emmes bogblog

The BFG er godt nok en børnebog, men efter at have set en tv-udsendelse om Dahl, så måtte jeg lige genbesøge hans forfatterskab. Der er ingen som ham.

Inkheart burde være lige noget for mig; det er fantasy, det handler om bøger og er fuld af spænding. Serien har solgt i bunkevis verden over og der er også blevet lavet en film. Men bogen fænger ikke rigtig, selvom den på overfladen har det hele - jeg synes tempoet er lidt for langsomt og stilen lidt for ordrig.
På den anden side, det ER også en børnebog. Så man kan godt undskylde det nedsatte tempo. Men jeg får nok ikke læst resten af serien.

Bogen handler om Meggie, der lever sammen med sin far, Mo. Mo læser aldrig højt for hende mere, og en del mystik og flytten rundt omgærder deres eksistens. En dag kommer en mystisk fremmed og banker på, og inden Meggie får set sig om, er hun midt i et vaskeægte eventyr, hvor hun og Mo bevæger sig langt ind i bøgernes verden. Bogstaveligt talt.
Det er velskrevet. Ingen tvivl om det. Måske vil jeg give serien en chance en anden gang.

Jeg tror ikke der kommer noget godt fra Rowlings hånd de næste par år, mens hun kommer sig over HPs succes. The Tales of Beedle the Bard er, selvom de er fra samme univers, en tynd kop te, der ville have fungeret bedst som fodnoter eller et appendiks til en af de eksisterende HP-bøger. Men okay, man kan ikke fortænke hende i at forsøge at sælge lidt flere gavebøger op til jul.

Wynne Jones skuffer sjældent, og selvom House of Many Ways ikke er hendes bedste, så er den bestemt god og goofy underholdning.

Jeg kan ikke står for britiske børneklassikere, men The Railway Children var faktisk næsten for meget af det gode.

Jeg har klart en svaghed for dannelsesromaner for børn og unge, og det virker som om der er en særlig britisk tradition for denne genre, der sikkert udspringer af alle de dejlige bøger om raske kostskoledrenge.

Heldigvis er det hele ikke havregrød og jovial tweed-realisme, der er masser af magisk realisme at komme efter, som nu The Magic Toyshop. Angela Carter er visr mest kendt for hendes romaner for voksne, som er noget mindre tilgængelige end denne.

Melanie, hovedpersonen, har haft en beskyttet og dejlig opvækst, men hendes liv tager en ny dystopisk drejning, da hendes forældre dør. Hun og hendes søskende bliver sendt til Onkel Phillip, der laver legetøj, som han kun nødigt sælger, og som har en særlig passion for korrekt dukketeater. Der er noget sært ved Onkel Phillip, hus-tyrannen, og noget tiltrækkende ved hans kone og dennes brødre.

Det hele starter nærmest Nødderknækker-agtigt og drømmende, men slutningen… der er ikke noget sødsuppe at komme efter her. Jeg tror ikke jeg ville lade mine børn læse den før de var ude af deres pre-teens.

En tyk samling af kortere og længere histrorier af Diana Wynne Jones. Ikke alle lige gode, de virker skitseagtige, men stadig fint til en lille session inden man skal sove. Jeg er så vild med tudsens fjæs på coveret, at jeg har forsøgt i ugevis at gøre den kunsten efter. Den er glad, selvtilfreds og totalt afslappet på en gang. Hvem vil ikke gerne være det?

Well, Wynne Jones burde holde sig til ren fantasy og ikke fedte rundt med græsk mytologi, men godt forsøgt.

En lille samling af kortere historier af Diana Wynne Jones, del af et forsøg på en gang for alle at gøre kål på hendes samlede værker. Som er, oh retorisk underspillethed, omfangsrige.

Lækkert nyt fra Chrestomanci-serien. Er ved at æde mig igennem Diana Wynne Jones samlede værker. Rapporterer når jeg er igennem.

Mere lovely Chrestomanci. En del af planen om at komme igennem alle bøger af min barndomsfavorit, Diana Wynne Jones.

Begejsterede fans har anbefalet mig mere af Lene Kaaberbøl, så jeg kastede mig ud i Skammer-serien (foreløbig 4 bind), men jeg synes desværre bedre om Skyggeporten. Historien er sammenhængende, men lidt for enkel for min smag. Nu er det jo også en børnebog, men Harry Potter-serien holder sig jo ikke tilbage af den grund. Der er lidt for lidt af det, der suger en ind i historien her.