emmes bogblog

The Widows of Eastwick er underlig læsning, hvis man ikke kan glemme at have set filmversionen af dens forgænger The Witches of Eastwick. Filmen fra 1987 var noget mere let end Updikes forlæg, men uforglemmelig med den sure Nicholson i hovedrollen, og Cher, Sarandon og Pfeiffer som de 3 hekse.
Nå, men The Widows of Eastwick handler om de 3 hekse 30 år senere – mere eller mindre tilfredse med deres nye liv i hver deres ende af landet, finder de sammen igen. Og beslutter at vende tilbage til Eastwick. Updike er sublim i sine karakterbeskrivelser. Og så er der den der melankolske tone, som de romaner jeg indtil nu har læst af ham har. Rabbit-serien er jo nok i sin grundvold den mest deprimerende, men selv en roman som Couples, som vel skal være en slags humoristisk karakteristik af datidens parforhold, har den underliggende triste tone.

Bogen er et mega-actionpacked mysteriedrama i kostumer, der holder et hæsblæsende tempo med 3 underlige hovedpersoner, der alt andet end lige er noget urealistiske. Men pyt med realisme, problemet er, at man bliver helt træt i hovedet af, at selvom hovedpersonerne møver fremad hele tiden, så bliver der ikke rigtig løst noget. Jeg tror bogen ville have egnet sig bedre som manus til en high-end tv-serie, produceret af BBC. Der er masser af gode ideer i den, og en trang til det visuelle, som er beundringsværdig, men det lykkes ikke helt.

Synkende køer og stigende lig – der er drama i det sønderjyske. Og enhver dækker over sin næste, så længe det er i eget bedste. Og en lille smule i fællesskabets.

Frygtelig Lykkelig handler om den mindrebegavede betjent Robert Hansen (er navnet mon en tilfældighed?) der bliver tvangsudstationeret til Højer, hvor han skal forsøge at finde ud af, hvordan man bedriver politiarbejde efter bogen i et samfund, hvor de uskrevne regler overtrumfer alt andet. Jeg tror ikke jeg afslører for meget når jeg siger, at det ikke lykkes.

Bogen er virkelig morsomt og godt skrevet, selvom Robert Hansens infantile refleksioner nogen gange er lidt for meget. Hans be-øllede, invalide mor er en genistreg, og det er sort den måde Robert bliver afstumpet og fornægter fakta, til trods for hans naivitet og indgroede tro på ret, rimelighed og det gode i mennesket.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere skræmmende finder jeg bogen. Sønder-gys.