emmes bogblog

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn – publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

The British Museum is Falling Down er ikke Lodges bedste, men en dejlig lille tynd bog, helt fin til lille at have i dametasken hvis toget er forsinket.
Særlig hvis man altid har undret sig over, hvordan katolikker kan tro at The Rhythm Method kan fungere som naturlig prævention.

Det er svært at overgå en trilogi som His Dark Materials. Man ønsker lidt at Pullman skal prøve, men det er nok klogt at han ikke gør det.

Once upon at time in the North er en lille bid historie fra før His Dark Materials, om hvordan Lee Scoresby og Iorek møder hinanden. God historie, men alt for kort. Meget lækker indbinding, med et lille spil bagi bogen, som jeg dog ikke har prøvet endnu.

November måned er en genlæsningens måned – jeg skrev på den såkaldte “bog”, og kunne derfor ikke overkomme andet end gamle venner. Robin Hobb laver herlige matadormixbøger, hvis største kvaliteter er ufarlig detaljerigdom, velkendte fantasy-elementer og et plot, som er muligt at følge med delt opmærksomhed. Jeg elsker virkelig denne serie, som tæller hele 6 sammenhængende bind fra denne, som er nr. 1 i Farseer-trilogien, der følges op af Tawny Man-trilogien.