emmes bogblog

Det går rigtig skidt med mit løfte til mig selv om at læse en masse af danske forfattere i år. Måske også fordi de skuffer. Sidst var det Ida Jessen og nu Inge Eriksen. Jge havde forventet mig en del, men jeg burde nok have taget fat på digtene i stedet. Lige bortset fra at jeg er meget dårlig til at læse digte.

En kvinde med hat handler om Ida Francesca fra gymnasie til grav, med omdrejningspunkt om Ålborg. Stilmæssigt er der mindelser om Jessen - det bliver aldrig rigtig SKARPT. Det virker socialromantisk, hvis der er noget der hedder det. Historien og sproget passer nu godt til hovedpersonen, der aldrig rigtig får brudt rammerne, hverken for sig selv eller andre, selvom hun føler sig både fri og bundet.

Rødby-Puttgarden er min første hele Helle Helle roman siden lidt spredte noveller i gymnasiet og det tegner til et godt bekendtskab.

Bogen handler om to søstre, der bor i Rødbyhavn, og de får mig til at synes at Århus, hvor jeg selv er opvokset, er en metropol. Hvor er det svært at forestille sig, eller vide, at der er mange der lever så anderledes end jeg selv. Det er ellers kun noget jeg virkelig opdager, når der er valgdag og man møder hele Danmark ved valgurnen. Det ‘lille’ liv som det nye eksotiske.

Scenen med moderen i blomkålsmarken minder mig om Oscars mor i Grass’ Bliktrommen.

Okay, jeg skulle måske have læst den bog, der kom før denne, selvom den skal forestille at være en selvstændig forsættelse.

Jeg ved ikke rigtig. Den har et eller andet, men skuffer alligevel - hvad er det Jessen vil, skrive spænding eller moderne dannelsesroman? Og igen er det en roman med et religiøst tema, som jeg har overordentligt svært ved at følge, det er åbenbart min lod i år. Jeg synes den er udmærket skrevet, men det er mere en fornemmelse af godt håndværk, end det er en egentlig begejstring ved bogen. Nej, der kommer til at gå et stykke tid inden jeg prøver Jessen igen.

Den minder mig om Songs for Drella, særlig (when you’re growing up in a) ‘Smalltown’.

Jeg er ikke tilhænger af selvhjælpsbøger, men når man synes at ens 10 år yngre bankrådgiver taler hen over hovedet på en, så må man bide hovedet af al skam. Denne er skrevet af en journalist og for en gangs skyld kan jeg acceptere deres trang til at gentage alting, da det er den eneste måde jeg lærer at fatte hvad det er, der er med renten. Der er selvfølgelig også indblandet noget amerikansk pis med at man skal tænke positive tanker om penge og grave i sin barndom for at finde ud af hvor man har sin pengeopdragelse fra, men hvis man bare skøjter let henover det, så er det en god intro til øko-idioter som mig.

Der står i bogen at pengesnak er lidt tabubelagt blandt kvinder, men det synes jeg ikke er helt sandt. For nylig fik jeg et middagsselskab bestående af 11 kvinder til lystigt at tale privat økonomi, ægtepagter og ikke-ligestillet pension uden at rødme. Men det er rigtigt, at enten tager vi den økonomiske strudsepolitik-tilgang eller også er vi små finansgenier; jeg kender et par kvinder der er så tjekkede med deres aktier, lånomlægninger og økonomiske målsætninger at jeg godt kan se at jeg er ca 20 år bagud.

Ramoth-Bezer passer fortrinligt ind i mit håb for dette år, der handler om, at hver anden bog jeg læser skal være på dansk, af en dansker. Jeg kender ikke forfatteren, og så meget desto bedre. Jeg har lånt den af LineP (efter en snak om science fiction?) og det var god læsning. Måske er det fordi jeg har læst så lidt på mit modersmål over de sidste par år, men jeg fik en fornemmelse af, at hele bogen var meget dansk. Jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde det - udover sproget, velsagtens - men måske var det beskrivelsen af de små trivialiteter der klang på en særlig måde. Jeg ved det ikke. Måske kommer jeg tættere på når jeg har læst noget mere på dansk.

Bogen handler om en ældre universitetslærer Robert, der invalideret af sin agorafobi, holder sig på matriklen, hvor han går og sørger over en afdød yndlingsstuderende. Deres relation indeholdt noget mere end de fleste lærer-elev forhold, men det er ikke noget der plager Robert meget. Det gør til gengæld et oversat manuskript, som studinen har efterladt ham; det fortæller om en utopisk/dystopisk by, en slags subsamfund, for de gamle og udstødte af verden, de svage og de fortvivlede. Robert er mere optaget af at spekulere over manuskriptets rigtighed, end over om den frihed eller det fængsel som historien beskriver, er det sted han selv befinder sig. Mens han renskriver oversættelsen, løser han dens tråde op og sine egne med.

Jeg tror det jeg bedst kunne lide ved bogen, var dens manglende effektjageri og dens accept af, at nogen gange sker tingene fordi tiden er moden til det, ikke som en nødvendigvis synlig kausalitet. Det lider megen litteratur af; EXPLICIT kausalitet. Vi skal partout have at vide hvilken lille byggeklods der udløste domino-skredet, og vi skal have det vist, så vi kan tro på logikken, uanset om logikken er byget på sunde præmisser (dette er naturligvis en sur sidebemærkning til The Da Vinci Code).