Min paperback-version af Jane Eyre er både fedtet og slidt - og så er den oven i købet købt brugt, hvilket betyder at den sikkert er fuld af andre menneskers krummer. Det må være min genlæsning numer 4 eller 5. Jeg blev nødt til at læse den igen efter Jasper Ffordes: The Eyre Affair, blot for at sikre mig, at jeg fangede alle de litterære jokes.
Og selvom det ikke var første gang Jane Eyre og jeg mødtes, så var det lige så god en oplevelse som altid.
En genlæsning af Tom Wolfes superbe college-roman. Det var egentlig min hensigt at låne den ud, men så blev jeg nødt til selv at læse den. Jeg kan ikke stå for de her moderne dannelsesromaner.
Lækkert nyt fra Chrestomanci-serien. Er ved at æde mig igennem Diana Wynne Jones samlede værker. Rapporterer når jeg er igennem.
Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.
Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.
Stadig udmærket i anden læsning - der var meget jeg havde glemt. Inklusiv den altopslugende teenagesurhed.
Læst som forberedelse på 7′eren.
Delightful. Men kunne have været strammet op med fordel.
Læst som forberedelse på 7′eren.
Nogen gange, når alle mine fantasy-romaner er blevet for slidte som comfort reads, så tyr jeg til svensken. Den første ‘rigtige’ bog dre blev læst højt for mig af min far, var Selma Lagerlöfs ‘Niels Holgersens vidunderlige rejsen igennem Sverige’, og jeg synes nok den var lidt lang, men min far har altid været god til at lave stemmer. Siden, da jeg fik lov at gå ombord i voksenbiblioteket henne på skolen, så gav jeg mig straks kast med Moberg. Siden har jeg fået min egen udgave, så en genlæsning fra de voksnes rækker er vel på sin plads.
Moberg flytter sig ikke meget i min bevidsthed ved genlæsning - det er stadig som at læse Lagerlöf og Knut Becker samtidig, og uanset hvor hårdt staklerne har det, så er det stadig ufarlig læsning, uhyre trygt i sin nordiske sten-og-jord-er-vores-brød - måske er der et whiff af Det Lille Hus på Prærien over det? Jeg mener, det er stadig godt skrevet, men den romatiske panteisme, der ikke er undertegnede fremmed, gør sig bare ikke godt så massivt på skrift. Jeg kan efterhånden kun tåle den slags i haiku-små doser - sådan er det nok at være barn af en verden, der aldrig har været af lave.
Jeg ved ikke længere hvor mange gange jeg har læst Ex Libris, men den er nu engang mit bedste comfort read - bedre end at se BBC-versionen af Pride & Prejudice, bedre end en æske Summerbird flødeboller. Og så er den en så udmærket place holder for min opmærksomhed, mens jeg forsøger at finde ud af hvad jeg nu skal læse. Jeg har foran mig den nye Pynchon (Against the Day), der er Michael Chabons The Amazing Adventures of Kavalier & Clay og jeg er 30 sider inde i Kiran Desai The Inheritance of Loss, 130 sider inde i Lars Saabye Christensens Halvbroderen, en novelle inde i Susanna Clarkes smukt forarbejdede The Ladies of Grace Adieu og Mary Webbs Precious Bane har jeg på forhånd opgivet efter 4 siders overvældende panteisme.
Jeg har ikke brug for flere bøger, jeg har brug for en læse-terapeut.
Lemprières ordbog er endnu en genlæsning, og modsat min første læsning som var hårdt arbejde for en mystificeret læser, så tog jeg det mere roligt denne gang. Norfolk minder meget om Pynchon i det at han antager læserens fortrolighed med klassisk mythologi, historie og mindst 3 klassiske sprog. Da jeg læste den første gang, var det med Ovids Forvandlinger til hjælp. Denne gang erkender jeg blot, at jeg ikke kan følge blot halvdelen af referencerne til dørs og nøjes med at nyde den fantasifulde konstruktion og sproget (jeg læste den på dansk, dog), og lod mig drille af Norfolk, som tydeligvis ikke synes at man skal have det for nemt.
Plottet er komplekst, men der er mord og intrige, business og følelse, og en bebrillet nørd, der snubler sig igennem eventyret.
November måned er en genlæsningens måned - jeg skrev på den såkaldte “bog”, og kunne derfor ikke overkomme andet end gamle venner. Robin Hobb laver herlige matadormixbøger, hvis største kvaliteter er ufarlig detaljerigdom, velkendte fantasy-elementer og et plot, som er muligt at følge med delt opmærksomhed. Jeg elsker virkelig denne serie, som tæller hele 6 sammenhængende bind fra denne, som er nr. 1 i Farseer-trilogien, der følges op af Tawny Man-trilogien.
,
