emmes bogblog

En lille samling af kortere historier af Diana Wynne Jones, del af et forsøg på en gang for alle at gøre kål på hendes samlede værker. Som er, oh retorisk underspillethed, omfangsrige.

jeg holder meget af Jasper Fforde, der med sine herlige Thursday Next-bøger kombinerede litterær humor med politi-thrilleren. Denne er den første i Nursery Crime Division-serien og selvom den er opfindsom på en Wodehouse-agtig måde, som vitterligt er charmerende, så holder den her serie ikke helt vand.

Nursery Crime Division efterforsker alle mord og seriøs kriminalitet der vedrører figurer i børnerim. Divisionen er nederst i politi-fødekæden, som er mindst ligeså optagede af at få deres løste mordgåder gjort litterære som af rent faktisk at løse dem. Det gør, at der opstår litterær korruption og at enhver større sag meget vel kan blive omskrevet ganske betydeligt af de implicerede for at gøre sig godt ved pressekonferencen. I denne noget bizarre verden skal Jack Spratt opklare mordet på Humpty Dumpty (aka Lille Trille), og ja, så triller det sådan set derfra. Veludført, men ikke med samme elegance som Thursday Next-serien.

Lækkert nyt fra Chrestomanci-serien. Er ved at æde mig igennem Diana Wynne Jones samlede værker. Rapporterer når jeg er igennem.

Mere lovely Chrestomanci. En del af planen om at komme igennem alle bøger af min barndomsfavorit, Diana Wynne Jones.

Diana Wynne Jones er stadig et af mine favorit comfort reads. Denne indeholder to af bøgerne fra Chrestomanci-universet, de to dårligste, men stadig gode nok til underholdning. The Witches of Caprona er ikke så god som de andre, fordi det italienske univers den udspiller sig i, er lidt for forceret. Men i begge bøgerne er evnen til magi den samme søde dannelsesrejse, som den er i Harry Potter-bøgerne. Og det er det samme sexløse univers, hvor begær og lyst udelukkende er platonisk og romatisk, og de problemer, som heltene skal løse, er så sort/hvide, at man aldrig kan tvivle på udfaldet. Sort/hvid er rart at læse, når man lever i en kompleks verden.

Jeg læste disse to første gang i 7. klasse og det var min indgang til fantasy. De er stadig ligeså gode som den gang og Wynne Jones sproglige overskud overlever de vel 4-5 genlæsninger. Jeg griner stadig.

Fforde er min helt. De første 4 bøger i Thursday Next-serien var morsomme og opfindsomme og denne 5′er er bestemt på højde med dem. Jeg var solgt ved den første Ghormenghast-joke!

Nydelig fantasy med en udsædvanlig vrangvillig og gnaven helt. Lidt for clean univers og det er lidt for påtrængende farverigt med heltens tilpassede vernacular, men ellers overbevisende. Miller har gjort sit hjemmearbejde.

Endelig blev vi færdige med ham Voldemort, den storslemme snøbel. Jeg var rimelig tilfreds med denne afslutning, der holdt standarden, de sjove detaljer og fik samlet alle tråde. Jeg havde bare ærlig talt forventet lidt flere døde – jeg troede at slutningen ville være lidt mørkere. På den anden side er det ikke ligefrem en genre der skriger på realisme, så det er ikke brok.

Stadig udmærket i anden læsning – der var meget jeg havde glemt. Inklusiv den altopslugende teenagesurhed.
Læst som forberedelse på 7′eren.

Delightful. Men kunne have været strammet op med fordel.
Læst som forberedelse på 7′eren.

Jeg troede at disse 3 bøger af Naomi Novik var en trilogi (Temeraire-serien), men efter at have læst den tredje gik det op for mig, at det bliver en af den slags fantasy-serier der bliver ved og ved, indtil hele den verden der er skabt i dem, har fået ny infrastruktur, politisk balance og 5 generationer af rettænkende drager. Så jeg gav op lige dér.

Det lagde ellers udmærket ud (husk, vi er i matadormixgenren her) med en sjov blanding af Napoleonkrigene og talende drager i en strukturfacistisk og traditionel indpakning – sikkert en måde at få flere af hankøn til at læse de nogen gange lidt for romantisk anlagte dragebøger. Der er masser af actionpacked kampscener og en imponerende detaljerigdom i beskrivelserne af, hvor mange mænd med rifler de forskellige dragetyper kan bære. Og det gælder i fantasyromaner som i skiløb; man må aldrig gå ned på udstyr!

Begejsterede fans har anbefalet mig mere af Lene Kaaberbøl, så jeg kastede mig ud i Skammer-serien (foreløbig 4 bind), men jeg synes desværre bedre om Skyggeporten. Historien er sammenhængende, men lidt for enkel for min smag. Nu er det jo også en børnebog, men Harry Potter-serien holder sig jo ikke tilbage af den grund. Der er lidt for lidt af det, der suger en ind i historien her.

November måned er en genlæsningens måned – jeg skrev på den såkaldte “bog”, og kunne derfor ikke overkomme andet end gamle venner. Robin Hobb laver herlige matadormixbøger, hvis største kvaliteter er ufarlig detaljerigdom, velkendte fantasy-elementer og et plot, som er muligt at følge med delt opmærksomhed. Jeg elsker virkelig denne serie, som tæller hele 6 sammenhængende bind fra denne, som er nr. 1 i Farseer-trilogien, der følges op af Tawny Man-trilogien.