emmes bogblog

Jonathan Franzens Freedom er foreløbig den bedste roman jeg har læst i år. Igen har han skrevet en bog om, hvordan voksne mennesker bliver voksne i en såkaldt moderne verden, og som med The Corrections er det uhyre velskrevet. Jeg synes ikke han stil er prætentiøs, tværtimod er jeg imponeret over letheden i hans bøger (selvom nogen af dem er lidt sure – men på den fede måde!).

Den korte version af plottet er, at det er en slags kreativ klasse-trekantsdrama – Patty gifter sig med den gode mand, Walther, men kan ikke slippe fascinationen af bad boy-rockstar, Walthers bedste ven. De tre bliver langsomt voksne (eller ihvertfald ældre), og konfronteres med sig selv igen da Patty og Walthers børn træffer valg, der for dem virker ekstreme. Langsomt går alting i opløsning for de tre hovedpersoner og man morer sig faktisk ikke specielt meget over deres sammenbrud, så realistisk er det.

Franzens roman er med rette blevet hyldet, så læs den inden du har hørt for mange rosende omtaler.

The Nature of Economics er det du skal læse i stedet for smarte management og business bøger. Intelligent indføring i økonomiske mekanismer, skrevet i Platonisk dialog-form.

Jeg faldt for Jane Jacobs da jeg læste hendes Death and Life of Great American Cities til mit speciale. Byplanlægning og by-historie, så man forstår det og bliver grebet af det. Hvis du kun skal give en intelligent boggave i dit liv, så giv den her.

The Children’s Book er endnu en suveræn roman fra Byatts hånd. Den handler om boheme-familien Wellwoods børn og deres opvækst i starten af 1900-tallet. Bogen er både episk og fuld af detaljer, og som altid har Byatt grebet sine personer om nosserne og klemt til.

Årets bedste bog.

Min paperback-version af Jane Eyre er både fedtet og slidt – og så er den oven i købet købt brugt, hvilket betyder at den sikkert er fuld af andre menneskers krummer. Det må være min genlæsning numer 4 eller 5. Jeg blev nødt til at læse den igen efter Jasper Ffordes: The Eyre Affair, blot for at sikre mig, at jeg fangede alle de litterære jokes.

Og selvom det ikke var første gang Jane Eyre og jeg mødtes, så var det lige så god en oplevelse som altid.

Lemprières ordbog er endnu en genlæsning, og modsat min første læsning som var hårdt arbejde for en mystificeret læser, så tog jeg det mere roligt denne gang. Norfolk minder meget om Pynchon i det at han antager læserens fortrolighed med klassisk mythologi, historie og mindst 3 klassiske sprog. Da jeg læste den første gang, var det med Ovids Forvandlinger til hjælp. Denne gang erkender jeg blot, at jeg ikke kan følge blot halvdelen af referencerne til dørs og nøjes med at nyde den fantasifulde konstruktion og sproget (jeg læste den på dansk, dog), og lod mig drille af Norfolk, som tydeligvis ikke synes at man skal have det for nemt.

Plottet er komplekst, men der er mord og intrige, business og følelse, og en bebrillet nørd, der snubler sig igennem eventyret.