Aynd Rand: The Fountainhead
The Fountainhead er historien om to rivaliserende arkitekter, som man følger fra de bliver færdige (og den ene smidt ud) af en amerikansk arkitektskole. Den ene vælger at følge den slagne vej til succes, den anden at konsekvent stå for, hvad han tror på – og det han tror på er ikke come-il-faux.
Det der er mest interessant ved bogen er den måde den er skrevet; siderne driver af en pathos, der ville have gjort Barbara Cartland misundelig, samtidig med at stilen er næsten nøgtern. Eller måske er det personerne der er det – selv når de er i ekstrem affekt, virker det ufarligt og udramatisk.
Når jeg er syg og utilpas, vil jeg helst ikke læse noget, der kan hyle mig ud af den, eller gøre mig mere dårlig. Ved sådanne lejligheder læser jeg børnebøger, britiske romances (Austen) eller essays om bøger, da de ikke kan gøre mig fortræd. Alvorlige bøger er reserveret til overskudsdage. Men jeg havde på fornemmelsen, at denne ikke kunne gøre mig mentalt søsyg, selvom den som sådan er ret alvorlig.
Jeg var meget optaget af den og skal helt sikkert læse mere Aynd Rand, inden jeg beslutter mig for om hun er gal eller genial.
