kan underholde med til middagsselskaber mange år fremover (forudsat, naturligvis, at man primært spiser middag med folk der ikke gider læse opdager hypebooks). Denne var ikke nogen undtagelse – læs en god anmeldelse af den her, det er søndag og jeg er for doven til at skrive en selv. Og jeg er lige gået i gang med Anne Fadimans Rereadings, som tager al min opmærksomhed.

Endnu en god bog fra Mr. Auster – nu begynder jeg at forstå hvorfor han har fans (se indlæg om The Brooklyn Follies). Han evner at fortælle en sær historien på en enkel måde.

Det her er den første Auster bog jeg har synes om. Ret skal være ret, det er kun den anden jeg har læst. Den første var sådan en hyperkonstrueret prætentiøs prut af et litterært eksperiment (jeg tror det var City of Glass), så der er selvsagt gået nogle år før jeg igen fandt modet til at samle en Auster op. Og det var kun fordi der ikke var andet i Politikens Boghal, der tiltalte mig (jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville købe hverken chicklit eller fantasy den dag – ikke flere matadormixbøger i denne måned!) – jeg skimmede de første par sider og blev positivt overrasket over hvor sjove de var. Jeg grinede.

Jo, det er rigtigt! Jeg stod inde i Politikens Boghal og grinede højt for mig selv af en Auster-roman, som om jeg var en gal posedame i et københavnsk Brooklyn.

Så The Brooklyn Follies kom med mig hjem og i løbet af kort tid fik den lille paperback sine første smilerynker på ryggen, der hvor jeg knækkede den, så jeg kunne holde bogen i den ene hånd og føre kaffekoppen til munden med den anden.

Det er en god og glad historie – jeg troede Auster var sort og kynisk. Men nej, den bitre gamle mand, som historien lægger ud med, ender med at sidde ned øjnene fulde af sentimentale glædestårer, som havde Auster lånt Harlequinfilmenes fjederham.

Det eneste jeg mangler er, at jeg gerne ville læse Nathans Book of Human Folly. Den lød skæg.

Nå ja, nu havde jeg lige læst 3 gode bøger i træk, og da jeg havde ondt af mig selv over at ferien var forbi, så synes jeg lige at jeg ville genbesøge min barndoms første møde med chicklit. Jeg må indrømme, at jeg husker den som noget bedre – jeg læste den som barn, da den lige kom ud, for jeg havde meget belejligt læst Borte med Blæsten året før, i en af mine meget romantiske perioder (til de uindviede kan jeg fortælle, at Scarlett er en autoriseret fortsættelse af Borte med Blæsten, dvs skrevet af en anden person end den afdøde Mitchell). Den er lidt halvtamt skrevet, men jeg har altid været fan af den stærke Scarlett og den labre Rhett, så hvad bedre at indtage på den kedelige togrejse og hjemme i sofaen, mens den tunge regn, der markerer afslutningen på 2 uger i solparadis, falder?

Sej, sej samling essays – på den gode måde. Jeg elsker at læse om andre bogelskere, og selvom ingen endnu kan overgå Anne Fadimans Ex Libris, en blandt flere comfort reads, så er han godt med, den skarpe Franzen. Det var måske nok er par af teksterne, som primært er for amerikanere, f.eks. den om det amerikanske postsystem i forfald eller det om tobaksindustrien, men han skriver så godt, med en blanding af det personlige, det konkrete og det store penselstrøg, at jeg bliver grebet alligevel. Tilføjelsen af essayet Mr Difficult er jeg glad for, for det hjælper mig til at besvare et problem jeg selv har tumlet med længe, nemlig min paradoksale kærlighed til både det højpandede og det lavbraskede (og alt det herligt middelmådige lige der i mellem).

(PS. A Pound of Paper er også god læsning for bogelskere om andre bogelskere. Flere pointere modtages med kyshånd.)

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Vildt godtskrevet, men jeg kan ikke forstå at den er beskrevet som komisk – tragikomisk, ja, men også trist og deprimerende.

Vernons fortællestemme er fed og jeg tror aldrig jeg har læst en bog med så mange anvendelser af fåck (eller fucken, som er Vernons version).

Multimedia message
Originally uploaded by emmesbooks.

Et dejligt enkelt sprog, men jeg er lidt forvirret. Den handler om et halvt liv, men føles også som en halv bog.