emmes bogblog

The Debutante er den nyeste af Tessaros. Hendes allerførste roman var også chicklit, men af den mere intelligente slags. Den her er slam. Læste den kun færdig af stædighed. Alt for lommefilosofisk.

How to Buy a Love of Reading købte jeg, fordi det lignede en god chicklit-roman af den type man læser på 3 timer og glemmer igen med det samme.

Men det var ikke chicklit; Faktisk overraskede den meget som en ganske udmærket coming-of-age roman, hvor alle har en tung bagage, men ender med at finde sig selv. Ja, det lyder lidt patetisk, men bogen er overraskende velskrevet og har et godt tempo.

Måske skyldes min begejstring at jeg havde så lave forventninger; måske er det noget jeg skal gøre mere i, forvente det mindste.

Jeg blev jo nødt til at vide, hvad det var alle talte om. Twilight (Twilight Saga) blev en mega-sællert lynhurtigt, og fik en fanskare, der var om muligt endnu mere dedikeret end Harry Potter-fanklubberne. Der er lavet flere film på bagrund af Twilight Saga-serien og den er i skrivende stund oversat til 38 sprog.

Plottet er meget simpelt. Bella flytter ud til sin far i en lille sølle by. Hun er ikke helt tilfreds med skiftet. Hun falder for den meget smukke Edward, der viser sig at være 104 år og vampyr. Det viser sig, at vampyr-verdenen er lige så divers som ikke-vampyr-verdenen; der er nogen vampyrer, der går ind for at slå mennesker ihjel og nogen der ikke gør. Edward er naturligvis en good guy, og selvom han ikke rigtig vil det, så udvikler hans og Bellas romance sig.

Stilmæssigt er vi et sted mellem chicklit og Buffy the Vampyre Slayer. Det er ret sentimentalt – næsten cartlandsk i de mere … ahrem… passionerede passager. Og det er så enkelt skrevet og så enkelt i plottet at man skal have en IQ under 100 for ikke at kunne følge med. Det er fuld af pathos. Og så skal det vel forestille at være en lille smule uhyggeligt, men det lykkes ikke helt.

Underholdende læsning. Men den første bog i serien er nok for mig.

Jeg faldt over titlen hos Penguin Blog, hvor de havde gjort noget særligt ud af deres London-markedsføring.

Der er noget næsten regency drama over bogen, der ikke er lige så opulent som dens cover. Klassisk historie om ægteskab, kærlighed og intriger blandt Londons overklasse omkring år 1900. Og det er så det. Det er vist starten på en serie, men jeg tror nu jeg vil holde mig til mere klassisk regency drama, hvis det skal være.

Jeg har aldrig tidligere læst ikke-scifi Lessing (tror jeg nok), selvom jeg ejer et par stykker. Jeg har været omkring Shikasta, men det er så længe siden, at jeg efterhånden blander alle de gamle feministers scifi/fantasy eksperimenter sammen. Så vidt jeg husker handlede en del af dem om matriarkalske samfund…

The Diaries of Jane Somers (på dansk En God Nabos Dagbog) kan jeg huske tilbage fra da min mor læste den. Jeg synes den havde sådan en mærkelig titel, og selvom jeg kan huske at min mor fandt den trist, så var jeg meget nysgerrig. Desværre lånte hun den ud til en veninde og fik den aldrig igen, så den forsvandt fra mine forældres reol, og dermed ud af mit liv. Indtil det blev Doris Lessing-år i 2007, da hus fik Nobelprisen, og genudgivelser væltede frem.

I forordet fortæller Lessing, at bogen blev udgivet under pseudonym, da hun gerne ville have at bogen stod for sig selv, da de var et eksperiment med en anden stil og helst ikke skulle pakkes sammen med hendes andre udgivelser. Der var alligevel de, der gættede hendes identitet, men overordnet lykkedes eksperimentet.

Bogen er en slags forløber til nutidens chicklit, og jeg ville ønske der var flere som denne. Jane, der er hovedpersonen, er en del ældre en Bridget Jones og de andre voksne tøser, og noget mere reflekteret om hendes situation. Hun er redaktør på et modemagasin, og lever et særdeles velordnet liv, hvor hun blandt andet bruger hver søndag på at ordne den kommende uges outfits. Hun lever med en mærkelig dårlig samvittighed overfor hendes afdøde mor og mand, men hun er ikke uforløst, som man ellers tit mistænker single-karrieretypen for, særlig på den tid hvor bogen udkom første gang.

Jane bliver venner med en sur gammel kone, der hedder Maude, og tager sig af hende i en lang periode, hvr man godt kunne mistænke hende for at betale aflad til mor og mand, men om det er så enkelt er sådan set underordnet bogens pointe. Maude er det første hul i hendes ordnede liv, og efter Maude kommer der flere.

Det er dejligt, at bogen er skrevet så enkelt, i en uprætentiøst dagbogsform.

Ja, det er ligeså corny som du tror det er.

Mange millioner læsere kan ikke taget fejl? Jo, beklager. Og undskyld til jer, som jeg ved en fejl har givet denne bog i gave.

The Kite Runner er en bog om skyld og om at gøre det godt igen. Og så får den ellers på alle patos-tangenter. Symbolikken er tyk, slutningen gætbar fra halvejs gennem bogen, og det eneste højdepunkt er, da den gennembankede hovedperson af en læge får at vide: ‘no fart, no food’. Altså, detaljer som at hovedpersonen flækker læben NØJAGTIG samme sted, som hans afdøde barndomsven havde hareskår, er den slags ting, der sikkert er så meget stranger than fiction at det sker i den virkelige verden, men i den her bog er det bare for tykt.

Heldigvis er den sprogligt nogenlunde hæderlig, og den afghanske setting interessant, så man kan sagtens læse den som en matadormixbog, man skal bare vide at den er kønsneutral chiklit.

Joanna Drangers grafiske roman ligner chicklit på coveret og det er det sådan set også. Men det er fint tegnet og med masser af humor. Den tager kun en halv time at læse, men det er nu rart med lidt tegneserie ind i mellem.

Denne bog har den indbydende tagline “forget diamonds – chocolate is a girl’s best friend”, og den fortsætter da også med at nævne alskens chokoladetyper på hver eneste side. De 4 chokoladomaner i bogen har mange problemer, og starter klogt ud med at dulme dem med chokolade. Men snart må der mere hårdslående metoder til og det hele ender naturligvis forudsigeligt godt. De mange chokoladedetaljer er lidt distraherende; dels fordi jeg hele tiden spekulerer over, om jeg mon har noget chokolade på køl, dels fordi det sine steder virker lidt som om forfatteren er fast besluttet på at man aldrig må glemme titlen undervejs.

Jeg fik bogen ind ad døren på en helt almindelig kedelig hverdag, som en sød overraskelse fra en veninde, som udemærket kender min søde tand og deler min interesse for chicklitgenren.