emmes bogblog

Don’t Tell Alfred er en fortsættelse af nogle af historierne fra Mitfords tidligere romaner, og er lige så underholdende som de første. Dog, når man når hertil, så har man efterhånden fået sin dosis Mitford.

Man skal jo læse sine erotika-klassikere på et eller andet tidspunkt, og Little Birds (Penguin Modern Classics) er noget nemmere at gå i gang med end Henry Millers samlede.
Det er en fin lille samling essays, de fleste af dem med fokus på den kvindelige seksualitet, og meget varierende i saftighed. Nogle af historierne er fortalt med en næsten gammeldags romatisme, bare tilsat sex – lidt ligesom det ville være hvis der pludselig var indsat en sexscene i en Austen-roman. Mens andre er særdeles moderne.

Bestemt læseværdig – og et overskueligt format, da det er en lille tynd bog man lige kan have i tasken.

How Far Can You Go? handler om en gruppe katolske unge og deres overgang til voksenlivet fra 50′erne til 70′erne; Med særligt fokus på deres sexualitet og den katolske kirkes forbud mod prævention. Som altid med Lodge er det hysterisk morsomt samtidig med dybt alvorligt. Jeg har aldrig tænkt over hvilke udfordringer det kunne give forholdsvis moderne mennesker. Det lyder nu også til at der har været store befolkningsgrupper i verden, der var seriøst tykke bag ørerne (som man siger).

The Widows of Eastwick er underlig læsning, hvis man ikke kan glemme at have set filmversionen af dens forgænger The Witches of Eastwick. Filmen fra 1987 var noget mere let end Updikes forlæg, men uforglemmelig med den sure Nicholson i hovedrollen, og Cher, Sarandon og Pfeiffer som de 3 hekse.
Nå, men The Widows of Eastwick handler om de 3 hekse 30 år senere – mere eller mindre tilfredse med deres nye liv i hver deres ende af landet, finder de sammen igen. Og beslutter at vende tilbage til Eastwick. Updike er sublim i sine karakterbeskrivelser. Og så er der den der melankolske tone, som de romaner jeg indtil nu har læst af ham har. Rabbit-serien er jo nok i sin grundvold den mest deprimerende, men selv en roman som Couples, som vel skal være en slags humoristisk karakteristik af datidens parforhold, har den underliggende triste tone.

Jeg havde glædet mig til denne og den skuffede ikke. Vincent forfalder ikke til – som man ellers kunne frygte – til at lave den ultimative ‘forskellen på kønnene’-konklusion, på baggrund af hendes undercovermission som mand. Istedet er det velreflekteret journalistisk arbejde, som er en god historie uden de helt store overraskelser. Men hun holder næsen i sporet og derfor er det interessant læsning, som jeg absolut vil anbefale. Forvent dog ikke at din kon eforstår dig når hun har læst den. Det kommer hun aldrig til, mkay?