emmes bogblog

En af Heyers bedste - sød og sjov, og med et vist ironisk overskud. I Masqueraders udklæder broderen sig som søsteren og omvendt, romantisk forvikling opstår. Se mere om Heyer nedenfor.

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn - publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

Don’t Tell Alfred er en fortsættelse af nogle af historierne fra Mitfords tidligere romaner, og er lige så underholdende som de første. Dog, når man når hertil, så har man efterhånden fået sin dosis Mitford.

Love in a Cold Climate (and other novels) er tre af Mitfords mest afholdte romaner i én. Mitford er en 50′ernes Austen, lige så underholdende og romantisk. Vældig god læsning.

Thinks… er lige så god som alle andre Lodges bøger - bidende satire, sur akademia og rå for usødet romance. Hyleskæg.

The British Museum is Falling Down er ikke Lodges bedste, men en dejlig lille tynd bog, helt fin til lille at have i dametasken hvis toget er forsinket.
Særlig hvis man altid har undret sig over, hvordan katolikker kan tro at The Rhythm Method kan fungere som naturlig prævention.

Ginger, You’re Barmy er herlig - det er svært ikke at få lyst til at læse alt hvad Lodge har skrevet.

Therapy er en af Lodges allerbedste. Suverænt blik på de menneskelige neuroser. Tænk, at Lodge alligevel holder af os mennesker.

Af en eller anden grund får den mig til at tænke på Iris Murdocs Havet, Havet.

Nice Work er en klassisk Lodge, med almindelige menneskers ualmindelige liv. På en eller anden måde forstår han at gøre noget helt mundant utrolig saftigt - og så er der jo håb for os alle! Hvis det almindelige liv er spændende, så er vi alle spændende.

Perfekt ferielæsning.

Out of the Shelter handler om unge Timothy der bliver sendt på ferie hos sin ældre søster i efterkrigstidens Heidelberg. Her møder han en anden verden af ekstravaganza, sjov og ballade - på den amerikanske måde. Han møder også de hårdt pressede tyskere, og må mellem søsterens påvirkning, hendes venner og hans egne nye venner, finde ud af hvad hans moralske ståsted er.

Lidt mere alvorlig Lodge, men bestemt lige så læseværdig som alle de andre.

How Far Can You Go? handler om en gruppe katolske unge og deres overgang til voksenlivet fra 50′erne til 70′erne; Med særligt fokus på deres sexualitet og den katolske kirkes forbud mod prævention. Som altid med Lodge er det hysterisk morsomt samtidig med dybt alvorligt. Jeg har aldrig tænkt over hvilke udfordringer det kunne give forholdsvis moderne mennesker. Det lyder nu også til at der har været store befolkningsgrupper i verden, der var seriøst tykke bag ørerne (som man siger).

The Children’s Book er endnu en suveræn roman fra Byatts hånd. Den handler om boheme-familien Wellwoods børn og deres opvækst i starten af 1900-tallet. Bogen er både episk og fuld af detaljer, og som altid har Byatt grebet sine personer om nosserne og klemt til.

Årets bedste bog.

Mariana (Persephone Classics) er en hyggelig (og lidt sentimental) dannelsesroman om pigen Mariana i 30′ernes England. En hel del af hendes problemer kan være svære for den moderne læser at forholde sig til, men det er velskrevet - og en lille smule ufarligt.

Jeg ved ikke helt hvad man skal kalde den slags britisk hyggelæsning der spænder fra Austen til Heyer, men den her hører i den kategori.

Deaf Sentence købte jeg noget tid efter at have læst min første David Lodge (der var en af hans mere lette), og jeg blev endnu mere overrasket end første gang.
Romanen handler om en lingvistik-professor, der er ved at blive døv, hvilket lander ham i en hel række problemer, fordi han ikke rigtig vil erkende det. Lodge er suveræn til karakterbeskrivelser og ikke mindst deres interaktion - han må være en slags roman-ægteskabsekspert. Virkelig underholdende, og mindre alvorlig end nogle af hans tidligere romaner.

1111 sider om middelalder-England. I kid you not. Opfølgeren til Pillars of the Earth. Det var så udmattende at læse den, at jeg ikke har så meget som et ord til den. En ting er sikkert - jeg læser den ikke igen!

Jeg elsker britisk akademia-faldenpåhalen-komedie og det her er en af de virkelig gode.