emmes bogblog

Katrine Emme Thielkes bogblog. Jeg læser for meget slam-fantasy og her kan du være vidne til min litterære nedtur.

Stephenie Meyer: Twilight

Jeg blev jo nødt til at vide, hvad det var alle talte om. Twilight (Twilight Saga) blev en mega-sællert lynhurtigt, og fik en fanskare, der var om muligt endnu mere dedikeret end Harry Potter-fanklubberne. Der er lavet flere film på bagrund af Twilight Saga-serien og den er i skrivende stund oversat til 38 sprog.

Plottet er meget simpelt. Bella flytter ud til sin far i en lille sølle by. Hun er ikke helt tilfreds med skiftet. Hun falder for den meget smukke Edward, der viser sig at være 104 år og vampyr. Det viser sig, at vampyr-verdenen er lige så divers som ikke-vampyr-verdenen; der er nogen vampyrer, der går ind for at slå mennesker ihjel og nogen der ikke gør. Edward er naturligvis en good guy, og selvom han ikke rigtig vil det, så udvikler hans og Bellas romance sig.

Stilmæssigt er vi et sted mellem chicklit og Buffy the Vampyre Slayer. Det er ret sentimentalt – næsten cartlandsk i de mere … ahrem… passionerede passager. Og det er så enkelt skrevet og så enkelt i plottet at man skal have en IQ under 100 for ikke at kunne følge med. Det er fuld af pathos. Og så skal det vel forestille at være en lille smule uhyggeligt, men det lykkes ikke helt.

Underholdende læsning. Men den første bog i serien er nok for mig.

G.W. Dahlquist: The Glass Books of the Dream Eaters

Bogen er et mega-actionpacked mysteriedrama i kostumer, der holder et hæsblæsende tempo med 3 underlige hovedpersoner, der alt andet end lige er noget urealistiske. Men pyt med realisme, problemet er, at man bliver helt træt i hovedet af, at selvom hovedpersonerne møver fremad hele tiden, så bliver der ikke rigtig løst noget. Jeg tror bogen ville have egnet sig bedre som manus til en high-end tv-serie, produceret af BBC. Der er masser af gode ideer i den, og en trang til det visuelle, som er beundringsværdig, men det lykkes ikke helt.

George R. R. Martin: A Game of Thrones

Serien A Song of Fire and Ice starter med denne mammutroman, A Game of Thrones, der er vidt berømmet og har et imponerende salgstal, særlig i USA. Nu har jeg jo aldrig været af den opfattelse at 5millioner (amerikanske) fluer ikke kan tage fejl, men her har de lidt ret. Det er på ingen måde kunst og er skrevet middelmådigt med glimt af humor, men det er faktisk god underholdning. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke bliver dummere end dem der ser De Unge Mødre.

Bogen – der er nummer 1 af 5 planlagte, hvor 4 er udgivet – er den klassiske historie, med en verden der går i udu pga krig. Man følger en række nøglepersoner, med deres POV i hver deres kapitler. Der er masser af drama og ikke mindst død. Martin er ikke ked af at slå hovedpersoner ihjel, men det er selvfølgelig også noget nemmere når man har 10.

Jeg tror godt man kunne kalde denne serie for fantasy-krigens Dollars/Dallas.

 

Kim Edwards: The Memory Keeper’s Daughter (med spoilers)

Par får tvillinger. Far giver den handicappede datter væk, uden at moderen ved det. Derefter er resten den rene pure elendighed, pånær for den godhjertede kvinde der tog det handicappede barn til sig. Jeg læsten den færdig for at se om der mon ikke kom et twist til sidst, men det gjorde jeg ikke. Faderen døde bare, fuld af dårlig samvittighed.

,