emmes bogblog

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn - publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

Kate er min langt-ude kusine. Som i vi har aldrig mødt hinanden. I virkeligheden hedder hun Rasmussen til efternavn. Så derfor læser jeg hendes bøger ind i mellem. Man skal jo følge lidt med i hvad grand-grand-grandkusinerne laver; særlig når de rent faktisk lever særdeles godt af at skrive fantasy-romaner. Man kunne sige at kusine Kate lever et liv jeg godt gad leve.
Spirit Gate (Crossroads) er første del i en serie (som jeg ikke lige ved hvor lang er), som er det klassiske setup: fantasy verden er af lave. Heltene allierer sig, og nogle af dem viser sig ikke at være helte, men heldigvis er der også nogen helt almindelige mennesker der viser sig at være lavet af stærkt stof. Fabeldyr, magi og andet guf optræder.
Ren matadormix-læsning. Mange sider for pengene, men der findes bedre fantasykøb derude.

Wynne Jones skuffer sjældent, og selvom House of Many Ways ikke er hendes bedste, så er den bestemt god og goofy underholdning.

Jeg har flere gange kigget på Mercedes Lackey henne i Fantask, men besluttet at så dybt ville jeg alligevel ikke synke i min trang til ny fantasy. Men nu er jeg i gang. Damen har jo produceret bunker af bøger - hvilket ikke er så svært, når alle ens bøger har et enkelt plot og alt, alt for mange ord. Og er hypermoralske. Suk. Men jeg har jo brug for mit matadormix, når der ikke er noget ordentligt at få.
(Forslag modtages!)
Handlingen er simpelthen for corny til at sætte i ord, men her er masser af lidelser og dragekærlighed at få, hvis man er til den slags. Og ja, det er jeg. Måske holder jeg en dag op med at skamme mig.

Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.

Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.