emmes bogblog

Inkheart burde være lige noget for mig; det er fantasy, det handler om bøger og er fuld af spænding. Serien har solgt i bunkevis verden over og der er også blevet lavet en film. Men bogen fænger ikke rigtig, selvom den på overfladen har det hele - jeg synes tempoet er lidt for langsomt og stilen lidt for ordrig.
På den anden side, det ER også en børnebog. Så man kan godt undskylde det nedsatte tempo. Men jeg får nok ikke læst resten af serien.

Bogen handler om Meggie, der lever sammen med sin far, Mo. Mo læser aldrig højt for hende mere, og en del mystik og flytten rundt omgærder deres eksistens. En dag kommer en mystisk fremmed og banker på, og inden Meggie får set sig om, er hun midt i et vaskeægte eventyr, hvor hun og Mo bevæger sig langt ind i bøgernes verden. Bogstaveligt talt.
Det er velskrevet. Ingen tvivl om det. Måske vil jeg give serien en chance en anden gang.

Donaldson er er kendt herre i klassisk fantasy, og serien om Thomas Covenant, The Unbeliever, er et must-read for fantasy-nørder. Jeg har haft Lord Foul’s Bane stående længe, siden 1998 for at være helt præcis.

Det gode ved den er, at den ikke er så konkret og forklarende som meget fantasy ellers er; de fleste går meget op i at forklare hvordan drager ser ud eller magi virker, men Donaldson kaster læseren ud i en ny verden, kun udstyret med hovedpersonens undren. Og den er der ikke nær så meget af, som man kunne have forventet, da Thomas Covenant er spedalsk i den gamle verden, og ganske helbred i den nye. Han er vred som en teenager og begår så omsiggribende fejl, at det kan være svært at se hvornår bogen nogensinde skal tage en positiv drejning. Godt at der er yderligere 6 lange romaner efter denne, som Covenant kan bruge til at sone sine synder.

I det hele taget er den skrevet godt, og må falde i den kategori af fantasy, som ikke-fantasy læsere også kan holde af.

jeg holder meget af Jasper Fforde, der med sine herlige Thursday Next-bøger kombinerede litterær humor med politi-thrilleren. Denne er den første i Nursery Crime Division-serien og selvom den er opfindsom på en Wodehouse-agtig måde, som vitterligt er charmerende, så holder den her serie ikke helt vand.

Nursery Crime Division efterforsker alle mord og seriøs kriminalitet der vedrører figurer i børnerim. Divisionen er nederst i politi-fødekæden, som er mindst ligeså optagede af at få deres løste mordgåder gjort litterære som af rent faktisk at løse dem. Det gør, at der opstår litterær korruption og at enhver større sag meget vel kan blive omskrevet ganske betydeligt af de implicerede for at gøre sig godt ved pressekonferencen. I denne noget bizarre verden skal Jack Spratt opklare mordet på Humpty Dumpty (aka Lille Trille), og ja, så triller det sådan set derfra. Veludført, men ikke med samme elegance som Thursday Next-serien.

Fforde er min helt. De første 4 bøger i Thursday Next-serien var morsomme og opfindsomme og denne 5′er er bestemt på højde med dem. Jeg var solgt ved den første Ghormenghast-joke!