emmes bogblog

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn - publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

Love in a Cold Climate (and other novels) er tre af Mitfords mest afholdte romaner i én. Mitford er en 50′ernes Austen, lige så underholdende og romantisk. Vældig god læsning.

Jeg købte A Game of Hide and Seek fordi den havde sådan et pænt cover; men det viste sig også at være en ganske udmærket roman om at forelske sig i den helt, helt forkerte og aldrig komme over det, i en sådan grad at det ødelægger resten af ens liv. Det lyder som højdramatisk læsning, men det er det ikke; det er en roman i et afdæmpet tempo med meget deprimerende passager.

Therapy er en af Lodges allerbedste. Suverænt blik på de menneskelige neuroser. Tænk, at Lodge alligevel holder af os mennesker.

Af en eller anden grund får den mig til at tænke på Iris Murdocs Havet, Havet.

Nice Work er en klassisk Lodge, med almindelige menneskers ualmindelige liv. På en eller anden måde forstår han at gøre noget helt mundant utrolig saftigt - og så er der jo håb for os alle! Hvis det almindelige liv er spændende, så er vi alle spændende.

Perfekt ferielæsning.

The Children’s Book er endnu en suveræn roman fra Byatts hånd. Den handler om boheme-familien Wellwoods børn og deres opvækst i starten af 1900-tallet. Bogen er både episk og fuld af detaljer, og som altid har Byatt grebet sine personer om nosserne og klemt til.

Årets bedste bog.

Jeg faldt over titlen hos Penguin Blog, hvor de havde gjort noget særligt ud af deres London-markedsføring.

Der er noget næsten regency drama over bogen, der ikke er lige så opulent som dens cover. Klassisk historie om ægteskab, kærlighed og intriger blandt Londons overklasse omkring år 1900. Og det er så det. Det er vist starten på en serie, men jeg tror nu jeg vil holde mig til mere klassisk regency drama, hvis det skal være.

Den senste publicerede - A Feast for Crows - har åbenbart været længe undervejs, men Martin gør det heller ikke nemt for sig selv med det tykke plot og mængden af personer. Den sidste bog i serien er blevet annonceret og udskudt så mange gange, at selv fans nu er ved at blive mugne. Jeg er ikke fan, jeg er bare fantasy-konsument, for nok er serien god underoldning, men ligesom man opdager at der ikke er noget reelt savn, når man glemmer at se favotitserien på tv i 3 uger, således gælder det også med matadormixlitteratur.

Seriens nummer to - A Clash of Kings - holder hvad den lover. Mere action, mere gore, mere drama. Jeg har overvejet lidt, om det er et moderne effektjagende fænomen, at afhuggede lemmer og rådnende hoveder bliver beskrevet så detaljeret, men tænk blot på Illiaden og andre krigskvad, så kan man næsten ikke indrømme andet end at det er et klassisk træk.

En af seriens fordele er masse. Knap 800 sider gør, at det da er en bog, der holder mere end et par dage.

Mange millioner læsere kan ikke taget fejl? Jo, beklager. Og undskyld til jer, som jeg ved en fejl har givet denne bog i gave.

The Kite Runner er en bog om skyld og om at gøre det godt igen. Og så får den ellers på alle patos-tangenter. Symbolikken er tyk, slutningen gætbar fra halvejs gennem bogen, og det eneste højdepunkt er, da den gennembankede hovedperson af en læge får at vide: ‘no fart, no food’. Altså, detaljer som at hovedpersonen flækker læben NØJAGTIG samme sted, som hans afdøde barndomsven havde hareskår, er den slags ting, der sikkert er så meget stranger than fiction at det sker i den virkelige verden, men i den her bog er det bare for tykt.

Heldigvis er den sprogligt nogenlunde hæderlig, og den afghanske setting interessant, så man kan sagtens læse den som en matadormixbog, man skal bare vide at den er kønsneutral chiklit.