emmes bogblog

Der skulle hele tre fine gadgets til, før jeg ramte en Kindle, der kunne fungere som transportable bogreol for mig.

Det startede med en Kindle Keyboard, som i sig selv er fin nok, men det tastatur er bare så tudegrimt. Egentlig var jeg glad nok for den, men så tabte jeg den på nogen fliser og den blev aldrig helt sig selv igen. På en måde er der nogen fint i, at den er så billig, at man ikke er ved at dø over tabet, og at den ikke som sådan skal forsikres.

Men efter den gik der noget tid. Jeg var ikke sådan rigtig klar til en Kindle, for alvor.

Så fik jeg en Kindle Fire. Og det er altså en underlig dims. Applevant, som man jo hurtigt kan blive, var noget så simpelt som åbningsswipet omvendt, og navigationen forsøgte bevidst at indføre nye konventioner. Og at den gerne ville konkurrere med ipad’en, synes jeg sådan set er sympatisk – jeg har bare heller ikke det store behov for en ipad, så jeg var svær at overbevise. Og så manglede den selvfølgelig det, som jeg overhovedet købte en Kindle for – at man kunne læse på den i blændende solskin. Og så var Fire og jeg færdige.

Sidst – og billigst – i rækken af Amazongadgets kom så min lille søde Kindle 6″, med etui med indbygget lys, og så var vi kørende. Lillebitte og let, diskret lille lys til at læse med i soveværelset når sønnike snorkede, og så var alt godt.
Det bedste er at have en god samling af klassikere og comfort reads på den, og bare altid have den i tasken. Jeg kan tage på ferie og aldrig løbe tør for læsestof. Jeg kan overføre gratis klassikere fra Guthenberg Project til den, og de fleste nye titler kommer til Kindle, for slet ikke at tale om alt det, der ikke kommer på print.

Den største bonus er, at det har løst mit akutte bogreolproblem – jeg var løbet tør for plads.

Telling Tales: A History of Literary Hoaxes er en samling af historier om litterære plagiater og andre snydepelse. Lidt lang i spyttet, men god falde-i-søvn læsning.

Yes. En ny bog af min favorit essayist, som her udforsker en genre, der hedder the familiar essay. Som hun beskriver det, lyder det som en form for essay, der er uformelt og personligt. Måske en slags krydsning mellem journalistik og brevskrivning. Blogging, om man vil. Uanset hvad det er, så er det ligeså afslappende læsning som hendes første samling, Ex Libris, som hører blandt mine favorit comfort reads. Jeg kan godt lide kombinationen af hendes tilståelser og god research. Jeg ville formodentlig ikke kunne tyge mig igennem en klassisk artikel om Coleridge eller kunsten at fange sommerfugle, men hos Fadiman er det en fornøjelse. Og så er hun beundringsværdig belæst, og hvis jeg var en mere omhyggelig person, ville jeg lave en lang liste af must-buys mens jeg læser hendes essays. Heldigvis for min økonomi er jeg for doven til den slags. Jeg beder blot til, at jeg kan huske en forfatter eller to til næste gang mit Amazon-misbrug griber mig.

On Writing er en samling citater fra Hemingway himself, enten fra breve eller prosa, der omhandler det at skrive. Her er alt fra de berømte linier om den indbyggede bullshitdetector til mere ømme kærlighedserklæringer til hans håndværk.

Det er ret sjovt, at det har været muligt at sætte denne 140 siders bog sammen, da han flere steder explicit gør opmærksom på, at han mener at det er bad luck at skrive om skrivning, og om de bøger han arbejder på i særdeleshed, og han beder endvidere om, at ingen af hans private breve må blive publiseret efter hans død. Men er man berømt nok, så overrider offentlighedens behov åbenbart den slags ønsker. Husk det, kære venner.

Jeg tror ikke det er meningen at bøgen skal være en how-to for unge håbefulde forfattere, men det er alligevel muligt at kondensere en håndfuld gode råd. Det ville dog være synd at liste dem her, da de gør sig så meget bedre ved hans hånd. Læs den, og snyd ikke dig selv for den lette panik man føler, når han opremser hvilke bøger man bør have læst førned man er klar til selv at gå i gang med at skrive. Heldigvis er det overordnede indtryk inspirerende, ikke afskrækkende.

Jeg ved ikke længere hvor mange gange jeg har læst Ex Libris, men den er nu engang mit bedste comfort read – bedre end at se BBC-versionen af Pride & Prejudice, bedre end en æske Summerbird flødeboller. Og så er den en så udmærket place holder for min opmærksomhed, mens jeg forsøger at finde ud af hvad jeg nu skal læse. Jeg har foran mig den nye Pynchon (Against the Day), der er Michael Chabons The Amazing Adventures of Kavalier & Clay og jeg er 30 sider inde i Kiran Desai The Inheritance of Loss, 130 sider inde i Lars Saabye Christensens Halvbroderen, en novelle inde i Susanna Clarkes smukt forarbejdede The Ladies of Grace Adieu og Mary Webbs Precious Bane har jeg på forhånd opgivet efter 4 siders overvældende panteisme.

Jeg har ikke brug for flere bøger, jeg har brug for en læse-terapeut.