emmes bogblog

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn - publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

Love in a Cold Climate (and other novels) er tre af Mitfords mest afholdte romaner i én. Mitford er en 50′ernes Austen, lige så underholdende og romantisk. Vældig god læsning.

Nogen gange, når alle mine fantasy-romaner er blevet for slidte som comfort reads, så tyr jeg til svensken. Den første ‘rigtige’ bog dre blev læst højt for mig af min far, var Selma Lagerlöfs ‘Niels Holgersens vidunderlige rejsen igennem Sverige’, og jeg synes nok den var lidt lang, men min far har altid været god til at lave stemmer. Siden, da jeg fik lov at gå ombord i voksenbiblioteket henne på skolen, så gav jeg mig straks kast med Moberg. Siden har jeg fået min egen udgave, så en genlæsning fra de voksnes rækker er vel på sin plads.

Moberg flytter sig ikke meget i min bevidsthed ved genlæsning - det er stadig som at læse Lagerlöf og Knut Becker samtidig, og uanset hvor hårdt staklerne har det, så er det stadig ufarlig læsning, uhyre trygt i sin nordiske sten-og-jord-er-vores-brød - måske er der et whiff af Det Lille Hus på Prærien over det? Jeg mener, det er stadig godt skrevet, men den romatiske panteisme, der ikke er undertegnede fremmed, gør sig bare ikke godt så massivt på skrift. Jeg kan efterhånden kun tåle den slags i haiku-små doser - sådan er det nok at være barn af en verden, der aldrig har været af lave.