emmes bogblog

Jeg har tænkt over, hvorfor mon Robin Hobb (aka Megan Lindholm) er så populær. Og med denne samling af hendes kortere arbejder, er svaret tættere på. Det er fordi hun rent faktisk kan skrive. I samlingen The Inheritance er der korte introduktioner til, hvorfor hun har skrevet de enkelte stykker og det er både interessant og indsigtsfuldt. Det er ikke al hendes fantasy der er godt – de serier hvor hun bliver for episk i sin sprogbrug er kedelige – men hun har bestemt ramt guld flere gange i karrieren, og er en af de forfatteren hvor man godt kan sige at 5 millioner fluer (= fantasylæsere) ikke tager fejl: Hobb kan skrive.

Jeg købte A Discovery of Witches for at se, hvad den heksejagt, der løber gennem fantasy i de her år, var for noget. Heldigvis viste det sig, at den her var i den bedre ende end f.eks. Twilight-sagaen. Grundhistorien er dog så banal, at det lige så godt kunne have været regency-drama, som witch-fantasy. Men den var sgu godt skruet sammen.

En noget a-typisk Fforde er The Last Dragonslayer, i det der er meget få anglofile litterære referencer. Jeg tror også målgruppen til denne er teens, men det skal jo ikke holde nogen væk. Til målgruppen er det en solid ungdoms-dannelseroman i fantasy-klæder, skrevet med Ffordes vanlige lethed.

Last Argument Of Kings: The First Law: Book Three er tredje runde krigerisk fantasy. Se nedenfor. I tredje bog begynder man at blive lidt træt.

Before They Are Hanged: The First Law: Book Two er den solide to’er, ikke så meget pis. Mere slåen på tæven, så blodet sprøjter i lårfede stråler, mens den lakoniske helt langsom vågner af sine traumer. det kan jo snildt tage mere end 500 sider.

The Blade Itself: Book One Of The First Law er første bind i en lige-ud-a-landevejen fantasy-serie, hvor der bliver slået blodigt på tæven og bandet en del. Lige over middel.

The Rain Wild Chronicles – Dragon Keeper er middel fantasy-slam. Hobb kommer aldrig til at overgå Tawny Man-serien, men man bliver jo ved at håbe.

Enchanted Glass er klassisk Jones. God vinterlæsning.

Kate er min langt-ude kusine. Som i vi har aldrig mødt hinanden. I virkeligheden hedder hun Rasmussen til efternavn. Så derfor læser jeg hendes bøger ind i mellem. Man skal jo følge lidt med i hvad grand-grand-grandkusinerne laver; særlig når de rent faktisk lever særdeles godt af at skrive fantasy-romaner. Man kunne sige at kusine Kate lever et liv jeg godt gad leve.
Spirit Gate (Crossroads) er første del i en serie (som jeg ikke lige ved hvor lang er), som er det klassiske setup: fantasy verden er af lave. Heltene allierer sig, og nogle af dem viser sig ikke at være helte, men heldigvis er der også nogen helt almindelige mennesker der viser sig at være lavet af stærkt stof. Fabeldyr, magi og andet guf optræder.
Ren matadormix-læsning. Mange sider for pengene, men der findes bedre fantasykøb derude.

Treason’s Shore: The Concluding Volume of Inda blev jeg nødt til at læse, når nu det viste sig at der VAR endnu en bog i serien – og ikke kun 3 som først antaget.

Jeg blev jo nødt til at vide, hvad det var alle talte om. Twilight (Twilight Saga) blev en mega-sællert lynhurtigt, og fik en fanskare, der var om muligt endnu mere dedikeret end Harry Potter-fanklubberne. Der er lavet flere film på bagrund af Twilight Saga-serien og den er i skrivende stund oversat til 38 sprog.

Plottet er meget simpelt. Bella flytter ud til sin far i en lille sølle by. Hun er ikke helt tilfreds med skiftet. Hun falder for den meget smukke Edward, der viser sig at være 104 år og vampyr. Det viser sig, at vampyr-verdenen er lige så divers som ikke-vampyr-verdenen; der er nogen vampyrer, der går ind for at slå mennesker ihjel og nogen der ikke gør. Edward er naturligvis en good guy, og selvom han ikke rigtig vil det, så udvikler hans og Bellas romance sig.

Stilmæssigt er vi et sted mellem chicklit og Buffy the Vampyre Slayer. Det er ret sentimentalt – næsten cartlandsk i de mere … ahrem… passionerede passager. Og det er så enkelt skrevet og så enkelt i plottet at man skal have en IQ under 100 for ikke at kunne følge med. Det er fuld af pathos. Og så skal det vel forestille at være en lille smule uhyggeligt, men det lykkes ikke helt.

Underholdende læsning. Men den første bog i serien er nok for mig.

Yes, yes, mere matadormixlæsning! Jeg har haft The Amulet of Samarkand stående i reolen længe, fordi jeg synes at den så lidt gyser eller horror-agtig ud. Og det ved jeg at jeg ikke gider læse. Splatter, det er adr! Men det er faktisk helt plain troldmandens-lærling-type underholdning, så det passede perfekt til en doven juleferie.

Det skæggeste er klart djinnen Bartimæus, der selv synes at han er så klog, at han må tage fodnoterne i brug for at multi-kommunikere med læserne. Og helten – Nathaniel – går fra den ene jubelscene til den næste som en pubertetsdreng med for meget magt og for mange evner, uden nogen til at give ham en lærestreg. Det er med andre ord en overraskende realistisk fantasy-roman.

Wynne Jones skuffer sjældent, og selvom House of Many Ways ikke er hendes bedste, så er den bestemt god og goofy underholdning.

Well, se nedenfor – mere af samme slags. Matadormixlæsning. Til gengæld så jeg hverken Vild med dans eller X-faktor, okay? Men Magic Study er ok underholdning.

Poison Study starter rigtig godt med at heltinden skal være mundskænk og lære alt om gifte, men det går alt for hurtigt – lynhurtigt er hun superwoman på alle områder, og det er altså ikke sjovt. De skal kæmpe for det, ja det skal.

Jeg har klart en svaghed for dannelsesromaner for børn og unge, og det virker som om der er en særlig britisk tradition for denne genre, der sikkert udspringer af alle de dejlige bøger om raske kostskoledrenge.

Heldigvis er det hele ikke havregrød og jovial tweed-realisme, der er masser af magisk realisme at komme efter, som nu The Magic Toyshop. Angela Carter er visr mest kendt for hendes romaner for voksne, som er noget mindre tilgængelige end denne.

Melanie, hovedpersonen, har haft en beskyttet og dejlig opvækst, men hendes liv tager en ny dystopisk drejning, da hendes forældre dør. Hun og hendes søskende bliver sendt til Onkel Phillip, der laver legetøj, som han kun nødigt sælger, og som har en særlig passion for korrekt dukketeater. Der er noget sært ved Onkel Phillip, hus-tyrannen, og noget tiltrækkende ved hans kone og dennes brødre.

Det hele starter nærmest Nødderknækker-agtigt og drømmende, men slutningen… der er ikke noget sødsuppe at komme efter her. Jeg tror ikke jeg ville lade mine børn læse den før de var ude af deres pre-teens.

Det er svært at overgå en trilogi som His Dark Materials. Man ønsker lidt at Pullman skal prøve, men det er nok klogt at han ikke gør det.

Once upon at time in the North er en lille bid historie fra før His Dark Materials, om hvordan Lee Scoresby og Iorek møder hinanden. God historie, men alt for kort. Meget lækker indbinding, med et lille spil bagi bogen, som jeg dog ikke har prøvet endnu.

Den senste publicerede - A Feast for Crows - har åbenbart været længe undervejs, men Martin gør det heller ikke nemt for sig selv med det tykke plot og mængden af personer. Den sidste bog i serien er blevet annonceret og udskudt så mange gange, at selv fans nu er ved at blive mugne. Jeg er ikke fan, jeg er bare fantasy-konsument, for nok er serien god underoldning, men ligesom man opdager at der ikke er noget reelt savn, når man glemmer at se favotitserien på tv i 3 uger, således gælder det også med matadormixlitteratur.

Mere George R. R. Martin – ligene dynges op, hovedpersoner kreperer på række. 1200 sider, det er dælme mass for money.

Seriens nummer to – A Clash of Kings – holder hvad den lover. Mere action, mere gore, mere drama. Jeg har overvejet lidt, om det er et moderne effektjagende fænomen, at afhuggede lemmer og rådnende hoveder bliver beskrevet så detaljeret, men tænk blot på Illiaden og andre krigskvad, så kan man næsten ikke indrømme andet end at det er et klassisk træk.

En af seriens fordele er masse. Knap 800 sider gør, at det da er en bog, der holder mere end et par dage.

Serien A Song of Fire and Ice starter med denne mammutroman, A Game of Thrones, der er vidt berømmet og har et imponerende salgstal, særlig i USA. Nu har jeg jo aldrig været af den opfattelse at 5millioner (amerikanske) fluer ikke kan tage fejl, men her har de lidt ret. Det er på ingen måde kunst og er skrevet middelmådigt med glimt af humor, men det er faktisk god underholdning. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke bliver dummere end dem der ser De Unge Mødre.

Bogen – der er nummer 1 af 5 planlagte, hvor 4 er udgivet – er den klassiske historie, med en verden der går i udu pga krig. Man følger en række nøglepersoner, med deres POV i hver deres kapitler. Der er masser af drama og ikke mindst død. Martin er ikke ked af at slå hovedpersoner ihjel, men det er selvfølgelig også noget nemmere når man har 10.

Jeg tror godt man kunne kalde denne serie for fantasy-krigens Dollars/Dallas.

Mere farverig, ordrig drageromance. Nu er hovedpersonen igennem de mest prøvende lidelser og har allerede lidt heltestatus, så jeg ved ikke rigtig om jeg gider læse de to sidste i serien.

Se mere længere nede. Det er bind to i mere-af-samme-skuffe serien. Den her har dog nogle ret gode flyvescener, og maden lader også til at være ret god, selvom der er lidt for meget rå fisk.

Jeg har flere gange kigget på Mercedes Lackey henne i Fantask, men besluttet at så dybt ville jeg alligevel ikke synke i min trang til ny fantasy. Men nu er jeg i gang. Damen har jo produceret bunker af bøger – hvilket ikke er så svært, når alle ens bøger har et enkelt plot og alt, alt for mange ord. Og er hypermoralske. Suk. Men jeg har jo brug for mit matadormix, når der ikke er noget ordentligt at få.
(Forslag modtages!)
Handlingen er simpelthen for corny til at sætte i ord, men her er masser af lidelser og dragekærlighed at få, hvis man er til den slags. Og ja, det er jeg. Måske holder jeg en dag op med at skamme mig.

Jeg havde ret meget fornøjelse af Canavans første serie, Black Magician Trilogy, så jeg blev glad da jeg så han hun var begyndt på en ny. Men da jeg første gang forsøgte at læse den, blev jeg fælt skuffet. Jeg foretrækker min fantasy som coming-of-age og som hårdt slid for hovedpersonerne inden det bliver rigtig godt. Men her går der ikke mange sider før hovedpersonen er nr. 3 af gudernes 5 udvalgte og hun skal bare valse rundt og løse problemer med hendes kæmpekræfter. Ved andet forsøg fandt jeg dog at der var suspense nok til at komme igennem hele romanen (eller også var jeg bare et tørt sted bogmæssigt), men det er stadig ikke lige så godt som den første trilogi.

Bog nummer 3 milliarder millioner i den endeløse serie om Pern, deres drager og deres Storm P-agtige indbyggere. Nu kan den her fantasy-serie snart ikke trække mere, selvom det er blevt lidt bedre igen efter at hendes søn Todd er kommet til i skriveprocessen. De skriver bøgerne sammen nu og hans interesse for det ingeniørmæssige spiffer faktisk bøgerne lidt op.

Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.

Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.

En tyk samling af kortere og længere histrorier af Diana Wynne Jones. Ikke alle lige gode, de virker skitseagtige, men stadig fint til en lille session inden man skal sove. Jeg er så vild med tudsens fjæs på coveret, at jeg har forsøgt i ugevis at gøre den kunsten efter. Den er glad, selvtilfreds og totalt afslappet på en gang. Hvem vil ikke gerne være det?

Julematadormixlæsning. Fuld af unge mennesker, der haster rundt på hesteryg og opfører sig utrolig voksent, mens de udtænker komplekse militærstrategier. Deres kærlighedshistorier fylder kun lidt og derfor trækkes de ud i uendelighed. Utrolig afslappende læsning – det er altid dejligt når andre knokler rundt og sveder tran, mens man selv ligger på sofaen og spiser julegodter.

Well, Wynne Jones burde holde sig til ren fantasy og ikke fedte rundt med græsk mytologi, men godt forsøgt.