emmes bogblog

Den senste publicerede - A Feast for Crows - har åbenbart været længe undervejs, men Martin gør det heller ikke nemt for sig selv med det tykke plot og mængden af personer. Den sidste bog i serien er blevet annonceret og udskudt så mange gange, at selv fans nu er ved at blive mugne. Jeg er ikke fan, jeg er bare fantasy-konsument, for nok er serien god underoldning, men ligesom man opdager at der ikke er noget reelt savn, når man glemmer at se favotitserien på tv i 3 uger, således gælder det også med matadormixlitteratur.

Mere George R. R. Martin – ligene dynges op, hovedpersoner kreperer på række. 1200 sider, det er dælme mass for money.

Seriens nummer to – A Clash of Kings – holder hvad den lover. Mere action, mere gore, mere drama. Jeg har overvejet lidt, om det er et moderne effektjagende fænomen, at afhuggede lemmer og rådnende hoveder bliver beskrevet så detaljeret, men tænk blot på Illiaden og andre krigskvad, så kan man næsten ikke indrømme andet end at det er et klassisk træk.

En af seriens fordele er masse. Knap 800 sider gør, at det da er en bog, der holder mere end et par dage.

Serien A Song of Fire and Ice starter med denne mammutroman, A Game of Thrones, der er vidt berømmet og har et imponerende salgstal, særlig i USA. Nu har jeg jo aldrig været af den opfattelse at 5millioner (amerikanske) fluer ikke kan tage fejl, men her har de lidt ret. Det er på ingen måde kunst og er skrevet middelmådigt med glimt af humor, men det er faktisk god underholdning. Jeg vil vove den påstand, at jeg ikke bliver dummere end dem der ser De Unge Mødre.

Bogen – der er nummer 1 af 5 planlagte, hvor 4 er udgivet – er den klassiske historie, med en verden der går i udu pga krig. Man følger en række nøglepersoner, med deres POV i hver deres kapitler. Der er masser af drama og ikke mindst død. Martin er ikke ked af at slå hovedpersoner ihjel, men det er selvfølgelig også noget nemmere når man har 10.

Jeg tror godt man kunne kalde denne serie for fantasy-krigens Dollars/Dallas.

Yes, yes, 691 siders matadormix-læsning, ren fantasy, men med vægt på karakterudvikling og strategi. Den er nummer to i en serie jeg opdagede ved et tilfælde på Amazon, mens jeg opdagede at jeg ikke havde noget let at kombinere min mere seriøse læsning med. Og ja, så røg den i kurven.

Jeg kan godt lide den, fordi den kræver absolut nul og nix af mig, og fordi den alligevel er så lang og kompleks at jeg umuligt kan regne ud hvad der kommer til at ske. Det er, må jeg indrømme, spændende på en måde jeg ikke ville tro jeg kunne falde for. Ja, guilty pleasure, på samme måde som at spise en hel plade Rittersport med marcipan alene. Eller noget andet sødt og dodgy.