emmes bogblog

The Widows of Eastwick er underlig læsning, hvis man ikke kan glemme at have set filmversionen af dens forgænger The Witches of Eastwick. Filmen fra 1987 var noget mere let end Updikes forlæg, men uforglemmelig med den sure Nicholson i hovedrollen, og Cher, Sarandon og Pfeiffer som de 3 hekse.
Nå, men The Widows of Eastwick handler om de 3 hekse 30 år senere – mere eller mindre tilfredse med deres nye liv i hver deres ende af landet, finder de sammen igen. Og beslutter at vende tilbage til Eastwick. Updike er sublim i sine karakterbeskrivelser. Og så er der den der melankolske tone, som de romaner jeg indtil nu har læst af ham har. Rabbit-serien er jo nok i sin grundvold den mest deprimerende, men selv en roman som Couples, som vel skal være en slags humoristisk karakteristik af datidens parforhold, har den underliggende triste tone.

Jeg har aldrig tidligere læst ikke-scifi Lessing (tror jeg nok), selvom jeg ejer et par stykker. Jeg har været omkring Shikasta, men det er så længe siden, at jeg efterhånden blander alle de gamle feministers scifi/fantasy eksperimenter sammen. Så vidt jeg husker handlede en del af dem om matriarkalske samfund…

The Diaries of Jane Somers (på dansk En God Nabos Dagbog) kan jeg huske tilbage fra da min mor læste den. Jeg synes den havde sådan en mærkelig titel, og selvom jeg kan huske at min mor fandt den trist, så var jeg meget nysgerrig. Desværre lånte hun den ud til en veninde og fik den aldrig igen, så den forsvandt fra mine forældres reol, og dermed ud af mit liv. Indtil det blev Doris Lessing-år i 2007, da hus fik Nobelprisen, og genudgivelser væltede frem.

I forordet fortæller Lessing, at bogen blev udgivet under pseudonym, da hun gerne ville have at bogen stod for sig selv, da de var et eksperiment med en anden stil og helst ikke skulle pakkes sammen med hendes andre udgivelser. Der var alligevel de, der gættede hendes identitet, men overordnet lykkedes eksperimentet.

Bogen er en slags forløber til nutidens chicklit, og jeg ville ønske der var flere som denne. Jane, der er hovedpersonen, er en del ældre en Bridget Jones og de andre voksne tøser, og noget mere reflekteret om hendes situation. Hun er redaktør på et modemagasin, og lever et særdeles velordnet liv, hvor hun blandt andet bruger hver søndag på at ordne den kommende uges outfits. Hun lever med en mærkelig dårlig samvittighed overfor hendes afdøde mor og mand, men hun er ikke uforløst, som man ellers tit mistænker single-karrieretypen for, særlig på den tid hvor bogen udkom første gang.

Jane bliver venner med en sur gammel kone, der hedder Maude, og tager sig af hende i en lang periode, hvr man godt kunne mistænke hende for at betale aflad til mor og mand, men om det er så enkelt er sådan set underordnet bogens pointe. Maude er det første hul i hendes ordnede liv, og efter Maude kommer der flere.

Det er dejligt, at bogen er skrevet så enkelt, i en uprætentiøst dagbogsform.

Frenchs roman tog mig en krig at komme igennem; ikke fordi den var kedelig, den var bare tung. Ikke sprogligt, men indholdsmæssigt.

Bogen følger en gruppe kvinder, der realiserer sig selv i 50′erne og 60′ernes USA. De har forskellig baggrund og forskellige holdninger til det kvindeundertrykkende i deres kultur, som har gjort nogle af dem til rasende feminister. Understrømmen er, at det er ikke mændenes skyld (de er jo bare lidt svage), men det er kvindernes egen skyld at de aldrig ritig kommer til at føle sig lige med mændende. Samtidig bliver det klassisk feminine også en umulighed for dem i et kønsligt catch-22.

Romanens egentlige styrke er de detaljerede fortællinger om kvinderne, for hendes teori om at mændens kulturelle magt er baseret udelukkende på magt og kontrol er så godt som umulig at få ned.

Til tider utrolig deprimerende læsning, men bestemt det hele værd. Jeg havde min feministforfatterperiode for mange år siden og troede jeg var igennem alle klassikerne, men den her må bestemt være på kanonen også.