emmes bogblog

Kate er min langt-ude kusine. Som i vi har aldrig mødt hinanden. I virkeligheden hedder hun Rasmussen til efternavn. Så derfor læser jeg hendes bøger ind i mellem. Man skal jo følge lidt med i hvad grand-grand-grandkusinerne laver; særlig når de rent faktisk lever særdeles godt af at skrive fantasy-romaner. Man kunne sige at kusine Kate lever et liv jeg godt gad leve.
Spirit Gate (Crossroads) er første del i en serie (som jeg ikke lige ved hvor lang er), som er det klassiske setup: fantasy verden er af lave. Heltene allierer sig, og nogle af dem viser sig ikke at være helte, men heldigvis er der også nogen helt almindelige mennesker der viser sig at være lavet af stærkt stof. Fabeldyr, magi og andet guf optræder.
Ren matadormix-læsning. Mange sider for pengene, men der findes bedre fantasykøb derude.

Jeg blev jo nødt til at vide, hvad det var alle talte om. Twilight (Twilight Saga) blev en mega-sællert lynhurtigt, og fik en fanskare, der var om muligt endnu mere dedikeret end Harry Potter-fanklubberne. Der er lavet flere film på bagrund af Twilight Saga-serien og den er i skrivende stund oversat til 38 sprog.

Plottet er meget simpelt. Bella flytter ud til sin far i en lille sølle by. Hun er ikke helt tilfreds med skiftet. Hun falder for den meget smukke Edward, der viser sig at være 104 år og vampyr. Det viser sig, at vampyr-verdenen er lige så divers som ikke-vampyr-verdenen; der er nogen vampyrer, der går ind for at slå mennesker ihjel og nogen der ikke gør. Edward er naturligvis en good guy, og selvom han ikke rigtig vil det, så udvikler hans og Bellas romance sig.

Stilmæssigt er vi et sted mellem chicklit og Buffy the Vampyre Slayer. Det er ret sentimentalt - næsten cartlandsk i de mere … ahrem… passionerede passager. Og det er så enkelt skrevet og så enkelt i plottet at man skal have en IQ under 100 for ikke at kunne følge med. Det er fuld af pathos. Og så skal det vel forestille at være en lille smule uhyggeligt, men det lykkes ikke helt.

Underholdende læsning. Men den første bog i serien er nok for mig.

The Fountainhead er historien om to rivaliserende arkitekter, som man følger fra de bliver færdige (og den ene smidt ud) af en amerikansk arkitektskole. Den ene vælger at følge den slagne vej til succes, den anden at konsekvent stå for, hvad han tror på - og det han tror på er ikke come-il-faux. 

Det der er mest interessant ved bogen er den måde den er skrevet; siderne driver af en pathos, der ville have gjort Barbara Cartland misundelig, samtidig med at stilen er næsten nøgtern. Eller måske er det personerne der er det - selv når de er i ekstrem affekt, virker det ufarligt og udramatisk.

Når jeg er syg og utilpas, vil jeg helst ikke læse noget, der kan hyle mig ud af den, eller gøre mig mere dårlig. Ved sådanne lejligheder læser jeg børnebøger, britiske romances (Austen) eller essays om bøger, da de ikke kan gøre mig fortræd. Alvorlige bøger er reserveret til overskudsdage. Men jeg havde på fornemmelsen, at denne ikke kunne gøre mig mentalt søsyg, selvom den som sådan er ret alvorlig.

Jeg var meget optaget af den og skal helt sikkert læse mere Aynd Rand, inden jeg beslutter mig for om hun er gal eller genial.

Den var ikke lige så god som forgængeren, men absolut i verdensklasse.

Jeg begyndte at læse den første gang i 2003, mens jeg var på læseferie i Egypten, hvor liminingen langsomt fordampede i varmen og fyld-siderne først i bogen faldt som efterårsløv, mens jeg faldt i søvn i hængekøjen. Dengang var det ganske enkelt for tung læsning, kombineret med de 350 siders Context and Consciousness: Activity Theory and Human-computer Interaction og et kedeligt kompendie om design, som jeg kværnede i solen. Når man læser til eksamen, skal man helst kombinere med noget let. Harry Potter har reddet mig igennem en del af den slags perioder.

Nu hvor jeg har fået den læst, finder jeg den ikke så tung, som jeg husker at jeg oplevede den de 3 gange i hængekøjen jeg forsøgte at få has på den. Ikke at det er munter læsning, men det er ikke uden humor. Jeg har læst en nogle af Franzens essays (1,2), med stor fornøjelse. The Corrections er skrevet mindre surt, men temaerne er de samme: at blive voksen og for altid hænge sammen med sin familie, på godt og ondt. Moderne coming-of-age.

Bogen handler om Enid, der lever med den demente Alfred og blot ønsker sig at hendes tre børn kommer hjem til jul. Man hører historien om familielivet og de tre børn, fra hver af dem. Og skiftes til at synes at den klæbende og konservative Enid er skrækkelig og til at hade Alfred for at have været en gammel tyran altid. Og ak og ve, deres børn har skam også deres mentale skavanker, bare lidt mere moderne og dermed komplekse - der er ingen steder, hvor det ikke kan gøre ondt, og hvor er det realistisk.

Seriens nummer to - A Clash of Kings - holder hvad den lover. Mere action, mere gore, mere drama. Jeg har overvejet lidt, om det er et moderne effektjagende fænomen, at afhuggede lemmer og rådnende hoveder bliver beskrevet så detaljeret, men tænk blot på Illiaden og andre krigskvad, så kan man næsten ikke indrømme andet end at det er et klassisk træk.

En af seriens fordele er masse. Knap 800 sider gør, at det da er en bog, der holder mere end et par dage.

Serien A Song of Fire and Ice starter med denne mammutroman, A Game of Thrones, der er vidt berømmet og har et imponerende salgstal, særlig i USA. Nu har jeg jo aldrig været af den opfattelse at 5millioner (amerikanske) fluer ikke kan tage fejl, men her har de lidt ret. Det er på ingen måde kunst og er skrevet middelmådigt med glimt af humor, men det er faktisk god underholdning. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke bliver dummere end dem der ser De Unge Mødre.

Bogen - der er nummer 1 af 5 planlagte, hvor 4 er udgivet - er den klassiske historie, med en verden der går i udu pga krig. Man følger en række nøglepersoner, med deres POV i hver deres kapitler. Der er masser af drama og ikke mindst død. Martin er ikke ked af at slå hovedpersoner ihjel, men det er selvfølgelig også noget nemmere når man har 10.

Jeg tror godt man kunne kalde denne serie for fantasy-krigens Dollars/Dallas.

Updikes roman handler om en gruppe par i en lille by udenfor Boston, som har affærer på kryds og tværs, fordi de har ondt i livet og tror de skal realisere sig selv igennem sex. Den er velskrevet og skarp, og ligesom hos Murdoch og A.S. Byatt spekulerer man på, om parforhold nu også er sådan en fantastisk idé, men anerkender, at der ikke er noget mere alment menneskeligt end netop det.

Jeg stødte på en reference til den første gang i Anne Fadimans Ex Libris, hvor hun beskriver den som ” my genital-pink paperback of Couples, read so often in my late teens (when Updike’s explorations of the complexities of marriage seemd unimaginably exotic) that it had sundered into a triptych held togeter with a rubber band (p. 7). Da jeg stødte på en paberback i brugtbogsbiksen på Peter Bangs Vej, der til forveksling lignede Fadimans version, var det næsten som at eje en bog med værdifuld marginalia, og jeg købte den straks for en femmer.